FRANKRIG // REPORTAGE – De voldsomme protester mod den franske pensionsreform viser, at Macron har mistet grebet om den parlamentariske situation og må anvende udemokratiske tvangstiltag.
RUSSAN, FRANKRIG – Igen er der oprørsstemning i Frankrig på grund af en reform af det franske pensionssystem. Macron-regeringen har den 16. marts gennemtvunget en forhøjelse af pensionsalderen fra 62 til 64 år.
Reaktionerne har været meget voldsomme. Umiddelbart efter vedtagelsen udbrød der spontane gadekampe på Concordepladsen mellem politi og demonstranter med bål, brændende biler, tåregas og politi på motorcykler med svingende knipler.
Fagforeningerne, som for en gangs skyld står sammen, har indkaldt til landsdækkende mobilisering af modstanden den 23. marts
Fagforeningerne har dekreteret mobilisering med strejker og blokader, og her i min region i Sydfrankrig, Occitanien, kan man allerede se køer ved benzinstationerne ved udsigten til, at der kun er et af seks raffinaderier i drift i denne uge.
I Paris hober 10.000 tons stinkende skrald sig op i gaderne, da skraldemændene strejker og blokerer adgangen til forbrændingsanlæggene. Fagforeningerne, som for en gangs skyld står sammen, har indkaldt til landsdækkende mobilisering af modstanden den 23. marts.
Utilsløret magtanvendelse
Herregud, tænker vi i den danske offentlighed: Her i landet skal vi arbejde, til vi bliver mindst 67, og er man født efter 1.1. 1963, er det endnu længere. Nu MÅ de franskmænd da tage sig sammen og yde deres til samfundet!
Det er imidlertid ikke helt så simpelt, når man kigger nærmere på, hvad der er på færde i Frankrig. For at forstå lidt bedre, hvad der faktisk foregår, må vi se på de forskellige aspekter af pensionsspørgsmålet, som synes at være alle franske, politiske konflikters moder. Der er i det mindste en parlamentarisk, en social, en økonomisk og politisk dimension.
Den parlamentariske side er stærkest afbildet i Macron-regeringens utilslørede magtanvendelse. Da det få timer før den endelige afstemning viste sig, at der næppe var flertal i Nationalforsamlingen for reformen, besluttede præsidenten og regeringen at gribe til et våben af tvivlsom demokratisk gehalt: Forfatningens paragraf 49 stk. 3, som giver den magten til at gennemtvinge et lovforslag uden afstemning i parlamentet.
Angiveligt var dette nødvendigt, fordi det tidligere regeringsbærende parti, Les Républicains (LR), ikke kunne holde sammen på sine 61 medlemmer. Da Macron og hans allierede kun kan mønstre 250 stemmer, så er der brug for bistand, hvis man skal op på de nødvendige 287. De manglende stemmer kunne LR sensationelt nok ikke levere.
Når Macron ikke kan få LR med i en flertalskonstruktion om et borgerligt kernetema som en pensionsreform, så er den i realiteten helt uden sikkerhedsnet
Anvendelsen af 49.3 medførte helt barokke og kaotiske scener i Nationalforsamlingen, da premierministeren Elisabeth Borne skulle aflevere sin redegørelse. Oppositionen råbte og skreg, og venstrefløjspartiet La France Insoumise’s medlemmer istemte den martialske nationalhymne, Marseillaisen (den med ”lad et urent blod gennemvæde vore plovfurer”). Den i forvejen lidt grå premierministers ord druknede fuldstændig i kaosset, mens Marine Le Pens tropper viftede med hænderne for at vise, at de ønskede hendes forsvinden hurtigst muligt.
Det er 11. gang, at regeringen må ty til anvendelse af 49.3, siden den tabte det absolutte flertal ved valget i juni 2022. Borne havde satset alt på at få reformen igennem med et flertal ved en afstemning og havde fået den utålmodige Macron til at acceptere en udskydelse på 3 måneder for at gennemføre forhandlingerne og få de nødvendige kompromisser på plads.
