FRANSK KOLONIALISME // ALGIER – På initiativ af præsident Macron vedtog det franske senat den 15. februar 2022 en lov om erstatning til de såkaldte harkier – en af de grupper, som har været mest udsat for traumer som følge af Algierkrigen, der sluttede den 19. marts for 60 år siden.
Algierkrigen sluttede den 19. marts 1962 med underskrivelsen af ”Aftalerne i Evian”, som indførte våbenstilstand. Det var enden på en af de mest blodige og voldsomme kolonikrige efter anden verdenskrig: 30.000 franske soldater og mellem 300.000 og 400.000 algeriere var døde i perioden fra 1954 til 1962.
Landet var på randen af en endnu større borgerkrig og den højre-militante, hemmelige organisation, OAS (Organisation de l’armée secrète), sprængte terrorbomber i Frankrig såvel som i Algier for at beholde landet på franske hænder.
De mange døde og de utallige fysisk og psykisk lemlæstede førte til, at mange franskmænd spurgte: Til hvilken nytte? Det er netop dette spørgsmål, som mange på ny stiller sig i Frankrig
Konflikterne mellem dem, der for enhver pris ville beholde Algeriet som en del af Frankrig (”Algérie Française”) og de folk, der var grundigt trætte af kolonikrige og store tab, havde bragt general de Gaulle til magten i 1958. Han kvitterede med en ny forfatning, Den Femte Republik, som gav præsidenten uhørt stor magt.
De mange døde og de utallige fysisk og psykisk lemlæstede førte til, at mange franskmænd spurgte: Til hvilken nytte? Det er netop dette spørgsmål, som mange på ny stiller sig i Frankrig, nu hvor 60-årsdagen for fredsaftalen nærmer sig.
Krigsafslutningen medførte også en hovedkulds masseudvandring fra Algeriet til Frankrig, idet omkring en million franske statsborgere – de såkaldte pieds noirs – blev tvunget til i løbet af få måneder at forlade det land, som de oftest var født i – og i mange tilfælde havde beboet i generationer.
Det tabte paradis
I Frankrig lever i dag mange pieds noirs, der alle har personlige oplevelser med at skulle forlade deres hjem og blive ”repatrieret” i et Frankrig, som de i mange tilfælde slet ikke kendte.
Vi møder den 93-årige Eliane Planchard på en café i den sydfranske by Uzès. Hun fortæller, at hun som ung boede i byen Sidi Bel Abès.
”Algeriet var et lille paradis. Jeg tænker på min barndom som en lykkelig tid. Vi var godt beskyttede for byen var hovedkvarter for Fremmedlegionen. Boderne bugnede af frugt og grønt – men der var kun det lokalt dyrkede: meloner, vandmeloner, tomater, courgetter, auberginer og pebere. Men aldrig ferskner og pærer. Jeg gik i skole sammen med alle børn fra området: arabere, europæere og jøder. Men de arabiske børn var ikke særligt interesseret i at gå i skole De vil hellere lege ude på gaden. Alle familier levede meget fra hånden i munden.”
Denne idyl blev sprængt i stumper og stykker, da den algierske befrielsesfront, FLN, indledte borgerkrisen med en række attentater og bagholdsangreb i november 1954. Det første til repressalier og en hurtig eskalering af den franske, militære tilstedeværelse.
Eliane Planchard fortsætter: ”Da krigen brød ud, havde jeg giftet mig med en mand, som talte flydende arabisk. Han var stationsforstander og havde en tæt relation til araberne. Han fortalte, at der var en del arabere, som havde gjort krigstjeneste i Indokina, og her havde de lært af vietnameserne, hvordan man kan slippe af med en kolonimagt. Da krigen i Vietnam sluttede i 1954, sagde han: Nu er det vores tur. Jeg troede ikke på ham, men han havde ret”.
