ANALYSE // PANDA-DIPLOMATI – Torsdag den 4. april kommer to kinesiske kæmpepandaer til København Zoo. Ikke som en gave fra Kina, men som et kommercielt lejemål i millionklassen og med et klart politisk formål samt med et tibetansk aftryk. For Kina har gjort det til en forrygende forretning at leje store pandaer ud til lande, der både vil betale den meget dyre leje og har accepteret kinesernes politiske vilkår. Det drejer sig om storpolitik pakket ind i nuttet bjørneskind, skriver journalist Jan Larsen.
Der er to sider af kæmpepandaen. Den ene er den nuttede med de ikoniske sorthvide tegninger i ansigtet, dybe varme øjne, den lille krøllede hale og den store bamsekrop.
Den anden side er dens lidt hidsige, glubske natur – grænsende til det ondsindede – som dyrepasserne melder om, og som jeg selv så eksempler på, da jeg tilbragte et par dage i det største kinesiske reservat for pandaer i fangenskab.
Kina er det eneste land i verden, der har en naturlig bestand af de store pandaer. For kineserne er det store dyr blevet et strategisk element til at sikre sig venner og handelsaftaler rundt om i verden. Det er ikke noget nyt, men måden og metoderne har ændret sig i årenes løb. Nu er det Danmarks tur, når 6-årige Xing Er og 5-årige Mao Sun flytter ind i det nybyggede pandaanlæg i Københavns Zoo.
Panda-diplomatiet er ældgammelt
I Mao-tiden under Den Kolde Krig udviklede Kommunistpartiet det såkaldte Panda diplomati ved at sende bjørnene som gaver til kommunistiske allierede, hvor en snes stykker blev sendt til Sovjetunionen og Nordkorea.
Så det var i høj grad en slags ideologisk stilbrud, da USA’s præsident Richard Nixon i 1972 fik foræret et ungt panda-par efter det banebrydende besøg til Kina, der afsluttede 25 års isolation mellem de to lande.
Med historierne om fjernelse af demonstranter og fratagelse af deres tibetanske flag og indtrykket fra Tibet-kommissionen vil der altid være knyttet et tibetansk aftryk på de to kommende pandaer i Københavns Zoo
Med Maos efterfølger, Deng Xiaoping, kom der et markant skift, hvor pandaerne fra begyndelsen af 1980’erne også blev en del af de nye markedsøkonomiske reformer. Pandaer blev ikke længere foræret bort. Nu skulle de skabe indkomst og var kun til udlejning. Typisk på 10 års kontrakter og med benhårde krav og fodnoter med småt.
Dyre leasingkontrakter
Den årlige leje var dengang en million dollar. Desuden var der i kontrakten det ikke uvæsentlige forhold, at pandaerne beholdt deres kinesiske statsborgerskab og således skulle sendes tilbage til Kina ved kontraktens ophør.
Derudover havde kineserne indføjet en passus om, at de unger, der blev født af udlejede pandaer, skulle betale en ekstra høj leje de første fire år og derefter returneres til hjemlandet: Kina.
Ifølge de aftaler, jeg har fulgt gennem årene, så ser vilkår (og priser) stadig ud til at være nogenlunde de samme. Enkelte lande, for eksempel Belgien, har dog fået en lejekontrakt på 15 år, ligesom den forhøjede lejekontrakt for ungerne kan svinge mellem 2 til 3 millioner kroner om året. Samme vilkår gælder åbenbart også for Zoo i København.
Standardkontrakterne kan være meget detaljerede. Det gælder også omkring dødsfald. Hvis det skyldes andet end alder, kan den zoologiske have, der har lejet pandaen, blive afkrævet op til 3 mio. kr. i erstatning til de kinesiske ejere.
Panda-udlån går kun til lande, der kan forsyne Kina med værdifulde ressourcer og handelsforbindelser
Aftalen med Kina ligner de standardkontrakter, der er lavet de sidste mange år. Den tidligere Zoo direktør i København, der indgik aftalen for nogle år siden, kunne ikke lide at kalde det en leje- eller leasingkontrakt, men har betegnet aftalen som et ”conservation fee”, hvor de store summer til Kina formelt skal bruges til at sikre bevaring af pandabestanden i Kina.
Det var USA, der som modydelse for de benhårde kinesiske businesskontrakter, krævede, at mindst halvdelen af pengene blev brugt til bevaring af dyrearten. Amerikanerne har dog lige siden klaget over, at det har været meget svært at få indsigt i eller gennemskue de regnskaber, som Kina har stillet til rådighed.
Pandaen er storpolitik
Den danske aftale knytter sig til den lange række, hvor Kina de sidste 25 år er begyndt at leje sine ikon-dyr ud langt hyppigere end i begyndelsen.
Udlejningen af pandaerne er ikke en sag for embedsmænd og ambassadører. Det sker på allerhøjeste plan, dvs. at sagen også involverer præsident og generalsekretær Xi Jinping. Det er storpolitik pakket ind i nuttet bjørneskind.
