VÆRDIER & POPULISME // DEBAT – Der er forskelle mellem værdier og livssyn i Danmark – derom kan der ikke være tvivl. Vi ser det, når statsminister Mette Frederiksen og forhenværende minister Inger Støjberg begge kører løs med populistisk at fejre de (jyske) værdier, der ligger dem nær, og i forskellig grad tager afstand fra, håner eller latterliggør andre værdisæt. Men en sådan populistisk strategi fjerner ikke modsætningerne i samfundet, og helt galt er det, når privilegieblinde polikere og debattører lader, som om forskellene slet ikke findes, skriver Bjarke Larsen.
Dette indlæg er udtryk for debattørens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
De fleste er for længst blevet trætte af at se billeder af Mette Frederiksens makrelmadder og af at høre Inger Støjberg rose de kernejyske værdier som modsætning til ”de fine saloner” i København.
Men hån, spot og latterliggørelse fjerner ikke modsætningerne mellem forskellige værdier og livssyn. Tværtimod. Den vigtige debat bør i stedet handle om, hvordan vi undgår, at modsætningerne vokser, som vi f.eks. har set det i USA.
Der er reelle skel i Danmark. Der er sociale klasser, forskellige livsbetingelser og forskellige værdier. Både makrelmadden og de kernejyske værdier er symboler, der signalerer denne forskel i livssyn og værdier
Da Uffe Ellemann-Jensen i 1984 skulle ud i et kampvalg om at blive Venstres nye formand, blev han set som den rapkæftede, frække københavner med en privilegeret baggrund som akademiker og tv-vært. Han var for meget Ellemann og for lidt Jensen, som det blev sagt.
Modsætningen var Ivar Hansen, der var uddannet landmand og kom fra Venstres jyske kerneland. Uffe Ellemann greb om nældens rod og sørgede for, at der under et besøg på en gård blev taget et billede, hvor han med et grin i mundvigen malkede en ko – og vandt.
Siden da har modsætningen mellem land og storby, mellem landmænd og akademikere, mellem forskellige værdier og livssyn, været en fast del af baggrundstæppet for den politiske debat i Venstre, der har arbejdet målrettet på at have plads til både ”lastvognsmekanikeren fra Vestjylland og advokaten fra Frederiksberg”, som det blev sagt i forbindelse med magtkampen mellem Uffe Ellemann-Jensens søn, Jakob, og Inger Støjberg.
I sin afskedstale på Venstres ekstraordinære landsmøde skamred Inger Støjberg efter de flestes mening denne modsætning, og sammen med et Facebook-opslag, hvor statsminister Mette Frederiksen skrev om den stigende ulighed i samfundet og ledsagede teksten med et billede, hvor hun spiser en makrelmad, har det fået en stor del af debat-Danmark til kollektivt at få kvalme og givet sig til at latterliggøre de to politikeres måde at kommunikere på i de sociale medier.
View this post on Instagram
Angreb fra både højre og venstre
I Berlingske skrev journalist Troels Heeger f.eks., at ”opdyrkningen af et modsætningsforhold mellem by og land er ikke bare bøvet og banal. Den er også latterlig i et så lille land som Danmark, hvor næsten enhver københavner har en moster i provinsen, og hvor enhver jysk knægt elsker at komme i Tivoli.”
Samme blads kulturdebattør, Anne Sophia Hermansen, mente, tilsvarende, at ”der er desværre bare tale om vrøvl. Om kynisme og imagepleje (…)”
“Jeg er dødtræt af at høre på Inger Støjbergs og Mette Frederiksens ubeherskede forsøg på stemmeoptimering forklædt som længselsfuld hjemstavnsromantik (…) når jeg hører en politiker fortælle igen og igen, at hun er jyde, tænker jeg, at det bare er et andet ord for populist. Det samme tænker jeg, når jeg ser politikere dele billeder af deres skodmad på sociale medier.”
Følelsen af ikke at blive hørt og værdsat har manifesteret sig i folkelige protester i de seneste mange årtier
Kresten Schultz Jørgensen, indehaver af kommunikationsfirmaet Oxymoron, er på samme linje i et opslag på Facebook:
“Postulatet er udtryk for et populistisk skred, der er både betænkeligt og primitiviserende, nøjagtigt lige som tidens andre populistiske fjendebilleder.”
Også fra centrum-venstre væltede det frem med kritiske kommentarer. Et typisk eksempel er debattør og forfatter Anne Sofie Allarp, som opsummerede manges holdning, da hun skrev, at ”i mine øjne er det lige så latterligt at snobbe nedad som opad. Kun overgået af det latterlige i at insistere på store mentale forskelle på folk i et meget lille land. Kun kynismen er ægte i den manøvre”:
Farligt og forkert at afvise forskellene i værdier
Bevares.
