Samtidens Akademi er et nyt samlingspunkt for alle, der gerne vil udskifte modløsheden og magtesløsheden med troen på, at det nytter. Her samles vi for at bibringe vores samtid alt det, vi længes efter. Nadja Pass skriver om idéerne bag og om udviklingen af hendes læreanstalt, instans, samlingspunkt, reservat og legeplads.
En forårsnat sidste år satte mig brat op i sengen og proklamerede med høj, klar røst ud i mørket: ”Jeg skal starte en helt ny læreanstalt – og den skal hedde Samtidens Akademi!”
Her et års tid senere er Samtidens Akademi endelig en realitet – og dette er historien om, hvordan jeg i løbet af det forgangne år har udviklet ideen fra den oprindelige heureka-tanke til en helt ny form for læreanstalt, instans, samlingspunkt, reservat og legeplads. Uden at have en organisation i ryggen. Uden at søge støtte. Uden at have en krone til at gøre det for. Men ”with a lot of help from my friends”.
Fra dårlig mavefornemmelse til sommerfugle i maven
Jeg havde svært ved at falde i søvn igen den nat. Min hjerne eksploderede af ideer, virkelyst og nye muligheder. Og da jeg vågnede næste morgen, var det med en helt ny fornemmelse i maven.
I månederne, der var gået forud for min bratte opvågnen, havde jeg fået en mere og mere dårlig mavefornemmelse over, hvordan samtiden udviklede sig …
Mest af alt var jeg bekymret på det helt store verdensplan. Jeg skrev lange artikler om, hvordan jeg som barn aldrig havde kunnet forstå, hvordan det dog gik så galt i Tyskland, da Hitler kom til, og hvorfor ingen dog havde reageret dengang – og om, hvor meget det skræmte mig, at jeg nu selv levede som i voksen i en tid, der var fuld af alle de samme advarselssignaler som i 30’erne. Og at jeg så heller ikke selv rigtigt gjorde noget. Hverken ved det eller ved klimaforandringerne eller ved så meget andet alvorligt. Ikke fordi jeg overhørte alarmerne, og ikke fordi jeg ikke gerne ville være en af dem, der gjorde noget. Men fordi jeg ikke anede, hvor jeg skulle begynde, og hvordan jeg skulle tage fat. Jeg havde følt mig skræmmende handlingslammet.
Men jeg var også skræmt over, hvor alene jeg pludselig følte mig, når jeg henviste til samfundssind, fælles ansvar, det fælles bedste og den etiske fordring. Foruroliget over, hvor drastisk 12-tals-skalaen havde forandret vores uddannelsessystem, og hvor voldsomt de humanistiske fakulteter og kulturlivet var blevet beskåret, uden at vi, der ellers så ivrigt diskuterer dannelse, æstetikkens vigtighed, kunstens kraftmener og humanioras umistelighed, havde formået at bringe diskussionen ud over egne rækker og dæmme op for de politiske vindes krav om her-og-nu-nytteværdi og målbare resultater.
Og jeg så med undren til, mens middelmådigheden vandt stadigt større indpas. Hvordan endte vi dog med, at det blev mere almindeligt at bekræfte hinanden i, at ”det skal ikke være kunst, det skal være færdigt” end at opfordre hinanden til at strække os efter stjernerne og gøre os så umage, som vi kan. Yde vores ypperste. Jeg er med på, at det kan være nødvendigt at “gå med det, vi har” i en snæver vending. Men det bør være undtagelsestilstand – ikke normaltilstand. Hvor blev alle de store fortællinger af? Alt det, vi kan samles om, leve for, drømme om? Eventyrerne, poesien, svinkeærinderne, overraskelserne? Når vi nu havde mulighed for at boltre os i det fulde spektrum og spille på hele registret, hvorfor var det så i stedet snæversynet, der spredte sig? Når vi nu levede i et land, hvor de fleste er så privilegerede at have frit valg på de allerøverste hylder i Maslovs behovspyramide, hvorfor i alverden var det så hamsterhjulet, der blev den gennemgående metafor for manges hverdage? Hvorfor valgte vi ikke som samfund i stedet finurlighederne, eventyrerne, romantikken, poesien, svinkeærinderne, overraskelserne, filosofien og dannelsen? Hvornår og hvorfor blev det ”god latin” at stræbe efter den laveste fællesnævner fremfor den højeste?
