VOLDTÆGTSDEBAT // KOMMENTAR – “Vi, der kæmper for ofrene, hader ikke mænd. Vi hader at blive mødt med beskyldninger om løgn, hvis vi fortæller om overgreb. Vi hader de myter, der afholder så mange fra overhovedet at anmelde, og som desværre er strukturelt udbredte. Vi hader de myter, der gør, at en del af os i mødet med retssystemet og i mødet med andre mennesker generelt oplever mistro og anklager om løgn, der for nogle bliver en næsten lige så traumatiserende oplevelse som selve overgrebet. Vores bøn er: Hvis du hører nogen komme med en bemærkning om, at man ikke kan stole på kvinder, der fortæller, at de er blevet voldtaget, så husk, at du kan gøre en forskel.”
Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Artiklen er skrevet af jurist Zen Donen, medlem af bestyrelsen i Everyday Sexism Project Danmark.
Én ting går igen for alle, der blander sig i debatten om voldtægt. Voldtægt og falske anklager for voldtægt kædes hele tiden sammen.
F.eks. nævnte Politiforbundets formand Claus Oxfeldt specifikt falske anmeldelser i P1 morgen lørdag i sidste uge, da han skulle udtale sig om en tilfredshedsundersøgelse, som viser, at mange der anmelder voldtægt både er utilfredse med politiets behandling og ikke føler sig taget alvorligt.
Jeg er blevet voldtaget, og det er min datter også. Det, der har ødelagt mig, er ikke, at nogle få kvinder anmelder mænd falsk for voldtægt. Det ødelæggende for mig, min datter og mange andre ofre er, at så mange tror på en myte om, at mange kvinder foretager falske anmeldelser
I Weekendavisen skriver Henrik Lando om samtykkebaseret voldtægtslovgivning følgende:
“Når retssikkerheden er vigtig, er det blandt andet, fordi loven kan tænkes misbrugt. Man kan frygte, at en kvinde kan få en mand dømt for voldtægt ved blot at være passiv. Det er en risiko, man ikke kan se bort fra. Betænkningen nævner (s. 50), at der i Danmark er omtrent ti fældende afgørelser om falsk anmeldelse eller anklage om året.”
Denne konstante sammenkædning er unik for voldtægtsområdet, og den er strukturel. Man har eksempelvis i Straffelovrådets betænkning fra i år om en ny voldtægtsbestemmelse fundet det nødvendigt at have et helt afsnit om falske anmeldelser.
I 2016 under initiativet ”Respekt for voldtægtsofre” blev straffen for falsk anklage hævet, samtidig med at man hævede straffen for voldtægt.
Det er vel og mærke en bestemmelse om falsk anklage, som gælder alle kriminalitetstyper. Ofte fremhæves det, at årsagen til sammenkædningen er, at falske anklager ødelægger det for ”de rigtige” voldtægtsofre.
En falsk og destruktiv myte
Lad mig sige det med det samme. Jeg er blevet voldtaget, og det er min datter også.
Det, der har ødelagt mig, er ikke, at nogle få kvinder anmelder mænd falsk for voldtægt. Det ødelæggende for mig, min datter og mange andre ofre er, at så mange tror på en myte om, at mange kvinder foretager falske anmeldelser.
Hvis vi skal anslå en risiko for, at du som voksen mand bliver udsat for sigtelse i en sag om falsk anklage, er den risiko anslået 14:2.000.000
Og ikke mindst, at kvinder generelt vil benytte enhver lejlighed som fx en lovændring til at gå efter struben på mænd og anmelde dem for voldtægt. Det er ødelæggende, fordi vi skal bruge utrolig megen tid på at komme igennem myterne og påstandene om, at “vi hader mænd”, hver gang vi vil fortælle, hvordan man kan gøre livet og retssystemet bedre for voldtægtsofre.
Vi kan også se et strukturelt problem hos politiet.
I Rigspolitiets nye undersøgelse af tilfredsheden med politiet indenfor forskellige typer for kriminalitet skiller voldtægtssagerne sig markant ud. Kun 37 % er i de sager tilfredse med politiets behandling, hvor det næsteværste område er voldssager med 53 % tilfredse og endelig er 70 % tilfredse i indbrudssager.
Undersøgelsen viser også, at 22 % af kvinderne, der anmelder voldtægtssager ikke føler, at politiet har taget dem alvorligt.
Vi kan kun gisne om, hvad årsagen er, men går man nogle år tilbage, udtalte en chef hos Vestegnens politi i et notat fra 2007, at 75 % af alle anmeldelser for voldtægt ‘ikke var voldtægt i virkeligheden’, og at ’21 % af anmeldelserne’ var falske.
I Det Kriminalpræventive Råds (DKR) undersøgelse af falske anmeldelser om voldtægt fra 2009 skrives:
”Af samtaler med en del betjente fremgik det, at der findes en tilsyneladende ret udbredt opfattelse gående ud på, at antallet af falske anmeldelser af voldtægt er meget højt. Adskillige af de adspurgte mente bl.a., at der er tale om ”rigtig mange” falske anmeldelser. Nogle sagde ”halvdelen” – og en enkelt udtrykte det i samtalen således: ”Du ved godt, at næsten alle anmeldelser om voldtægt er falske, ikke?”
