KLUMME // POV SPORT – Play, but don’t play the players. En reference til den kampagne, der kørte fra markante håndboldspillere for et par år siden fra den nuværende landstræner på Færøerne og tidligere Bjerringbro-Silkeborg-træner, Peter Bredsdorff. Her gør han rede for, hvorfor han synes rovdriften på de bedste spillere i sporten er mere kompleks end som så.
Alle ønsker mange kampe. I professionel idræt er kampene nemlig en præmis og forudsætningen for at aktørerne overhovedet kan leve af deres sport, og at vi andre kan få glæde af store oplevelser med sport.
Denne problematik er ofte til debat i topsport, og er netop aktualiseret af, at det danske stjernefrø, håndboldspilleren Mathias Gidsel
Men det er trods alt mennesker der skal levere underholdningen, og der er selvfølgelig mentale og ikke mindst fysiske grænser for hvor mange kampe spillerne kan levere. Ligeledes er der markante forskelle på hvad spillerne bliver udsat for i de lokale ligaer og på deres respektive hold.
Således er der markante forskelle på landenes ligaformater og struktur, men også på antal kampe, konkurrenceintensitet, geografi og rejseaktivitet inklusiv internationale opgaver. Alt sammen har stor betydning for spillernes samlede belastning.
Jævnlig debat
Denne problematik er ofte til debat i topsport, og er netop aktualiseret af, at det danske stjernefrø, håndboldspilleren Mathias Gidsel, blev sendt på ferie med baggrund i et behov for restitution efter at han det sidste kalenderår har deltaget i cirka 90 kampe i ind- og udland for sit klubhold GOG, og for det danske landshold.
Debatten om de mange kampe tager oftest udgangspunkt i vilkårene for de allerbedste spillere a la Gidsel. Men med til historien hører at problemet nærmest er omvendt for langt de fleste spillere, dem som ernærer sig på mindre klubhold uden internationale kampe og opgaver for landshold.
Men det store spørgsmål er: Hvor er grænsen for antallet af kampe?
Eksempelvis deltog en fløjspiller fra ligaklubben Skanderborg kun i cirka 30 kampe i samme periode som Gidsel. Klubber og spillere lige under det absolutte topniveau kan således sagtens bruge flere kampe til at udvikle deres produkt, organisation og økonomi.
Men det store spørgsmål er: Hvor er grænsen for antallet af kampe? Et vanskeligt spørgsmål, for svaret er komplekst og er afhængig af både perspektiver og interesser, herunder blandt meget andet, hensyn til spillernes individuelle fysiske, spillemæssige og mentale forudsætninger, herunder spillestil, alder, position på banen, private forhold etc.
Klubberne har et tilsvarende ønske om mange kampe – masser af kampe
Overfor det trækker massive økonomiske interesser i den anden retning. Således har både nationale og internationale forbund hårdt brug for landkampsaktiviteter til at udvikle de næste stjerner og til at præsentere et landkampsprodukt, der leverer værdi som minimum modsvarer den økonomi som sponsorer og tilskuere investerer i professionel sport.
Klubberne har et tilsvarende ønske om mange kampe – masser af kampe, som kan underholde og tiltrække dem som finansierer grundlaget for professionel idræt.
Spillerne er helt med på at kampene finansierer deres passion og levebrød. Men for spillerne kan det også blive for meget, og den internationale spillerforening satte sig derfor i 2019 i spidsen for en kampagne, der fik slaglinien – ”Don’t play the players”.
Et ædelt opråb om at ”nogen” må gøre noget ved de mange kampe. Kampagnen er både blevet set og hørt, og alle interessenter har, helt som forventet, udtrykt ønske om at finde løsninger. Men de meget forskellige og ofte modsatrettede interesser vanskeliggør at finde den ultimative model og løsning.
Faktum er, at de seneste sæsoner ikke har budt på mærkbare forbedringer. Hverken nationalt eller internationalt.
Inspiration fra andre sportsgrene
Vinderen af de store amerikanske ligaer, NBA (Basketball) og NHL (Ishockey), har almindeligvis spillet mere end 100 kampe på én sæson. Sæsonen er organiseret på den måde, at den strækker sig over cirka otte måneder med premiere i slutningen af oktober måned og med finaler i juni måned.
Som jeg forstår det, har fysiologiske eksperter svært ved at fastslå at spillerne samlet set udsættes for større belastninger i netop basketball og ishockey, end eksempelvis håndbold.
Måske er der inspiration at hente i USA og den kortere sæson, som muliggør cirka fire måneders kamppause. I NBA og NFL er alle klubber er sikret minimum + 80 kampe i grundspillet, og spillerne får en solid periode til restitution, herunder udvikling af fysiske parametre og opladning af mentale ressourcer.
Danmark har før vist nye veje for international håndbold
Set fra et dansk perspektiv, er løsningen at aktører og interessenter i dansk håndbold sætter sig omkring et bord og designer en brugbar model for antallet af kampe.
Alle muligheder og perspektiver skal i spil: Turneringsformat, kalender, antal træningskampe, aktiviteter med landsholdet, trup-størrelser i klubber med internationale opgaver. Alternativet er at afvente internationale løsninger, og det er ikke sandsynligt jævnført ovenstående modsatrettede interesser.
Danmark har før vist nye veje for international håndbold, og jeg er sikker på at vi også vil kunne finde brugbare bud på spørgsmålet:
Hvor er grænsen for antallet af kampe, så Gidsel ikke oplever rovdrift, og fløjen fra Skanderborg også har en berettigelse i professionel sport?
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
