DATAETIK & ABORT // KOMMENTAR – Personlige og følsomme data, f.eks. beskeder over Messenger, screenshots fra private computere, browserhistorik, gps-data, hospitalsdata og data fra nethandel bruges nu i retssager mod kvinder, der har ønsket at få foretaget en abort i USA. Det er rystende, skriver kommunikations- og ledelsesrådgiver Henriette Rald, der hørte om den nye brug af data under en paneldebat ved konferencen SXSW (South by Southwest) i Austin, Texas.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
AUSTIN, TEXAS – Sidste sommer, da USA’s højesteret rullede den amerikanske lovgivning 50 år tilbage og fjernede den forfatningssikrede ret til fri abort i USA, var min datter på 20 år harmdirrende af arrigskab.
Hun kunne slet rumme, at gamle forstokkede mænd og kvinder kunne mene, at unge kvinder ikke selv bestemte over deres egne kroppe.
I dag under på den første dag under SXSW festivalen i Austin, Texas, hvor jeg deltager med min søn på 22, oplevede jeg ham dirre af harme på samme måde.
Ingen tør tale med hinanden om abort af frygt for at efterlade sig digitale spor og blive retsforfulgt
Vi havde netop deltaget i dagens sidste debat med titlen ”Data Privacy After Roe v. Wade”.
Panelet præsenterede en hårrejsende fortælling om forholdene i dagens USA efter en række delstater har besluttet sig for at forbyde abort eller begrænse retten til indgrebet, så det i praksis bliver umuligt at få foretaget det.
Det var en fortælling om, hvordan personlige data nu bliver brugt i retssager mod kvinder, som af den ene eller anden grund har ønsket at få en abort.
Data fra sociale medier og onlinehandel bruges i retssager om abort
Det drejer sig f.eks. om private Messenger beskeder, screenshots fra private computere, browserhistorik, gps-data, hospitalsdata og data fra nethandel, der alt sammen nu indgår som bevismateriale mod kvinder, der retsforfølges for at ville have en abort. Og ikke kun mod dem, men også mod de personer, der hjælper dem – både fagprofessionelle og den nærmeste familie.
I panelet sad CEO Nabiha Syed fra The Markup, Cecile Richards den tidligere præsident for Planned Parenthood Federation of America samt Alexandra Reeves Given, præsident og CEO ved Center for Democracy & Technology.
Paneldeltagerne beskrev en ny virkelighed, hvor ingen tør tale med hinanden om abort af frygt for at efterlade sig digitale spor og blive retsforfulgt.
Kvinder tør ikke købe en graviditetstest, surfe efter oplysninger på nettet om abort eller bestille tid hos en læge til konsultation. De fortalte også om hospitaler, der af frygt for at blive retsforfulgt afviste at behandle kvinder, som sygehusene mistænkte for selv at have provokeret en abort.
Endelig hørte vi også om, hvordan kvinder fra andre stater rejste til abortklinikker i Californien, hvor indgrebet er lovligt, uden på forhånd at have bestilt tid – også af frygt for at blive opdaget.
Ved USA’s midtvejsvalg i november 2022 så man mange, især mange unge mennesker, bruge deres demokratiske ret til at stemme på de politikere, der ikke ønskede den oldnordiske lovgivning om abort
Samtalen sluttede dog alligevel med en tro på fremtiden. For ved det amerikanske midtvejsvalg i november 2022 så man mange unge mennesker bruge deres demokratiske ret til at stemme på de politikere, der ikke ønskede den oldnordiske lovgivning om abort – og ikke mindst stemme flere af de mest rabiate abortmodstandere ud.
Imidlertid oplever jeg en generel stemning på SXSW af, at det hele nok bliver lidt værre, før det igen bliver bedre.
Teknologien ændrer vores muligheder på godt og ondt. Og det gode kæmper mod det onde. Dataetik og privatliv er en af de vigtige kampe, der skal vindes.
Se mere om festivalen SXSW her:
Læs mere af Henriette Rald her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her