Fra salafi-islam til homoseksuel imam: Ludovic-Mohamed Zahed

Tina Dransfeldt Christensen 04.12.2018

INTERVIEW // TRO // SEKSUALITET – Ludovic-Mohamed Zahed var som barn tryllebundet af Koranen. Som ung mand søgte han mod salafisme, men som homoseksuel mand afsværgede han sig senere fuldstændig sin tro. I dag er han gift med en mand, aktivist og imam ved en inklusiv moské i Paris. Tina Dransfeldt Christensen har mødt den fransk-algeriske frontløber.

Den åbent homoseksuelle imam Ludovic-Mohamed Zahed besøgte i forrige uge København. På Bremen Teater, på Københavns Universitet og i Deadline talte han om koranfortolkning, om sit aktivistiske arbejde for at sikre bedre rettigheder og levevilkår for muslimske LGBT-personer og om den inklusive moske, som han var med til at åbne i Paris i 2012.

Men forud for sit professionelle arbejde har han kæmpet en lang og ofte ensom kamp for at forlige sin egen religiøse og seksuelle identitet. Det er denne personlige kamp, vi taler om, da jeg interviewer ham i forbindelse med hans besøg i København.

Ludovic-Mohamed Zahed er født i Algier i 1977 og er vokset op i en familie, som på farens side var traditionel og optaget af sufismen, mens hans morbrødre var politisk engagerede i den nationalistisk-islamistiske bevægelse al-jaz’ara (”algierisering”). Zahed fortæller selv om sin barndom:

“Jeg var tryllebundet af Koranen, af de historier som jeg fik fortalt om profeten osv. Jeg var altid fordybet i denne filosofi: at der er gode mennesker og der er dårlige mennesker, at man skal være et godt menneske, hjælpe andre, ikke såre andre osv. Alt det kom fra islam”.

I moskeen finder han for en periode et fællesskab, hvor han føler sig hjemme. Han bliver hurtigt meget tæt med en anden ung mand, Djibril, som erklærer sin kærlighed til ham

I sin selvbiografiske bog Le Coran et le chair (Koranen og kødet, 2012) skriver han, at han som dreng var genert og både lidt dreng og lidt pige. Hans far fortæller ham igen og igen, at han er ”en tøsedreng, en kylling, et tudefjæs”, og at han hellere ville ”begrave ham levende end se ham blive sådan ’en’”. For at lære ham ”at være en rigtig mand”, og fordi han skammer sig over sin ”syge” bror, slår storebroren ham jævnligt, én gang så hårdt at Zahed brækker næsen.

Religion og kærlighed

I sin søgen efter at finde sig til rette vender Zahed sig mere og mere mod islam, og som 12-årig bliver han optaget på en koranskole drevet af ultrakonservative salafi-muslimer i Algier. Han begynder at studere fiqh (islamisk retsvidenskab), at lære Koranen udenad og bede fem gange om dagen. Som han selv siger under interviewet:

”Det var det, der var. I Algeriet i 1980’erne kunne man vælge mellem, på venstre side, salafisme og, på højre side, de muslimske brødre. Sådan var det i alle moskeer i Algeriet, især i de store byer. Så for mig var salafi-islam mere autentisk i forhold til at studere teksterne og traditionerne og lære Koranen udenad osv. Samtidig var det også betryggende for mig, fordi jeg ledte efter noget meget maskulint, mens jeg satte spørgsmålstegn ved min egen kønsidentitet”.

Men hvis faren ikke brød sig om ”tøsedrengen” Ludovic-Mohamed, bryder han sig endnu mindre om sønnens tætte tilknytning til salafi-islam, og Zahed står nu over for en familie, som hverken forstår hans kønsidentitet eller hans religiøsitet.

I moskeen finder han for en periode et fællesskab, hvor han føler sig hjemme. Han bliver hurtigt meget tæt med en anden ung mand, Djibril, som erklærer sin kærlighed til ham.

