DANSKE BØRN I SYRIEN // KOMMENTAR – Statsminister Mette Frederiksens uvilje til at hjælpe de 19 danske børn, der er i fangelejr i Syrien, udstiller på en kynisk måde nationalstatens muligheder, hvis den vejer dig og finder dig for let til fællesskabet, skriver Sebastian Cordes. Ifølge ham viser behandlingen af børnene, at alle os med rødbedefarvet pas kan ende i en situation, hvor det pludselig ikke er statens rolle at hjælpe os mere, hvis regeringen ikke føler for det.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
På et meme, der florerer på Instagram, står en brandmand og kigger på et brændende hus, hvor et barn står hjælpeløst i et vindue. Brandmanden råber til barnet: ”Jeg vil faktisk ikke redde dig ud, da det er dine forældre, der har bragt dig i denne situation ved at købe det her brandfarlige hus.”
Er det ikke samme logik, der gælder for regeringen lige nu, hvor man ikke vil hente danske børn og deres mødre hjem fra Syrien?
View this post on Instagram
Børnenes statsminister udstiller det, som en nationalstat kan – nemlig vælge hvem, der er værdige til at få hjælp. Det plejer bare ikke at være danske statsborgere, der bliver ladt i stikken.
Den italienske filosof Giorgio Agamben skrev i 1995 om begrebet ”lejren” i bogen Homo Sacer: Sovereign Power and Bare Life. Han skriver, at en nationalstat helt grundlæggende har muligheden for at fratage og give rettigheder – selv inden for demokratiets rammer. Det er ikke kun noget, der sker i en såkaldt undtagelsestilstand – som når man indfører lovpligtigt maskepåbud og dobbelt straf under en global pandemi – men også til dagligt.
Problemet er, at vi måske har levet i en falsk tryghed. Grænsen går der, hvor regeringen føler for det og hele tiden har gjort det
Og det accepterer vi hele tiden. Visitationszoner er et eksempel på, at rettigheder midlertidigt er anderledes for alle i et givent område: Gik du langs Sjællandgade på Nørrebro i København i starten af 2020, skiftede dine rettigheder til at afvise politiets visitering af dig automatisk, når du kom forbi Guldbergsgade. På den ene side færre rettigheder end på den anden side.
Det bedste eksempel på ”lejren” er lufthavnen. Den kalder Agamben en lejr i den forstand, at staten inden for et fysisk afgrænset område fjerner nogle af vores rettigheder til fordel for sikkerhed. Jeg må ikke sige bombe, selvom det er en indskrænkning af min ytringsfrihed. Jeg skal tage tøjet af, jeg må ikke have væsker over en vis størrelse i tasken, selvom jeg gerne må udenfor lufthavnens mure.
”Lejren” er selvfølgelig også koncentrationslejren, og ja, nazikortet er nærliggende. Eller næsten, fordi Agamben skriver faktisk om Auschwitz, og hvordan oprettelsen af sådan et sted kunne lade sig gøre, når nationalstaten tager sine beføjelser til det yderste. Koncentrationslejren er ikke bare en historisk undtagelse, men en konstant juridisk mulighed, hvor straf og rettigheder kan tildeles og tages fra én af staten. Indskrænkning af rettigheder af sikkerhedsmæssige årsager.
Men her opstår problemet for regeringen, for sikkerhedsspørgsmålet er klart: Forsvarets Efterretningstjeneste mener, at børnene og deres mødre bør komme hjem, ellers er faren for senere rekruttering til IS stor. Det er altså mindre sikkert at lade være, men regeringen har en følelse af, at de danske børn ikke hører hjemme i Danmark.
Den nuværende situation viser, at grænsen for at fratage rettigheder ikke går ved udlændinge, som det sker på asylcentre, men at alle vi med rødbedefarvet pas kan ende i en situation, hvor det pludselig ikke er statens rolle at hjælpe os mere.
Vi kan alle ende i en situation, hvor vi – som Mette Frederiksen sagde, desværre var tilfældet i den verserende sag – kun har vores forældre tilbage
Hvad hvis et barn sidder midt under et jordskælv i Japan og mangler hjælp til at komme hjem, men dets forældre har en plettet straffeattest? Problemet er, at vi måske har levet i en falsk tryghed. Grænsen går der, hvor regeringen føler for det og har hele tiden gjort det. Selvom der ikke er juridisk forskel på mig og et barn i al-Roj, bliver vi behandlet anderledes. Og man fornemmer et vist mønster i hvordan. Statsborgerskabet er det, der gør dig dansk, indtil det er danske børn i Syrien, der skal hjælpes.
Manglen på hjælp til de 19 børn udstiller, udover en kynisk afvisning af danske børn og mødre i nød, hvad staten har af muligheder, hvis den vejer dig og finder dig for let til fællesskabet. Vi kan alle ende i en situation, hvor vi – som Mette Frederiksen sagde, desværre var tilfældet i den verserende sag – kun har vores forældre tilbage.
Børnenes statsminister udstiller det, som en nationalstat kan – nemlig at vælge hvem, der er værdige til at få hjælp. Og når muligheden for at hjælpe danske børn i nød byder sig, vælger hun at lade være. Hun er brandmanden, der kigger på det brændende hus og køligt siger, at det er dine forældres ansvar, at du brænder inde – ikke hendes.
LÆS MERE I POV OM DE DANSKE BØRN I SYRIEN HER
Topillustration: Statsminister Mette Frederiksens beslutning om ikke at hjælpe børnene, der tillige med deres mødre er tilfangetaget i Syrien, viser nationalstatens mulighed for at bestemme, hvilke rettigheder der gælder for dens borgere. Foto: Klaus Holsting
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