En forskergruppe på universitetet i Oxford afsluttede i 2013 en undersøgelse af de nyere kinesiske panda-udlån og konkluderede, at de alle havde sammenhæng med handelsforhold.
Pandaerne til Zoo i Edinburgh faldt sammen med en kæmpekontrakt, hvor Storbritannien skulle levere teknologi til vedvarende energi, Jaguar-biler og forsyninger af fersk laks.
Det sidste betød en fordobling af lakseproduktionen i Skotland. Det skete nemlig samtidig med, at Kina havde besluttet at lukke helt ned for importen af laks fra Norge. Det var straffen til Norge, fordi Nobelkomitéen i 2010 tildelte Nobels Fredspris til systemkritikeren Lui Xiaobo, der på det tidspunkt var fængslet i Kina (og senere døde i 2017).
Et eksempel på hvordan pandaerne sendes som belønning til lande, der har gavnet Kinas interesser – og hvordan Kina omvendt straffer dem, der er kritiske efter kinesernes mening.
Listen er lang over pandaer, der er givet som tak for sidst. Canada og Australien efter handelsaftaler var indgået om levering af uran og mineraler. Singapore, Thailand og Macao for at underskrive frihandelsaftaler. Den franske Beauval Zoo efter atomgiganten Areva havde underskrevet en aftale til 150 milliarder kroner om at forsyne Kinas atomkraftværker med uran.
Danmark passer ind i det kinesiske panda-mønster
Og ifølge lederen af forskergruppen på Oxford Universitet, Kathleen Buckingham, er en ny fase i panda-leasing i gang. Her passer Danmark godt ind i billedet.
Set fra et kinesisk perspektiv har Danmark gjort sig fortjent til pandaerne. Sådan så det ellers ikke ud i 2009, da statsministeren også hed Lars Løkke Rasmussen. Danmark var kommet på kinesernes sorte liste, fordi Løkke havde inviteret Tibets åndelige leder, Dalia Lama, til møde på Marienborg.
Hvor mange danskere opfatter Dalai Lama som en sympatisk person, der arbejder for sine landsmænds ret til egen kultur, så har Kina dæmoniseret ham og kalder ham en ”ulv i fåreklæder”, der kun er ude på at splitte Kina og skabe tibetansk selvstændighed fra Kina.
Så Kina svarede igen med i praksis at nedfryse forholdet til Danmark. Som korrespondent på det tidspunkt oplevede jeg, hvordan den ellers travle ambassade i Beijing nærmest var lammet, fordi Kina aflyste så godt som alle diplomatiske forbindelser. I et halvt år styrtdykkede de officielle besøg af danske ministre fra de normale 2-3 om måneden til nul.
Det fik et flertal i Folketinget til at vedtage den omstridte såkaldte verbal-note, der bakkede helt op om Kinas politiske linje overfor Tibet. Helt konkret med teksten at Danmark ”modsætter sig Tibets uafhængighed”. Som en repræsentant for Dalai Lama udtrykte det: ”Det gør et stærkt indtryk, at man (Danmark, red.) nu direkte modsætter sig tibetansk uafhængighed og slet ikke nævner tibetanernes rettigheder som folk”.
Det tibetanske aftryk
For et land som Kina, der altid har holdt benhårdt fast i princippet om, at ”ingen skal blande sig i Kinas interne spørgsmål”, var det stort. For ganske vist var det danske skridt en form for indblanding, men det var jo ”positivt” set med kinesiske øjne. Og stort nok til at blive udmøntet i levering af to stk. eftertragtede sort/hvide bjørnedyr.
Men med den efterfølgende historie om fjernelse af demonstranter og fratagelse af deres tibetanske flag under præsident Hu Jintaos besøg i København i 2012 og indtrykket fra de to udgaver af Tibet-kommissionen vil der altid være knyttet et tibetansk aftryk på de to kommende pandaer i Københavns Zoo.
Og jeg kan godt tænke mig, at politiet længe har haft et fast punkt på dagsordenen, der handler om, hvordan man undgår tibetanske flag, ikke kun ved de officielle velkomstarrangementer i denne og næste uge. Men også om det måske fremover bliver nødvendigt med flagkontrol ved besøg i det nye pandaanlæg i Zoo.
Når pandaer bruges til at straffe
For der er altid en risiko for, at Kina bruger muligheden for at hente de udlejede pandaer hjem før tid. Hvor pandadiplomatiet mest bruges som belønning, så er der også eksempler på, at Kinas utilfredshed med andre lande kan have den modsatte konsekvens.
Malaysia fik for eksempel udsat leveringen af de lovede pandaer, fordi Kina ikke syntes om den måde, Malaysia optrådte i sagen om det forsvundne Malaysia Airlines fly MH 370, hvor en stor del af passagererne var kinesere. I 2013 truede Kina Østrigs regering med at tilbagetrække et pandapar fra Wiens zoologiske have, efter den østrigske kansler havde mødtes med Dalai Lama.
