Game of Thrones – i spillet om TV-serie-tronen gælder alle kneb

af i Kultur/Medier

FANTASY // BAGGRUND – For få år siden var fantasy en nørdet niche. Hvis du gik op i drager, orker og elverfolk var det næppe noget, du nævnte på en første date. Det har først Ringenes Herre-filmene og nu HBO-serien Game of Thrones lavet helt om på: Fantasy er mainstream. Hvad er der sket?

Fantasy blev grundlagt af den engelske forfatter J.R.R. Tolkien med børnebogen Hobbitten (1937), der foregik i en verden, han for alvor foldede ud med trilogien Ringenes Herre (1954-55). Tolkien kombinerede nordiske og keltiske myter og sagn med folkeeventyr, placerede det hele i en magisk middelalderverden og lagde hermed grundstenen til en helt ny litterær genre. Da Hobbitten blev oversat til dansk i 1969, blev den så populær, at et helt kollektiv (Maos Lyst) tog navn efter et rart sted i bogen – heriblandt Troels Kløvedal og Ebbe Kløvedal Reich. Genren blev også rammen for de første rollespillere, når de med fantasi og terninger (og senere skumgummisværd) drog på eventyr for at dræbe drager og dæmoner. Men ligesom rollespil var og blev fantasy en nørdet niche indtil for få år siden. Noget, enhver ung mand med hjernen på rette sted ville være yderst tilbageholdende med at udtrykke passion for overfor såvel potentielle arbejdsgivere som sexpartnere.

En række elementer går igen i de fleste fantasy-fortællinger. Hovedpersonen er som folkeeventyrenes helte en ret ordinær figur, ofte bare en dreng, som læseren let kan identificere sig med. Overfor ham står en superskurk med overmenneskelige kræfter, der engang for længe siden blev besejret, men nu er genopstanden og truer verden på ny. Ved at rejse væk fra sit trygge hjem og gå så grueligt meget igennem, skal hovedpersonen finde sit indre potentiale, så han til slut kan overvinde skurken.

Det, han bruger, er TV-dramaets – nogle gange kaldet sæbeoperaens – virkemidler. Og det gør han på en måde, der bestemt kun gør serien endnu mere spiselig.

Begge sider bliver hjulpet af agenter af varierende styrke. Skurken hjælpes af sine håndlangere, menneskelige og monstrøse, og på hovedpersonens side finder vi en række arketyper som fx den ældre troldmand, den ædle kriger, bueskytten, tyven, det store brød og så fremdeles. Nogle af dem kan godt risikere at dø undervejs.

Denne, i virkeligheden næsten klichéfyldte grundstruktur går også igen i værker, der ikke foregår i en middelalderlig setting, og som derfor normalt ikke klassificeres som fantasy. Eksempelvis Harry Potter og Star Wars. På denne måde er fantasy’ens DNA lige så stille flydt ind i andre genrer og Hollywood-produktioner, hvilket har gjort fortællestilen velkendt og tryg for et bredt publikum.

GOT – en sæbeopera?

Game of Thrones adskiller sig blandt andet ved ikke at have én hovedperson, men flere, der til gengæld hver især lever op til kriterierne i deres parallelle og i sidste ende sammenflettede historieforløb. Som i al god fantasy kan vi identificere os med dem, vi forstår intuitivt deres dramaturgiske funktion og forudser deres plads i det endelige opgør mod den forhistoriske superskurk. Hvilket godt nok ikke er seriens endelige afslutning, som de loyale følgere vil vide. Men uanset hvad passer Game of Thrones på langt de fleste parametre ind i en klassisk fantasy-struktur, som også det brede publikum efterhånden er fortrolig med.

At det hele garneres med et skud horror i form af blod, mudder og zombier gør kun retten endnu mere uimodståelig for den sultne forbruger. Ikke mindst når det hele lige får et drys blød porno på toppen

Men udover fantasy trækker George R.R. Martin på en helt anden genre, der er endnu mere indfødt i TV-seriemediet. Det, han bruger, er TV-dramaets – nogle gange kaldet sæbeoperaens – virkemidler. Og det gør han på en måde, der bestemt kun gør serien endnu mere spiselig. Faktisk er det både naturligt og lidt paradoksalt, for da Martin begyndte at skrive sine romaner, levede han af at være manuskriptforfatter i Hollywood. Men han skrev efter eget udsagn Game of Thrones som et slags oprør mod netop Hollywoods TV-serieindustri.

