BØGER // ESSAY – Gennem tiderne har butikken huset et hav af store forfattere og dannet ramme for kunst, kultur og levet liv, og trods tyske nazister, skiftende adresser og et par verdenskrige lever den stadig – 100 år efter åbningen. Shakespeare & Co er på én gang boghandel og ikon.
På Seinens venstre bred ligger Shakespeare & Co. En lille boghandel, vind og skæv ser den ud. Mange har en faible for den; den er så velbesøgt, at køen til tider fylder hele torvet. Man vil ind og kigge.
Når man træder ind ad døren, føles det som en tidslomme og man mærker, at det engang var et særligt sted. Hvad stedet er i dag, er svært at sige; et af de få levn fra en parisisk storhedstid eller blot et løfte om noget, der ikke findes længere – et billede af et billede?
Måske begge dele.
Drinks and Ulysses
Det var Sylvia Beach, en ung, amerikansk kvinde fra New Jersey, der for første gang slog Shakespeare & Co’s døre op d. 19. november 1919. Hun havde altid været bibliofil, og på en tur til Paris mødte hun Adrienne Monier, en af de første kvindelige boghandlere i Frankrig og ejer af den berømte boghandel La Maison des amis des livres, som skaffede nogle billige lokaler på samme gade. Det var kort efter krigen, dengang lå butikken på rue Dupuytren i det 6. arrondissement. Det var god timing.
Hvorfor blive i USA – they couldn’t get drinks and they couldn’t get Ulysses, som Beach sagde i et interview. Paris var stedet
Forfattere valfartede hertil i de år. Puritanismen gennemsyrede både Storbritannien og USA, og alt, der blev dømt usædeligt, blev censureret – for amerikanerne betød det f.eks. et forbud mod salget af alkohol
Men i Paris blomstrede friheden, kunsten og kulturen levede, og seksualitet var ikke noget, man bekymrede sig om. Og så var her billigt: Økonomien skælvede under krigens omkostninger, den franske franc var blevet reduceret til en tredjedel overfor dollaren på nogle få år, så hvorfor blive i USA – they couldn’t get drinks and they couldn’t get Ulysses, som Beach sagde i et interview. Paris var stedet.
De mange landflygtige var hurtige til at opdage det engelsksprogede udvalg i rue Dupuytren.
De fortabtes hjem
“Sylvia havde et levende, meget skarpt skåret ansigt, brune øjne der var så livlige som et lille dyrs og så muntre som en ung piges, og bølget, brunt hår, der var børstet bagud fra den fine pande og klippet i en tyk kant under ørerne og ved kanten af den brune fløjlsjakke som hun gik med. Hun havde pæne ben og var venlig, munter og interesseret og hun elskede sjov og sladder. Jeg har aldrig kendt nogen, der behandlede mig med større venlighed end hun.”
Sådan skriver Ernest Hemingway om sit møde med den unge indehaver i Der er ingen ende på Paris. Han dedikerede et helt kapitel til Shakespeare & Co, ikke så lidt, men måske heller ikke så mærkeligt, for stedet blev et hjem for de mange eksilerede kunstnere, en salve mod den følelse af rodløshed, krigen havde spredt.
Sylvia bød dem alle velkommen, selv når pengene slap op; her var digtoplæsninger, kunstaftener, jazzkoncerter, cigaretter, alkohol og stearinlysdiskussioner til langt ud på natten. Festen flød.
Gertrude Stein kaldte dem Den Fortabe Generation; det kuld af kunstnere, der søgte mod Paris’ gullige gader i 1920’erne: F. Scott Fitzgerald, Ezra Pound, Jean Rhys, Ernest Hemingway, Sherwood Anderson og mange, mange andre. Det var her, de alle kom, her de havde rendezvous i Paris’ jazzalder.
De skøre år
Boghandlen var populær. Allerede et par år efter åbningen rykkede Shakespeare & Co. til 12 rue de l’Odéon – større lokaler, flere bøger.
James Joyce havde endda kontor i butikken. Han havde mødt Sylvia til et middagsselskab hos en fælles ven, og de var hurtigt blevet fortrolige. Derfor var det ikke underligt, at det var hende, den sagte, irske forfatter vendte sig mod, da forlag på begge sider af Atlanterhavet nægtede at udgive hans seneste værk; det var for anstødeligt. Beach havde aldrig gjort sig som forlægger for noget som helst. Hun solgte bøger, det var dét. Ikke desto mindre udgav hun Ulysses i 1922 til stor begejstring for de litterære miljøer.
