KØNSSTEREOTYPER & TRANSKØN // KRONIK – Hvordan vi får alle til at føle sig mere frie – uanset hvilken kønsbetegnelse, vi identificerer os med – og samtidig uden at stække de to biologiske køn? Den måde, man anskuer køn på i dag, skaber ifølge Birgitte Baadegaard ikke den ønskværdige frihed og rummelighed, og kvinders rum indskrænkes.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Forleden var jeg til frisøren og blev klippet af en ung mand. Mens jeg blev forkælet, fortalte han sin historie:
I mange år har han arbejdet som håndværker og valgte at supplere sit fag med frisør. Responsen, da han meddelte sit skift, var: ’Er du bøsse?’ På trods af, at han er kæreste med en kvinde.
Når vi har så præfabrikerede ideer om, hvem der ’kan’ hvad – som biologisk køn, inkl. seksualitet – er vi med til at fjerne mennesker fra dem selv, fordi de ikke kan være dem, de er – uden at blive ’nogle andre’. Derfor finder jeg det så smukt, at den mand, der klippede mig, arbejder med både hus og hår – og viser, at man(d) kan det, man(d) vil, når der lyttes til det, som kalder. Indeni.
Ud over min frisør kan jeg blandt mere offentligt kendte mænd nævne: Simon Kvamm, Ditlev Tamm og Harry Styles. De insisterer på at iklæde sig tøj og accessories, vi har lært, er en kvindes. De stiller ikke spørgsmålstegn ved hverken biologisk køn eller (hetero)seksualitet, men leger med udfoldelsesmulighederne. De udforsker stereotyper, udfordrer vores blik og presser os til at tænke over, hvad en ‘rigtig’ mand og kvinde ‘er’.
Mænd der føder
I dag reflekterede jeg over, om det er mere ’farligt’ at stå som biologisk funderet mand – inklusive skørt og sort streg om øjet – end at skifte køn, fordi de kasser, vi putter de to biologiske køn ind i, åbenbart er så snævre, at det er nødvendigt at træde helt ud af dem for at blive accepteret og selv mærke en forandring.
Der findes bare en omkostning ved den præmis: Den måde, vi anskuer køn på i dag, påvirker kvinders safe spaces, for konsekvensen ved denne trend er, at biologisk fødte mænd samtidig ’overtager’ – eller forsøger at overtage – kvinders rum inden for fx sport, kvindeprodukter og kunst med begrundelsen, at de identificerer sig som kvinder. Nogle få udvalgte eksempler:
Adidas bruger en mand til at promovere kvinders badedragter.
Transkvinden Dylan Mulvaney (DM) er Nikes nye ’ansigt’ for sports-bh’er. En ting er, at DM har så lavt BMI, at ingen kan ønske unge piger løbe rundt med det – en anden ting er måden, DM udøver ’sport’ på: en ufrivillig parodi på reklamerne ’run like a girl’ og ’throw like a girl’, hvor stigmatiseringen af kvinders kroppe og deres formåen blev italesat af menstruationsbind-firmaet Always allerede i 2014. Med andre ord: Det er stadig mandens blik på kvinden, der formidles – trods et påstået ønske om forandring.
Transkvinden Sophie Rebecca er biologisk født mand og tidligere rallykører – nu en af Royal Academy of Arts Ballerinaer og under beskydning for sit manglende talent. Sagt med andre ord: En biologisk født kvinde var røget ud for længst.
Svømmer Riley Gaines overfaldes af transaktivister, fordi hun insisterer på, at kvinder bør beskyttes i elitesport. Hendes opråb skyldes bl.a. transkvinden Lia Thomas, der har vundet en afgørende svømmekonkurrence – for kvinder.
