Jeg bliver fortrøstningsfuld af at læse om opgøret med giftig maskulinitet i nyere litteratur om faderskab

maskulinitet faderskab faderrolle rollemodel — Foto: Pixabay

Emil Bakkendrup 20.06.2022

MASKULINITET // ESSAY – Emil Bakkendrup voksede op med, at mænd, omsorg og empati ikke hører sammen, og at vrede er et naturligt svar på en krise. Hvis man som skribenten ønsker at være mand, far, menneske på en anden måde, kan man f.eks. finde rollemodeller i ny litteratur. Hvad er det for en maskulinitet, Bakkendrup søger og finder i bøgerne?

Jeg er en følsom mand, som selv har haft problemer med giftig maskulinitet. For mig betød det, at jeg først måtte lære at håndtere sårbare følelser konstruktivt, mens jeg var i krise.

Derfor bliver jeg glad og fortrøstningsfuld af at læse den nye bølge af litteratur om faderskab, hvor mænd igennem faderrollen forsøger at gøre op med giftig maskulinitet og finde fodfæste i en omsorgsfuld maskulinitet.

Gå til grunde (2021) af Daniel Boysen, Maskinerne slukkes og kroppen bliver fri (2021) af Luca Engberg Talamona, Søvn (2015) af Rolf Sparre Johansson og Farskibet (2021) af Glenn Bech er blot et udpluk af en række af disse nye værker.

Fælles for de nævnte værker er mændenes modstand mod at skulle undertrykke deres omsorgsfulde side under en krise, hvilket giftig maskulinitet ellers har lært dem. De forsøger derved at finde fodfæste i en ny måde at være mand og far på (eller bare menneske i det hele taget), hvor omsorg og empati indgår som en naturlig del af det at være i krise, og hvordan det kan fortsætte efter en krise.

Litteraturen konstruerer en rollemodel, hvor omsorg for andre og sig selv indgår som en naturlig del af det at være far, mand og menneske i det hele taget under en krise

Men først: Hvad er ”giftig maskulinitet”? Udtrykket forstås her, som at drenge bliver opdraget til at anse omsorg for sig selv eller andre som ”kvindagtigt” og svagt, og derfor bliver det udskammet. Tænk bare på talemåderne: boys don’t cry eller ”mand dig op”.

Når en mand så kommer i krise, bliver omsorg slet og ret ikke en mulighed. Derfor vil mænd ofte ty til vrede eller druk som en måde at håndtere sorg, depression eller tristhed på. Psykolog og forfatter Glenn Bech siger det rammende i sit manifest:

”Fordi så få drenge lærer at sætte ord på deres følelser, kommunikere konstruktivt, søge kompromiset, risikerer de tit at ende som nogle forkrøblede skabninger; forvoksede, forurettede, selvretfærdige småbørn; voldsparate, letantændelige unge mænd.”

Dette er noget, jeg desværre selv kan genkende. Måske ikke i så voldsomt og afstumpet skala, som Bech fremstiller det, men jeg har selv oplevet, at da en kæreste slog op med mig, var jeg få dage efter tæt på at slås i byen. Heldigvis stoppede jeg mig selv i tide, men det kunne være gået galt.

Hvis man møder mig, virker det underligt, at en ellers så rolig fyr som mig kan komme derud. Men jeg har ligesom andre mænd først i mit voksenliv ved hjælp af en psykolog lært at håndtere de ubehagelige og sårbare følelser, der uundgåeligt kommer i kriser for på den måde at drage omsorg for mig selv.

Mod en omsorgsfuld maskulinitet

I den nye faderskabslitteratur forsøger mændene at imødekomme dette problem. Litteraturen konstruerer en rollemodel, hvor omsorg for andre og sig selv indgår som en naturlig del af det at være far, mand og menneske i det hele taget under en krise.

Denne intention er tydeligst hos Talamona, der i Maskinerne slukkes og kroppen bliver fri skildrer Theis og Viktorias ophold på hospitalet, mens deres søn kommer sig over sin for tidlige fødsel. Under deres hospitalsindlæggelse kæmper Theis mod de maskuline forventninger, der er til ham.

Det bliver vist gennem gråd, som for mænd jo er kardinalsynden, fordi tårer viser tegn på manglende følelsesmæssig selvbeherskelse. Og for en debattør som Sørine Gotfredsen er det endda et tegn på en glidebane mod en feminisering af samfundet: ”For man spreder styrke ved selv at være kontrolleret og stærk. Og omvendt. Man appellerer til endnu flere afmægtige tårer, når man mister sin selvbeherskelse og græder”, som hun polemisk siger.