Djibril lærer Zahed at bede ligesom profeten for at opnå spirituel perfektion og at agere maskulint som en ”ægte” muslim. Det tætte venskab mellem de to ender dog med at skabe problemer i moskeen, og Djibril lader sig til sidst overtale til at bryde med Zahed, tage på pilgrimsrejse til Mekka og efterfølgende gifte sig med en kvinde, fordi Zahed i hans egne øjne udgør en fitnah, en fristelse som han må beskytte sig imod. Zahed derimod bliver ekskluderet fra moskeen.

Kun homoseksuel

“Indtil jeg var 17 år, var det min baggrund. Jeg stillede mange spørgsmål, var en smule fortabt, fortrængte en stor del af mig selv, hele min seksualitet faktisk. Og så en dag så jeg et fransk tv-program på satellit-tv i Algier, hvor to homoseksuelle mænd talte om registreret partnerskab, om at leve sammen som to mænd, om at elske hinanden, om hvorfor de havde brug for beskyttelse osv. Det var første gang jeg hørte noget andet end, at det er haram at være sådan (…) Alt kom tilbage til mig i ugerne efter jeg så tv-programmet. Alle drømmene, alt begæret”.

Zahed vender islam ryggen i syv år, da han er overbevist om at det ikke kan lade sig gøre at være både homoseksuel og muslim. I Paris lever han et fuldkommet sekulært liv

Samtidig med at Zahed pludselig finder ord for, hvad han føler, beslutter hans forældre i 1995 at flytte til Marseille pga. borgerkrigen i Algeriet. Familien har boet skiftevis i Paris og Algier hele Zaheds liv, men det er alligevel et stort kulturchok for ham at flytte til Marseille, som på det tidspunkt er meget fattigt, beskidt og tæt på den nordafrikanske kultur, som han med sin erkendelse af at være homoseksuel har svært ved at finde sig til rette i.

“Efter to år med uendelige spørgsmål, hvor jeg torturerede mig selv, skar min hjerne i småstykker osv. besluttede jeg at forlade islam. For at glemme alt om islam tvang jeg mig selv til at holde op med at bede, faste, læse Koranen osv. Jeg besluttede kun at være homoseksuel”.

Zahed vender islam ryggen i syv år, da han er overbevist om at det ikke kan lade sig gøre at være både homoseksuel og muslim. I Paris lever han et fuldkommet sekulært liv. Han begynder at læse psykologi på EHESS, og han har i dag en kandidatgrad i neuropsykologi og to ph.d.-grader, en i antropologi og en i socialpsykologi.

En spirituel ørken

Som 21-årig springer Zahed ud over for sin familie. Til hans store overraskelse accepterer den engang så kompromisløse far det umiddelbart, mens moren omvendt græder i flere måneder og forsøger at få ham til at ændre mening. I dag forstår begge forældre, at homoseksualitet hverken er en sygdom eller et valg, og Zahed fortæller, at de begge er stolte af ham og det vigtige arbejde han laver for at sikre bedre levevilkår for muslimske LGBT-personer.

Men Zaheds rejse tilbage til islam er lang. I slutningen af 20’erne begynder han at føle, at han mangler noget. Han føler sig tom indeni uden den spiritualitet, som har været en så stor del af hans barndom og ungdom. Han søger derfor mod buddhismen og rejser til Tibet for at komme helt tæt på den buddhistiske tradition og for at se, om der her rum for homoseksuelle. Men inden for buddhismen møder han også mennesker, der mener at mænd er mere værd end kvinder, at homoseksualitet er en vederstyggelighed osv.

I dag er han ikke længere i tvivl om, at det er menneskers fortolkning af islam, ikke islam selv, der er homofobisk

“Så på det tidspunkt sagde jeg til mig selv, at jeg måske ikke skulle konvertere til en anden religion, for jeg kommer til at stå over for de samme udfordringer med nogle mennesker. Det står ikke skrevet nogen steder, men de får det til at se sådan ud for at retfærdiggøre deres homofobi, deres had og deres xenofobi. Så måske må jeg vende tilbage til islam”.

