
BALLET/ / ANMELDELSE – August Bournonvilles nu 182 år gamle ballet opføres i en stærkt omkalfatret version af Nikolaj Hübbe og Sorella Englund, der afslører både mulighederne og faldgruber for ballettraditionen på Kongens Nytorv. Repremieren gnistrede af danseungdom, men afslørede også en problematisk dansestil og balletfortælling.
Hvis August Bournonvilles ballet Et Folkesagn (fra 1854) er vor hjemlige nationalballet, så er hans Napoli (fra 1842) ubestrideligt koreografens og Den Kongelige Ballets reelle signatur.
Det er et værk, som balletten trækker op af skuffen, når der med 3. aktens danse skal sættes punktum på en gallaforestilling, og det med al god grund. Man smittes hver gang af denne slutakts rene uskyld og gnistrende danseglæde, og her rammer Bournonville lige lukt ind i balletkunstens inderste væsen med sin tekniske kontrol, sikre stilsans og ubegrænsede danseglæde.
Men Napoli er ikke alene 3. aktens slutdanse. Forud går en skæbnefortælling, der har kimen i sig til det helt store drama om de svære beslutninger i livet og den efterfølgende sikre og indre ro, der opnås, når man overvinder livets grundlæggende udfordringer.
I ‘Napoli’ rammer Bournonville lige lukt ind i balletkunstens inderste væsen med sin tekniske kontrol, sikre stilsans og ubegrænsede danseglæde
Disse livsudfordringer kan have mange former. I balletten Napoli er de beundringsværdigt klart fremført fra Bournonvilles side gennem hans skildring af naturbarnet, fiskeren Gennaro, der udfordres af sine omgivelser, søger at overvinde disse og begiver sig ud til dét sted, hvor selve livet synes at slutte, men vender sejrrigt tilbage med sin elskede, som han vil ofre sin egen eksistens for.
Alt i denne ballet var oprindeligt selvoplevet af Bournonville, der som ung mand måtte gå i et ufrivilligt eksil og forlade sin sikre stilling som kongelig balletmester.
Måske netop derfor holder ballettens skæbnefortælling om den forviste fisker, der klarer sig gennem skærene og overvinder farerne, for at vende hjem forenet med sin udkårne og genindtræde som det lykkelige midtpunktspar i deres egen livskreds.
At tage livtag med netop denne ballet har mange efter Bournonville forsøgt, og adskillige er lykkedes vel dermed, mens andre måske ikke kom helt i mål.
Nikolaj Hübbe og Sorella Englunds nu geniscenesatte version fra 2009 har som sit måske vigtigste fortrin et gnistrende gå-på-mod hos samtlige dansere, der her både spiller – og undertiden også overspiller – deres trin og mime. De medvirkende kommer i denne opførelse ud i alle ballettens kringelkroge, nogle gange ved at skære det hele lidt for meget ud i pap, mens de andre gange lykkes – med hvad der ligner intuition – at nå helt ind til, hvad der scenisk forekommer både naturligt og oprigtigt.
En bedømmelse af iscenesætternes og Den Kongelige Ballets fælles indsats fortjener derfor en etapevis gennemgang af alle ballettens tre akter, fordi disse tre afdelinger med deres indbyrdes store forskelligheder både forbinder, men på afgørende punkter også udvirker, at opsætningen knækker over nogle steder.
Den svære naturlighed
1. aktens spraglede folkeliv på havnekajen i Napoli opleves umiddelbart ret forvirrende. Ikke så meget fordi opsætningen i tid er rykket mere end 100 år frem fra Bournonvilles egne oplevelser under sit besøg i Napoli i 1841, men nok så meget fordi de valgte personager med al deres realisme til en vis grad fremstår som påtvungne figurer og ikke som egentlig nødvendige karakterer for ballettens fortælling. Fra ludere og transkønnede skikkelser til temmelig overspillede bipersoner formidles aktens pantomimiske partier temmelig råt, og dermed stikker disse folkelivsfigurer for prægnant frem på bekostning af helheden.
Dertil kommer, at dansene i samme 1. akt udføres som lidt for mekaniske ensemblenumre, hvor de optrædende giver alt, hvad de har i sig, men det i en form, hvor de på nærmest manisk vis søger at efterleve Bournonville-stilens kropsstillinger, hovedhældninger og armføringer i en lidt for overgearet form.
Korrekthed synes at være det altbærende og ikke den medfødte naturlighed i dansen, som er Bournonvilles inderste alfa og omega
Naturlighed er nok det sværeste at mestre i Bournonvilles intrikate koreografi, og den har balletten på Kongens Nytorv tydeligvis tabt en vis portion af.
Dansen ’Ballabilen’ formes derved til et noget forceret forløb gennem trin og stillinger, hvor korrekthed synes at være det altbærende og ikke den medfødte naturlighed i dansen, som er Bournonvilles inderste alfa og omega. Personligt troede jeg egentlig ikke, at jeg nogensinde skulle opleve så korrekt udførte dansetrin fremført med en så udtalt forcering som nu i Den Kongelige Ballet. Her er der unægtelig noget at arbejde på for dem, der holder af den gamle balletmesters kunst.
Undtagelsen i den samme 1. akt er den indlagte pas de deux for hovedparret: fiskeren Gennaro (Jon Axel Fransson) og hans udkårne Teresina (Silvia Selvini), der til en letflydende musik af en unavngiven komponist (Løvenskjold?) folder sig flot ud.
Koreografisk baserer dansen sig her på en anden kærligheds-pas de deux af Bournonville (i balletten Kermessen i Brügge), og den fungerer, fordi dansen nu netop bliver et naturligt hvilepunkt i hele 1. aktens hurlumhej.
Hvad der derimod ikke fungerer, er den omvandrende og tilsyneladende synske kvinde, der med en søvngængeragtig fremtoning erstatter den rettroende munk hos Bournonville, og som Gennaro i sin stærke og oprigtige tro henvender sig til i sin dybe ulykke som udstødt efter at have mistet Teresina på deres fælles natlige kærlighedstur på havet.
Denne erstatningsskæbnegudinde fremstår ret beset som en lidt utroværdig dea-ex-machina, der temmelig umotiveret dukker op i billedet, når alle de andre har svigtet den ulykkelige fisker.