Han var nemlig træt af altid at skulle simplificere sine plots og reducere antallet af karakterer, så det passede til formatet. Derfor besluttede han sig for at skrive en roman, hvor han kunne få lov til at gå amok med et væld af større og mindre karakterer. At Game of Thrones alligevel endte på skærmen skyldes udelukkende, at mediet i mellemtiden bevægede sig. Dels på grund af streaming-TV’s ubegrænsede sendeflade, dels i kraft af serier som Mad Men, hvor producenterne vovede at introducere flere karakterer på samme tid. Og så fik Martin sikkert også et tilbud, der var svært at afslå.

Familieintrigerne som et centralt dramaturgisk omdrejningspunkt er som taget ud fra Dallas, Dollars eller det, der er værre. Vi kommer omkring samtlige syv dødssynder, når seriens persongalleri kaster sig ud i deres magtkampe, og hverken bøger eller TV-versionen sparer på de saftige detaljer om vold, hævn, sex, misundelse, hovmod og god gammeldags sadisme.

I TV-dramaets ånd kommer vi bag om samtlige karakterer – også de modbydelige – så vi forstår deres motiver. Hvis vi da ikke ligefrem kommer til at holde af dem.

Skurkene – og her mener jeg Lannister-familien – viser undervejs lige så store menneskelige nuancer som de fleste fra Stark-familien. Jaime (vores egen Nikolaj Coster-Waldau), der lægger ud med et mordforsøg på et barn, ender som noget nær en rigtig helt. Den beregnende Cersei fanger vores sympati, når hendes børn bliver myrdet, og hun ydmygende trækkes igennem gaderne som en hore. Den vanærede og landsforviste Jorah Mormont ender med at lægge ryg til historiens store tragiske kærlighedshistorie.

Selv super-sadist-psykopaten Ramsay Bolton får et menneskeligt skær, når vi forstår, at han som en anden Erik fra Krøniken blot manglede sin fars kærlighed og anerkendelse.

Opskriften på en blockbuster

Ved at krydre sin fantasyhistorie med et ordentligt skud sæbeopera har George R.R. Martin således lavet en solid opskrift på en blockbuster. Selvfølgelig godt hjulpet på vej af publikums stigende fortrolighed med fantasy-genrens grundstruktur og en udvikling indenfor TV-seriemediet, der med tilbagevirkende kraft og stik imod forfatterens forventning fik romanerne til at egne sig netop her. At det hele garneres med et skud horror i form af blod, mudder og zombier gør kun retten endnu mere uimodståelig for den sultne forbruger. Ikke mindst når det hele lige får et drys blød porno på toppen.

Jeg er sikker på, at vi i fremtiden kommer til at se meget – MEGET – mere fantasy omsat til TV. Der er trods alt et enormt bagkatalog af litteratur, der egner sig glimrende til hjemmebiografen og dens lange og mange afsnit.

For at nævne i flæng har vi Robert Jordans Wheel of Time, David Eddings’ Belgariad, Roger Zelaznys Amber og Joe Abercrombies First Law. Og, med fare for at blive hånet, Margaret Weis & Tracy Hickmans Dragonlance selvfølgelig.

Også i Danmark har vi mange glimrende forfattere indenfor genren. Heraf er de to første bind af Lene Kaaberbøls Skammerens Datter allerede omsat til levende billeder – dog til den mere traditionelle biograffilm.

Og det bliver i øvrigt heller ikke sidste gang, at vi ser hybrider mellem fantasy og andre genrer, netop som Game of Thrones i virkeligheden er det. Der skal nok komme serier med elementer fra andre dramaturgiske modeller, der gør sig godt på TV. Måske en fantasy-krimi?

Det eneste, vi kan være sikre på, er, at sexscenerne også i fremtiden bliver mange og eksplicitte – i spillet om TV-serie-tronen gælder trods alt alle kneb.


Foto: PR.

Povl Heiberg Gad er kulturhistoriker med speciale i nazisme og arkitektur og erhvervs-ph.d.-studerende ved CBS, Center for Business Data Analytics. Hans forskningsfelt er Big Data kombineret med kvalitative studier af medlemsvandringer i fagforeninger samt dataetik.

Seneste artikler om Kultur