Tre vigtige aha-oplevelser
Den slags murrende mavefornemmelse havde jeg gået med i månedsvis sidste vinter. Men dén forårsmorgen vågnede jeg i stedet med masser af sommerfugle i maven. Mit nattesyn om Samtidens Akademi havde erstattet al min modløshed og magtesløshed med troen på, at det godt kan nytte.
Det var ikke fordi, mine bekymringer var blevet mindre. Men efter månedsvis i dvale og søvngængertilstand, genfandt jeg nu al det håb og al den fortrøstning, der har præget det meste af mit virke i samfundslaboratoriet Borgerlyst, hvor jeg er stødt på så mange handlekraftige mennesker og fine initiativer. Og ikke mindst genbesøgte jeg tre vigtige aha-oplevelser, som for mig er sprængfulde af håb og handlekraft:
- Den ene aha-oplevelse var de vildt inspirerende radioprogrammer, min veninde Helle Solvang for nogle år siden lavede på DR om ”Danmark og bankerotten”. Her udforskede hun sammen med en tværfaglig, international gruppe af medudforskere, hvad der egentlig skete i de år, der gik mellem Danmark gik bankerot i 1813 og frem til guldalderen spirede frem ret kort efter. De tre radioprogrammer er fulde af vigtige og tankevækkende detaljer, men den detalje, jeg har hæftet mig mest ved, er det, Helle & Co i programmerne kalder ”trojanske mus”. Mange enkeltindivider, der er så små, at de hver især kan trænge gennem systemets sprækker – og samtidig er så mange, at det tilsammen gør en stor forskel, når de virker i flok. Det var trojanske mus, der skabte folkeoplysningen, andelsbevægelsen. Det kom nedefra – det var enkelte personer, der tog et initiativ, der var så enkelt at kopiere, at det lynhurtigt kunne sprede sig til nogle af de stærke bevægelser, der den dag i dag er noget af det, vi bryster os af herhjemme.
- Den anden aha-oplevelse udgør i dag prologen til Samtidens Akademi. Den opstod, da jeg for nogle år siden besøgte Eckersbergudstillingen på Statens Museum for Kunst. I en af salene var der en masse portrætter, han havde malet af sine samtidige; Ørsted og Thorvaldsen blandt overvældende mange andre. En anden sal var viet til de mange naturvidenskabelige instrumenter, Eckersberg havde udviklet for at kunne måle perspektiv og det gyldne snit – meget forud for sin tid dengang. ”Det tror sgu da også pokker, hvis han var bedstevenner med Ørsted”, tænkte jeg for mig selv. Og i det øjeblik gik det op for mig, at jeg altid har lidt af guldaldermisundelse. Tænk at leve side om side med så mange spændende mennesker fra vidt forskellige felter, der kunne inspirere hinanden og dele alt det, de havde lært og kært med hinanden.Og så – lige i kølvandet på dén aha-oplevelse kom den næste, der gjorde væsentligt mere nas: Det holder simpelthen ikke at gå rundt og opføre sig, som man var med i Woody Allen-filmen Midnight in Paris, hvor hovedpersonerne drømmer sig tilbage til en svunden æra. Ligesom det heller ikke holder at ”sætte sin lid til ungdommen”, sådan som vores forældre og bedsteforældre sikkert også har sagt om os. Det er total ansvarsforflygtigelse at forskyde ansvaret eller forhåbningerne til andre tider, andre epoker eller andre generationer end os selv.
Vi er ikke bare er produkter af vores samtid. Vi er også produkter af vores samtidige.
Vi er ikke bare produkter af vores samtid. Vi er også produkter af vores samtidige. Det er vores fælles ansvar at præge vores samtid i den bedst mulige retning. Og det gør vi bedst ved ikke alene hver især at påtage os det ansvar vi nu kan for det vi nu engang gør bedst – men også ved at støtte, udvikle og oplyse vores samtidige, så vi afdækker hinandens blinde vinkler, styrker hinanden i fællesskabet og sætter et større samlet aftryk, fordi vi tilsammen kan løfte i en meget stor flok. Hvis bare vi så også sørger for at få det gjort.
