
KARAKTERER // KOMMENTAR – “Problemet er ikke karakterer. Problemet er snarere et uddannelsessystem, som i visse sammenhænge reproducerer og promoverer irrationelle og undertrykkende forestillinger i vores fælles kultur og bevidsthed frem for at bekæmpe dem,” skriver Søren Søberg Poulsen.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Under den verserende valgkamp er det igen-igen blevet en brandvarm politisk kartoffel at ville gøre noget ved gymnasieelevernes mangfoldige sjælelige kvababbelser. Og det kan man godt forstå, for ungdommen er stresset og angstfuld som aldrig før.
Bl.a. har Radikale foreslået at afskaffe karakterer i dele af gymnasieforløbet, og det er i det hele taget, som om at man meget let kommer til at tale om karakterer i skolen som det store dyr i åbenbaringen, når politikere forsøger at sætte fingeren på smertens kilde i uddannelses- og ungdomslivet.
Men problemet er ikke karakterer. Problemet er snarere et uddannelsessystem, som i visse sammenhænge reproducerer og promoverer irrationelle og undertrykkende forestillinger i vores fælles kultur og bevidsthed frem for at bekæmpe dem.
Bagsiden ved livs- eller selvrealiseringskulturen
I Fremmedgørelse og acceleration (2013), som er den højaktuelle tyske sociolog, Hartmut Rosas, meget overbevisende, diagnostiske essay om samtidens accelerationsmekanismer, peger han på, at det ikke kun er teknologisk udvikling og samfundsstrukturer, der skaber den oplevelse af tempoforhøjelse og tidsbekneb i livet som sådan, der er så genkendelig for mange af os i samtiden.
Med den sekulære modernitets fremvækst fortrængtes de religiøse forestillinger om efterlivet, og individets såvel som kulturens fokus forskubbedes rimeligvis fra livet efter døden til livet før døden.
Det moderne menneskes begær er således rettet imod det, som menneskelivet har at tilbyde – oplevelser, relationer, erhvervelser, erkendelser, udfordringer – og idealet synes på sin vis at være kvantitativt: Har man levet nok? Ikke forstået som ”nok år” – altså tilstrækkelig lang levetid – men snarere som ”nok indhold”; tilstrækkelig livssubstans.
Vi kan så at sige hele tiden – på de allestedsnærværende skærme – se alt det, vi aldrig kommer til at prøve, erfare eller opnå
Goderne ved denne kulturelle frisættelse er åbenlyse og højt besungne: Vi har i moderne tid kæmpet for og opnået rettigheder i dette liv, indflydelse på egne forhold, økonomisk og materiel velstand, mere frie og lige udfoldelsesmuligheder på tværs af skel i samfundene. Men bagsiden ved denne livs- eller selvrealiseringskultur er en iboende, kulturel accelerationsmekanisme, pointerer Rosa.
Ulykken for det moderne menneske er som for alle andre tiders mennesker dets lidenhed i forhold til verden. Verdens muligheder overstiger et uendeligt antal gange det, som kan realiseres i et levet menneskeliv. Vores tid på kloden er kort, og vores rækkevidde er begrænset, mens vores udblik til verdens uendelige perspektivrigdom aldrig har været større. Vi kan så at sige hele tiden – på de allestedsnærværende skærme – se alt det, vi aldrig kommer til at prøve, erfare eller opnå. Hartmut Rosa skriver:
”Acceleration af livstempoet synes derfor at være en meget naturlig løsning på dette problem: Hvis man lever ”dobbelt så hurtigt”, hvis man kun bruger halvt så lang tid på at udføre en handling, indfri et mål eller gøre en erfaring, vil man kunne fordoble ”summen” af erfaringer og dermed leve flere ”liv” inden for ét livsforløb … … Hvis man vedbliver at øge livstempoet, vil man ud fra denne tankegang til sidst kunne leve en mangfoldighed eller ligefrem en uendelighed af forskellige liv inden for et enkelt livsforløb ved at realisere alle de muligheder, der ville være knyttet til de forskellige liv.” (Rosa, Fremmedgørelse og acceleration, side 37).
At Rosa har en væsentlig pointe, afslører sig bl.a. i samtidens sprogudvikling, hvor det er mere eller mindre almindeligt at tale om sig selv som flerdimensionel ved fx at tale om sit tidligere jeg eller den bedste version af sig selv. Det forhøjede livstempo, som mange af os erfarer, er således også udtryk for en adfærdsmæssig overbygning på vores kulturs postreligiøse forestilling om, at vi så at sige kan overvinde døden ved at leve nok.