Det var de skøre år – les années folles – og festen varede i lidt over tyve år. Men nazisterne besatte jo Paris, det gjorde de i 1940 og et års tid efter, var der uniformer overalt i bybilledet; på gaderne, pladserne, caféerne – og ja, også i boghandlen på rue de l’Odéon. En tysk soldat tog det ilde op, da han efterspurgte Joyces Finnegan’s Wake, og Beach høfligt måtte meddele, at hun blot havde ét enkelt eksemplar – hendes eget. To uger efter var hylderne ryddet, møblerne båret væk og skiltet udenfor malet over. Butikken var lukket.
At blæse i vinden
Selvom Syvlia aldrig genåbnede lokalerne i rue de l’Odéon, levede boghandlen videre. Efter krigen sikrede The GI Bill økonomisk støtte til de mange unge amerikanere, der havde tjent i militæret under krigen, og George Whitman, en lille excentrisk mand fra Massachusetts, der elskede cigaretter og bøger, var en af dem.
Han havde været udstationeret på Grønland, og da krigen var forbi, endte han som studerende på Sorbonne-universitetet i Paris, hvor han byttede sine madpenge for de bogkuponer, veteraner fik udstedt af den amerikanske stat. Det blev hurtigt til en hæderlig samling, og fra værelse nummer syv på Hotel De Suez på Boulevard Saint-Michel fik han opbygget et lille medlemsbibliotek. Her kunne man låne, læse i hjørnerne og endda få lov at købe eksemplarer fra samlingen – til eksorbitante priser, naturligvis.
I 1951 åbnede Whitman Le Mistral på 37 rue de la Bûcherie i det 5. arrondissement med ønsket om, at folk ville åbne døren til stedet, ”som de åbner en bog, der fører ind til en magisk verden i deres fantasi”.
Og han mente det med fantasien. Til tider var Le Mistral opkaldt efter nordvestenvinden i Sydfrankrig, andre gange efter den chilenske poet, Gabriela Mistral og af og til efter en ung parisienne, han havde været forelsket i. Sådan var det. For ”George”, som han bare blev kaldt, var sandheden ofte en gnavende fodlænke om den gode historie, og han var aldrig synderligt tynget af den, når han fortalte. Ofte forlod kunder butikken i den tro, at han var barnebarn til den store, amerikanske poet Walt Whitman, som regel fordi han selv havde fortalt dem det – eller bare undladt at korrigere rygtet. Det passede ham fint at blive betragtet som litterær adelig.
Allerede ved sin ankomst til Paris, havde George opsøgt Sylvia i håb om at føre stedet videre. Men det var først ved et middagsselskab i 1958, et par år før hun døde, at hun officielt gav sin velsignelse. I 1964 ærede Georges hendes minde på Shakespeares 400-års fødselsdag – Le Mistral blev omdøbt Shakespeare & Co.
Whitman bar faklen videre. Han tjente få penge og udviste sparsommelighed, som var det en olympisk disciplin; købte aldrig tøj, tilberedte sine måltider med rester fra restauranter og hotellers skraldespande og søger man på YouTube, kan man stadig se ham trimme sit hår med et stearinlys.
George døde i 2011, 98 år gammel, men allerede nogle år inden, overlod han roret til Sylvia og hendes mand. Men hvordan bygge videre på noget uden at ødelægge fundamentet?
Pengene tilhørte stedet, de blev kun brugt på udvidelse og på at byde fattige forfatterspirer velkommen med et varmt måltid og en seng at sove i. Tumbleweeds, kaldte han dem, vindhekse, de tørre, løsrevne krat, som vinden westernikonisk lader løbe over den nordamerikanske prærie.
Gæster på Tumbleweed hotel betalte ved at læse i hjørnerne, give en hånd med i butikken et par timer om dagen og ellers bidrage med én side til den selvbiografi, George havde planer om at udgive.
Nogle blev et par dage, andre flere måneder.
Shakespeare & Co. var en scene
Akkurat som sin forgænger blev Shakespeare & Co. i rue de la Bûcherie et tilflugtssted for mange af tidens store forfattere. Kom man forbi i 50’erne, kunne man støde på James Baldwin og Richard Wright læsende i de polstrede kroge – de kom her begge, mens de boede i Paris på flugt fra den amerikanske racisme. Det samme gjorde Beat-digterne i starten af 60’erne, en gruppe unge eksperimenterende, alternative kunstnere fra New York, der var draget af la bohème og det frie forhold til stoffer og sex. Man kunne have mødt William Borroughs, mens han læste i gamle lægebøger og skrev på romanen Nøgen Frokost, og man kunne have oplevet Allen Ginsberg – nøgen, efter at have drukket sig mod til – recitere fra digtsamlingen Howl.
Cirka 30.000 aspirerende forfattere har gennem tiden overnattet her, vurderer boghandlen selv.
George havde en datter fra et kortvarigt ægteskab, Sylvia, opkaldt efter – ja, lige præcis, den oprindelige ejer. Fader og datter var ikke tætte, hun havde tilbragt det meste af sit liv i England, og da hun begyndte at komme i butikken, introducerede George hende som ”Emily, en skuespiller fra London” – måske i et forsøg på at være privat.
