POV SPORT // KLUMME – Godt 18.000 tilskuere overværede FC Københavns forventede sejr over Vejle i Parken. 3-0. POV’s sportsredaktør Kurt Lassen bevægede sig en tur på udebaneafsnittet i den by, hvor han bor.
Sådan er det jo bare, og som jeg har gentaget for mig selv og i klummeform så mange gange: Man skifter ikke fodboldklub.
Jeg er ret dogmatisk omkring tilhørsforhold til den klub, man oprindeligt tabte sit hjerte til. Så holder man fast. Også i et land, hvor skilsmisseprocenten nærmer sig de 50, og i år er en af de sæsoner, hvor jeg har følt mig fristet til i det mindste modereret separation.
Men nej, om så Vejle Boldklub røg ned i danmarksserien, vil jeg holde ved til min dødsdag. Tror jeg nok.
Man omstiller sig, tilpasser sig de steder, man nu engang bor. Helt tilbage i studietiden kom jeg på Århus Stadion med bolle-Å
Man former sit tilhørsforhold i opvæksten i barne- og drenge- eller pigeårene, og så hænger man på det resten af sit liv. Sådan bør det være, synes jeg. Alligevel er det lidt, som om at følelsen har fortaget sig en smule. Ikke på grund af alle nederlagene i denne sæson, egentlig heller ikke på grund af geografien, for jeg har ikke boet på egnen i mange år, selvom min familie stadig gør.
Man omstiller sig, tilpasser sig de steder, man nu engang bor. Helt tilbage i studietiden kom jeg på Århus Stadion med bolle-Å. Jeg var lige flyttet til byen det år, AGF blev danske mestre i 1986, og jeg kom på stadion. Siden har de ikke haft æren eller fornøjelsen. Vejle blev mester to år forinden og har heller ikke siden løftet en pokal.
Fra by til by
Og siden dengang har jeg ikke boet i nærheden af Vejle. 35 år. I Haderslev, Aabenraa, Esbjerg, København, Ringsted, Varde og nu tilbage i København igen. Jeg fik da en vis veneration for AGF i studieårene, for EfB i arbejdsårene som nyuddannet sportsjournalist i Esbjerg og senere såmænd også for både FCK og Brøndby, som jeg dækkede for Berlingske Tidende i mange år, da jeg flyttede til København.
Men jeg har holdt fast, og selvom man eksekverer skilsmisse digitalt og lynhurtigt med Nem-ID i dag, har jeg end ikke overvejet at flå den del af fodboldhjertet i stykker. Og så alligevel. Nogle gange, når jeg løber start-11’eren igennem, siger den mig ikke noget synderligt sådan rent menneskeligt. Jeg kender ikke spillerne, mange udenlandske navne med et anstrøg af journey men, usikkerhed på en slagkraftig startopstilling fra transfervindue til transfervindue. Sådan er moderne fodbold jo.
Heldigvis udvikler flere og flere akademier flere og flere klubopdragne og lokalt eller i hvert fald regionalt forankrede unge mennesker med muligheden for at slå igennem på klubbernes førstehold. Det, tror jeg på, er vejen frem for at for nærhedsfornemmelsen tilbage. At ikke blot logoet, stadion og historiens meritter definerer klubben, men at også spillerne udstråler en autenticitet i deres tilhørsforhold.
Så ved jeg godt, at de bedste ryger videre til større klubber eller udlandet, og det skal være dem så vel undt, for de har både bidraget til ungdomskulturen og nødvendig indtjening til klubben. Jeg kørte da med stor fornøjelse den forhåbentlig dyrt solgte VB’er, 18-årige Wahid Faghirs udlignede mål for Stuttgart i overtiden i Bundesligaen i forrige weekend på repeat nogle gange.
Jeg kommer specielt til at tænke på et afsnit i Morten Bruuns nylige bog ”Kampdag”. Han er vokset op i Uldum tæt på Vejle, var fast inventar på tilskuerpladserne, har forsøgt sig som spiller i klubben, men endte i stedet som højt skattet one club player i Silkeborg med både dansk mesterskab og en landsholdskarriere i bæltet. Tilbage i 2002 var han for en gæstevisits stund træner i Silkeborg, som han i blandt andet duel med Vejle skulle forsøge at redde i superligaen.