At bruge tvangsgrebet 49.3 er et uopretteligt prestigetab for hende og regeringen, og det har udløst den værste parlamentariske krise i mange år. For når Macron ikke kan få LR med i en flertalskonstruktion om et borgerligt kernetema som en pensionsreform, så er den i realiteten helt uden sikkerhedsnet.
Pengene fordeles skævt
Pensionsreformen kan dog stadig væltes på tre måder. Den ene er ved, at der vedtages et mistillidsvotum til regeringen. Der er fremsat to, og de kom til afstemning den 20. marts, men ingen af dem blev vedtaget. Det var dog meget tæt på, for der var 278 stemmer for – altså kun 9 stemmer fra Macron-Borne-regeringens ultimative ulykke.
Den anden mulighed er afholdelse af en folkeafstemning, igangsat igennem en producere (RIP), hvor 20 % af parlamentsmedlemmerne tilslutter sig, at en lov skal til afstemning. Desuden skal 10 % af de indskrevne vælgere (svarende til 4,7 millioner) skriftligt tilslutte sig ideen.
Pensionsloven kan ikke ses isoleret fra de sociale problemer, der i øvrigt plager det franske samfund: en galopperende inflation med prisstigninger på fødevarer på op til 30 % på et år og en lønudvikling, som slet ikke kompenserer for prisstigningerne
Der er i denne procedure indbygget så høje barrierer, at det er ret usandsynligt, at det bliver udfaldet. Endelig er der muligheden for at Forfatningsrådet forkaster loven. Rådet er blevet hasteindkaldt og skal udtale sig inden en uge. Det er ikke særlig sandsynligt, at Forfatningsrådet finder loven i strid med konstitutionen.
Så er der den sociale dimension i pensionsreformen. Set på længere afstand er det franske pensionssystem ret generøst. Via forskellige fonde bruges der mange penge på at forsøde seniorernes otium, men problemet er, at pengene fordeles meget skævt.
Dette retter den vedtagne lov, trods ihærdige forsikringer om det modsatte, ikke grundlæggende op på. Økonomer har beregnet, at den lovede, laveste pensionsudbetaling på 1200 € vil udgøre 85 % af mindstelønnen (SMIC på 1353 €). Men der skal fratrækkes diverse sociale bidrag, og så er den månedlige pension nede på 1119 € for en enlig – altså 8.393 danske kroner. Dette er et stykke fra fattigdomsgrænsen på 1285 €, som er den levestandard, der skal til at for leve på et minimalt, men acceptabelt niveau.
Men de 1119 € er dog langt fra sikret alle. Beløbet forudsætter, at man har haft fuldtidsbeskæftigelse i mindst 43 år. Der er utallige franske borgere, som ikke opfylder disse betingelser: folk med deltidsarbejde og kvinder, der har arbejdet i hjemmet. Regeringen har ikke ønsket at oplyse parlamentet om, hvor mange det handler om, og det har bidraget til raseriet.
Pensionsloven kan ikke ses isoleret fra de sociale problemer, der i øvrigt plager det franske samfund: en galopperende inflation med prisstigninger på fødevarer på op til 30 % på et år og en lønudvikling, som slet ikke kompenserer for prisstigningerne.
Færre på arbejdsmarkedet
Uligheden i Frankrig har været stigende de sidste 20 år. 15 % af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen, og tallet er stigende.
Men igen: Vi ved jo, at middellevetiden er stigende, så derfor er det vel rimeligt, at folk arbejder noget længere … eller hvad?
Her skal vi igen gå bag om tallene for at forstå det folkelige oprør imod pensionsreformen. Middellevetiden er jo et regnearkstal, som ikke fortæller, hvor længe den enkelte lever. Som i Danmark er der i Frankrig en verden til forskel, alt efter hvilken socialklasse man tilhører.
Det er sikkert helt korrekt, at middellevealderen er omkring 80 år, men det forhindrer ikke, at de dårligst stillede med de laveste indkomster i gennemsnit dør som 70-årige, mens overklassen lever 14 år længere. Derfor opfattes pensionsreformen som socialt uretfærdig: Den bidrager ikke til at rette op på skævhederne.
