
DAG 9 // POV SPORT – Medie- og sportsvaner ændrer sig. Faktisk var det nærmest tilfældigt, at jeg faldt over 100 meter-finalen, som blev vundet af en italiener. Hvabehar? Og så tre danske medaljer ved OL på nogle få timer.
Hos kvinderne var det nogenlunde ”same procedure as last year”. Tre jamaicanere på medaljeskamlen efter OL’s og atletikkens paradedisciplin, 100-meterløb. Nogenlunde lige sådan har det de sidste mange år været på herresiden, men til søndagens 100-meterfinale var der ikke en eneste jamaicaner i startblokken.
Altså, og hvor var Usain Bolt eller for den sags skyld Carl Lewis? Må indrømme, at mine medievaner ad åre har ændret sig, så jeg ikke sidder, undskyld udtrykket, boltet fast til TV-skærmen, når der løber atletik hen over skærmen, som da jeg var yngre.
Mister Luuis, wåt abåut the hundrert meters?
Også længere tilbage end multikunstneren på et atletikstadion, da jeg som seer til OL i Barcelona i 1992 lærte lidt spørgeteknik af Karl Einar fra Borris eller ”Karl Einar booking, dav, dav”, da han i Finn Nørbygaards skikkelse deltog som TV2’s udsendte komiker og i iført stram træningsdragt fik mast sig ind til løberen og længdespringerens gående presseseance og imellem alverdens tv-kameraer fik presset sin egen mikrofon ind i vrimlen og stillet spørgsmålet på rungende vestjysk:
”Mister Luuis, wåt abåut the hundrert meters?”
Monopolets dage
Den grinede vi meget af dengang. De færreste erindrer det måske, men tilbage før legene i 1992, før 1988, da TV2 gik i luften, i monopolets dage, var der ikke så pokkers meget andet at give sig til, end at se OL på Danmarks Radio. Nogle gange for mit eget vedkommende rub og stub, og på den vis fyldte alle de store atletiknavne noget mere i bevidstheden, end de gør i dag.
En sportsjournalistisk generalist, der kan sin foldekniv
Det er svært at trænge igennem larmen af medietilbud i dag, og atletik ligger vel næppe helt deroppe, som da Poul Erik Andersson talte om ”alle tiders verdensrangliste” og med-DR-kommentator Jan Rosendal supplererende på tal og statistik.
DR har nu de senere år formået at løfte atletikken et pænt stykke op igen ved at bringe mange af mesterskaberne på DR2 med Henrik Schweizerkniv Liniger, der kan åbne og løfte enhver sportsgren til noget, som om han stort set aldrig har lavet andet end at kommentere netop det. En sportsjournalistisk generalist, der kan sin foldekniv.
60 år
Carl Lewis er jo så efterhånden blevet 60 år, noterer jeg mig. Han vandt fire guldmedaljer ved OL i Los Angeles i 1988, i 100 meter, 200 meter, 4×100 meter stafet og længdespring. Fire år senere i Seoul måtte han nøjes med to i henholdsvis 100 meter og længdespring, sølv på 200-meteren, i 92 i Barcelona i længdespring og 4×100 meter stafet, og deraf spørgsmålet ”wåt abåut the hundrert meters?” I 1996 kun guld i længdespring i Atlanta.
Usain Bolt gjorde sig ikke i længdespring, mere fodbold ved siden af
Ni guldmedaljer i alt vandt Carl Lewis. Og blev naturligvis post mortem, som man jo ikke siger i den sammenhæng, men alligevel knaldet for doping i nogle gamle prøver. Da havde han jo brugt alle pengene, som man så siger.
Usain Bolt gjorde sig ikke i længdespring, mere fodbold ved siden af. Han vandt kun otte guldmedaljer, men det var i tre på stribe i både 100 og 200 meter i 2008 i Beijing, 2012 i London og 2016 i Rio som den eneste nogensinde. I London og Rio løb han ligeledes sidste tur på stafetten i 4×100 til guld.
Jeg må indrømme, at jeg altid har været dybt fascineret af Usain Bolts løb og personlighed, ikke så meget hans evner som fodboldspiller. Og jeg har faktisk ved selvsyn set Bolt vinde 200 meter-finalen til blitzlysenes akkompagnement i Fuglereden, som det olympiske stadion i Beijing i 2008 også blev kaldt. Sådan lige før SoMe-bølgen for alvor tog fart, så jeg gemmer den på nethinden i stedet.
It’s A Party here in Jamaica 🇯🇲 after the brilliant 123 of our girls 🌊🏄🏿♂️🔥🗼#itsaparty 🎉🎊✨
👇🏿👇🏿👇🏿https://t.co/seJj01Oeez pic.twitter.com/g4RlWAVtqX
— Usain St. Leo Bolt (@usainbolt) July 31, 2021
Men i år var nu 34-årige Bolt altså ikke med. Ikke en eneste jamaicaner i finalen som nævnt. Hvis man tjekker og lytter til Bolts tweet ovenfor, var de tilsyneladende alle sammen blevet derhjemme for at fejre kvindernes tredobbelte triumf dagen forinden. De er også gode til at feste.
Usain Bolts verdensrekord fra 2009 på 9.59 sekunder står stadig. Også alle mistankerne om forbudte stoffer undervejs. En mistanke, der traditionen tro har fulgt 100-meteren, og så mange andre meter, højder og længder.
Hvis du spurgte mig: ”Wåt abåut the hundrert meters,” ville jeg ikke kunne give et sanddrueligt svar. Faktisk havde jeg ikke bidt mærke i navnet Lamont Marcell Jacobs før søndag. Han vandt 100 meter-finalen i Tokyo i tiden 9.80 sekunder. Jacobs er italiener. Hvornår er de lige begyndt at vinde 100 meter-finaler?
I år åbenbart. Hvor de vundet alting. 100 meter-finalen ved OL, EM i fodbold, Eurovision.
Tre danske medaljer
Nå, men natten til og søndag morgen kom der også hul på ketchupflasken og hele tre danske medaljer på nærmest én gang. Men de er blevet tygget igennem på kryds og tværs på hængende, stående, gående og liggende skærme siden klokken tidlig morgen.
Så lad os bare med glæde notere, at Anne-Marie Rindom vandt guld i Laser Radial på havet, Viktor Axelsen spillede sig i finalen til sølv eller guld i badmintonhallen, og Pernille Blume svømmede sig til bronze i bassinet.
Og håndboldherrerne tabte. Det var lige meget, for de skulle have tabt endnu større end 33-30 for at undgå at møde Norge i kvartfinalen på tirsdag, og det var næsten for meget at forlange…
LÆS MERE SPORT FRA KURT LASSEN HER
POV Sport dækker de vigtigste begivenheder ved OL i Tokyo med både en mand i Japan og hjemmefra.
Følg resultater og stillinger ved OL her på dr.dk, der er rettighedshaver sammen med Discovery.
Topillustration: Lamont Marcell Jacobs fra Italien ser næsten ud til at spørge retorisk: “Hvad skete der lige der?” Men jo, den var god nok. Han havde lige vundet guld i 100 meter ved OL i Tokyo. Foto: Getty Images
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her