KLUMMESERIE – Efter Dorthe Boss Kyhns mor fik en Alzheimers-diagnose har Dorthe grublet over, hvornår sygdommen egentlig begyndte. Hvad var de første tegn, og var hun selv – og resten af familien – for langsomme til at reagere? Hvordan ville det hele have set ud, hvis der havde været en diagnose langt tidligere i forløbet?
Siden min mor blev erklæret syg har jeg tænkt og tænkt. Hvornår startede det hele? Var det dengang for mere end tre år siden, da hun blev væk for mig i et stormagasin og hårdnakket holdt på, at det ikke var hende, der blev væk – men mig – selvom jeg havde siddet en time og ventet på hende ved den café, vi havde aftalt at mødes ved?
Eller var det langt tidligere, hvor vi jo hver især nok registrerede, at hun var meget glemsom. Og det blev værre og værre. Jeg har mange gange ringet til forretninger, hvor hun var overbevist om, at hun havde forlist sit Dankort eller pung. Og nøgler og togkort er til stadighed blevet væk, for – selvfølgelig – at dukke op de særeste steder.
Det stod på i flere år, men vi smilede bare overbærende – ‘det var jo bare mormor, hun var så forvirret og glemte vel snart sig selv et eller andet sted’.
Da min far faldt af bussen
Men så er der alligevel oplevelser, der skiller sig ud, når man sådan går og tænker tilbage på årene op til selve diagnosen. Kort tid før symptomerne rigtig tog fart, skulle mine forældre f.eks. med bus til det lokale indkøbscenter.
Bussen kom, og min mor steg ombord, min far kom bagefter med sin rollator, men et eller andet gik galt, da han havde taget skridtet op i bussen, for han faldt baglæns ned og landede på cykelstien med rollatoren ovenpå.
Jeg kan huske, vi i familien var himmelfaldne, da vi hørte om hændelsen, og det var som om hun slet ikke forstod, da vi sagde til hende, at hun da ikke bare kunne efterlade vores far på cykelstien. Tænk, hvis han havde fået hjernerystelse
Min mor havde råbt til min far, der lå nede på jorden, at han skulle gå hjem. Buschaufføren spurgte min mor, om hun ikke ville af igen og se til sin mand – men nej, hun skulle jo på indkøb. Så bussen kørte videre med min mor.
På en eller anden måde kom min far på benene igen, han havde slået hovedet, og brillerne var slået skæve, men han fik da krabbet sig hjem og fik vasket sine skrabede hænder.
Jeg kan huske, vi i familien var himmelfaldne, da vi hørte om hændelsen, og det var som om hun slet ikke forstod, da vi sagde til hende, at hun da ikke bare kunne efterlade vores far på cykelstien. Tænk, hvis han havde fået hjernerystelse. Argumenterne prellede af på hende, for, som hun sagde, så skulle hun jo på indkøb. Det måtte vi da forstå.
Glemte den gode mad
Der var også dengang, hvor vi skulle besøge Ida (vores datter), da hun lige var flyttet til provinsen for at læse, og min mor havde ringet til mig i en hel uge før afrejseweekenden for at sikre sig, at alt var koordineret til turen.
Hvem skulle tage hvad med. Hun havde tænkt sig at lave skinkesalat og leverpostej og bage rugbrød – ja, hun skulle lave alt det, Ida bedst kunne lide, så vi kunne spise frokost, når vi kom derover.
Da den store dag oprandt, og vi havde hentet mine forældre og sad i bilen et godt stykke på vej ud ad motorvejen, spørger jeg min mor, hvad hun så fik lavet af de frokostspecialiteter. Hvorefter hun forfærdet udbryder: ‘Maden! Erik, har du ikke husket maden!’ Hun nærmest råber til min far, der selvfølgelig bliver helt forvirret, for han havde ikke på noget tidspunkt været involveret i hendes madplaner. Det var hendes projekt.
