Peter Tudvad: Den europæiske civilisation er truet

Peter Tudvad 18.02.2025

KOMMENTAR – Selvfølgelig skal der være plads til EU-skepsis. Men vi må – som Volodymyr Zelenskyj sagde på sikkerhedskonferencen i München – gøre os klart, at vi befinder os i en situation, hvor vi ved at vælge Bruxelles fra de facto vælger Moskva til.

Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Tingene kan sættes på spidsen, og de bliver for tiden sat på spidsen, men ikke uden grund. Ja, der polariseres, men når der allerede foreligger en polariseret situation, er der intet odiøst i at skildre situationen som sådan, som polariseret. Og det var så akkurat det, Volodymyr Zelenskyj gjorde i sin tale på den forgangne weekends sikkerhedskonference i München:

“Some in Europe may be frustrated with Brussels, but let’s be clear: If not Brussels, then Moscow. It’s your decision.”

Nej, naturligvis skal den trussel, vi i Europa står overfor fra Rusland – og nu også på sæt og vis fra USA – ikke tjene til delegitimering af enhver kritik af de sære og svære beslutninger, der træffes i Bruxelles. Men vi må ikke desto mindre, som Zelenskyj siger, gøre os klart, at vi grundlæggende befinder os i en situation, hvor vi ved at vælge Bruxelles fra de facto vælger Moskva til.

Selvfølgelig er EU-skepsis ikke identisk med at være pro-Putin, at være en af “Moskvas nyttige idioter”, som man sagde om dem, der engagerede sig i fredsbevægelsen i 1980’erne og kritiserede NATO’s dobbeltbeslutning og opstilling af Pershing-II-raketter i Vesteuropa. Men hvis man ikke vil finde sig i et samlet Europa, der politisk styres fra Bruxelles, så må man – om man synes om det eller ej – finde sig i, at grænser, fronter, energi og folkeret dikteres fra Moskva.

Læren fra Tjekkiet

Måske har vi i Vesteuropa ikke den samme umiddelbare forståelse af Rusland som et naturgroet imperium, der ikke respekterer folkeretten som andet end en midlertidig sikring af fronten før den næste erobringskrig, som man har i Østeuropa.

I hvert fald har jeg ofte under de seneste tre års krig i Ukraine måttet tænke på den tjekkiske historiker og politiker František Palacký, der i midten af det 19. århundrede advarede mod den såkaldte panslavisme som et værn mod den tilsvarende pangermanisme.

Tjekkerne var på dette tidspunkt i færd med at samle deres nation for at berede den på politisk medindflydelse på dens skæbne i det habsburgske monarki. Men Palacký ville ikke som en anden grønlænder have et helt og aldeles selvstændigt Tjekkiet, for da ville nationen blive alt for svag over for en langt stærkere magt, nemlig zarens Rusland.

Ja, jeg foretrækker et samlet Europa, foretrækker EU, frem for et splittet Europa, der ligger åbent for russisk – og amerikansk – aggression

Netop herfra lød panslavismens forjættelse af en samlet slavisk verden – altså løfterne om en samling af de slaviske lande, Tjekkiet, Polen, Bulgarien etc. – som en kulturel og sproglig enhed, der sammen var stærk nok til at byde det Tyskland trods, som på samme tid forsøgte at samle sig til en stærk og ambitiøs enhedsstat.

Tjekkiet skulle hverken være med i et forenet Tyskland, sådan som det i århundreder havde været det i Det Hellige Romerske Rige af den Tyske Nation, men ej heller del af en panslavisk samling, der uundgåeligt ville blive domineret af et autokratisk Rusland.

Nej, Tjekkiet skulle forblive en del af det habsburgske rige, men med alle de rettigheder, der naturligt tilkom en nation som den tjekkiske – såvel som enhver anden inden for dette multinationale rige.

Derfor sagde Palacký de ord, som nu bestandigt dukker op i min erindring, når andre fortsat insisterer på at kritisere Bruxelles sønder og sammen:

“Sandelig, hvis ikke den østrigske kejserstat allerede eksisterede, måtte man i Europas interesse, i selve humanitetens interesse, skynde sig at oprette den.”

Ja, jeg foretrækker et samlet Europa, foretrækker EU, frem for et splittet Europa, der ligger åbent for russisk – og amerikansk – aggression. Jeg foretrækker et EU, der ikke er perfekt, langt fra, frem for en opløsning, der kan betyde tabet af den civilisation, vi har opbygget med demokrati, borgerlige frihedsrettigheder – herunder en vidtstrakt ytringsfrihed – og mange andre goder.

Den europæiske civilisation er truet, og det gælder om at forsvare den – hvis man da ikke vil satse på et alternativ, hvad dette end skulle være eller måtte blive.

Slava Ukraini, slava Europa!

Peter Tudvad

Peter Tudvad, f. 1966, dansk filosof og forfatter, bosiddende i Tyskland, hvor han på skift opholder sig i Berlins brogede kunstnerkvarter Kreuzberg og i Sachsens idylliske porcelænsby Meißen. Bag sig har Tudvad en fortid som kolumnist og anmelder for diverse dagblade og tidsskrifter, lærer på Folkeuniversitetet og videnskabelig medarbejder på Søren Kierkegaard Forskningscenteret ved Københavns Universitet. Som »arkivrotte« og »kildefetichist« er Tudvad blandt kolleger berygtet og frygtet for sin videnskabelige nidkærhed, mens han i medierne snart er blevet adlet, snart dadlet for sin kompromisløse stridslyst og højttravende stil. I sine biografier og romaner, monografier og essays diskuterer og dramatiserer Tudvad med forkærlighed for filosofiske og teologiske aspekter af den europæiske historie og den individuelle eksistens. Senest har Tudvad udgivet vampyrromanen "Manteuffel" (Rosinante 2016), der bl.a. blev skældt ud som en "sprænglærd splatteroman". Til foråret udkommer hans næste bog: "Jan Hus - kirke, korstog og kætteri". Portrætfoto af Anne-Marie Jonsbak.