En anden pied noir, Gilbert Claret, på 72 år fortæller, at hans far, som var født i Algeriet, allerede i 1948 havde forladt landet for imod sine forældres vilje at gifte sig med en kvinde fra Midtfrankrig. Men et par år inde i krigen indtræffer katastrofen, da hans onkel bliver myrdet af FLN:
”Min farfar var borgmester i sin landsby og en ret indflydelsesrig mand. Han havde et stort netværk og talte flydende kabylsk. Da krigen startede i 1954, handlede det om at nedbryde denne type sociale relationer, og derfor var han i sigtelinjen, hvilket viste sig med mordet på hans søn.”
“Da min onkel bliver myrdet den 14. november 1956, er det et afgørende brud for min familie. Jeg husker i detaljer dagens forløb, og for første gang i mit liv ser jeg min far græde. Om aftenen bliver han kørt til lufthavnen i Marseille, og her tager han for første gang flyet til Algeriet. Han tager direkte til mine bedsteforældres landsby og overtaler dem efter noget tid til at flytte til Frankrig.”
Livet under borgerkrigen
Alle pieds noirs-familiers liv blev dybt påvirket af borgerkrigen. Værst var det på landet, hvor konfrontationerne var meget direkte og pieds noirs-familierne flyttede sammen i landsbyerne.
Den 75-årige Gérard Aumas, der forlod Algeriet som 16-årig, fortæller om sin barndom: ”Fra jeg blev 10 år, begyndte tingene at blive meget besværlige med attentater og overfald, og vi skulle passe meget på. Jeg så folk blive skudt på gaden, og jeg oplevede attentater begået både af FLN og OAS. Jeg har ikke så stærke erindringer fra denne periode, fordi vi stort set aldrig gik ud. Mine forældres rengøringshjælp var arabisk, og vi blev inviteret hjem til hende for at spise couscous.
Det var alt sammen meget harmonisk, selvom der var attentater og vold, levede vi ikke i en konfliktfyldt atmosfære med de folk, som boede tæt på os. Bortset fra skolen forbød min mor mig at gå ud. Vi kom således ikke i biografen eller teatret eller deltog i selskabeligheder. Min familie var på ingen måde aktivistisk og opsøgte ikke urolighederne.”
Alle sagde: vi må rejse, vi må ud – men hvordan? Der var ingen fly og ingen skibe
Eliane Planchon
Jean-Claude Ballard husker sin første konfrontation med volden: ”Neden for vores hus ved en jernbaneoverskæring lå en café med en gårdhave. Da de en aften tænder op i grillen, er der nogle, der har gemt en bombe i den, og det hele eksploderer. Det mobiliserede min far, og han meldte sig ind i den lokale milits. Jeg husker ham klart i militæruniform med en maskinpistol i bæltet. Militsen hed la Territoriale, og den patrullerede gaderne og tiltog sig politibeføjelser. Den tilhørte det yderste højre, og det blev hans politiske tilholdssted resten af livet.”
Den militære og politiske situation blev dagligt forværret. FLN-terror blev modgået af OAS-aktioner, og militæret kunne ikke kontrollere situationen. I 1961 foretager de Gaulle en kovending og taler om at give Algeriet selvstændighed, hvilket bekræftes ved en folkeafstemning samme år. Da fredsaftalen underskrives i Evian den 19. marts 1962 er situationen i Algeriet alt andet end fredelig.
Masseflugten fra Algeriet
Veteranen Georges Moulin fortæller: ”Efter fredsslutningen blev situationen helt kaotisk. Flygtninge i hundredetusindevis bevægede sig mod havnene og lufthavnene i panik og måtte efterlade alt efter sig: huse, gårde, fabrikker, biler… alt. De kunne heller ikke hæve deres penge, for algerierne havde taget magten over bankerne.”
Eliane Planchon supplerer: ”I periode mellem fredsslutningen 19. marts og afrejsen 15. juni havde jeg en frygtelig angst for, at folk ville bryde ind i vores hjem. Vi kunne høre larmen i gaderne om natten og frygtede det værste. Min mand tabte 8 kilo på en uge af angst. Alle sagde: vi må rejse, vi må ud – men hvordan? Der var ingen fly og ingen skibe. Mine svigerforældre havde et stort hus, som de blev boende i indtil oktober måned. En dag kom der en fra FLN, som sagde, at deres hus interesserede dem, og at de skulle være ude samme dag inden kl. 18.”