- Den tredje aha-oplevelse, jeg genkaldte mig den morgen, var, da det for alvor gik op for mig, at der er noget helt særligt på spil lige netop på ”vores vagt” som os, der er dem lige nu. For os, der er de midaldrende lige nu, kommer til at udgøre en helt særlig generation i verdenshistorien.Vi kommer til at være de eneste, der voksede op analogt, og samtidig var unge nok til at nå at få det digitale ind under huden. Dermed påligger der os et helt særligt ansvar for at nå at bygge bro mellem generationer, og sikre at alt den viden, det håndelag, den materialefornemmelse, det nærvær og det samfundssind, det har taget generationer at opbygge før os, ikke går i glemmebogen med os.Vi udgør broen mellem ældre generationer, der nåede at få langt bedre styr på det analoge, end vi gjorde, fordi vi fik så travlt med at blive digitale og de helt unge, der har så langt bedre styr på det digitale end os, men ikke nåede at få forundsætningerne for det analoges styrker. Hvis vi hjælper med at bygge broen mellem generationerne, kan vi sammen genopdyrke de gamle håndværk, sysler, samværsformer og dyder og nytænke dem, så de også kan blive en del af vores samtid og fremtid.
De tre aha-oplevelser udgjorde tilsammen kimen til det næste års arbejde. Og så var det store spørgsmål jo så, hvordan det så lige er man bygger sådan en ny læreanstalt, når man bare er en helt almindelig borger med en masse på hjerte, og gerne vil gøre det så uafhængigt, agilt og kompromisløst, at man på forhånd har gjort det umuligt for sig selv at have en stor organisation i ryggen eller at søge støtte.
Men nu havde jeg så heldigvis alle mine erfaringer fra arbejdet med det tværvidenskabelige kunstmagasin Reflexioner, samtaleteknikkerne og ideudviklingsteknikkerne fra udviklingen af samtalesalonerne og alle de redskaber, Andreas Lloyd og jeg sammen udviklede i samfundslaboratoriet Borgerlyst at bygge videre på og remixe på helt nye måder. Så det, jeg egentlig mest af alt manglende, var den uforstyrrede tid til at få det hele tænkt ordentligt igennem.
Fra tanke til handling
Et par dage efter min bratte opvågnen rendte jeg på Malene Lunden fra Samsø Energiakademi. ”Jeg kan se på dig, at du har brug for ro til at tænke noget igennem,” sagde hun, uden at jeg havde så meget som et ord om akademiet: “Kommer du ikke over og bor i vores hus nogle dage, så du kan sidde dér og skrive i haven?” Den analyse havde hun fuldstændig ret i. Så det tilbud tog jeg imod med kyshånd, og den uges isolation på Samsø med koncentreret skrivning, ro og lange gåture lagde en vigtig grund til det videre arbejde, fordi jeg nåede at få tænkt grundtankerne ordentligt igennem.
Jeg nåede virkelig langt på den første uge. Men det begyndte også at stå klart, hvor stor en opgave, jeg havde stillet mig selv – og jeg havde brug for meget mere sammenhængende, uforstyrret tænketid. Så i sensommeren sagde jeg ja til mange flere af de opgaver, der giver mig smør på brødet, end jeg plejer.
Normalt er min fordelingsnøgle, at jeg kun siger ja til det antal opgaver, der udgør 20% af min arbejdstid, så jeg kan holde de ca. 80% fri til alt mit frivillige udviklingsarbejde. I de måneder sagde jeg ja til så mange henvendelser, at jeg arbejdede næsten 100% af min arbejdstid for penge, for til gengæld at kunne holde vintermånederne 100% uforstyrrede af udefrakommende opgaver og henvendelser.
Det var så heldigvis nogle virkelig spændende og meningsfulde opgaver, der på hver deres måde også viste sig at være vigtige udforskninger i forhold til akademiets fremtidige virke.
Det var blandt meget andet udviklingen af den nye samtalebaserede audioguide på Statens Museum for Kunst, der siden har lagt grunden til de ”Samtaler om Kunsten”, vi snart holder rundt om i museets smukke sale
Det var udviklingen af samtalekoncepter til åbningsfesten af ARoS’ nye etage – AroS Public, hvor vi undervejs talte meget om kunstens og museets rolle i samfundet, og om hvordan vi kunne åbne grænsefladerne mellem byen og museet.
Det var forskellige udforskninger af, hvordan vi genopdyrker fællesskaberne og beboerdemokratiet i den almene boligbevægelse.
