DAG 6 // POV SPORT – Danmark vandt sin anden medalje ved OL i Tokyo. Denne gang af bronze i roning, 2’er uden styrmand i skikkelse af Frederic Vystavel og Joachim Sutton.
OL handler om medaljer. Alle parolerne, den fredelige sameksistens, kulturel menings- og menneskeudveksling, og det gælder mere om at være end at vinde, kan man godt pakke sammen hos den enkelt idrætsudøver. Og såmænd også for alle os, der kigger på, for det gør vi i endnu højere grad i år end ved tidligere olympiske lege.
Vi er tvunget til TV-skærmen, fordi de tilskuerløse lege ikke tillader den del af folkevandringen, som skal måles i hundredetusindtal normalt, når sportsturister fra hele kloden møder ind for at støtte deres atleter.
Hurtigere, højere, stærkere
Jo, et olympisk motto holder vand. Det ædleste og mest rammende måske, som stammer helt tilbage fra grundlæggeren af de moderne olympiske lege, Pierre de Coubertins tid: ”Citius, altius, fortius” eller ”hurtigere, højere, stærkere” i dansk version. Og et af de af de store fysiologiske spørgsmål er, om mottoet kan holde 100 år endnu, om vi kan blive ved med at slå sekunder af tiderne, springe højere, løfte mere.
Husk bare det Tour de France i 2006, da Floyd Landis fløj lavt som en jetjager på syntetisk testosteron hen over terrænet
Man kunne fristes til at titulere det et dopinganimerende motto, for igennem årene har dopingskandalerne også vist, at der for nogle skal mere til for at komme hurtigere frem. Nogle arbejder med mikrodoping, som er sværere at afsløre, men som heller ikke booster lige så vildt.
Husk bare det Tour de France i 2006, da Floyd Landis fløj lavt som en jetjager på syntetisk testosteron hen over terrænet for at indhente en nedsmeltning dagen forinden. Det var så tydeligt, at han også blev knaldet i tolden eller dopingkontrollen nogenlunde med det samme efter den skæbnesvangre 17. etape, om end han nåede at blive erklæret vinder af Touren, inden B-prøven var behandlet. For så at blive stribbet for sejren sidenhen.
Medicinalindustrien har udviklet sig de sidste 15 år. Det samme har dopingmetoderne, og ofte har kontrolinstanserne svært ved at følge med og dermed imødekomme det olympiske motto på en falsk præmis, og det var jo ikke meningen.
Et andet og renfærdigt middel, man har taget endnu mere markant i brug, som man i sagens natur har gjort altid, men i dag endnu mere forfinet og ned i detaljen, er det tidligere cykelhold Team Skys, det nuværende Ineos’ udtalte brug af marginal gains.
Marginal gains
Jo, jo, man har sagt det længe, og hvor mange fodbold- og håndboldtrænere har man ikke hørt igennem årtier benytte sig af klicheen: ”Det var de små marginaler, der afgjorde det i dag.” Og det er det jo ofte i sport. Hundrededele på svømmestadion, tusinddele på cykelbanen.
For selvom amatørbegrebet, som OL i tidernes morgen og lidt derefter også byggede på, lever langt de fleste OL-atleter i dag en professionel eller semiprofessionel tilværelse
Når vi opererer i de tidsmålinger, er holdningen til marginal gains, at selv den mindste syning, længden på strømperne, en dingenot på cyklerne kan slå den nødvendige tid af, så man kommer frem til det, OL som nævnt handler om: At vinde medaljer.
Jaaaaaaaa! Bronze til Danmark! Frederic Vystavel og Joachim Sutton vinder bronze!
(📸 Lars Møller). pic.twitter.com/qBXTFMAnpu
— Team Danmark (@teamdanmark) July 29, 2021
For selvom amatørbegrebet, som OL i tidernes morgen og lidt derefter også byggede på, lever langt de fleste OL-atleter i dag en professionel eller semiprofessionel tilværelse for at være gode nok. For at træne nok til at hente marginalerne.
I OL-sportsgrenene er der langt fra store penge i alle idrætsgrene, så atleterne lever på forskellige støtteordninger. I Danmark eksempelvis af Team Danmark-støtte, som sponsorer spytter i kassen til. Andre lande giver store milliongaver eller livslange pensioner til atleter, der vinder medaljer til deres land. De danske får 100.000 kroner for en af guld, 70.000 for sølv og 50.000 for bronze af Team Danmark. Så jo, det gælder om at vinde medaljer.
Dansk medalje
Og dermed er vi i dobbelt omvendt journalistisk trekant, som man siger, når man gemmer det væsentligste til sidst, fremme ved, at Danmark torsdag vandt endnu en medalje ved OL i Tokyo. Af bronze. Eller der blev uddelt to af dem, for Frederic Vystavel og Joachim Sutton kom på medaljepodiet efter 2.000 meters roning i 2’er uden styrmand.
Efter Kroatien og Rumænien, et lille halvt sekund foran Canada. Eller en bådspids. Marginaler. Citius, altius, fortius…
LÆS MERE SPORT FRA KURT LASSEN HER
POV Sport dækker de vigtigste begivenheder ved OL i Tokyo med både en mand i Japan og hjemmefra.
Følg resultater og stillinger ved OL her på dr.dk, der er rettighedshaver sammen med Discovery.
Topillustration: Frederic Vystavel og Joachim Sutton poserer på vandet med bronzemedaljerne om halsen. Danmarks anden medalje ved legene i Tokyo. Foto: Getty Images
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her