ESSAYSERIE // MURENS FALD – Da udenrigsreporter Ole Retsbo startede som grøn akademiker og yngstemand på TV2’s nyåbnede udenrigsredaktion i efteråret 1988, havde de erfarne journalister for længst delt verden op. Tilbage var blot Østeuropa, hvor alle vidste, at der absolut intet skete. Medierne ignorerede stort set østlandene, ”fordi der ikke var noget drama, ingen gode journalistiske historier. Kun åndløs, bureaukratisk stabilitet efter 50 års totalitært diktatur, som tilsyneladende havde suget alt liv, energi og oprørstrang ud af befolkningen.” Men den kolde krig sang på sit sidste vers. I en essayserie i fem dele i POV fortæller Retsbo, der i dag er journalist på DR, historien om den unge journalist, der over et år, 1989, så verden forandre sig for altid.
Juleaftensnat 1989 tilbragte jeg under en seng på et hotelværelse i Bukarest.
Det var præcis lige så ubekvemt som det lyder, og mens jeg lå og kiggede op på den småsnavsede sengebund, tænkte jeg faktisk også over, om jeg måske skulle være blevet hjemme.
Tidligere på natten, mens jeg stadig lå og sov på en blød madras på den rigtige side af sengen, var jeg nemlig brat blevet vækket ved lyden af skrattende maskinpistoler lige uden for hotellet. Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at jeg som nysgerrig og frygtløs udlandsreporter straks var sprunget op for at se, hvad der foregik, men i stedet valgte jeg altså at gå i dækning under sengen.
Til forsvar for min kujonagtige adfærd skal det siges, at der allerede var et skudhul i vinduet efter de seneste dages skyderier mellem tilhængere og modstandere af den afsatte diktator Nicolae Ceausescu. Min lyst til at udfordre skæbnen ved at kigge efter snigskytter i den mørklagte rumænske hovedstad var derfor begrænset.
På første redaktionsmøde delte de gamle og garvede udlandsreportere verden op mellem sig, næsten som i 1800-tallets berømte vittighedstegning af velnærede europæiske imperialister, der deler Afrika som en lagkage
Jeg må erkende, at jeg nok heller ikke var den klassiske vejrbidte udlandsreporter, der uden tøven stiller sig op ved frontlinjen i ørkenfarvet safarivest og rapporterer om begivenhederne, mens kuglerne fløjter om ørerne på ham.
II
Kun få år tidligere havde jeg som historiestuderende på Københavns Universitet siddet med næsen begravet i obskure bøger om 1600-tallets håndværkerlovgivning, men skæbnens vildveje havde skyllet mig op på TV2 som yngste og mest uerfarne mand på udlandsredaktionen, da stationen gik i luften i efteråret 1988.
På første redaktionsmøde delte de gamle og garvede udlandsreportere verden op mellem sig, næsten som i 1800-tallets berømte vittighedstegning af velnærede europæiske imperialister, der deler Afrika som en lagkage. De bedste bidder var Vesteuropa og USA (og Mellemøsten og Afghanistan, hvis man søgte action og spænding).
På et tidspunkt sagde jeg med spagfærdig stemme, at hvis ingen andre var interesserede, ville jeg da gerne dække Østeuropa. Forslaget blev modtaget med udbredt tilfredshed af den lille forsamling. I Østeuropa var hotellerne elendige, maden endnu værre og først og fremmest skete der som bekendt aldrig noget, det vidste enhver.
I et berømt essay skrev den kendte tjekkiske systemkritiker Vaclav Havel om en af sine venner, der var ved at dø af astma i et af regimets fængsler.
Da redaktøren af et stort amerikansk dagblad blev spurgt, om avisen ikke kunne skrive om sagen, lød svaret: ”Ring til mig, når manden dør.”
De internationale medier ignorerede stort set østlandene, fordi der ikke var noget drama, ingen gode journalistiske historier. Kun åndløs, bureaukratisk stabilitet efter 50 års totalitært diktatur, der tilsyneladende havde suget al liv, energi og oprørstrang ud af befolkningen.
”Vi fortjener ikke opmærksomhed, fordi vi ikke har historier og død. Vi har kun astma,” skrev Havel, ”og man kan jo ikke i én uendelighed skrive om en eller anden, der har svært ved at trække vejret.”
Havels fuldkommen illusionsløse essay er skrevet så sent som i april 1987.
Fra resignation til revolution i 1989 skulle der kun gå to år.
III
Med skam at melde skyldtes mit ønske om at dække Østeuropa ikke, at jeg i et anfald af udenrigspolitisk klarsyn havde forudset, hvad de næste måneder ville bringe, men helt tilfældigt var mit valg på den anden side heller ikke.
I 80’erne havde en af mine venner introduceret mig til et miljø af langhårede hippietyper i Østtyskland og Tjekkoslovakiet, og sammen med en håndfuld andre studerende havde jeg flere gange været nede og besøge dem som en slags politisk turist.
På den måde havde jeg ved selvsyn konstateret, hvordan tingene stod til i den såkaldte ”virkeliggjorte socialisme”.
Over 100 millioner østeuropæere henslæbte deres tilværelse i Sovjetunionens skygge. Det var dette udsigtsløse, ”astmatiske” liv, ukendt for de fleste danskere, selvom det udspillede sig under to timers færgerejse fra Gedser, som jeg gerne ville åbne danskernes øjne for i mit nye job på TV2
I Danske Studerendes Fællesråds daværende månedsmagasin ”Studenterbladet” forsøgte jeg at beskrive stemningen i Falkensee, en lille forstad til Berlin, hvor en ”sørgmunter blues” altid lagde sig som underlægningsmusik til samværet med vores østtyske venner:
”En aften sidder vi og snakker og griner…. På pladetallerkenen ligger vores medbragte Joy Division-skive og på gulvet står en kasse med det øl, der flyder i så rigelige mængder hernede. Man hygger sig, men som så mange gange før krakelerer facaden pludselig. En eller anden begynder at bladre i vores pas med disse eksotiske stempler fra Indonesien, Syrien, USA and elsewhere på kloden, hvor de aldrig nogensinde vil komme til at sætte deres ben …’
De kan tage til Prag kan de, eller Sofia, hvis det går højt. Nogle affinder sig med det, andre som f.eks. Franz siger: ”Hvis jeg får muligheden så flygter jeg. Jeg kender risikoen, men jeg ved også, at jeg kun lever en gang. Jeg bliver nødt til at slippe ud af denne blindgyde, komme ud med al det, jeg gerne vil ud med, opleve verden, Jeg vil fortryde det hele mit liv, hvis jeg ikke prøver bare én gang.”
Over 100 millioner østeuropæere henslæbte deres tilværelse i Sovjetunionens skygge.
Det var dette udsigtsløse, ”astmatiske” liv, ukendt for de fleste danskere, selvom det udspillede sig under to timers færgerejse fra Gedser, som jeg gerne ville åbne danskernes øjne for i mit nye job på TV2.
Det var året før 1989. Ikke et øjeblik drømte jeg om, hvad der var i vente.
Vil du gerne følge med i debatterne og journalistikken i POV, så sørg for, at du får vores digitale weekendavis hver fredag morgen – POV Weekend kommer ind ad din digitale dør – altså indbakken i din e-mail – hvis du bestiller den her. Og det koster ikke noget.
Topfoto: Udsendt medarbejder i Rumænien 25. december 1989. Natten forinden tilbragte journalisten under sengen, screendump.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