For os der har været udsat for voldtægt, er det ikke en akademisk diskussion om retssikkerhed generelt eller overvejelser om, hvorvidt Marianne Stidsen, der kalder #Metoo for en terrorbevægelse, kender sin filosofilitteratur
Det er selvfølgelig et stykke tid siden, og der er heldigvis sket mere, når det gælder uddannelse af betjentene bl.a. med Justitsministeriets pakke fra 2016, men der sidder stadig betjente derude fra før den tid.
Hver femte dansker tror, at voldtægt ofte opdigtes
I øvrigt kan man frygte, at politiet afspejler en holdning, som fortsat er udbredt i befolkningen, som også Helle Hald fra Hjælp Voldsofre har udtalt til P1.
I en undersøgelse fra 2016 fra EU var over hver femte dansker (23 %) enig i udsagnet om, at kvinder ofte ‘opdigter eller overdriver’ påstande om misbrug og voldtægt.
Udenfor retssystemet er det derfor fortsat ikke usædvanligt, at finde mistro og beskyldninger om løgn i artikler, der handler om voldtægt.
”Mon ikke hun bare fortrød” og ”Kvinder anmelder jo, bare det var dårlig sex” er blandt de faste kommentarer. I 2015 lavede en komiker et opslag til en artikel om en 17 årig pige, der indrømmede en falsk anmeldelse af voldtægt (i øvrigt uden at anklage nogen bestemt), hvor han skrev:
”Er det ved at blive et fast ritual i unge pigers vej til at blive voksne kvinder?” Hvis man præsenterer myter som spørgsmål, kan man nemlig afvise at blive taget til indtægt for dem.
Som forkæmper for en bedre retsbeskyttelse af ofre får man derfor ofte lov til at gentage tallene fra Det Kriminalpræventive Råds undersøgelse: Ud af alle anmeldelser vurderes det, at 7,3 % er falske, og hertil regnes også anmeldelser, der er trukket tilbage, selvom man fx har tænkt, at det kunne være pga trusler. Ud af alle anmeldelser er det kun 2 %, der dømmes for falsk anmeldelse.
Der er ml 10 og 15 navngivne mænd pr år, der sigtes i disse sager. Nogle af disse har ikke haft sex med kvinden, andre kender hende ikke engang. Så hvis vi skal anslå en risiko for, at du som voksen mand bliver udsat for sigtelse i en sag om falsk anklage, er den risiko anslået 14:2.000.000.
Risikoen er større for, at du som mand udsættes for voldtægt, end at du anklages falsk for det
Vi har ikke gode danske tal for, hvor mange mænd, der årligt udsættes for voldtægt, men en livtidsundersøgelse fra DKR viste, at 16 % af voldtægtsofre er mænd (set over et helt liv dvs. også medregnet drengebørn).
Hvis vi ser på udenlandske undersøgelser af dette, hvor antallet af falske anmeldelser svarer til de danske, er risikoen større for, at du som mand udsættes for voldtægt, end at du anklages falsk for det.
Nej – “dårlig sex” fører ikke til voldtægtsanmeldelser
Så hvorfor skal vi igen og igen høre på myter om falske anmeldelser?
Måske bunder det i gamle forestillinger om kvinder som nogen, der helt generelt lyver, når det handler både om sex og overgreb. Det har helt klart historisk set været forbundet med meget skam for kvinder at have sex, men desværre mindst lige så meget skam at være udsat for overgreb.
Lad os tage et kig på forestillingen om, at en kvinde vil anmelde falsk, hvis hun får chancen, fx fordi hun var utilfreds med det sex, hun ”fik”.
Den amerikanske professor Debby Herbenick fra Indiana University, der også er co-director ved the Center for Sexual Health Promotion, og tilknyttet Kinsey Institute, som bl.a. står bag en national undersøgelse af seksuel helse og adfærd i USA siger:
“When it comes to ‘good sex, women often mean without pain, men often mean they had orgasms”. Det skal ses i en kontekst af, at undersøgelser angiver, at op mod en tredjedel kvinder har smerter ved sex. Med andre ord er der ikke noget, der tyder på, at kriteriet ”dårlig sex”, i hvert fald forstået som smerter, skulle få kvinder til at anmelde falsk.
Sagt lidt polemisk: hvis det var sådan, ville politiet ikke have andet end den type anmeldelser at tage sig af.
Meget tyder omvendt på, at der er en del kvinder, der om ikke lyver så i hvert fald holder det skjult, hvis de har været udsat for et seksualiseret overgreb som fx voldtægt.