Vi er mange kvinder med forskellig baggrund og politisk ståsted, som anfægter det bestående narrativ, da vi kan se omkostningerne for biologisk fødte kvinder
Der findes mange flere eksempler – men jeg har valgt disse, fordi de illustrerer et iboende paradoks i vores nuværende fortælling: Kvinders rum overtages af transkvinder (inkl. de rum, hvor kvinder tjener penge), mens mænds sport, dans og produkter forbliver hos mænd.
Jeg kan finde en enkelt transmand – eksmodellen Kenny Jones, som er aktivistisk i sit budskab. Vel at mærke ikke for sin ret til at komme i fora for mænd, men for at alle – dvs. også andre end kvinder – har menstruation. Endnu engang: kvinders rum overtages – nu med modsat fortegn. Ganske som når dansk lov fra 2014 afgør, at ’mænd kan føde’.
Kvinden reduceret til en følelse
Når jeg debatterer med personer, der er pro den nuværende ramme, ignoreres de eksempler, jeg giver. Alternativt er argumentet, at de ikke tæller, da de ’er så få og derfor ikke repræsentative’. Og hver gang tænker jeg: Hvor er medfølelsen med dem, der taber i denne diskurs? Både kvinder og den lille minoritet, der har et kæmpe behov for at blive rummet uden nødvendigvis at skulle forholde sig til den globale diskurs, der ruller hen over den vestlige verden?
Tænker du, at jeg er en af de ’transfobiske feminister, der er gået i gruppering med gamle, højreorienterede mænd’? Lad mig stikke dig en retorisk vaccine og punktere den mulige konklusion:
- Jeg identificerer mig ikke som feminist, men som kvindebevidst og har i årevis været politisk hjemløs.
- Vi er mange kvinder med forskellig baggrund og politisk ståsted, som anfægter det bestående narrativ, da vi kan se omkostningerne for biologisk fødte kvinder. Og vi bliver flere og flere.
- Vi er en ret lille gruppe, der tør åbne munden, fordi gruppepresset er så stort, at de færreste har mod til at sige fra – endsige bakke de kvinder op, der markerer. Det betyder bl.a., at jeg oplever kvinder skrive bagom til mig – med tak for at stille de spørgsmål, de selv tumler med. Men de tør ikke officielt støtte op – af skræk for repressalier.
Denne holdning har INTET at gøre med det enkelte menneske og ALT at gøre med vores diskurs
The Male Default – dvs. at vi alle ser på verden gennem mandens historiske linse, indtil vi river bindet fra øjnene – løber med os, også her. Vi er marineret i det blik – både mænd og kvinder. Og først når vi dykker ned i feltet, kan vi se det underliggende mønster:
En kvinde reduceres til en følelse.
Den holdning er ikke transfobisk. Til gengæld udfordrer den vores gængse narrativ – fordi der er brug for det. I vores relationer. I ledelse. I samfundet. For fremtiden.
Så tilbage til fortællingen om frisøren, jeg indledte denne kronik med og den smalle ramme, de to biologiske køn kan agere i. I min seneste bog Lige er ikke det samme som ens, der tager mænd, kvinder og vores kollektive paradigme under kærlig behandling på alverdens områder, skriver jeg bl.a.:
”I et samfund, der føler sig forpligtet til kritikløst at rumme ’alt’, har kvinden en unik chance for at definere sig selv. Som køn, som kvinde. Det kræver bevidsthed. Det kræver stamina. Det kræver mod at gå imod – både tidens trend og historien. Men det lader sig gøre. Og chancen er der nu. I stedet for kritikløst at acceptere transparadigmet handler det måske mere om, hvordan vi får alle til at føle sig mere frie? Uanset hvilken kønsbetegnelse, vi identificerer os med – og samtidig uden at stække de to biologiske køn? For i stækkelsen sker der kun én ting: Kvinden forgår – manden består.”
Denne holdning har INTET at gøre med det enkelte menneske og ALT at gøre med vores diskurs.
Læs også Dorte Tofts artikel “Kvinde eller menstruator, mand eller spermproducer?” i POV.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
