FILM // ANMELDELSE – Filmen Parthenope er et spejlbillede af Paolo Sorrentinos blik på byen Napoli. Astrid Grove kaster et kritisk blik på den italienske instruktørs seneste skønhedsdyrkelse.
I Napoli-bugten sejler den unge, smukke Parthenope (Celeste Dalla Porta) i kajak. Året er 1975, og hun ligner en karakter fra den amerikanske tv-serie Baywatch med sin røde badedragt. Hun bliver betragtet af en Ken-dukke-lignende mand, der iført stramme, korte og koboltblå badebukser spænder sin sixpack. Imens spiller Valerio Piccolos sang E si’ arrivata pure tu.
Napoli er en by, hvor der er en følelse af permanent ferie. Det fortalte instruktøren Paolo Sorrentino til en pressekonference under Cannes Film Festival sidste maj, hvor hans nye film Parthenope havde premiere.
Men desværre er filmen endt som en parodi på en melodramatisk, napolitansk ferie.
Paolo Sorrentino er en af de største nulevende italienske instruktører. Den store skønhed (2013) vandt en Oscar for bedste fremmedsprogede film og The Hand of God (2021) blev nomineret til samme pris.
Den nye film har mange af de samme skønne elementer, Sorrentino er kendt for, for eksempel dekadente, maksimalistiske billedkompositioner og stilfulde kostumer. Men kombineret med banal dialog, en vulgær objektivisering af hovedpersonen og en overdrevet forskønnelse af Napoli, falder filmen igennem.
Den napolitanske skønhed
I 1950 bliver Parthenope født i Napoli-bugten, hvor hendes familie kommer sejlende ind med en udsmykket guldkaret ombord. I 1968 er hun ung, smuk og solbrændt, og forblænder de fleste af byens mænd.
På byens gamle universitet læser hun Althusser og får topkarakterer på antropologistudiet. I 1973 sejler hun med sin bror til ferieøen Capri, hvor hun forfører rigmænd på danseklubber, snyder sig ind til hotel pools, bliver scoutet af en filmagent og møder den amerikanske alkoholiserede forfatter John Cheever (Gary Oldman). Men drømmesommeren stopper brat, da broderen begår selvmord på øen.
Parthenopes øjne er gået fra naive til melankolske. Førhen strejfede hun igennem art nouveau-arkaderne, men nu er hun endt i byens smalle gyder en nytårsaften med Roberto Criscuolo, der er medlem af den napolitanske forbryderorgansisation, Camorraen.
Her bor de fattige familier tæt og er afhængige af mafiaens velgørenhed. Criscuolo tager hende med til en bar, hvor et ungt par har samleje foran deres to magtfulde familier, der sidder på stolerækker og overværer foreningen.
Men hun tager styring over sit liv og bliver professorassistent, forfører domkirkens biskop og deltager i fine receptioner i aristokratiske hjem hos Napolis overklasse. Hun får tilbudt en stilling på universitet i Norditaliens Trento, men efter mange år, vender hun tilbage til Napoli.
Sirenen fra havet
I denne hjem-ude-hjem fortælling filmer Sorrentino flere gange Napoli fra kysten, med den underliggende pointe, at Parthenope har et særligt forhold til vandet, ligesom den græske mytologiske sirene, hun er opkaldt efter. På Capri er der en frodig have med symmetriske buske på hver side af en smal gangsti. Kameraet zoomer ind på Parthenope, der ligger for enden af stien, på et bord som en græsk statue.
Vold og nøgenhed er etableret som temaer i løbet af filmens første 10 minutter
Ligesom hendes navn stammer fra den græske mytologi, ligger Parthenope også til skue for beundrere som en græsk statue. Men når den unge Parthenope bliver opslugt af ømhed under en udendørs dans, panorerer kameraet rundt om parret, for at underbygge stemningen. Filmens varme lys fremhæver både de dekadente møbler og bruger vandets brusen som lydspor til at fremhæve vandet som tema.
