POV SPORT // ANALYSE – Paris-Roubaix eller Helvede i Nord, som det i sportstermer også går under, udviklede sig til et fremragende cykelløb. Men med dansk slagside, da to af favoritterne fra allerhøjst mod nord ikke slog til, da det gjaldt.
Dagens løb er svært at skrive om, når det skal ske umiddelbart efter, det er slut. Indtrykkene er for blandede til at der kan findes en grundstemning at skrive ud fra. Et fantastisk race, men på samme tid en kolossal skuffelse, at de nationale favoritter, Mads Pedersen og Kasper Asgreen – som foruden at være landsmænd, også er mine venner – blev totalt sænket af forskellige omstændigheder, som jeg ikke engang kender til fulde i skrivende stund.
Og gammelt var løbet ikke, før både Pedersen og Asgreen havde tabt kontrollen
Men afstand til refleksion behøves ikke for at fastslå, at vi var vidne til et fuldstændigt vildt og vanvittigt cykelløb, hvor der blev kørt væddeløb i alle 254 km, og som indeholdt alle de ingredienser, der gør dette løbet så særligt og så fascinerende.
Det er ikke noget nyt i krigsstrategi, og for den sags skyld i mange andre sammenhænge, at det er sværere at tilbageerobre tabt kontrol end at tage den fra starten. Og gammelt var Paris-Roubaix ikke, før både Pedersen og Asgreen havde tabt kontrollen, da Team Ineos, på det nærmeste ud af skolegården, demonstrerede både styrke som determination, da de med hele holdet satte sig op og kørte russerskift, så feltet blev splittet i to omtrent lige store dele.
Sæbebobler på bagperronen
Oppe foran var der masser af organiseret ildkraft, og der gik da heller ikke længe, før der var opbygget et minut til anden gruppe, som talte celebriteter som Van der Poel, Van Aert, Küng Pedersen og Asgreen.
Hvordan Team Ineos, som på papiret er en formidabel formation i dette terræn, uhindret har kunnet få lov til både at foretage en så total troppeopbygning i front, mens sådanne navne sad og blæste sæbebobler nede på bagperronen, er mig en gåde.
At der på så store hold ikke er et efterretningsvæsen, der informerer cheferne om, at der er fare på færde, det er ikke godt nok. På min morgencykeltur, kørte jeg også talte med Sheriffen fra Kirke Hyllinge (min cyklemakker) om, at Ineos ville komme til at spille en stor rolle som kollektiv. Bare sådan ud fra deres mandskabs sammensætning og deres kørsel i de seneste tre cykelløb.
Jeg ved godt, at der man kan lulle hinanden i søvn og tænke, at når Van der Poel og Van Aert sidder her, så er det sgu sikkert nok, så er der ikke umiddelbart fare på færde. Det er såre menneskeligt, og der var 215 km hjem, der var høj sol og skide 5 m/sek. vind. Men man må kalde mig…. ja, Mads, hvis ikke Pedersen og Asgreen sidder i top 25 i samtlige 254 km, i resten af de Paris-Roubaix, de kører i resten af deres liv.
Der var også underligt at de sad dernede, for hvis der er nogen der altid sidder oppe foran, så er det de to. Havde de gjort det i dag, var det blevet et andet cykelløb for dem, og styrtet med 165 km hjem, havde de nok ikke taget. At se de to ligge i samme bunke, inden det var begyndt, var for mig som det må have været for Putin, at se sine generaler blive skudt i Ukraine, nærmest inden krigen var kommet i gang.
Men med 210 km til mål var kontrollen over løbet tabt, og så er man afhængig af andres beslutninger og arbejde. Det koster mental energi, som skulle være sparet til den store kraftudladning i finalen, og det koster hjælperyttere, som man gerne skulle have haft senere.
Omvendt havde Ineos erobret afgørende terræner. De havde skaffet sig det psykologiske overtag. De havde gennemført en aktion, der havde kostet konkurrenterne ildkraft, og de havde selv hele deres mandskab oppe foran og kunne således undgå de tab, som positionskampe og mødet med de første brostensstykker altid koster.
Klokken 14.02 blev jeg i en Messenger-gruppe, jeg er med i, spurgt, hvem der ville vinde. Mit svar var: Van Baarle
Den situation laver om på resten af løbets dynamik, idet ét hold har erobret i overtal samt, at dem på holdet, der ikke er så gode i positionskampen, nu bliver fri for den, og kommer med længere ind i løbet.
Det så lovende ud for Ineos, syntes jeg. Og klokken 14.02 blev jeg i en Messenger-gruppe, jeg er med i, spurgt, hvem der ville vinde. Mit svar var: Van Baarle. Det er selvfølgelig taknemmeligt at blære sig med nu, og jeg kunne bare lade være med at skrive det, hvis jeg havde gættet forkert. Men jeg troede på det. Dylan van Baarle er virkelig stærk i tons, og jeg så løbet udvikle sig, så det præcis passede til hans karakteristika.
Mohoric var formidabel i dag. Som en enmands-kommandoenhed, trodsede han briternes herredømme over nordfransk jord. Den ene time efter den anden drev han en uhørt hård offensiv frem med 50 km/t. Som en marathonløber i 800 meter-tempo.
Karakter og klasse
Van der Poel har ikke haft nogen stor dag, for han var meget defensiv i forhold til, hvad man kender ham for. Men hans eksklasse fornægtede sig ikke. Selv på halvdårlige ben tog han med sit hold hovedansvaret for at nulstille Ineos-aktionen og hans finale, hvor han gik solo fra forfølgerne, efter at være blevet sat af, var en demonstration af kriger-karakter.
Jumbo-Visma optrådte ikke som et dominerende kollektiv denne søndag. Man ville have ventet en anden optræden fra deres side, da man så dem i det tidligere forår. Til gengæld rejste deres kaptajn, Van Aert sig fra sygesengen med pomp og pragt, og var kun en ubetydelige tråd fra sit allerbedste niveau. Også en mand man må hylde for hans karakter og klasse.
Det var ikoniske billeder der materialiserede sig på skærmes i finalen. De trøstesløse og ellers upåagtede nordfranske pløjemarker forvandles denne ene dag til Shangri-la – en hemmelig og berusende verden, der kun kan ses og mærkes af de indviede. Karavanen, støvskyerne, tilskuerne, flagene og øllene.
Tyst når det ses på helikopterbillederne, men et inferno nede i suppen. Råben, skrigen, banden, klagen, dæk der eksploderer, kæder der klaprer mod kædestagerne, gear der skiftes, heftige åndedræt.
Paris-Roubaix i solskin eller regn
Også en klar solskinsdag med al støvet har sin store skønhed – i et løb der altid ønskes afviklet i regn og storm. Når man sætter de seneste to udgaver op mod hinanden, forstår man ikke, at lokationerne er de samme.
Oppe foran kørte Van Baarle. Han kørte, han rykkede ikke. Han holdt bare på i ond ætsende tons. I sit eget sfinx-udtryk, og ej heller hans blikstille metronomiske pedalaktion kunne det aflæses, at her var en bøddel i færd med at gøre det onde ved sine ofre. Tyst, effektivt og uden store armbevægelser.
Van Baarle var uden diskussion dagens bedste mand, og det er jo sådan, Paris-Roubaix er. Bedste mand vinder.
Husk at like og følge POV Sports Facebookside
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
