På rejse efter solen i Sydspanien #1: Sevilla, Her kommer jeg!

i Rejse/Kultur af

SPANIEN // REJSEBREV –  “Horisonten farves langsomt rød, solen er for alvor ved at gå ned. Jorden ser opdyrket ud, kultiveret, man kan se brune marker, der farves grønne af spæde planter, der lige stikker hovederne frem … Jeg betaler den flinke chauffør, finder Opgang 3 og ringer på klokken til lejlighed 1B. En stemme lyder: “Hola, Jens, come right up”. Jens Ulrich er flygtet fra den danske kulde ned til solen i det sydspanske. Herfra skriver han en serie billedbårne rejsebreve. Dette er første del.

Man er hurtigt ude af Malaga, og toget bevæger sig mod vest, mod Sevilla.

Solen står lavt på himlen, klokken er næsten halv syv om aftenen, og jeg får den lige ind i øjnene. Herlig afveksling fra mørket og kulden hjemme i København. Landskabet er tørt, og på afstand ser det ud, som  om vinstokkene er pakket ind i et hvidt materiale, måske er frosten ikke ovre endnu?

Selvom det er sidst på eftermiddagen, er lyset næsten overvældende, når toget kommer ud af mørket. Hold da op, hvor har jeg savnet det, sol i øjnene

Det virker usandsynligt, når jeg lige har siddet på en fortovscafé i 22 graders varme og nydt en kaffe og en lokal clementin. Sol i det vinterblege ansigt.

Der er lave bjerge på begge sider af jernbanen og en gang imellem kører vi gennem lange mørke tunneler. Selvom det er sidst på eftermiddagen, er lyset næsten overvældende, når toget kommer ud af mørket. Hold da op, hvor har jeg savnet det, sol i øjnene.

De små hvide landsbyer ligger spredt rundt i landskabet, og på en bjergkam knejser otte vindmøller. Ellers ser her sikkert ud, som der har gjort i mange herrens år. Fornemmelsen af langt ude på landet griber mig. Det er ingen mennesker eller dyr at se i landskabet, men det kan jo snyde.

Det er ligesom at være med i en film af Almodovar. Måske kommer Carmen Maura og Rossy de Palma spankulerende ned gennem midtergangen om lidt. Man har lov at drømme.

Togvognene er moderne, rene og lyddæmpede. Man kan næsten ikke høre, at vi kører. Folk taler sagte med hinanden, og min sidemand, som er en snes år yngre end mig, sidder og arbejder på et GANTT-skema (et pc-program til projekter, der illustrerer start- og sluttidspunkt for opgaverne i projektet), så længere ude på landet er vi heller ikke.

Horisonten farves langsomt rød, solen er for alvor ved at gå ned. Jorden ser opdyrket ud, kultiveret, man kan se brune marker, der farves grønne af spæde planter, der lige stikker hovederne frem.

Toget standser med udsigt til en olivenlund. Jeg holder meget af den vissengrønne farve, som træernes bladhang har.

Det går hurtigt med solen nu. Himlen farves rød mod vest, og mod øst bliver himlen mørkere og mørkere. Det er aften nu.

Min sidemand taler i sin mobil. Hurtigt og det lyder effektivt. Enkelte ord kan jeg forstå, men grundlæggende har jeg ikke begreb om, hvad han taler om, men jeg nyder tonen og lydene i det spanske. Det er ligesom at være med i en film af Almodovar. Måske kommer Carmen Maura og Rossy de Palma spankulerende ned gennem midtergangen om lidt. Man har lov at drømme.

Jeg takker ham dybfølt på elendigt spansk, men han smiler og giver mig hånd til afsked. Flink mand

Efter en times tid standser vi ved en større station. Cordoba. Byen med den mauriske indflydelse på arkitekturen, klinker og fliser og filigran-byggedetaljer og en kristen kirke midt inde i en moské. Glæder mig til at besøge byen og tage mange billeder, mens jeg bor i Sevilla. Har været der for nogle år siden, men Cordoba er garanteret endnu et besøg værd. I det hele taget glæder jeg mig til at kigge efter spor fra den mauriske besættelse her i Andalusien.

Toget ankommer planmæssigt til Sevilla på banegården San Justa. Jeg kæmper mig ud af toget med min tunge kuffert og mine to tasker. Det er utroligt som meget pikpak jeg har taget med til disse tre-fire uger her på den iberiske halvø. Næsten oppe med rulletrappen bliver et af mine snørebånd fanget i rulletrappen. Heldigvis står der en resolut sikkerhedsvagt, der griber fat i mig og får hevet mig løs, før det går galt. Takker ham dybfølt på elendigt spansk, men han smiler og giver mig hånd til afsked. Flink mand.

Oplevelsen kræver en kop kaffe, og heldigvis er der et lille sted, hvor jeg kan bestille Un Solo. I andre dele af verden ville det hedde en espresso, men sådan er der så meget.

Klokken er efterhånden kvart i ni om aftenen, og jeg orker ikke trave gennem Sevilla med min oppakning, så jeg prajer en taxi. Heldigvis taler chaufføren engelsk, så vi får en lille snak om byen, samtidig med at radioen baldrer løs. Sportsjournalistik på spansk. Han tier stille og lytter.

Fodbold er tilsyneladende meget vigtigt i Spanien.

Det går stærkt, over stok og sten, men jeg forstår, at det drejer sig om Real Madrids walisiske spiller, Gareth Bale. Bale er tidligere Tottenhamspiller, og jeg er Tottenhamfan, så jeg spørger chaufføren, hvad samtalen drejer sig om. Chaufføren siger, at han er enig med stemmerne i radioen. Real skulle have solgt Bale, og for resten siger han også, at det er godt, at Tottenham er sluppet af med Eriksen, og jeg har ikke engang sagt, at jeg er dansker ligesom Eriksen.

Fodbold er tilsyneladende meget vigtigt i Spanien.

Turen slutter, da vi når adressen, hvor mit logi ligger. Jeg betaler den flinke chauffør, finder Opgang 3 og ringer på klokken til lejlighed 1B. En stemme lyder: “Hola, Jens, come right up”.


Fotos: Jens Ulrich, dizzyBild

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Jeg hedder Jens Ulrich, f. 1949 på Vesterbro, København, har siden 2007 primært været portrætfotograf og healer, men der skal også være tid til nogle børnebørn og ture på elcyklen. Fortiden brugte jeg bl. a. som ansat i medicinalbranchen og på det Kgl Teater. Jeg er meget optaget af musik og kunst, både The Beatles og Bob Dylan har en stor plads i mit hjerte, ligesom pigegrupperne i 1960’erne. Jeg bor i Charlottenlund med min frue.
Har du lyst til støtte min skribentvirksomhed modtager jeg gerne små og store beløb på mobile pay 20155012. Du kan komme i kontakt med mig på jens@dizzybild.dk og se mine fotografier på dizzybild.dk

Seneste artikler om Rejse