
BØGER // ANMELDELSE – Ekstra Bladets tidligere chefredaktør har skrevet en spændingsroman. Det er han ikke sluppet heldigt fra. Personerne er karikerede og plottet urealistisk, skriver Andreas Karker.
Poul Madsen er tidligere chefredaktør på Ekstra Bladet, og før det tidligere TV 2-medarbejder, og han er blevet opfordret til at skrive en roman af forlaget Gyldendal, der har fået titlen Kongen fra Esbjerg.
Hvis man tror, det giver adgang til blide toner fra hans tidligere arbejdsplads, som han forlod for tre år siden, når romanen udkommer, må man tro om igen. “Debil debut: Madsens mageløse makværk” lyder rubrikken i Ekstra Bladet. “Det er som at læse manuskriptet til en b-film fyldt med idiotiske figurer. Der er ingen at fatte sympati for, man har nok at gøre med at overkomme sproglige klicheer og lede efter blot en enkelt formildende nuance i de karikerede karakterer,” skriver anmelder René Fredensborg og giver en stjerne.
Det bliver ikke meget bedre, når man går til Madsens nuværende arbejdsgiver, Altinget, hvor han skriver klummer. Her havde chefredaktør Jakob Nielsen ellers set frem til at rose bogen, men ak, sådan gik det ikke. “Så kære Poul, her kommer det: Din nye bog er skuffende ringe. Og jeg vil gerne forklare hvorfor. Den er for meget, fordi plottet simpelt hen ikke hænger sammen. Og den er for lidt, fordi de fleste skandaler i bogen slet ikke er alvorlige nok til, at man kan tage dem alvorligt,” skriver han.
Poul Madsens plot er urealistisk
Jeg synes måske nok, Ekstra Bladet er hård i sin kritik, men helt urimelig er den ikke. De korte kapitler er relativt velskrevne, men plottet bliver mere og mere urealistisk.
Poul Madsen blev opfordret af Gyldendal til at skrive sin debutroman, og efter at have grublet lidt, sagde han ja tak. “Først gik jeg rundt om mig selv og var i tvivl om jeg kunne. Men efterhånden gik det op for mig, hvor mange ting jeg har oplevet, som kunne inspirere til en spændende historie. Og det fede ved mit arbejdsliv efter Ekstra Bladet er, at jeg selv bestemmer hvilke nye udfordringer jeg vil kaste mig over,” skriver forfatteren på LinkedIn og beskriver bogen Kongen fra Esbjerg som “Borgen på speed og en form for House of Cards på dansk”.

Det er en hård anklage mod den udmærkede tv-serie House of Cards. Poul Madsen har en lille sort bog, hvor han nedskriver anekdoter, han har hørt fra politikere, og det er bl.a. sådanne, han har digtet videre på. Det er så blevet til et plot, hvor den nye formand for Arbejderpartiet, og kommende statsministerkandidat, Bjørn Svendsen, for 17 år siden voldtog en pige i et boldrum ved er halbal i Esbjerg og efterlod hende døende i et rum, man ikke kan åbne indefra.
Udenfor stod hans gode ven Carsten West, der nu er chefredaktør på tabloidavisen Express, og holdt vagt. Og det gør han stadig, nu hvor han er chefredaktør og vennen er statsministerkandidat. Carstens kone, tv-journalisten Julie, får overdraget billeder af seancen taget af enspænderen Kenneth, som overværede angrebet gennem et vindue og fotograferede det. “Ingen aner, hvad Bjørn og Carsten er i stand til for at afværge skandalen og beholde magten,” hedder det i pressematerialet.
Men som læsningen skrider frem, bliver vi også mere og mere ligeglade. “Jeg har taget udgangspunkt i den virkelighed fra politik og medieverdenen, jeg kender – både den officielle og den uofficielle del af virkeligheden – og så har jeg brugt alle fiktionens muligheder for at skrue op for dramaet og fortælle en vild historie. Efter 30 år som journalist har det været sjovt at skrive fiktion helt uden hensyn til de regler, der gælder for journalistik,” fortæller Poul Madsen i sit LinkedIn-opslag.

Poul Madsen har masser af erfaring fra medier og politik. Men det eneste troværdige indblik i medieverdenen, er den grådlabile TV-journalist Julie, der kæmper med at få tid til research i alle de kedelige opstillede indslag, hun skal producere. Og politik? Bogen lover at være en “politisk thriller, der tager læseren midt ind i korridorerne på Christiansborg, langt ud på havnen i Esbjerg og dybt ind i magtens blodige centrum.” Men magtens blodige centrum er ikke særlig troværdigt.
Desuden er en bunke gamle bilag med dyr vin på restauranter, ikke særligt ophidsende i en verden, hvor USAs præsident kalder Ukraines præsident en diktator
Den eneste person, der virker ægte, er TV-journalisten Julie. Alle andre er karikerede og usympatiske. Og vi skal tro på, at en chefredaktør på en landsdækkende avis er så gode venner med en partiformand, at han er villig til at dække over en vigtig historie. Og vi skal tro på, at politiet er så inkompetent og korrupt, at de overser et drab, og at de står i ledtog med kriminelle, der styrer havnen på Esbjerg. Og vi skal præsenteres for besynderlige sidehistorier som at en ældre politiker har presset unge kvinder til at se porno sammen med ham, og derfor må gå på pension.
Desuden er en bunke gamle bilag med dyr vin på restauranter, ikke særligt ophidsende i en verden, hvor USAs præsident kalder Ukraines præsident en diktator, og planlægger at smide 240.000 ukrainske flygtninge ud af landet, hvor den danske statsminister ikke afviser atomvåben på dansk grund, hvor danske politikere har affærer med mindreårige, og hvor postvæsnet dropper breve og fyrer 1.500 medarbejdere. Og så skal vi præsenteres for en “hatch 22”, som faktisk hedder en catch 22 – et meget kendt begreb for en umulig situation.
Bogen er usammenhængende og karikeret. Det mest uhyggelige er faktisk, at der kommer flere. Det er den første bog i “Viljen til magt-serien”, står der på omslaget. Hvis jeg var Poul Madsen, ville jeg gå i tænkeboks, inden jeg starter på nummer to.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.