Livet i Frankrig som Pieds Noirs
Den såkaldte ”repatriering” i Frankrig blev en lang og smertefuld proces. Frankrig havde regnet med at 200.000 ville forlade Algeriet – det blev godt fem gange så mange.
Alle fortællingerne handler om familier, der må klumpe sig sammen i små lejligheder hos familiemedlemmer. Børnene oplever diskrimination i skolerne, og forældrene må gennemleve en periode med stor fattigdom. Ofte når deres ejendele aldrig frem dem, og tit er deres flyttelæs blevet dumpet i havet for at ødelægge indholdet.
Det var en måde at overleve på. For at forstå deres engagement hos franskmændene skal man se på den kendsgerning, at landbefolkningen i Algeriet levede med en ekstrem fattigdom
Pierre Daum, fransk sociolog
Gérard Aumas sammenfatter erfaringen således: ”Mine bedsteforældre kom sig aldrig over tabet af deres ejendom, og min farfar var død, da erstatningen efter 15 år nåede frem. Den var en brøkdel af de værdier, der var gået tabt. For mine forældre gik integrationen bedre, og min far blev anerkendt i sit nye lokalområde og valgt ind i byrådet. For mig, der var 16 år, har det været ganske let at blive integreret. Men der værste er, at jeg har mistet mine rødder”.
Den krise og det identitetstab, som ramte pied noir-befolkningen, ramte også de lokale arabere og berbere, de såkaldte harkier, som havde kæmpet på fransk side i borgerkrigen.
Harkierne
Frankrigs erobring og kolonisering af Algeriet havde gjort landet til en integreret del af Frankrig med fire departementer med samme struktur og styring, som det var tilfældet i moderlandet. Det betød, at de ca. ni millioner muslimske indbyggere af arabisk eller berberisk oprindelse i princippet havde fransk statsborgerskab.
Men omkring en million indbyggere, inklusive børn og kvinder skilte sig ud – nemlig harkierne. De støttede på den ene eller den anden måde den franske tilstedeværelse i landet. En del var hjælpesoldater for den franske hær, men endnu flere var beskæftiget med service og administration. Betegnelsen stammer fra ordet harka som betyder bevægelig eller hær-enhed. Efter krigens afslutning bliver ’harkis’ betegnelsen for alle de indbyggere, som på en eller anden måde havde arbejdet for franskmændene, og de blev derfor opfattet som landsforrædere og behandlet derefter.
Harkierne skulle blive i Algeriet, og de skulle ikke forfølges. Årsagen var, at præsident de Gaulle ikke ville have dem til Frankrig. Den reelle begrundelse var, at man ikke ønskede flere muslimske indvandrere
Den franske sociolog Pierre Daum beskriver mekanismerne i rekrutteringen af harkierne under Algierkrigen således: ”Det var en måde at overleve på. For at forstå deres engagement hos franskmændene skal man se på den kendsgerning, at landbefolkningen i Algeriet levede med en ekstrem fattigdom, da oprøret startede i 1954.
Levevilkårene var meget hårde efter 130 års kolonisering og besættelse, og de blev kun værre under krigen. Det var i denne kontekst, at unge algeriere henvendte sig til den franske hær for at høre, om der var et job, så de kunne forsørge deres familier. En anden årsag er, at oprørsstyrkernes meget brutale fremfærd over for visse landsbyer drev dem i armene på franskmændene for at søge beskyttelse”.
Det var derfor et voldsomt skisma i den nydannede stat i 1962, at en million mennesker blev stemplet som kollaboratører og forrædere, som havde identificeret sig med kolonimagten i stedet for med oprørsbevægelsen FLN.
Harkierne ladt i stikken
Med fredsaftalen i marts 1962 blev det aftalt, at harkierne skulle blive i Algeriet, og at de ikke skulle forfølges. Årsagen var, at præsident de Gaulle ikke ville have dem til Frankrig. Den reelle begrundelse var, at man ikke ønskede flere muslimske indvandrere. Ganske vist havde de haft fransk statsborgerskab, men dette blev ophævet, da Algeriet blev selvstændigt. De blev afvæbnet og efterladt af den franske hær. Det var forbudt og strafbart, hvis franske officerer tog dem med ved evakueringen.