Det var udviklingen af undervisningsmaterialet Håbets Historier for Børn, Unge og Sorg, der forhåbentlig kan hjælpe gymnasieelever til at bryde tabuet om alvorlig sygdom, død og sorg, hvor det både var spændende at koble samtalesalonernes metoder med nye didaktiske udfordringer og et tværfagligt udviklingsforløb, der gav mig lejlighed til at afprøve kommissionsmetoden i miniformat.
Det var oplæg og samtalesaloner på Bibliotekernes årlige topmøde, hvor jeg for første gang fik lejlighed til at trykprøve mine tanker om nye former for folkeoplysning. Det var metodeudvikling sammen med de gode folk fra Center for Offentlig Innovation, hvor vi skabte nye redskaber til brobygning mellem afdelinger, forvaltninger og nytænkere rundt om i kommunerne. Og meget, meget mere.
Så jeg var virkelig vidt omkring i både brancher, sektorer, problemstillinger og metoder, mens tankerne om Samtidens Akademi simrede i baghovedet.
Og sådan gik sensommeren 2016. De store tanker om Samtidens Akademi marinerede i baghovedet, mens jeg gennem arbejdsopgaverne ikke alene sparede økonomisk op til at kunne ordinere mig selv nogle måneders helt uforstyrret udviklingsorlov – men også fik afprøvet mange af mine tanker og ideer undervejs.
Ind i mellem er jeg blevet ramt af den store “glub – er jeg fuldstændig gak? Hvad f….. har jeg gang i?”-hammer. Andre gange har jeg været træt helt ind til knoglerne eller været ved at smide computeren ud over altanen, når jeg på de første forårsdage har haft meget mere lyst til bare at holde fri, end at sidde og pille i tekster. Min økonomi begynder også at bære præg af, at jeg i så mange måneder har prioriteret at udvikle fremfor at tjene penge, og at det først er nu, hvor jeg har åbnet billetlugen, at der begynder at komme lidt midler ind til at udvikle og drive akademiet videre for. Jeg gik ind i det hele med vidt åbne øjne, jeg har prøvet det mange gange før under opbygningen af mine andre projekter, og jeg er ikke bange for det. Men det ændrer ikke ved, at det kan være vildt hårdt og fuldt af gråd og tænders gnidsel, mens det står på.
Men det meste af tiden har jeg alligevel haft langt mere ro i maven, end jeg havde, inden jeg vågnede med ideen til Samtidens Akademi. For nu føler jeg i det mindste, at jeg gør noget. Handler i stedet for at se apatisk til. Nu er det mest et spørgsmål om, hvor godt det går, hvor fedt det bliver, hvor mange der har lyst til at være med, hvor bredt og mangfoldigt spektret bliver, hvor langt det spreder sig, og hvor stort et aftryk kommissionernes arbejde kommer til at sætte på samtiden. Der er 1000 ting, der kan gå galt – eller i hvert fald ende med ikke at udvikle sig så godt, som jeg håber. Men nu gør jeg i det mindste noget. Og det giver en sær ro i maven, selvom jeg kastet mig længere ud på det dybe end nogensinde før.
Nu også med Rektors Kontor
I efteråret flyttede jeg så ind i Rektors Kontor. Her kan jeg takke endnu en vigtig samtidig, der utrætteligt udfordrer mig til at tænke større, vildere, mere ambitiøst. Nemlig den supervisionære IT-pioner Thomas Madsen-Mygdal. Han havde lige taget initiativ til Klub – et helt nyt samlingssted lige ved Nørreport og Torvehallerne, der er sat i verden for at understøtte den faglige krydsbestøvning mellem folk fra mange forskellige brancher.
Han havde et par ledige kontorer på en hemmelig gang og spurgte, om ikke det var på tide, at mit arbejde “flyttede hjemmefra”. Først vred jeg mig som en orm, fordi det er så ekstremt vigtigt for mig at holde mine faste udgifter så lavt som overhovedet muligt. Men der gik ikke længe, før jeg godt kunne se, at han havde ret. Især fordi det gik op for mig, at hvor jeg indtil da havde tænkt, at det havde lange udsigter, før akademiet fik de lokaler, jeg drømte om, fordi det var så økonomisk uoverskueligt at rejse så mange penge, så ville jeg med kombinationen af Rektors Kontor og Klubs smukke sale faktisk kunne komme ret langt allerede nu.