Aktivist og imam i en inklusiv moske

Zahed begynder langsomt at praktisere islam igen, og i dag er han ikke længere i tvivl om, at det er menneskers fortolkning af islam, ikke islam selv, der er homofobisk. Det er ud af denne erkendelse, at hans aktivistiske arbejde udspringer.

“Det begyndte med, at jeg – da jeg havde fundet fred, men have brug for at forbinde med andre mennesker for at reflektere over, hvordan vi lever og hvordan vi forsvarer vores rettigheder, både i det muslimske miljø og i LGBT-miljøet, hvor mange tror at islam er dårligt, homofobisk og transfobisk – i 2010 grundlagde organisationen HM2F (Homoseksuelle muslimer i Frankrig) i Paris”.

Zahed ramte for alvor medierne, da han som den første franske muslim blev gift med en anden mand, Qiyam al-Din, i Cape Town i 2011 og senere fik ægteskabet velsignet af en imam ved en lille ceremoni med familie og nærmeste venner i Sèvres i Frankrig i februar 2012. Samtidig opstod der i miljøet omkring HM2F et behov for at religiøst rum, hvor LGBT-muslimer kunne praktisere islam. Flere begyndte ligesom Zahed at forlige sig med være både homoseksuel og muslim, og med denne afklarethed opstod der et behov for at kunne praktisere islam på egne præmisser.

Der findes i dag inklusive moskeer mange steder i verden. Nogle er i private hjem, andre på skiftende adresser, men der begynder også at opstå flere med permanent adresse

”Det var virkelig et behov på græsrodsniveau. Det var ikke sådan ’åh, lad os gøre noget provokerende’. Det handlede om, at vi var blevet ekskluderet fra vores moskeer. Jeg blev ekskluderet fra min moske, hvor folk råbte ’allahu akbar’ efter mig, da de fandt ud, at jeg var blevet gift med en mand”.

Zahed og HM2F søger råd og vejledning hos Ani Zonneveld fra MPV (Muslims for Progressive Values) i USA og hos Muhsin Hendricks i Sydafrika, og i november 2012 holder de deres første fredagsbøn i Mosquée inclusive de l’unicité i Paris.

Synlighed og information

Det sidste spørgsmål, jeg stiller Zahed, er, hvad han mener er de største udfordringer i dag.

”Hvis vi taler om homoseksualitet og transidentitet som sådan, er det uden tvivl synlighed og information. Synlighed og information er et stort problem for LGBT+-personer overalt inden for det muslimske samfund, men vi bevæger os i den rigtige retning. For 10 år siden eksisterede vi ikke. Men nu eksisterer vi”.

“Vi modtager mange flere positive reaktioner. Men vi har også modtaget trusler. Jeg har personligt modtaget mange trusler. Det er derfor vi aldrig har afsløret, hvor moskeen er, og det er derfor vi har lejet steder og er flyttet meget. Så, ja, det er meget positivt, men i Tunesien for eksempel, hvor det er meget progressivt for tiden, taler de også meget hårdt om homoseksualitet. Det gjorde de ikke før 2011, fordi det var forbudt, alt var forbudt. Så som du ser, er der for og imod. Det går den rigtige vej, men…”.

Der findes i dag inklusive moskeer mange steder i verden. Nogle er i private hjem, andre på skiftende adresser, men der begynder også at opstå flere med permanent adresse.

Det er f.eks. tilfældet i Berlin, hvor den tyrkisk-fødte, tyske advokat og menneskerettighedsforkæmper Seyran Ates i 2017 åbnede en inklusiv moske. Her kan kvinder og mænd bede side om side, kvinder kan lede bønnen, og LGBT-personer er velkomne på lige fod med alle andre. Zahed fortæller også under interviewet, at de, der i dag leder den inklusive moske i Paris, er begyndt at lede efter en permanent adresse.