For Shakespeare & Co. var først og fremmest en scene, George optrådte på hver dag. Han var manden med taktstokken; teselskaber på øverste etage af bygningen, unge forfatterspirer, der hamrede på skrivemaskiner i hjørnerne og bøger, der føg om ørerne på medarbejdere og gæster, når Monsieur Whitman var utilfreds. Når venner spurgte til butikkens fremtid, viftede han dem bare væk. Shakespeare & Co. var hans sted, og han havde ingen intentioner om at give slip.
Derfor var det turbulent i starten i takt med, at Sylvia blev en del af foretagendet. George afviste kategorisk initiativer, der skulle modernisere butikken, og når de skændtes, sammenlignede han Sylvia med Margaret Thatcher. Men hun endte med at få sin vilje.
Det var en stor omvæltning for den aldrende Whitman, da hun fik installeret en telefon, en kortterminal og en internetforbindelse i butikken. Han havde førhen gjort tingene på sinmåde; bøger blev bestilt via postordre, regnskabet blev ført i store logbøger og kunder – ja, de kunne jo troppe op, hvis de ville noget. Men Sylvia fik lov – særligt efter hun fandt et gammelt regnskab, hvor februar måned havde 31 kalenderdage.
George døde i 2011, 98 år gammel, men allerede nogle år inden, overlod han roret til Sylvia og hendes mand. Men hvordan bygge videre på noget uden at ødelægge fundamentet?
Indenfor holdes traditionerne i hævd. Gamle Whitmans boghandel ligger stadig på venstrebredden på rue de la Bûcherie, og tumbleweeds bor her stadig i stor stil. Her er stadig læsekroge, hvor gæster opfordres til at bruge timevis, stadig indbydende skrivemaskiner placeret tilfældigt rundt omkring, væggene bugner af fotografier af tidligere tumbleweeds, og husets kat spankulerer stadig vant rundt mellem benene på de besøgende.
Tingene ligner sig selv. Og så alligevel ikke.
Myten holdes i live
Boggiganterne Amazon og Barnes & Noble har fået mange selvstændige boghandlere til at dreje nøglen om, og i Shakespeare & Co. har man også – trods alt – måtte sande, at man må følge med tiden, hvis man vil overleve. Gennem de seneste år har det betydet en ny hjemmeside med bøger, postkort, notesbøger og muleposer, en ugentlig podcast med de forfattere, der holder oplæsninger i butikken og en månedlig blog om litteratur og bæredygtighed.
For få år siden åbnede parret en café ved siden af. Her fås flapjack kerouac-kager, The Bun Also Rises-kanelsnegle og A Moveable Feast-picnickurve og alt serveres på bakker overmalet med citater fra de proustske spørgsmål. Man fornemmer, at ånden fra den gamle George – som oprindeligt afviste at lade boghandlen figurere i kultfilmen Before Sunset, fordi det var noget Hollywood bullshit – har måttet vige. Fortællingen om den berømte boghandel holdes i live med alle midler.
Overfor, på modsatte fortov, sælger de bøger og akvareller fra trækasser, og i baggrunden tårner Notre Dames genopstanden sig mægtigt op – vi er i Paris, ingen tvivl om det
Ligesom så mange andre turistattraktioner i så mange andre storbyer, befinder Shakespeare & Co. sig i en svær balance: Et prekært sted mellem noget der var og noget der er, i konstant fare for at det første overmander og erstatter det sidste.
For selv de mest korpulente turistbusser trodser i dag gader og stræder for at lægge vejen forbi: Alle har hørt om boghandlen, og beliggenheden centralt i det 5. arrondissement nærmest suger selfiesticks til sig.
Shakespeare & Co. ligger næsten for godt her på venstrebredden, svøbt ind i Latinerkvarteret mellem Place Saint-Michel, Seinen og La Sorbonne. Overfor, på modsatte fortov, sælger de bøger og akvareller fra trækasser, og i baggrunden tårner Notre Dames genopstanden sig mægtigt op – vi er i Paris, ingen tvivl om det.
Udenfor på Seine-bredden vrimler det med parisiske turguider. Til tider kan man overhøre dem, med stor autoritet og på gebrokkent engelsk, oplyse store turistgrupper om, hvordan James Joyce i virkeligheden ligger begravet i kælderen under Shakespeare & Co.
Det passer ikke. Desværre. Han ligger begravet på en kirkegård i Zürich, men ekspedienter i butikken gør ikke meget for at aflive myten. Det er ikke så vigtigt, det er jo en god historie, og så længe myten holdes i live, gør Shakespeare & Co. det også.
Fotos: Creative Commons.
Læs også: C/o adresse
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
