TEATER // ANMELDELSE – Kan man stadig spille gamle klassikere som Tjekhovs Onkel Vanja? Kan vi spejle os i de fortabte sjæle – med vores samtalekøkkener, elbiler, woke verdensopfattelse og moralbegreber på overarbejde? Med vores stress og klimabekymringer? Til alle disse spørgsmål, som Maria Helleberg funderede over inden forestillingen på Vendsyssel Teater, er svaret et ubetinget ja! Hold øje med dette teater og de unge, formidable skuespillere, skriver Helleberg ovenud begejstret.
Først i tredje forsøg lykkedes det: Omikron forsinkede premieren på Anton Tjekhovs Onkel Vanja på Vendsyssel Teater. Men endelig spillede de stykket!
De sidste to år har været tumultariske i teaterverdenen, intet sted i landet mere deprimerende end i Hjørring.
Mange vil vide, at byen for få år siden fik et pragtfuldt, moderne teater, som har specialiseret sig i ny dramatik og klassikere. Faktisk kan de vist alt. Forrige besøg gjaldt Romeo og Julie, og nu når vi så til de russiske klassikere.
Er der bund i dem? Kan man stadig spille dem? Er de museumsstykker eller spillevende? Kan vi spejle os i de fortabte sjæle, med vores samtalekøkkener, elbiler, woke verdensopfattelse og moralbegreber på overarbejde? Med vores stress og klimabekymringer?
Vendsyssel Teaters ny iscenesættelse ved Geir Sveaass beviser, at det drejer sig om skuespil. Troværdigt, ærligt, skamløst
Svaret er ubetinget ja, men det kom faktisk bag på mig. Hele mit lange teatergængerliv er jeg stødt på Tjekhov og har ind imellem tænkt, at de stykker har jeg jo set, så hvorfor gentage? Der er vel ikke så meget nyt, man kan stille op med hans figurer?
Forrygende castet
Vendsyssel Teaters ny iscenesættelse ved Geir Sveaass beviser, at det drejer sig om skuespil. Troværdigt, ærligt, skamløst. Det er præcis, hvad instruktøren gør med et forrygende cast af meget forskellige skuespillere. For figurerne er jo netop uopretteligt forskellige. De er sammen, fordi tilfældet har kædet deres liv sammen. De drømte alle om noget andet, men her er de, i færd med at overleve. Ikke i det fællesskab, de ønskede, men i et fællesskab, der nok kommer til at bære dem alle gennem resten af livet.
Så personerne først.
Man har ofte oplevet Vanja spillet af en solid mand, en bjørn, der virkede ældre end de 47 år, han konstant taler om. Her er han en slank, høj og nærmest atletisk mand. Pint af kærlighedsløshed og ensomhed. Eksploderer i bitterhed over sin svogers ideer om at sælge godset, som alle lever af og på, for at få et ”sommerhus i Finland” i stedet. Han overbeviser. Vi kan faktisk se på hans bevægelser, at han ville kunne passe ind et andet sted, der stod bedre til hans evner.
Karla Løkke gav den mest hjerteskærende version af Sonjas slutmonolog, jeg har hørt. Ingen sentimentalitet, ingen opgivelse, tværtimod
Jakob Højlev Jørgensen skaber en helt ny version af Vanja, Ikke så jovial, ikke så loyal. Med et vidunderligt gummiansigt, som ind imellem synes at tilhøre et helt andet menneske.
Vanjas tilsyneladende heldige svoger ankommer som udsending fra katastrofernes verden. Det er ham, som har karriere, en slags berømmelse (nok ikke så stor, som han selv tror), ung hustru – og som nu vejrer mulighed for at skaffe rede penge. Sælg godset.
Serebriakov, professoren, er en gave til Jørgen Bing. Den nygifte, lidt for gamle mand bliver spiddet med sylespids præcision. Han vil så gerne være storslået og løse problemer, men i virkeligheden er han småligheden selv, syg og irriteret og uden interesse for sin egen familie.
Han har truffet et valg, som vil træffe alle involverede. Deformere deres liv. Hans sølle fame er blevet en forbandelse, han mener, at han har ret til at bestemme over andre.
Derfor har han giftet sig med den unge Jelena og gjort hende til hans omvandrende, balancerende, gyngende barnehustru. Skønt hun har en uddannelse fra konservatoriet. Tilovers er hun. Lytter og tænker og forsøger at gribe ind, men med katastrofalt resultat.
En troværdig, naiv og grusom Jelena
Jelena spilles blødt, nysgerrigt af Luise Kirsten Skov, sidst set som Julie. Og Jelena er nok stykkets sværeste rolle, men Luise Kirsten magter den. Ivrig efter at skabe lidt afklaring bevæger hun sig ud i et minefelt.
For blandt alle de fastlåste mænd færdes et sortskægget vilddyr, der drikker, råber, løber, taber sine bukser, forelsker sig hurtigt og falder ned som et anskudt dyr. Klimaet optager ham, den natur han færdes i som erstatning for mennesker. Men det bliver ved drømme og plancher og tegninger. Sådan er det også med følelseslivet. Han husker som regel bedst de patienter, han mistede.
Jelena og lægen (Alexander Mayah Larsen) forelsker sig (vistnok), og Jelena får at vide, at hendes mands datter Sonja er forelsket i lægen. Jelena vil have resultater. Det her kan jo ikke blive ved. Enten fra lægen til Sonja, eller de to må adskilles for altid. Hun handler med andre ord, som hendes mand ville gøre – som en sjusket giftekniv. Og lykkes planen ikke, må begge træde tilbage fra muligheden.
