DAG 15 // POV SPORT – Dansk guld på cykelbanen, sølv på håndboldbanen. Det var, hvad det kunne blive til på OL’s næstsidste dag. Og det var alt rigeligt.
Århundredets kamp, kaldte håndboldhistoriker og redaktør på podcastmediet Mediano Håndbold, Thomas Ladegaard, i efterspillet på semifinalen mod Spanien, optakten til OL i finalen. Og det var man jo tilbøjelig til at give ham ret i.
For Danmark og Frankrig har været i tvekamp om de store titler, specielt op igennem 10’erne. Med dansk overhånd de sidste fem år, som dobbelt regerende verdensmester og forsvarende OL-vinder efter guldtriumfen over netop Frankrig i Rio for fem år siden.
Største ydmygelse
Den største ydmygelse franskmændene har været ude for i nyere tid i de intense opgør mod Danmark har imidlertid ikke været finalenederlaget ved OL i 2016, men især semifinaleopgøret ved VM i 2019, da de tabte første halvleg med en margin på ni og dermed kampen.
Finalen i Tokyo blev så langt fra århundredets kamp i spillemæssig kvalitetsforstand. Nok i dramatisk afslutningsforstand. Men allermest i den forstand, at en ekvilibristisk og hurtigspillende dansk angrebskæde ikke skal forsøge at lægge finurlighederne alt for tæt på hærdebrede, fysisk stærke franskmænd. Så får de ikke held med deres ærinde, som i højeste grad var tilfældet i første halvleg.
Danskerne slog sig ganske enkelt på franskmændene, der altså også kan spille på fysikken, men jo egentlig er mere kendt for det tekniske. Les Experts, som de også går under på fransk, kyste den danske offensiv og bagkæde især, hvor hverken Mikkel Hansen, Mathias Gidsel eller Jacob Holm fik ordentligt hul. Og fra 4-4 vaklede forsvaret også, og franskmændene trak lige så stille fra til en firemålsføring ved pausen. 14-10.
Og det var rent faktisk lige ved at ske. Fordi Mikkel Hansen og Mathias Gidsel kom op i fart igen
Den afstand holdt de franske eksperter fremdeles, og øgede den også til både fem og seks mål, og så var den potte ligesom ude. Eller også var den ikke, for i håndbold vender balancepunktet let, der skal ikke mange missede afslutninger, målmandsredninger, udvisninger eller et forsvar på glatis til, før en kamp, også OL-finaler, vender på en tallerken.
Og det var rent faktisk lige ved at ske. Fordi Mikkel Hansen og Mathias Gidsel kom op i fart igen, indskiftede Mads Mensah og Morten Olsen fik ikke gjort så meget væsen af sig, Men Hansens assist-spil og afslutninger holdt igen niveau, og han passerede undervejs rekorden for fleste scorede mål i en OL-turnering.
This time it’s #Silver for #DEN in men’s handball. They more than played their part in a thrilling final.#StrongerTogether | #Tokyo2020 | @ihf_info | #Handball pic.twitter.com/s7hh3PwPBT
— The Olympic Games (@Olympics) August 7, 2021
Alt imens Mathias Gidsel, den 22-årige multikunstner og slangemenneske fra Vestjylland, igen gik i Houdini-mode og sled sig igennem den tårnhøje forsvarsmur. Niklas Landin havde godt fat mellem stængerne, og med et fingerknips hed den franske seksmålsføring pludselig 22-21. De øgede til 23-21, og Mikkel Hansen brændte et af de straffekast, han har været så usvigelig sikker på hele vejen igennem turneringen. På det værst tænkelige tidspunkt.
Endnu en gang fik danskerne kontakt. 24-23 i fransk favør, danskerne på bolden, 45 sekunder på klokken, masser af tid. Der endte i en gang skuddermudder og et gennembrudsboldtab af Gidsel, der end ikke kunne trække et frikast på den, så bolden i stedet endte i et tomt mål i den modsatte ende.
Så tæt på
Og tomme danske blikke. Så tæt på forlænget spilletid og så langt fra. Var de gået hele vejen, kunne comebacket i sig selv havde trukket ”århundredets kamp. Havde danskerne vundet var den til første kapitel i historiebøgerne. Men det gjorde de ikke.
