KONCERT // ANMELDELSE – Den tysk-japanske pianist Alice Sara Ott og canadiske Jan Lisiecki nærmer sig musikken fra vidt forskellige vinkler i to bemærkelsesværdige koncerter, skriver Knud Arne Jürgensen.
København har haft besøg af to unge verdenspianister, der hver har givet deres bud på to af klaverlitteraturens absolutte hovedværker. Ved DR-torsdagskoncerten trådte 35-årige Alice Sara Ott frem med Griegs uopslidelige klaverkoncert under den kinesisk-amerikanske dirigent Elim Chans højdynamiske ledelse.
Dagen efter – samt i disse dages efterfølgende koncertgentagelser samtidigt – førte 28-årige Jan Lisiecki os igennem Beethovens storladne Klaverkoncert nr. 5 (Kejserkoncerten), hvor han blev anført af Christoph Eschenbachs indsigtsfulde direktion.
Jeg nævner solisternes respektive alder, fordi de begge tilhører en generation, der i så relative unge år er nået så langt, man vel kan nå i såvel musikalsk indsigt som teknisk beherskelse, omend de hver for sig nærmer sig musikken fra vidt forskellige vinkler.
Pianistisk barfodsdans
Alice Sara Ott har gjort det til sit personlige ”brand” at optræde barfodet, idet hun mener, det giver hende en tættere fysisk fornemmelse af musikkens vibrationer samt direkte fysisk kontakt med koncert flyglets pedalregistre.
Dette er en opfattelse, hun nok er temmelig alene om på koncerttribunerne, og indrømmet, hendes pianistiske barfodsdans tager noget af tilhørerens opmærksomhed i de første 5 minutter, men så heller ikke mere.
Hendes aflevering af Griegs højvirtuose og passionerede naturmaleri af en klaverkoncert er hos Ott stort anlagt, med voldsomme fysiske armbevægelser, der ofte og længe fjerner sig mere op og væk fra klaviaturet end ind mod instrumentet. Det giver en overskudsklang af stål, som holdes fast i et nærmest maskinelt format, der ikke er uden væsentlige effekter i relation til musikkens naturel, men måske også virker mere bevidst effektfuldt end egentlig musikalsk.
Koncerten bevæger sig med sit flotte og prægnante orkesterspil nærmest som et sejlskib på et omskifteligt hav, hvori flyglet svømmer og undertiden også dukker ned under overfladen eller hejser sig selv højt op over vandspejlet.
Otts teknik er her interessant især i hendes intense samspil med solocellistens hvæsende ledsagelse gennem det længere kammermusikalske afsnit i tredjesatsen
Men generelt betragtet er denne koncert dybest set rent pianistisk paradespil, der i Otts opførelse måske mest udmærkede sig ved de udsøgte klangvirkninger i de mange ret abrupte overgange mellem de fuldtonede og de mere tyste lyriske passager.
Pianistens teknik er her interessant især i hendes intense samspil med solocellistens hvæsende ledsagelse gennem det længere kammermusikalske afsnit i tredjesatsen, men også i hendes fine klanglige korrespondance med solovaldhornisten i især andensatsens intense skovlyrik.
Griegs koncert bevæger sig fra de højeste fjeldtinder til de dybeste slugter, ja den rækker faktisk endnu længere ud til planetens fjerneste sfærer og dens mørkeste underjordiske kamre. Hertil blev vi guidet på en musikalsk både svævende og svømmende tur af en klaversolist, der tog fat, og undertiden lige vel fat om noderne, opildnet af Elim Chams stærkt dynamiske ledelse.
Solisten og dirigenten er tilsyneladende helt syntone i deres respektive opfattelse af denne klaverkoncerts potentiale og ydre grænser. Derved blev opførelsen en prægnant, men også lidt fasttømret oplevelse.
En lyttende tilgang
Diametralt modsat er Jan Lisieckis tilgang til Beethovens Kejserkoncert. En uhyre intens medlytten til orkestret, som om pianisten – i dette tilfælde Lisiecki – alene var sat i verden for primært at formidle orkestrets detaljerigdom i denne, den måske mest centrale klaverkoncert i hele klaverlitteraturen.
Vi var i sandhed på et kejserligt niveau alle tre steder i koncertsalen: På dirigentpulten, nede ved tangenterne og i Beethovens fastholdte nodebillede
Fra sin allerførste annoncering af koncertens pompøsitet inden orkestrets lange indledning, til andensatsens intense lyriske filigranpassager og tredjesatsens fyrige finale-rondo, har vi her at gøre med en pianist af de virkelig sjældne.
Lisiecki går ikke kun til sit instrument med en personlig overmåde lyttende tilgang, og med hænderne altid helt tæt ved tangenterne selv på de mest storladne steder. Han formidler også kropsligt sin lytten efter partiturets indre budskaber til de omkringsiddende musikere. Denne tilgang inspirer både dem og os som publikummer til at lytte med i en grad af intensitet, man kun sjældent oplever.
Teknisk set er pianisten af den skole, som søger væk fra enhver udvendig og unødvendig bevægelse, og i stedet fokuserer på en stram bevægelsesøkonomi, hvor alene musikken kommer i fokus, og ikke dens fysiske udførelse i det offentlige rum.
Den renfærdige musik
Denne skoling søger kun den renfærdige musik og intet andet, og her er Lisiecki et af de mest lysende eksempler i nutiden på et sådant ærligt og oprigtigt musikerskab.
Ham hører man derfor gerne i samtlige de helt store klaverkoncerter, og dem er der mange af. Han, om nogen, vil kunne formidle disse værkers sande egenskaber som ingen anden.
Medvirkende til Lisieckis bemærkelsesværdige præstation var også den unikke position, han var sat i ved at have en verdenspianist og dirigent af Christoph Eschenbachs støbning som anfører og medlytter til musikkens righoldige fortællinger.
Vi var i sandhed på et kejserligt niveau alle tre steder i koncertsalen: På dirigentpulten, nede ved tangenterne og i Beethovens fastholdte nodebillede.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
