PÅSKE // PRÆDIKEN – ‘Når Matthæus fortæller om den mærkeligste begivenhed, der nogensinde er fortalt om i menneskehedens historie; påskemorgens opstandelse, så fortæller han om det på én gang som det store mysterium og som det lille hverdagsunder. Der er to etager.’ Sognepræst Kirsten Jørgensens prædiken påskedag er inspireret af Matthæus’ fortælling i kapitel 28, 1-8 i Matthæusevangeliet.
Det skønne ved biblens påskefortællinger er, at der er to etager i dem.
Den ene etage er den hverdagsagtige, den dagligdags. Den anden etage er den magiske, den mysteriefyldte, den u-eller overnaturlige, den metafysiske. Den ene etage er den håndgribelige og begribelige.
Måske skulle vi snarere spørge, om vi tør tro på den lille opstandelse. Hverdagens opstandelser. Opstandelsen, der er lige her, hvor et menneske med vintervanter står ved en grav og planter et frø
Den anden er den uforståelige, den usandsynlige.
På en etage færdes en engel, der ser ud som ild og har klæder, der er hvide som sne. På denne etage er der jordskælv og frygt og mærkelige kræfter, der kan vælte tunge sten fra indgangen til en grav.
På en anden etage siger englen mildt; Frygt ikke. For den døde Jesus er ikke her. Han er et helt andet sted, nemlig der, hvor I kommer fra; han er i Galilæa, hjemme hos jer, i hverdagslivet med fiskeriet og børneopdragelsen og den daglige rengøring og brødbagning. Dér, i det daglige liv skal I se opstandelsen.
Og da kvinderne løber væk for at fortælle mændene det, så er englen af ild væk, men Jesus kommer dem i møde i sine hverdagssandaler med et helt almindeligt ”God morgen!”
Når Matthæus fortæller om den mærkeligste begivenhed, der nogensinde er fortalt om i menneskehedens historie; påskemorgens opstandelse, så fortæller han om det på én gang som det store mysterium og som det lille hverdagsunder. Der er to etager.
Jeg har det som Søren Ulrik Thomsen: Jeg tror på opstandelsen, for jeg finder det umuligt at tro på det modsatte
Det med de to etager har jeg fra digteren Søren Ulrik Thomsen. Han siger selv, at han tror på opstandelsen, mest fordi han ”ikke kan tro på det modsatte”.
Han siger, at i hans digte er der to etager, en hverdagsagtig og en mere metafysisk. Og hvis ikke begge dele er der, så falder digtet sammen og bliver enten for fladt eller for højstemt. Begge dele skal være der, så der kan løbe en gnistrende strøm mellem de to etager.
Om opstandelsen siger digteren fx sådan her:
”Døden kan jeg umuligt forestille mig, men opstandelsen kunne godt være lyden af en blank lille cykelklokke et sted derude i morgenmørket”. Det er cykelklokken, der kom først, siger han. Det var lyden af den klokke, der fik ham til at tænke på den ellers så uforståelige opstandelse, ikke omvendt.
Dér skal I se ham, siger Matthæus. Ikke her ved graven. Ikke her, hvor der er brændende engle og jordskælv og uforståelige kræfter på spil. Men dér, hvor I lever jeres daglige liv.
Mennesker spørger mig, hvad det er for noget, det med opstandelsen. Dybest set må jeg svare, at jeg ikke ved det. Opstandelsen, Kristi opstandelse og vores er et mysterium. Det lader sig ikke forklare. Men jeg har det som Søren Ulrik Thomsen: Jeg tror på opstandelsen, for jeg finder det umuligt at tro på det modsatte.
Løftet om kødets opstandelse er min ene etage. Mærkelig og utilgængelig. Som et stort rum på mit livs første sal, som jeg ikke selv kan åbne døren til.
Jeg kan kun håbe, at Gud vil åbne døren for mig en dag. Men jeg vil og kan ikke undvære denne 1. sal. For uden den bliver livet fladt, ligesom i Søren Ulrik Thomsens digte, hvis de kun har en etage.
Opstandelse er, at vi kan mærke livet, selvom det er stivnet i regler, og vi kun kan danse en sær dans rundt om hinanden i et forsøg på at røre ved ikke at røre
Omvendt kan jeg heller ikke undvære hverdagslivets etage, hvor hverdagens opstandelse, ja utallige opstandelser finder sted. Uden den etage bliver opstandelsen til patetisk snak og mystiske ord, der løber i ring om sig selv. Der skal løbe en gnistrende strøm mellem de to etager. Den ene skal befrugte den anden.
Den ene etage skal løfte et tag over mit liv og udvide det uendeligt. Den anden etage, hverdagens etage skal gøre det største virkeligt. Det største forstås bedst gennem det mindste. Det er sjældent omvendt.
Men det er, når vi møder en lille opstandelse, at vi forstår en smule af, hvad den store opstandelse er.
Der er dem, der spørger, om vi tør tro på kødets opstandelse, den store og ubegribelige. Men måske skulle vi snarere spørge, om vi tør tro på den lille opstandelse. Hverdagens opstandelser. Opstandelsen, der er lige her, hvor et menneske med vintervanter står ved en grav og planter et frø.
Opstandelsen er et uventet smil og et blik, der bliver mødt.
Det er i dagligdagens erfaringer, at himlen kan åbne sig over os … Opstandelsen er lyden af en blank lille cykelklokke et sted derude i morgenrøden. Et håb forude
Opstandelse er fællessang fra altaner, når mennesker trodser et lille rødt virusbæst. Opstandelse er, at vi nu er lagt ned men på ingen måde kørt over.
Opstandelse er, at vi kan mærke livet, selvom det er stivnet i regler, og vi kun kan danse en sær dans rundt om hinanden i et forsøg på at røre ved ikke at røre.
Opstandelsen er, at vi arbejder sammen for livet.
Opstandelsen er lyden af en blank lille cykelklokke et sted derude i morgenrøden. Et håb forude.
Det største forstås bedst gennem det mindste.
Det er i dagligdagens erfaringer, at himlen kan åbne sig over os.
Og omvendt er det på grund af den himmel, vi aner deroppe på den øvre etage, at vi opdager, at der er mere i den cykelklokke i morgenrøden end bare en cykelklokke i morgenrøden. En gnistrende strøm forbinder det mindste med det største og det største med det mindste.
Påske er strøm. Glædelig påske.
Jesu opstandelse
Matthæusevangeliet kapitel 28, vers 1-8.
Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven. Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. Hans udseende var som lynild, og hans klæder hvide som sne. De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde. Men englen sagde til kvinderne: “Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.”.
LÆS FLERE TEKSTER AF KIRSTEN JØRGENSEN HER
Topillustration: Prædiken over opstandelsen. Illustration: maisbiblia.wordpress.com/jesus-venceu-a-morte/
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