Jelena og lægen får i det mindste mod til at kysse hinanden, inden de skilles. Lægen vil ikke have Sonja. Så skal han sandelig heller ikke have hende, endsige komme på bedre tanker! Jelena får begge par skilt ad.
Hendes indgriben er både naiv og grusom, og lægen accepterer selvfølgelig hendes krav. Nu rasler han på kommando videre til et nyt sted, hvor han måske kan skabe lidt stormvind, inden han bliver en gammel, ulækker alkoholiker. Opsætningens drukgilde er hverken livsbekræftende eller forløsende. Men meget livagtigt.
Hold øje med Karla Løkke
I denne opsætning er Sonja, Vanjas søsterdatter, professorens datter – og den egentlige arving til godset – simpelthen hovedpersonen.
Karla Løkkes skikkelse ejer publikums blik. Hun kan få en til at følge med i, at hun tager sko af og flytter gummistøvler!
Sonja har utallige gange fået at vide, at hun er grim, men at hun da … har et kønt hår. Så det hår bekæmper hun. Som en Greta med virkelig dårlig tøjsmag rumsterer hun med baggy clothes, gummistøvler og energi. Forsøger at tale folk til ro og orden og omtanke, men har ikke en chance. Hun virker som den klogeste af alle, den som har mest at give, men som aldrig har fået noget tilbage. Hvorfra kommer dog hendes styrke og renhed?
Endnu engang er det lykkedes teatret at trylle med en helt uventet løsning af problemet scenografi i et teater, som principielt ikke er en kukkasse
Sonja er her stykkets mest komplekse rolle, den svageste men mest klarsynede. Hun er ikke spor grim, hun er yndig, hun er sej, hun er sårbar, og hun har så meget at miste, selvom det forekommer andre beskedent, næsten overflødigt.
Selvfølgelig vil lægen aldrig kunne værdsætte hendes forelskelse. Hans historie er at være single, rebel, drikke og køre ind i væggen.
Sonja er den af alle, man i denne udgave kan se forlade gods og slægt og velkendte personer for at finde noget at leve af og for i en ukendt verden.
Karla Løkke gav den mest hjerteskærende version af Sonjas slutmonolog, jeg har hørt. Ingen sentimentalitet, ingen opgivelse, tværtimod. Man kunne have hørt en svanefjer falde til jorden i de øjeblikke.
Hold udkig efter hende, det er en ung kvinde, som kan spille livet ind i sjælen på en. Bare med ord og vilje.
Uventede løsninger fremtryllet
Og hvornår foregår Onkel Vanja? I en slags mellemting mellem 1890’erne og nu. I en kriblende lydverden skabt af Thomas Hamilton, kling og fløjte og naturlyde. Ikke påklistret, men netop et sug fra den natur, der omgiver personerne. Alt er kommentarer, fra torden til den indlagte rabalderudgave af “You can’t always get what you want”. Personerne ved det alt for godt, men vil bare så gerne bare en eneste gang i livet opnå et eller andet vigtigt. Gerne livsvigtigt.
Det bedste, de kan håbe på, er status quo.
Jeg har et par gange oplevet Onkel Vanja nærmest gå i stå. Det var umuligt her
Deres verden er et visuelt fund og en spilleplads, som fungerer både smukt og let. Den har krævet en koreograf, især under de dejligt vilde massescener: Jeanette Binderup-Schultz
Endnu engang er det lykkedes teatret at trylle med en helt uventet løsning af problemet scenografi i et teater, som principielt ikke er en kukkasse.
Store Scene kan formes til og med alt. Her er en stor del af ”scenen” i Marianne Nilssons scenografi optaget af et slags kolossalt møbel. Forhøjet spilleplads tænker man, men nej. Da stykket begynder, skilles kæmpekassen i to dele, som splittet midt på af et lynnedslag. Træ udenpå, frodigt grøn indeni. Publikum gisper, og der er al mulig grund til anerkendelse.
Møblet med trapper ned gennem det grønne til kælder er godset som klaustrofobisk spillested, omgivet af områder, hvor man ankommer, løber, drikker, gør kur.
En yndefuld lyssætning omskaber dette ”gods”, som befinder sig i kælderen, til et generøst rum.
Spillevende
Begrænsningerne dikterer personernes bevægelser og tvinger dem til kontakt. Jeg har et par gange oplevet Onkel Vanja nærmest gå i stå. Det var umuligt her.
Inderst i “skibet”, som kassen ligner, holder de til, som skaber kontinuiteten i liv og stykke. De, som har fundet sig til rette med funktion og sted, og som gør nytte på en eller anden måde, er også de mest tilfredse. De som har fundet rytmen. En tilflugt. En rolle: Sonjas amme, njanja, Marina, Lisbeth Gajhede lysende yndefuld. Mildhed og sammenhold. Alt går i opløsning den dag, hun dør, det ved vi.
Professorens videnskabstossede mor, Marija, forsøger at glide ind i gruppen af tilfredse, men hun er jo, hvem hun er, kantet over beundrende. Marianne Høgsbro med turbo.
Den forladte, ensomme Vaffel, koparret og totalskadet, har søgt tilflugt her som en mus bag panelerne. Søren Hauch-Fausbøll ejer ham. Også når han bliver glemt af de andre. Han er skræmmebilledet. Det totalt passive menneske, som lader tiden gå, mere og mere sammenkrummet om en tragisk livshistorie. De andre larmer så meget, at man først husker ham morgenen efter stykket. I det mindste er han ikke fuldkommen alene. Men han vil aldrig slippe ud.
Vi ved, at vi alle risikerer at blive Vaffel, men vi tror nok ret længe, at der er en chance. Noget godt vil komme og ændre vores liv til noget spektakulært. Værd at leve.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