Især fordi jeg hele tiden har været meget inspireret af tanken om ”genius loci” – stedernes intelligens – så det har fra begyndelsen været en vigtig del af tankegangen, at meget af undervisningen skulle foregå rundt om i landet på museer, teatre og landbrug, i værksteder, skove og naturparker.
Så med små skridt og relativt minimale omkostninger var jeg nu pludselig meget længere med det hele, end jeg havde turdet drømme om.
Og dér sad jeg i månedsvis i mit lille lønkammer og grundforskede i vores samtids store udfordringer, fortællinger og længsler. Udviklede helt nye organisations-, forretnings- og samarbejdsmodeller. Fløjtede fornøjet, når jeg lod tankerne løbe ud af hidtil uudforskede tangenter. Skar tænder, når alt det, der klingede så smukt i teorien, ikke ville passe med det, der kunne lade sig gøre i praksis. Råbte Heureka, når tandhjulene faldt i hak.
I timevis sad jeg der. I ugevis. I månedsvis.
Gennem hele forløbet har jeg hver mandag holdt “Mandagsklub” med min lille nevø, der i mellemtiden har vokset sig fra trekvart til snart halvandet år. Og han har budt på masser af kærkommen baby-disruption gennem vores lege, der har inspireret mig meget til at tænke over, hvordan vi lærer, træner alle dele af vores anatomi og bevarer vores nysgerrighed og begejstring.
Februar 2017 vil også altid fremover stråle i mindernes juvelskrin med et helt særligt lys. For dér løb min brors Frost Festival af stablen. Og ikke alene er han og Frost en kæmpe inspirationskilde, når det kommer til genius loci-tanken og glæden ved at skabe helt særlige oplevelser på helt særlige steder. Vekselvirkningen mellem de lange skrivedage på kontoret og de supersanselige koncertoplevelser fungerede utroligt godt for mig. Jeg lavede simpelthen ikke andet i februar end at grundforske dag efter dag og gå til koncert aften efter aften.
With a lot of help from my friends. Mine samtidige.
Og imens jeg tænkte, så det knagede, skitsede og testede, knoklede en anden vigtig samtidig gennem hele mit virke – grafikeren Jan Rasmussen – på at udvikle den visuelle identitet for Samtidens Akademi.
I mit lille univers er Jan et godt eksempel på, hvordan man som hinandens samtidige kan løfte og inspirere hinanden. Han er altid en af de første, jeg fortæller om mine spirende strøtanker – og ikke alene er han virkelig god til at klæde ideerne på ret visuelt. Han er også en virkelig god sparringspartner på idéniveau, fordi han tør stille mig alle de spørgsmål, der gør ondt at skulle svare på. Og fordi han er som fin-tunet geigertæller, der straks afslører, hvad der holder, og hvad der ikke holder.
Meget længe talte jeg kun med ganske få mennesker om, hvad det egentlig var jeg i gang med. Jeg havde en sær trang til at holde det for mig selv temmelig længe. Ikke at “snakke det af”. Jeg var nødt til virkelig at få det tygget igennem selv, før jeg begyndte at få inspirationer og reaktioner fra andre. Men da jeg først begyndte at tale om det, satte det alt muligt nyt og vigtigt i gang. For i sagens natur udvidede spektret sig markant, hver gang jeg talte med en ny person. For nu bød de jo ind med alle deres idéer, faibler, undringer og længsler.
Da jeg drak kaffe med min veninde Sascha Amarasinha, der arbejder med strategisk kommunikationsrådgivning og lederudvikling, fortalte hun, at hun som journalistuddannet blev stadigt mere frustreret over at se eksplosionen i fake news og manglen på faktatjek og kildekritik blandt journalisterne. Men også blandt borgerne. Læserne. Vælgerne. Og inden hun havde set sig om, havde jeg spurgt, om ikke vi skulle nedsætte en samtidskommission om faktatjek og kildekritik. Og om ikke hun så i øvrigt ville være kommissionsformand. Og den opgave har hun i den grad taget på sig – og så snart, der var en konkret kommission at tage udgangspunkt i, triggede det, at jeg fik gjort en masse af grundarbejdet med at udvikle kommissionsmetoden, så akademiet var rustet til at sætte de næste kommissioner i gang.