Det irriterede mig grænseløst, og i de år fandtes der intet bedre for mig end at besejre de selvudråbte æstetikere fra Nørreskoven
I næstsidste spillerunde vandt Silkeborg 1-0 over VB og klarede dermed skærene i den bedste rækker, mens Vejle røg ud. Som han skriver om den oplevelse:
”Stak det mig i hjertet? Ikke det mindste. I mine år som spiller i Silkeborg IF rustede min barndoms kærlighed til VB og forvandlede sig til noget, jeg vil beskrive som en grundig lede ved myten om VB som den klub, der altid spillede rigtig fodbold. Når vi tabte til VB, var det en sejr til fodbolden, men når vi vandt, var det i VB’ernes optik det stik modsatte. Det irriterede mig grænseløst, og i de år fandtes der intet bedre for mig end at besejre de selvudråbte æstetikere fra Nørreskoven, der opførte sig, som om de havde opfundet fodboldspillet.”
Nostalgien forsvundet
Nu havde Bruun jo så også plantet støvlerne i Søhøjlandet, og som professionel fodboldspiller udvikler man givetvis et tilhørsforhold til den eller de klubber, man nu engang spiller i. Morten Bruun spillede så kun i Silkeborg, og alligevel lagde han Vejle helt på hylden. Nostalgien og romantikken var forduftet.
Det er den ikke helt hos mig. Efter jeg er flyttet tilbage til København – til Indre By, har jeg kun tre metro-stationer til Trianglen og Parken. Meget tættere kan man ikke komme på en hjemmebane. Men det er jo ikke min hjemmebane, så jeg købte naturligvis billet til udebaneafsnittet, da FC København søndag eftermiddag mødte Vejle.
“God kamp” – istemte vi på samme tid, som man gør
Deroppe bag det fintmaskede net på A11, hvor de ristede pølser ikke er ordentlig ristede, og man skal en tur i kreditforeningen for at få råd til et helt sæt med lidt cola på hane, hvis ikke man lige er heldig, at makkeren giver, kan man så sidde og se sit hold tabe 3-0 til Byens Hold og stort set ikke skabe en eneste chance. Det er der ikke meget æstetik over.
Heller ikke over den nedslidte del af Parken, som sagtens kan tåle den voldsomme overhaling af alt fra faciliteter til græstæppe, der har været diskuteret så meget på det seneste. Jeg har selv, i sikkert alt for mange magelige år, været vant til presseforplejning og gode pladser, så alene at stå iblandt de fans, der magter at bruge en søndag i en hundredehestesbrandert i en fanbus fra og tilbage til Vejle efter et forventet nederlag, demonstrerer da en gedigen loyalitet.
Jeg steg op fra undergrunden på vej til Parken og gik og sludrede med et par inkarnerede FCK-tilhængere, mand og kone eller kæreste, der begge var på stadion, dengang en tilskuer faldt ned fra et tribuneafsnit og blev dræbt. Jeg dækkede selv kampen for Berlingske. Det kan man da kalde for en slags ubehagelig fællesreference.
Og jeg fik da også i mit neutrale antræk sagt til dem, at jeg altså skulle rundt om stadion og ned til udebaneafsnittets indgang, A11. At jeg var Vejle-mand.
”God kamp” – istemte vi på samme tid, som man gør.
Not so much for mit vedkommende. Det nederlag kunne jeg sagtens have undværet. Men havde ikke i sinde at gå grædende i seng af den grund. Faktisk lænede jeg mig i stedet tilbage i sofaen i rimelig beundring over det spil, Silkeborg diverterer med for tiden som oprykker i ligaen.
Alt imens jeg funderede lidt over, at det egentlig er lidt underligt at trisse tre metrostationer for at være på udebane på hjemmebane …
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