Saint Laurent-suits
Filmens kostumer er designet af det franske modehus Saint Laurent i samarbejde med kostumedesigner Carlo Poggioli. Modehuset, der samtidig er en af filmens producenter, er kendt for sine bredskuldrede 80’er jakkesæt, femme-fatale kjoler og mønstre inspireret af Algeriets, hvor husets grundlægger, Yves Saint Laurent, selv er født.
“Hej, Sartre” siger universitetsprofessoren til en forbipasserende. Han henvender sig til Parthenope, og siger, at han er træt af intellektuelle i rullekraver. Derefter marcherer de begge væk i lækre Saint Laurent-suits, der signalerer overklasse og kulturel elite.
Den 14. december dette år blev flere af filmens kostumer også udstillet på Roms filmmuseum Cinecittà si Mostra, så besøgende kan komme ind og for eksempel se Parthenopes juvelkjole, som hun forfører domkirkens biskop i. En kjole der i øvrigt vækker mindelser om Isabella Rossellinis kontroversielle juvelkjole i Death Becomes Her (1992).
Katolske kontroverser
Parthenopes forfører biskoppen kort tid efter, at domkirken udfører ritualet om Sankt Januaris’ blod, der bliver flydende og bobler. Dét har skabt røre i byens religiøse miljø. I starten af november udtalte den napolitanske sognepræst Don Franco Rapullino til den lokale avis Roma, at filmen er blasfemisk.
Han mener filmen er skadelig for byen og kirken, fordi den viser at Napoli handler om magt, ambitioner, sex og penge. Men Sorrentino har affejet kritikken, og sagt at hans film ikke er en fornærmelse, kirken er for intelligent, og at ritualet om Sankt Januaris finder sted hvert eneste år.
Eksplicitte scener er kendt territorium for Sorrentino. I hans forrige The Hand of God (2021), der også foregår i Napoli, er vold og nøgenhed etableret som temaer i løbet af filmens første ti minutter. Længere inde i filmen begynder man at værdsætte karakterernes humoristiske dialog og opulente stil.
Sorrentinos film virker som et forsvar for Napoli, ingen har bedt om
Det har den til fælles med Sorrentinos nye film, hvor Parthenopes fødsel i begyndelsen har elementer af en slapstick-komedie. Gradvist bliver filmen bedre, hvor skuespillernes troværdige præstationer gør en stor del af arbejdet. Især Celeste Dalla Porta som Parthenope, Silvio Orlando som universitetsprofessoren Devoto Marotta og Gary Oldman som John Cheever.
Byhistorisk bagtæppe
Vi ser Napolis bedste og værste sider, mens de historiske begivenheder, studenterprotester med et “Uniti si vince”-banner (”Forenede vinder vi”), 1973-koleraepidemien og Vesuvs vulkanudbrud i 1979, kører som et bagtæppe. Filmen afsluttes i 2023, hvor Napolis fodboldhold netop har vundet det italienske mesterskab.
Sorrentinos film virker som et forsvar for Napoli, ingen har bedt om. Dialogen består primært af spørgsmål, der forsøger at gøre filmen eksistentiel. For eksempel om vi elsker for meget eller for lidt. Men replikkerne bliver banale og falder til jorden, når scenerne samtidig ligner reklamer fra turistorganisationen Visit-Italy. Når filmen drejer sig om én person, skal personen også helst være en smule interessant. Men Parthenope er blot et spejlbillede af Sorrentinos blik på Napoli. Og det er det, han forsøger at fortælle os: Hvordan Napoli er blevet, som den er.
For specielt interesserede – og italiensk-kyndige – er der her links til noget af debatten vedrørende kirkens kritik af filmen:
Interview med sognepræst i Il Roma
YouTube-link med Sorrentinos svar på ovenstående
Læs desuden Frederik Bojer Bovés anmeldelse af Sorrentino-filmen Silvio og de andre
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