At hvis vi på dødslejet kan croone Sinatras My Way med tilpas overbevisning, har vi tæmmet dødens potens. Men ligesom alle andre forestillinger om overvindelse af døden er også denne fiktiv. Naturligvis.

Et spørgsmål om liv eller død
Men hvad har alt dette så med gymnasieelever og karakterer at gøre? En hel del faktisk. Uddannelsessystemet er blandt meget andet en sorteringsmekanisme i samfundet, som distribuerer mennesker til forskellige samfundsfunktioner. Nogle bliver tømrere, nogle bliver læger, andre bliver produktionsarbejdere, pædagoger eller ingeniører.
Sådan er det jo, og selvom nutidens uddannelsessystem er tilbageholdende med at adressere det, er det primært igennem mødet med skolen og dennes sorteringsmagt, at forestillinger om egne erhvervsmæssige og endog eksistentielle muligheder og begrænsninger tager form i individet. Det er en del af skolens væsen, at den, samtidig med at den forhåbentlig evner at åbne elevens øjne for verdens kompleksitet, også virker til at opridse begrænsninger for individets udfoldelsesmuligheder i livet.
I den faglige karakter møder eleven en konkret begrænsning for eget potentiale. Kun 12-tallet rummer ingen begrænsning
Det er et symbolsk voldsmonopol, som skolen som dannelsesinstitution på ansvarlig vis skal påtage sig og være bevidst om. Den væsentligste og synligste valuta i forhandlingen af muligheder er karaktererne. Eksempelvis giver bestemte karakterer som bekendt adgang til bestemte videregående uddannelser. Sådan har det i bund og grund altid været.
Men nutidens gymnasieelever og unge på andre ungdomsuddannelser ligger i endnu højere grad end de voksne generationer under for den indledningsvis skitserede forestilling om det multidimensionelle liv som det eneste gode liv.
Hvor tidligere generationer opfattede dårlige karakterer som vertikalt begrænsende i den forstand, at de forhindrede adgangen til visse ”høje” uddannelser, ”høje” jobs og ”høje” lønninger, opfatter nutidens elever også karaktererne som horisontalt begrænsende. Der bliver simpelthen færre livsudfoldelsesmuligheder af enhver art som følge af dårlige karakterer.
Derfor er karaktererne ikke i simpel forstand et spørgsmål om gode uddannelses- eller karrieremuligheder. De er så at sige et spørgsmål om liv og død. At være dårlig i skolen er det sekulære accelerationssamfunds pendant til helvede, fordi vores forestilling om paradis er det liv, der udfoldes mest og videst, inden det ophører. I den faglige karakter møder eleven en konkret begrænsning for eget potentiale. Kun 12-tallet rummer ingen begrænsning. Og i en virkelighed, hvor ekspansion af jegets udfoldelser igennem hele sin levetid er selve meningen med livet, er begrænsning og tab af muligheder selvsagt forbundet med dødsangst og meningstab.

Hvordan hjælper vi eleverne?
Hvordan hjælper man så gymnasieeleverne? For der er al mulig grund til at ville hjælpe dem. Undersøgelser fra såvel Danmarks Pædagogiske Universitet som Center for Ungdomsstudier har de senere år i rigt mål bekræftet de meldinger om udbredt angst og stress blandt gymnasieelever, som branchen og elevorganisationer har råbt op om i flere år.
Ofte ser man fra både politisk og folkelig kant tilkendegivelser, der forsøger at hjælpe de unge ved at stikke dem yderligere blår i øjnene. Hvert år i juni opstår der fx nærmest en folkelig kampagne på de sociale medier, hvor der advokeres for, at man skal sige til de nyudsprungne studenter, at et 7-tal jo kan være lige så flot som et 12-tal, selvom det jo i sin essens er et fuldkommen forvrøvlet udsagn.
Hvis man vil hjælpe gymnasieeleverne og ungdommen, bør man affortrylle den virkelighed, de møder i uddannelsessystemet
Mange taler for at fjerne karaktererne, fordi man ikke ”kan sætte tal på et menneske”, men en karakter er jo et tal for en faglig præstation i et afgrænset fag i en afgrænset kontekst – skolen har aldrig sat ”tal på mennesker”.
Det er, som om at både skolen og offentligheden i tiltagende grad tror, at man bedst hjælper de unge ved at løbe fra sit ansvar og ved at skåne dem for konfrontationen med livets realiteter: at du ikke kan alt; at mange er dygtigere end dig; at dine muligheder i livet er begrænset af dine evner og talrige andre faktorer; at du kommer til at gå glip af en masse, fortryde en masse og leve et liv, der ikke på nogen måde kan hamle op med din gnistrende, grænseløse forestillingsevne.