I romanen græder og undskylder Theis overfor Viktoria, fordi han ikke har den forventede følelsesmæssige selvbeherskelse. Viktoria, der selv kæmper med sine inderliggjorte maskuline forventninger, trøster ikke Theis, men tager afstand fra hans gråd:

”Jeg vil gerne sige til Theis, at det ikke gør noget, at han græder. Jeg vil gerne sige noget kærligt som: Jeg forstår, at du er ked af det, vi vil have Elias i vores hænder nu og ikke vente mere. I stedet siger jeg: Han får det bedre”.

Dette skaber en grundlæggende distance mellem Theis og Viktoria under krisen, som kun bliver endnu større i løbet af romanen.

Alligevel formår Theis at vise omsorg for sig selv, Viktoria og sin søn, samtidig med han samarbejder med Viktoria om at fungere som forældre – så godt som de nu kan i de omstændigheder. Og efter krisen går han til psykolog for at få ekstra hjælp til at hjælpe med det pinefulde forløb.

Det er især som rollemodeller for andre fædre, mænd og mennesker i det hele taget, at værkerne excellerer

Det mønster går igen i en varieret form hos de andre forfatter. I Boysens roman, Gå til grunde, kæmper parret med ufrivillig barnløshed. Under hele forløbet står de sammen, og manden viser hende, et kommende barn og sig selv omsorg. Det sker på trods af modstanden fra et hospitalsvæsen, der usynliggør hans behov for omsorg samt et arbejdsmarked, der ikke anerkender mandens sorg, hvilket fratager ham overskud til at drage omsorg for sig selv og sin kæreste.

I begge tilfælde anser omgivelserne tydeligvis manden som en stoisk træmand – og en hovedrystende bedaget forestilling om maskulinitet spiddes. Forfatteren skriver rammende om den mandlige karakters oplevelse:

”Han forsøger at sige noget, men de fleste holder århundreder mod ham, hans position viskes ud på grund af hans køn. Forstår de ikke, at her er det omvendt, her har han aldrig haft en stemme?”

I Johanssons roman, Søvn, kæmper faren med at putte sin datter. På trods af vredesudbrud og frustration formår faren at være nærværende for sin datter. Han viser hende ømhed og omsorg på trods af søvnunderskud og drager omsorg for sig selv ved at bruge fodboldkiggeri som eskapisme.

I Bechs roman, Farskibet, om sorgen over farens selvmord, viser forfatteren, hvordan sårbarhed bliver mødt med afstumpethed og en udtalt mangel på empati.

Tydeligst ses det i scenen på ferieturen, hvor jeg-fortællerens bror har det psykisk dårligt. Jegets mors nye mand tager det som en fornærmelse, idet han jo har brugt så mange penge på det. Jeg-fortællerens gennemgående omsorg for sin bror og mor kan derfor ses som en lang protest mod den destruktive tilgang til andres følelser, som en håndfuld mænd, og særligt fædre, i romanen ellers har.

Det bliver altså et forsøg på at normalisere et nyt mandeideal, hvor omsorg er tilladt for at undgå at reproducere de værdier, som ledte til hans fars selvmord, der skyldtes ”en indskrænket og forkvaklet opfattelse af, hvad det vil sige at være mand. En opfattelse, det ikke var muligt for Glenn Bechs far at leve i”, som anmelder Lone Nikolajsen så præcist skriver.

Rollemodeller

Bechs roman peger altså dels på en omsorgsfuld håndtering af sårbare følelser under en krise, dels peger den også ud over selve krisen mod fortsat omsorgsfuld maskulinitet. Det har den tilfælles med de øvrige nævnte værker, der også forsøger at give håb for maskuliniteten.

Værkerne tilbyder derved en spejling for mig, der stadig har det svært med min håndtering af følelser, men det er især som rollemodeller for andre fædre, mænd og mennesker i det hele taget, at værkerne excellerer. De tilbyder et håb for, at maskuliniteten ændrer sig i en omsorgsfuld retning, som især er relevant for de drenge, der snart skal til at blive mænd.

Emil Bakkendrup

Emil Bakkendrup, født 1990. Han er uddannet BSc i Arkitektur fra AAU, men har efterfølgende læst Dansk på SDU, som han snart gør færdig. Hans interesse er bredt indenfor arkitektur og litteratur (og gerne sammen), men særligt den smalle litteratur har hans nysgerrighed.