I stedet må de rejse hjem med sølvmedaljer om halsen, og hvem drømmer ikke om det. Ikke nødvendigvis de danske håndboldherrer, der er blevet så godt vant med titler. Akkurat som vi er hjemme i stuerne. Men hey, ligegyldig hvor god man er, så taber man altså til Frankrig indimellem. Det kan ganske enkelt ikke undgås. Også i finaler. Vi siger fred være med det og resten i håret.
Vi har forhåbentlig stadig Mikkel Hansen at hænge hatten på i en håndfuld år, og han besatte da også venstre back på det officielle all star-hold ved OL. EJ AT FORGLEMME Mathias Gidsel, 22 år, så meget mere end fremtidens mand. Kåret som OL-turneringens MVP, most valuable player. Nærmest uhørt.
Egentlig helt forkert prioritering med sølvmedaljen i toppen, når nu Danmark på selvsamme dag også vandt en af guld
Og Jacob Holm kommer i omdrejninger igen, Rasmus Lauge vender tilbage. Mensah og Landin, ikke mindst lillebror Magnus, har mere i sig endnu. Unge fløje presser sig på i begge sider. Og, og, og. Det lover godt for resten af århundredet, og der er trods alt 79 år endnu at gøre godt med, inden vi i bogstavelig forstand kan dømme en slutrunde- eller OL-finale for århundredets kamp.
Egentlig helt forkert prioritering med sølvmedaljen i toppen, når nu Danmark på selvsamme dag også vandt en af guld. Håndbold og holdsport fylder bare i det lille land højt mod nord. Det gør cykelsport også. Bare lidt mere på landevej end bane.
It’s #gold for the #DEN team in the #CyclingTrack men’s madison, which returns to the #Olympics after a 13 year hiatus!#StrongerTogether | #Tokyo2020 | @UCI_Track pic.twitter.com/9H1yQpFV4N
— The Olympic Games (@Olympics) August 7, 2021
Det skal ikke tage det mindste gram guld fra makkerparret Michael Mørkøv og Lasse Norman Hansens præstation i velodromen, hvor de i parløbet viste deres individuelle og kollektive kvaliteter og overblik i en grad, at den i karat og af samme grund lige var et hak bedre end kvindernes parløb fredag, da det danske par, Julie Leth og Amalie Dideriksen, kørte en sølvmedalje hjem.
Julie Leth var da også hurtig til at give Lasse Norman et ordenligt kram i hallen, og ikke kun det, der sneg sig kys ind i billedet, for de har været kærester igennem flere år. Og både en guld- og sølvmedalje fra Tokyo til Amagerhylden.
Femte medalje
I øvrigt Lasse Normans femte OL-medalje i alt igennem årene, og han er nu helt oppe blandt de mest vindende atleter i dansk OL-historie.
Mens Michael Mørkøv på sin vis fortjente sin guldmedalje med guld på. Verdens bedste lead out-rytter på landevej, der også betyder, at han aldrig får lov til at vinde noget i de store etapeløb, men må tage til takke med nationale titler i ny og næ. Og nu altså en OL-titel på de skrå brædder.
Guldfest i Tokyo, en lille smule sølvskuffelse, men heller ikke mere end det på legenes næstsidste dag. 11 danske medaljer i hus. Amalie Dideriksen får en sidste chance for endnu én i nattens omnium på cykelbanen.
Inde på det olympiske stadion, får kajakroeren og dobbelt bronzemedaljevinder, Emma Aastrand Jørgensen æren af at bære Dannebrog-fanen ind til afslutningsceremonien klokken 13 dansk tid…
LÆS MERE SPORT FRA KURT LASSEN HER
POV Sport dækker de vigtigste begivenheder ved OL i Tokyo med både en mand i Japan og hjemmefra.
Følg resultater og stillinger ved OL her på dr.dk, der er rettighedshaver sammen med Discovery.
Topillustration: Lidt lettere at finde en grimasse, der kunne passe, når man kunne skjule den bag et mundbind. De danske håndboldherrer måtte nøjes med sølvmedaljer efter en flot OL-turnering. Foto: Getty Images
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her