På den måde frarøver man de unge den gave, som det almendannende danske skolesystem siden den moderne, folkelige skoles fødsel har bestræbt sig på at videregive: et livsoplyst, kritisk og rationelt blik på dem selv og verden. De seneste 20 års politiske reformiver har kastet det danske uddannelsessystem ind i en spiral, hvor man på den ene side fra folkeskole over ungdomsuddannelser til professionsskoler fremmer en kapitalismeforankret konkurrencepædagogik, der i sig selv rummer åbenlyse accelerationsmekanismer, og på den anden side fremmer en terapeutisk, individcentreret bekendelsespædagogik, der så forventes at kunne give eleverne ”værktøjer” til at manøvrere i den accelererede virkelighed, som man selv er medskaber af.
Et dannet, kritisk tænkende individ har i sin tænkning en modstandskraft, som kan bidrage til, at vedkommende ikke krymper sjæleligt ved at få en dårlig karakter i et eller andet gymnasiefag
Når testresultaterne så er for dårlige, tilføjer man mere af førstnævnte, og når eleverne mistrives, tilføjer man mere af sidstnævnte. Begge aftapninger forværrer det problem, man forsøger at løse med dem.
Derfor er der altid grund til bekymring, når politikerne, som de bredt erklærer i øjeblikket, har til hensigt at afvikle trivselsproblemer i skolelivet. Hvis man vil hjælpe gymnasieeleverne og ungdommen, bør man træde politisk baglæns. Man bør tilstræbe at affortrylle den virkelighed, de møder i uddannelsessystemet. Man bør genskabe seminarierne, der indtil 1990’erne med rod i en grundtvigiansk dannelsestradition om skole som livsoplysning stod i centrum for folkeskolelærernes pædagogiske faglighed.
Man bør føre midlerne og magten til undervisningens tilrettelæggelse tilbage til lærerne og væk fra mellemledere, konsulenter og eksterne aktører overalt i skolesystemet, så lærerfagligheden igen kommer i centrum. Man bør fjerne dokumentationsarbejdet for underviserne og de vækstideologiske prægninger på lærerplaner og bekendtgørelser, som fordrer testregime, målstyring, karrierelæring etc. Og først og fremmest bør man afstøve idealerne om det rationelle og kritisk tænkende individ som dannelsesideal.
Den accelererede virkelighed, som Hartmut Rosa beskriver, er en moderne modus, som genfindes overalt i samfundene, og som følger samtidsindividet fra vugge til grav. Derfor kan skolen heller ikke ”løse” problemet. Men i en dansk oplysningstradition har skolen i over 100 år haft en magtkritisk og frigørende funktion indlejret i sin kerneopgave. Man skulle oplyses for livet – ikke for erhverslivet eller for samfundet.
Et dannet, kritisk tænkende individ har nemlig bedre forudsætninger for at gennemskue samtidens myter og røverhistorier som netop det. Det politiske svar på accelerationssamfundets problemer har hidtil været at accelerere uddannelseslivet igennem en syndflod af forstyrrende vækstideologiske tiltag og fikse ideer, som om man står stærkere i livet, hvis man kan dreje hurtigere om egen akse end resten af verden.
Men kritisk tænkning fordrer det modsatte: ro, besindighed, eftertanke og fordybelse. Skolen skal være et værn imod samtidens overtro og undertrykkelse. Idealet bør være et dannet, kritisk tænkende individ, som i sin tænkning besidder en modstandskraft, så vedkommende ikke krymper sjæleligt ved at få en dårlig karakter i et eller andet gymnasiefag.
For hun eller han er i uddannelsessystemet blevet mødt med de grundlæggende livsrealiteter og har et rationelt og kritisk blik på både sig selv og verden. At fjerne karakterer er udtryk for et ønske om at fjerne rationelt begrundede begrænsninger for individets udfoldelse. Det er det sidste, ungdommen har brug for. I stedet bør uddannelsessystemet stræbe efter en oplysningsgrad, hvor eleverne ved og er forliget med, at vi alle er begrænset på talrige måder, og at end ikke et eksamensbevis med lutter 12-taller kan forhindre os i som alle mennesker til alle tider at skulle fejle, skuffes og dø. Lige så vel som vi skal lykkes, begejstres og leve.
Læs mere om uddannelse i POV her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.