Zoo i Washington er så vidt vides den eneste, der har måttet sende pandaer retur til Kina. Den første, Tai Shan, var født og opvokset i USA, men blev krævet hjemsendt til Kina som straf/konsekvens af, at præsident Obama valgte at mødes med Dalai Lama. Og for et par år siden blev den 4-årige pandabror Bao Bao sendt retur til Kina i henhold til standardkontraktens aftale om, at unger skal sendes retur, når de fylder fire år.
Taiwan sagde nej
Kun en enkelt Zoo har afvist tilbuddet om at indgå lejekontrakter for de kinesiske kæmpepandaer. Det er Taiwan, der i flere år var under et sandt panda-mania bombardement fra Kina. Men både et flertal i befolkningen og regeringen afviste i tre år at tage mod ”gaven” fra Beijing, fordi der var et meget spændt forhold mellem de to lande.
Pandaer har svært ved at få unger; vi træner deres lugtesans og viser dem også videofilm med pandaporno og stimulerer dem med sex lyde, siger kinesisk panda-dyrepasser
Det var i den periode, jeg tilbragte nogle dage i Pandareservatet i Wolong, langt oppe i bjergene i Sichuan-provinsen. Her bor de fleste af de 1864 pandaer, der ifølge de seneste tal fra Verdensnaturfonden WWF befinder sig i fri natur i Kina. Desuden er den station og researchcenter for næsten et halvt hundrede pandaer i fangenskab. Det officielle navn er ”Kinas Bevarings- og Forskningscenter for Den Store Panda”.
Og netop størrelsen på bjørnene går op for én, når de rejser sig på bagbenene, hvilket typisk sker, når dyrepasserne forsøger at fodre pandaerne med bambus-kiks. Det er også her, det går op for mig, at det kan være så som så med det nuttede, når pandaen først er blevet voksen. Som dyrepasser Wu Da Fu indrømmede: ”Pandaer kan være meget glubske, så det er ikke sikkert at gå ind i buret”.
Ensidig kost og nul sex
Dyrepasserne og forskerne bruger det meste af tiden på to emner: at holde liv i bjørnene og stimulere deres sexliv. Og helt ærligt, så kan man godt tillade sig at sige, at der er et par ret gode grunde til, at pandaen har været truet af udryddelse. Nu er populationen heldigvis lige nået op på et niveau, hvor den i stedet for truet betegnes som en ”udsat” dyreart.
Men det er stadig et dyr, der lever af ufattelig ensidig kost, bambus. Og så ovenikøbet næsten har mistet evnen til at formere sig. I dagligdagen på centret i Wolong giver det sig udtryk i en enorm indsats for dels at dyrke, dels indsamle de helt specielle bambus-sorter, som er de eneste pandaerne vil spise. Som dyrepasser Wu Dai Fu siger: ”Hver panda får 50 kg bambus hver dag, men de smider det meste væk, så de æder kun 10 kg”. Til gengæld er de næsten hele dagen om at spise de 10 kg.
Pandaernes sexliv er en kort og kedelig historie. Fra naturens side er hun-pandaen kun brunstig i højst tre døgn… på hele året. Og så er det et spørgsmål, om hannen lige de dage kan finde en pause i den daglange bambusspisning.
Som den daglige leder af Pandacentret, Li Desheng, udtrykte det: ”Pandaer har svært ved at få unger, hannerne er dårlige til at formere sig. Vi træner deres lugtesans og viser dem også videofilm med pandaporno og stimulerer dem med sex-lyde”.
Kunstig befrugtning redder bestanden
Det er derfor også et faktum, at hovedparten af de nyfødte unger er et resultat af kunstig befrugtning. De ser til gengæld ud til at klare sig fint. Under mit besøg lukkede dyrepasserne årets kuld på 16 nyfødte unger ud i den nyfaldne sne i Sichuans bjerge. Her kunne man se kontrasten mellem de nuttede pandarollinger og de velvoksne i burene.
Hvor det er lykkedes kineserne at få en lille øgning i den samlede bestand, så går det meget trægt med en anden ambition: at få sat så mange af de opdrættede pandaer ud i naturen som muligt. De forsøg pågår kun i de tre provinser i Kina: Sichuan, Gansu og Shanzi, hvor pandaerne lever i tågeskovene i 2-3 kilometers højde.
Til gengæld bliver der eksperimenteret med føden, så man kan dyrke bambus lokalt og ikke skal importere det helt fra Kina eller fra Frankrig eller Holland. Her er Københavns Zoo også kommet så langt med selv at dyrke pandaegnet bambus uden for Vordingborg, at man kan undgå at skulle importere de over 400 kg nyhøstet bambus, som de to bjørne spiser om ugen.
Topfoto: Wikipedia. Artiklen er en opdatering af historien om Kinas pandaer fra POV, 1. maj 2017
Du kan læse flere af Jan Larsens analyser fra og om Kina hér
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