Jeg ringede til hendes læge og spurgte, hvad vi skulle gøre. Jeg tror, jeg selv nævnte, om det kunne være demens. Lægen mente, det ville være en god idé at udføre en hukommelsestest
Men al maden havde hun så alligevel glemt derhjemme. Så det endte med, at vi måtte købe ind til formålet i en Netto, før vi nåede Odense.
Hun troede ikke på os
Efterhånden begyndte hele familien at tale om, at der var et eller andet helt galt.
Men det blev et dødsfald i familien, der fik min mors tilstand til at accelerere. Efter dét begyndte hun pludselig at foretage sig besynderlige ting. Blandt andet husker jeg, hvordan det faldt mig for brystet, at hun ikke forstod, at vi i familien ikke kunne komme til begravelsen på grund af en brandstorm, der indstillede den færge, vi skulle havde været med. Hun var overbevist om, at det var noget, vi bare sagde.
Det var møgubehageligt at blive beskyldt for noget, der selvsagt ikke var rigtigt.
Det var som om hun i tiden herefter, begyndte at se konspirationer alle steder, og det bliver man ked af som pårørende, for de ting hun sagde og gjorde virkede helt ude af proportioner.
Jeg ringede til hendes læge og spurgte, hvad vi skulle gøre. Jeg tror, jeg selv nævnte, om det kunne være demens. Lægen mente, det ville være en god idé at udføre en hukommelsestest, men vi kunne jo ikke gøre så meget, min mor var jo stadig ved sine – næsten – fulde fem, så hun skulle selv gå med til at blive testet, lød det. Og hvordan skulle jeg få hende med til det?
Lægen forslog, at jeg tog en snak med min mor om, at vi havde registreret, at hun var ked af det, og om jeg skulle gå med hende til lægen.
Det var et klogt råd, for det virkede. Hun følte sig netop trist, lød hendes svar – og hun ville rigtig gerne have mig med til lægen.
Så fik hun pludselig hudkræft
Men vi kom aldrig af sted, for så fik hun pludselig konstateret hudkræft, og hun påbegyndte et længere strålebehandlingsforløb.
En måned efter at strålebehandlingen var overstået, faldt hun imidlertid om på gulvet og kom på hospitalet. Hun var dehydreret og diffus. Hun kunne pludselig ikke huske, hvem vi var – hun præsterede at smide mig ud af hospitalsstuen, og en dag jeg kom, spurgte hun ‘nååå, hvor har du været, har du været ude og sænke sørøverskibe?‘
Mærkeligt som det pludselig bliver så vigtigt for én at få brikkerne i de senere års svære puslespil til at passe sammen
Nu kom der skub i sagerne, og min mor gennemgik et flere måneder langt udredningsforløb, der altså mundede ud i Alzheimers-diagnosen. Vores mistanke blev endelig bekræftet.
Men havde det gjort nogen forskel overhovedet, hvis vi havde fået diagnosen langt tidligere?
Jeg ved det ikke. Men jeg tror det egentlig ikke. Men det kan man godt gå og spekulere over, mens man gransker sin hjerne for, hvornår de allerførste symptomer egentlig meldte sig. Og hvornår jeg egentlig havde de sidste rigtig gode oplevelser sammen med min mor.
Mærkeligt som det pludselig bliver så vigtigt for én at få brikkerne i de senere års svære puslespil til at passe sammen, så det ligesom forestiller et helt billede. Der er stadig brikker, der mangler, og det er slet ikke sikkert, at vi nogensinde finder dem.
Dorthe Boss Kyhn har sammen med sin datter, Ida Hinchely Kyhn, bloggen momsemeddemens der er opstået fordi de to kvinder er hhv. “datter og barnebarn til en mor/mormor, der for lidt mere end to år siden fik stillet diagnosen Alzheimers sygdom”. Indlægget blev bragt første gang der.
Foto: Creative Commons.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