En grundlæggende konflikt
2. akten, der udspiller sig i den blå grotte, er af en helt anden art fortælling. Teresina synker her livløs ned i grotten, hvor hun hurtigt ægger havgudens kødelige interesse, og efter hans overgreb på hende omformes hun til en del af hans najade-harem.
Akten har lige siden Bournonvilles egen tid været et problem, måske ikke så meget fordi den mangler suggestiv kraft, men mere fordi den ikke besad ægte drama og befrielseskamp på liv og død. I den henseende er de overnaturlige akter i romantikkens mange andre klassiske balletter langt bedre hjulpet.
To stærkt kontrasterende verdener, der vel her koreografisk og musikalsk netop skulle smelte sammen, gør det modsatte
Publikums interesse skal derfor fastholdes ekstra godt i netop denne akt, og Hübbe og Englund begiver sig derfor ud i et modigt eksperiment ved for det første at skaffe sig et helt nyt og delvist elektronisk baseret partitur, der inkluderer vokale stemmeeffekter (komponeret af Louise Alenius).
I mine øjne og ører ligger der dog en grundlæggende konflikt i dette valg, fordi de koreografisk vellykkede, men lidt for uegalt udførte trin alle er af et vist neoklassisk tilsnit gennem deres lethed og derfor nærmest modarbejder Alenius’ klangmæssige tunge lydverden.
Her er det, som om vi stilles op over for to stærkt kontrasterende verdener, der vel her koreografisk og musikalsk netop skulle smelte sammen, men gør det modsatte: Et Carl Orff-lignende dramatungt musikalsk sprog udspiller sig nu over for et Balanchinesque flyvende trinsprog. Kombinationen er ikke heldig.
Mere overbevisende er derimod 2. aktens sceniske indpakning, der både opviser grandeur og intimitet i Maja Ravns dekoration og de tilhørende lysdesign-virkninger.
En enkelt beklagelse må dog her fremsættes: Hvorfor skal vi se Teresina hænge som et vådt klædestykke på et tørrestativ netop dér, hvor hun i åbningsbilledet synker ned mod grottens bund. Lysteknisk kan man i dag fremstille hejsemaskineeffekter, der med brug af lysvirkninger er komplet usynlige (gør dog i det mindste brug af antirefleksliner!). Nu brydes illusionen fatalt i dette, det ellers måske smukkeste scenografiske åbningsbillede, der hidtil er skabt til denne akt.

På sikker Bournonville-grund
Med det genforenede hovedpars hjemkomst til Napoli i 3. akten og den fornyede livsglæde, det foranlediger, må alt selvfølgelig nu hurtigt eksplodere i dans.
Og her er vi på Bournonvilles egen hjemmebane, såvel i den indlagte og fermt udformede pas de deux for hovedparret (sat til Niels W. Gades oprindelige musik fra ballettens 2. akt), men også i den senere indlagte pardans (nu til musik lånt fra en for længst forsvunden Bournonville-ballet kaldet Den hvide Rose), og hvori Teresina ses iført en hvid brudedragt.
‘Pas de six’en’ blev af ballerinaen Elsa Marianne von Rosen med rette beskrevet som det smukkeste og mest renfærdige stykke koreografi, der nogensinde er skabt
Mest af alt er vi dog på sikker Bournonville-grund i den følgende ’Pas de six’ samt den afsluttende ’Tarantel’ og ’Finalegalop’. Netop ’Pas de six’en’ blev af ballerinaen Elsa Marianne von Rosen med rette beskrevet som det smukkeste og mest renfærdige stykke koreografi, der nogensinde er skabt. Den blev her udført med fin stilsikkerhed, med dog desværre igen med en lidt for stor grad af unaturlighed i dansernes ivrige stræben for at være så korrekte som muligt i alle koreografiens detaljer.
Tarantellens iboende naturlighed har derimod aldrig voldt problemer at formidle, og hvis noget er medfødt i Napoli, så er det denne, de indfødtes nationaldans par excellence. Her mangler aldrig overskud. og alle opsætninger af Napoli har da også honoreret dette afslutningsbal til fulde.
Med brudeparrets bortkørsel til slut på en indhentet Vespa-scooter kommer balletten derfor i hus, omend man ikke i alle hjørner og kanter mestrer den nødvendige og oprigtige naturlighed, der skal til for fuldt ud at honorere dette, det måske mest menneskelige af alle Bournonvilles værker.
Kapellet, der blev anført af Gabrielle Teychenné, leverede en tempomæssigt sikker indsats, men skøjtede alt for ofte over partiturets mange iboende dynamiske finesser gennem med et lidt for ensartet og bastant klangbillede.

POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her