Jeg melder mig også som en, der er ved at være træt af Inger Støjbergs skamros af al jysk, og som synes, det er ved at være for meget, når Mette Frederiksen ”tilfældigvis” dansede jublende rundt i stuen, da Danmark scorede det afgørende mål i neglebider-håndboldkampen mod Egypten, mens nogen ”tilfældigvis” optager det på sin mobil, så det kan deles på de sociale medier.
Har indenrigs- og boligminister Kåre Dybvad fuldstændig misforstået alting i sine to debatbøger ”Udkantsmyten” og “De lærdes tyranni”?
Men – det er forkert, og farligt, at lade irritationen blokere for analysen og påstå, at der ikke er nævneværdige forskelle på danskerne.
Det er mig ubegribeligt, at veluddannede og velorienterede mennesker som Troels Heeger og Anne Sophie Allarp kan kalde det ”latterligt”. Det er ikke tilfældigt, at Enhedslisten og Alternativet er de to største partier på Nørrebro og de mindste i Tønder.
Selv om Danmark er et af de mest lige og harmoniske samfund i verden, er der reelle skel. Der er sociale klasser, forskellige livsbetingelser og forskellige værdier. Både makrelmadden og de kernejyske værdier er symboler, der signalerer denne forskel i livssyn og værdier, og som placerer de to afsendere af budskaberne et bestemt sted i debatten.
Hvert årti sit folkelige oprør
Forskellen på høj og lav og de forskellige værdier har altid været der, og følelsen af ikke at blive hørt og værdsat har manifesteret sig på forskellige måder i folkelige protester i de seneste mange årtier.
I 1960’erne var det f.eks. i form af rindalismen: Et oprør mod Statens Kunstfond, der lige var blevet stiftet, og som – gys – uddelte støtte til abstrakt kunst.
I 70’erne var det Erhard Jakobsen, der brød med Socialdemokratiet og stiftede det småborgerlige parti, Centrum-Demokraterne, og foreningen Aktive Lyttere & Seere i protest mod den venstreorienterede elite i almindelighed og de ”røde lejesvende” i DR i særdeleshed.
I 80’erne var det som nævnt Uffe Ellemann-Jensen, der måtte malke en ko for at bevise, at han kunne bygge bro over modsætningerne. Samme årti var der også en række socialdemokratiske borgmestre fra den københavnske vestegn, der advarede mod følgerne af den stigende indvandring, som især blev mærket i disse kommuner.
Problemet er i højere grad de mange privilegieblinde, der nægter at anerkende forskellene, og som derfor ikke kan eller vil medvirke til at mindske dem
De blev banket ned af den socialdemokratiske ledelse og resten af centrumvenstre og stemplet som racister, men sidste år sagde Mette Frederiksen, at de havde haft ret.
I 90’erne kom Dansk Folkeparti på scenen, og i 00’erne fik vi den store strukturreform, der tømte mange provins-kommuner for sygehuse, politistationer, seminarier og andre uddannelsesinstitutioner.
Senere blev ”den rådne banan” og ”udkantsdanmark” faste begreber for store dele af provinsen, tv-programmet På røven i Nakskov blev lanceret, og Lolland blev synonym med et trøstesløst taberområde.
De privilegieblinde er et større problem
Man kan også spørge på en anden måde:
Tager journalist og forfatter Lars Olsen helt fejl, når han i den ene bog efter den anden har beskrevet og analyseret disse forskelle i livsvilkår og følgerne af dem?
Har indenrigs- og boligminister Kåre Dybvad fuldstændig misforstået alt i sine to debatbøger ”Udkantsmyten” og ”De lærdes tyranni”?
Havde Socialdemokratiets forhenværende spindoktor Martin Rossen ikke fattet en brik af noget, da han sammen med Mette Frederiksen op til valget i 2019 lagde en strategi, hvor man målbevidst satsede på vælgerne i små og mellemstore byer i provinsen?
Selvfølgelig ikke. Forskellene er reelle.
Problemet er derfor ikke så meget, at Inger Støjberg snakker om bestemte værdier på en måde, der bare er alt, alt for meget, og at Socialdemokratiet f.eks. har reduceret debatten om kunst og kultur til indholdstomme floskler om, at der er lige så meget kultur i håndbold som i ballet, selv om begge dele er pænt trælse (som vi jyder siger).
Problemet er i højere grad de mange privilegieblinde, der nægter at anerkende forskellene, og som derfor ikke kan eller vil medvirke til at mindske dem.
I USA og mange andre lande ser vi i disse år, hvor galt det kan gå, når forskellene bliver for store, og ingen vil bygge bro.
LÆS FLERE DEBATINDLÆG AF BJARKE LARSEN HER
Topillustration: Mette Frederiksens Instagram- og Facebookside er “showroom” for Frederiksens værdier. Her er statsministeren fotograferet i Folketinget af Klaus Holsting
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