Mens den franske stat iværksatte en gigantisk operation for at repatriere de europæiske franskmænd, blev harkierne overladt til en grum skæbne i hjemlandet. Tusindvis af dem blev massakreret i hævnoperationer, som var iværksat af de nye magthavere i befrielsesfronten. Ofte var der tale om summariske henrettelser uden nogen form for rettergang eller mulighed for at forsvare sig. Der foreligger ingen officielle opgørelser af antallet af torturerede og henrettede, men forskellige harki-foreninger mener, at der var tale om ofre i titusindvis.
Det lykkedes for et antal harkier at flygte illegalt til Frankrig, men her var velkomsten mindre end hjertelig. I mange tilfælde blev de sendt tilbage til Algeriet, hvor de måtte konfronteres med foragt, tortur, fængsel og i mange tilfælde døden. Nogle franske officerer forsøgte at hjælpe deres tidligere kampfæller til Frankrig, men de var presset af trusler om strenge sanktioner for overtrædelse af den militære straffelov.
Det er karakteristik for harkiernes skæbne, at de var fanget i en historisk klemme, hvor den ene side var den algeriske, dødelige hævntørst over disse statsudpegede landsforrædere
Det lykkedes dog omkring 50.000 harkier at bide sig fast i Frankrig med deres familier og undgå hjemsendelse. De blev placeret i særlige lejre, og den største af dem var lejren i Rivesaltes nord for Pyrenæerne. Livet i lejrene var utrolig hårdt. Barakkerne var bidende kolde om vinteren og de sanitære forhold under al kritik. Børnene blev forment adgang til de lokale skoler, men blev undervist i særlige skoler i lejrene.
I mange år blev integrationen i det franske samfund vanskeliggjort af denne indespærring, mens de franske myndigheder i ophøjet foragt vendte ryggen til de mennesker, som havde sat livet på spil for deres skyld.
Det er karakteristik for harkiernes skæbne, at de var fanget i en historisk klemme, hvor den ene side var den algeriske, dødelige hævntørst over disse statsudpegede landsforrædere. Den dag i dag er det ikke muligt for harkierne og deres efterkommere at besøge den gamle hjemstavn og de tilbageblevne familiemedlemmer. Den anden side var ligegyldigheden og foragten for harkierne i det franske samfund, som i årevis har ignoreret og fortiet problemet med behandlingen af krigs-emigranterne fra den tidligere koloni.
Dog har situationen gradvis forandret sig i løbet af 2000’erne. Mens de oprindelige harkier, der udkæmpede krigen, næsten alle er døde, er det deres sønner og døtre som i flere harki-organisationer stædigt har arbejdet for, at den franske stat skulle anerkende deres indsats og påtage sig et ansvar for deres situation.
Han beklager også ”de inhumane modtagelsesvilkår for de familier, som blev overført til lejrene”
Præsident Jacques Chirac gjorde i 2001 den 25. september til officiel mindedag for harkierne, og senere i 2005 vedtog det franske parlament en lov, som udtrykker den franske stats taknemmelighed for harkiernes indsat. Samtidig tildeltes de en ”taknemmelighedsydelse” på 2.800 euro årligt eller en engangssum på 30.000 euro. Loven satte også en stopper for at krænke harkiernes ære og forsøg på at benægte deres tragiske historie. Dog undlod den franske stat i loven at påtage sig ansvaret for ulykkerne.
I 2016 holdt præsident Hollande imidlertid en tale, hvor han anerkendte de franske regeringers ansvar for at have ladet harkierne i stikken, både i Frankrig og i Algeriet. Han beklagede også ”de inhumane modtagelsesvilkår for de familier, som blev overført til lejrene”.
Endelig den 20. september 2021 fremsatte præsident Macron i en TV-tale en utvetydig undskyldning og anerkendelse af den franske stats ansvar. Han annoncerede også, at der vil blive vedtaget en lov om erstatning til ofrene. Dette er netop sket den 15. februar 2022, hvor senatet har vedtaget loven.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og