Det var det hul, han ville dække med sin afgift på benzin og diesel, som satte De Gule Vestes oprør i gang i 2018
Hertil kommer påvirkningen fra arbejdsmiljøet. En ny undersøgelse viser, at 37 % af de adspurgte ikke regnede med at kunne holde til deres nuværende arbejde, til de nåede pensionsalderen. Vel at mærke pensionsalderen på 62 år.
Så er der den økonomiske dimension. Macron-regeringens argument for reformen har været, at det var nødvendigt med en spare-foranstaltning, som lettede de offentlige budgetter med omkring 12 mia. € fra 2027. Vi ved jo også alle sammen, at der bliver færre og færre på arbejdsmarkedet til at skaffe pengene til det stigende antal seniorer.
Mens folkepensionen i Danmark kun fylder omkring 7 % af BNP, så udgør de 331 mia. €, som i 2021 i Frankrig gik til alderspensionen, en dobbelt så stor procentdel, nemlig 14 %. Forklaringen er, at der opkræves langt flere penge til pensioner i Frankrig, mens udgifterne til den danske folkepension er relativt lave.
Den franske økonom Michaël Zemmour fra Université Paris 1 Panthéon-Sorbonne mener ikke, at det er nogen naturlov at forlænge årene, der skal arbejdes: Hvis man forhøjer bidraget til de sociale fonde med 0,8 % i de næste seks-syv år, vil der ifølge ham være balance mellem indtægter og udgifter.
For en minimumsløn vil det betyde en månedlig udgift på 14 €. En anden mulighed er at fravige de skattesænkninger til erhvervslivet, som Macron-regeringen har stillet i udsigt. Zemmour kan ikke se, at der i dag er den store ubalance mellem pensionsindtægter og -udgifter, men han medgiver, at der om 10 til 15 år vil være en periode med underskud, hvis man ikke gør noget. Et underskud på 10-11 mia €. betragter han ikke som noget stort problem i den kolossale, franske statshusholdning.
Til den sammenhæng er det ganske tankevækkende, at Macrons afskaffelse af formueskatten og skattenedsættelse på kapitalindkomsterne fra 2017 efterlod et årligt hul i statskassen på 5,9 mia. Det var det hul, han ville dække med sin afgift på benzin og diesel, som satte De Gule Vestes oprør i gang i 2018.
Macron har mistet grebet
Den politiske dimension i pensionskrisen er nok den mest alvorlige på lidt længere sigt. Macron fik ved præsidentvalget i 2022 28 % af stemmerne i første runde imod Marine Le Pens 23 %.
Men i realiteten var det kun 20 % af befolkningen, der stod bag hans politiske projekt, som blandt andet gik ud på at hæve pensionsalderen til 65 år. Han vandt som bekendt også anden runde, men måtte erkende, at rigtig mange havde stemt på ham for at undgå en endnu større ulykke, nemlig Marine Le Pen som præsident.
Nu har Macron mistet grebet om den parlamentariske situation og må anvende udemokratiske tvangstiltag som 49.3 for at få sin politik igennem. Der er ikke flertal for hans reform i den franske befolkning: 67 % af borgerne ønsker den ikke, og mellem 70 og 80 % tager afstand fra hans anvendelse af 49.3. Hans politik er blevet en demonstration af, at Den 5. Republik, med sit præsidentstyre og de udemokratiske flertalsvalg i enkeltmandskredse, ikke er en tidssvarende ramme for at løse landets problemer.
Marine Le Pen og hendes parti, Rassemblement National, forsætter troligt sin renskuring af fortidens halvfascistiske arvegods og opbygger en stigende tillid til, at hun kan løse fædrelandets udfordringer bedre end den højtråbende venstrefløj, de anløbne socialister og Macrons neoliberale tropper. Ved hvert præsidentvalg rykker hun en tak nærmere magten, og nu har Macron med sin udemokratiske politik foræret hende en bærestol, som hun kan sætte sig i på vejen til præsidentvalget i 2027. Stakkels Frankrig.
Mads Christoffersen er forfatter til bogen De Gule Veste har Ordet og lever en del af året i Frankrig.
Læs mere om Frankrig i POV her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
