
STEMMER FRA KANTEN // DIGT – “Det er sandt at afstand gør en hårdere”, lyder en linje i digtet skrevet af Sahar Arezo. Hun er optaget af distance og modsætningsforhold mellem samfundets grupper. POV har siden maj 2021 med støtte fra TrygFonden haft tekst-, lyrik- og podcastværksteder for nogle mennesker, der sjældent kommer til orde i den offentlige debat.
Regnen på togvinduet bevæger sig
Som små sædceller
Der er så mange af dem
Så få af os
Der er kort mellem held og uheld
Jeg stod på broen i dag
Så ud over vandet og græd
Faktisk af glæde
Men jeg tænkte også over at jeg kunne hoppe ud
At bilisterne måske kunne tænke det
Hvordan det mon føles
Når man rammer vandet
Nogen fortalte mig
At havet bliver som hård beton
Det er sandt at afstand gør en hårdere
Man glemmer hvordan det føles lige så langsomt
Jeg blev født så mange kilometer herfra
Det tænkte jeg på i sommers
Da jeg landede i Kastrup Lufthavn
Der var noget ved den måde kvinden skråt for mig
trøstede barnet under landingen
Der fik mine øjne til at sejle
Mens flyet studsede den danske asfalt
Bildte jeg mig selv ind at
Hvis jeg ikke blinkede
Ville noget drukne indeni

Stemmer fra kanten
Støttet af midler fra TrygFonden
POV’s team bag projektet:
- Leder: Lotte Ladegaard
- Undervisere: Poul Arnedal, Christine Lind Ditlevsen, Jette Smed, Claus Ankersen, Yasmin Abdel-Hak og Lisbeth Liv Carlsen
Samarbejdspartnere: Modstrøm, Ventilen, Mino Danmark og Ældre Sagen
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her