Efterhånden som ideerne til værksteder, træningsforløb, systemopgraderinger, udflugter, fyraftensfaibler og søndagsskoler begyndte at falde på plads, begyndte jeg at spørge forskellige dygtige mennesker, om ikke de ville være med til at udvikle de første eksempler på arrangementer. Og én efter én bød de ind med de mest fantastiske ideer, jeg aldrig selv ville have haft fantasi til at forestille mig. De fleste er stadig i støbeskeen, men nogle af dem blev hurtigt så konkrete, at jeg kunne sætte dem på åbningsrepertoiret. Og igen er hvert konkret forslag blevet en god anledning til, at jeg har fået rykket videre på udviklingen af de konkrete formater og rammer for netop dét lille tandhjul i akademiets store univers.
Og her i den forgangne uge var jeg så nået så langt, at jeg kunne åbne billetlugen og udbyde det første lille buket af arrangementer, udflugter, samtalesaloner og kurser. Tirsdag morgen holder jeg den første Dagstart på Samtidens Akademi, hvor jeg fortæller mere om det hele og holder en lille samtalesalon, hvor vi udforsker, hvordan vi hver især kan være med til at genfortrylle vores verden. Og i de kommende uger holder jeg så de allerførste arrangementer. Det er spændende, helt sindsygt spændende altsammen. For en ting er, at Samtidens Akademi i sig selv er et kolossalt nyt skib at sætte i søen – men hvert arrangement og hver kommission er i sig selv en lille optimistjolle, der også helst skal flyde. Og som det kræver en del opmærksomhed at holde oven vande. Men mest af alt er det sjovt – og jeg glæder mig helt vildt til at deltage i de forskellige arrangementer. Og lære alt muligt undervejs.
Hvis du gerne vil have nogle konkrete eksempler på, hvad Samtidens Akademi for eksempel kunne have på programmet, kan du se de første eksempler i billetlugen her.
En anledning til at udvikle strøtankerne, trykprøve nye metoder, afprøve nye samarbejder
Nu har jeg flere gange undervejs i denne artikel med navns nævnelse omtalt nogle af mine venner og bekendte, der virkelig har gjort en forskel undervejs i arbejdet med Samtidens Akademi. Dels fordi jeg gerne vil hylde og takke dem. Men lige så meget for at understrege pointen i, hvor inspirerede vi bliver af vores venner og faglige legekammerater – og hvor meget vi kan hjælpe og støtte hinanden. Jeg og Samtidens Akademi ville aldrig være nået hertil på det første år uden alle dem, der har hjulpet undervejs. Og det er mange, mange flere, end dem, der har været plads til at nævne i denne artikel, der allerede er svulmet til lidt af en roman.
Men det er selvfølgelig langt fra meningen, at det kun skal være et samlingspunkt og en legeplads for mig og mine venner. Tværtimod er det hensigten, at Samtidens Akademi skal blive så mangfoldigt og bredspektret som muligt. Lige nu og her var det bare vigtigt at få afprøvet grundformaterne med folk, jeg på forhånd kendte og havde lyst til at lege mere med, for at ikke alting var i spil på samme tid.
Men fremadrettet – når jeg lige er landet i det hele og har fået afprøvet grundformaterne lidt mere – er det meningen, at Samtidens Akademi skal være en fælles udviklingsplatform for mange flere. Nogle dejlige rammer for vores virkelyst og nogle gode anledninger til forholdsvis spontant at få foldet vores strøtanker ud og udviklet vores idéer fra tanke til handling.
Så noget af det, jeg ser allermest frem til i mit fremtidige virke som rektor for Samtidens Akademi er at møde og samarbejde med alle jer andre samtidige, som jeg ikke kender endnu. Som kan, ved og brænder for alt muligt vigtigt, jeg endnu ikke kender til.
Jeg håber virkelig, I vil være med derude. På hver jeres måde og fra hvert jeres ståsted. Spontant eller langstrakt. Til stort og småt. I lyst og nød. Kom nu, folkens. Sammen genfortryller vi verden!
Illustrationer: Jan Rasmussen. Samtidens Akademis visuelle univers er en hyldest til de gamle anskuelsestavler, man tidligere brugte i skolerne til at skildre verden.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