Uanset om vi beholder den nugældende lovgivning om voldtægt, eller får en ny baseret på samtykke, vil det heldigvis ikke afskaffe retssamfundet
En anden myte er, at mange kvinder anmelder falsk for at få hævn over en mand. Her viser undersøgelsen fra DKR, at hævn/vrede er motivet i 5 sager om året og i 2-3 tilfælde er det en (eks)partner, der anmeldes.
Det er som skrevet ofte i forbindelse med forslag om ny voldtægtslovgivning især, når det gælder lov om samtykke, at man mødes af myterne om de falske voldtægtsanmeldelser.
Måske bunder forestillingen om, at en bedre retssikkerhed for ofre betyder flere ubegrundede anmeldelser i uvidenhed om vores retssystem. For uanset om vi beholder den nugældende lovgivning om voldtægt, eller får en ny baseret på samtykke, vil det heldigvis ikke afskaffe retssamfundet.
Straffelovens udgangspunkt vil stadig være, at anklagemyndigheden bærer bevisbyrden, og man kan ikke blive dømt, hvis der er rimelig tvivl.
Det betyder fx, at i sager uden ”ydre beviser”, hvor tiltalte og forurettede begge har troværdige men modsatrettede forklaringer, så kan der ikke dømmes.
Hellere 10 skyldige der går fri end 1 uskyldig i fængsel
Vi vil hellere have 10 skyldige, der går fri, end at fængsle 1 uskyldig. Det er derfor, vi har en straffelov og straffeproces, der sikrer anklagedes retssikkerhed.
Til gengæld hører det også til et retssamfund, at vi giver ofre for overgreb retsbeskyttelse.
Retsbeskyttelsen har efter min og mange andres mening været alt for dårlig med den voldtægtslovgivning, der er nu, og det er den, vi er mange, som gerne vil forbedre. Det kan vi godt gøre uden at gå på kompromis med retssikkerheden for anklagede.
Der er næppe mange, som vil anklage Storbritannien, der har indført samtykkelovgivning, for at være en bananstat på retsområdet.
Det er mit håb, at vi tænker på voldtægt som en forbrydelse, der desværre rammer rigtig mange kvinder (en undersøgelse fra SDU/SiF viste at anslået 24.000 kvinder i 2017 blev udsat for det de kalder ”tvangssamleje eller forsøg”) – men også en del mænd samt non-binære mennesker.
Derfor bør det være vores samfunds opgave at beskytte de mennesker, som anmelder eller som udsættes for voldtægt tilstrækkeligt. Det gælder både med hensyn til retssystemet, og når det drejer sig om at skærme dem, der anmelder mod rutinemæssige beskyldninger om at lyve.
Den konstante sammenkædning med falske anmeldelser finder man ikke indenfor andre kriminalitetsområder, og det skyldes myter.
Vi må holde fast i, at når det gælder voldtægt er falsk anklage ikke et udbredt problem. Men det er et udbredt problem, at så få sager bliver anmeldt og at endnu færre behandles i retssystemet
Antallet af falske anmeldelser går ud over ganske få mænd årligt. Det er rædselsfuldt for dem, det går ud over, og vi skal for enhver pris forsøge at undgå det. Samtidig må vi holde fast i, at når det gælder voldtægt er falsk anklage ikke et udbredt problem.
Vi, der kæmper for ofrene, hader ikke mænd. Vi hader at blive mødt med beskyldninger om løgn, hvis vi fortæller om overgreb.
Vi hader de myter, der afholder så mange fra overhovedet at anmelde, og som desværre er strukturelt udbredte.
Vi hader de myter, der gør, at en del af os i mødet med retssystemet og i mødet med andre mennesker generelt oplever mistro og anklager om løgn, der for nogle bliver en næsten lige så traumatiserende oplevelse som selve overgrebet.
For det ér et udbredt problem, at så mange afholder sig fra at fortælle om det overgreb, de har været udsat for, fordi de frygter at blive afvist som en løgner.
Vores bøn er derfor: Hvis du hører nogen komme med en bemærkning om, at man ikke kan stole på kvinder, der fortæller, at de er blevet voldtaget, så husk, at du kan gøre en forskel.
For voldtægtsofre er debatten ikke akademisk
For os der har været udsat for voldtægt, er det ikke en akademisk diskussion om retssikkerhed generelt eller overvejelser om, hvorvidt Marianne Stidsen, der kalder #Metoo for en terrorbevægelse, kender sin filosofilitteratur.
Tro på ofrene, fordi de sjældent lyver, hvorimod gerningspersonerne stort set altid gør
Det er blodig alvor, der ripper op i arrene, som får mange af os til at skamme os og tie og for andre giver flashbacks, kvalme og en dyb usikkerhed, der afholder mange af os fra at deltage i den offentlige debat.
Derfor kan du hjælpe ved at sige myterne imod, men også bare gøre noget helt simpelt, nemlig at sige, at du som udgangspunkt tror på ofrene, fordi de sjældent lyver, hvorimod gerningspersonerne stort set altid gør.
Topillustration: Sexual Assault and Reports – a statistic, NGO, News Now.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
