ÖZLEM CEKIC // POVCAST – Hvordan kommer der dialog mellem ofre og gerningsmænd i krænkelsesdebatten? I 15 udsendelser har værterne i podcastserien ”Den gamle gris og Feministen” beskæftiget sig med krænkelser overfor kvinder i anden bølge af den danske #metoo-debat. Taxachauffør Jesper Grunwald og skuespiller og debattør Dorte Rømer har i podcastserien på Radio Ronkedor dokumenteret grove overgreb på en skala fra ubehagelige udtalelser over psykisk vold til deciderede voldtægtsforsøg. De har ikke mindst haft fokus på grænseoverskridende handlinger i teater- og filmverdenen, i mediebranchen – og i politik, hvor to faktorer spiller en særlig stor rolle.
Grænserne mellem fællesskabets hygge og nærvær – og professionel distance er flydende. Og alle tre brancher – teater/film, medier og politik – har stærke karriereveje, hvor kvinders afvisning af chikane og overgreb kan have stor betydning for deres videre arbejde og karriere.
I sæsonens sidste program valgte Grunwald og Rømer at få hjælp fra sygeplejerske, eks-politiker, dialog-aktivist, kvind, mor-til-to, dansk-kurder og muslim Özlem Cekic, der om nogen i sit store projekt Brobyggerne har sat hele sin energi ind for at få mennesker, der i offentligheden ser ud til at være i en slags krig med hinanden, til at tale sammen.
Kan man bruge hendes tanker og metoder i #metoo?
Det er en smuk tanke at erstatte krig med samtale, men selv om drømmen er smuk, er den ikke nogen nem løsning, siger Özlem Cekic. Hun indrømmer gerne, at hun selv har vreden i sig, når overgreb og trusler fortsætter fra rasende danskere og flygtninge/indvandrere.
I podcasten fortæller hun, at hun for blot få dage siden igen måtte gå til politiet efter trusler om voldtægt. For slet ikke at tale om ubehaget ved at skulle ringe hjem til sin teenagedatter for sikre sig, at alle døre er låst. Ligesom Özlem stadig må leve med hemmelig adresse, når hun udsættes for racistiske og fascistiske trusler.
Også den seksuelle chikane, som kvinderne i #metoo har bevidnet, kender hun til – helt op til de virkeligt bonede gulve på Christiansborg. Bl.a. den tidligere minister, der altid benyttede det venskabelige kram som alibi for at lægge hånd på hendes balder. Hver gang.
En dag tændte hun helt af og irettesatte ham for åbent tæppe, mens politiker-kolleger så og hørte på, hvordan han ”forsvarede” sig med en udtalelse, der vidnede om hjerneaktivitet på reptil-niveau.
Lyt til Den gamle gris og feministen her:
LÆS MERE AF TAXAMANDEN JESPER GRUNWALD HER
LYT TIL FLERE PODCAST FRA RADIO RONKEDOR HER
Topillustration: Ronkedorens eget foto af (fra venstre) Jesper Grunwald, Lotte Rømer og Özlem Cekic.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her