Indie-pop, Mammut , Ride the Fire

De 5 bedste indiepop-sange i sommervarmen lige nu

i Kultur/Musik af
MUSIK // ESSAY – Indie-genren er skøn, fordi musikken kommer fra hjertet. Sådan rigtigt fra hjertet. Hér finder man sjældent wanna be-musikere eller egoer uden evner, men folk der brænder for tonerne, snarere end for berømmelsen. Hvem ved, måske ønsker man slet ikke at være kendt, med alt hvad dertil følger.

Amerikanske Steve Dreez har skrevet et nummer der hedder ”IDK” eller I dont know. Det handler om ikke at vide, hvor den anden er – mennesket, man elsker – eller hvordan pokker man skal finde tilbage til fortiden.

Men som Platon vist engang sagde, så er det altid den, der elsker, der vinder, og netop den suveræne ro hænger over hele nummeret. Smadret, men fuld af kærlighed, ulykkelig, men fuld af længsel.

”IDK” indledes af en spinkel synth, der med sine få, tynde toner røber, at vi har at gøre med blytung musikalitet. Det er sådan set den samme melodi hele nummeret igennem, vekslende mellem synth og fjern, bedårende falset, undtagen anden del af verset, hvor hårene forhåbentlig begynder at fimre, ”I’ll be right here, where are you now, we just need to get back where we’re going”

Midt i melankolien er der også noget street over Steve Dreez, især på hans øvrige tracks, med bøllehat og breakbeats. Men det er først og fremmest hans runde, orange solbriller, man skal hæfte sig ved, – den her sangskriver har lært fra de bedste.

Der kan let trækkes paralleller fra ”IDK” til John Lennons ”Woman”, – det langsomme, marcherende udtryk, alle ørehængerens kendetegn, og så at sangene mener, hvad de siger.

Far er gået efter cigaretter

Engelske Trunky Juno ekspederer også varen. Trunky betyder hjemve og Juno er et ikonisk keyboard fra 80’erne, – den kan man selv lægge sammen. Nummeret ”Daddy’s Gone For Cigarettes” er dog i den mere guitarprægede ende, med et fedt, phaset hook.

Far er smuttet, og måske handlede det slet ikke om cigaretter, men bare om at komme væk. Tematikken er ikke svær at genkende i coronaens stadig restriktive tider, og sangen er et alvorsord med smil på læben.

Ligesom mastodonterne Foster The People, så ejer Trunky Juno evnen til at fremmane stor musik med få midler, og så minder lyden også om Foster the Peoples produktioner. Det kræver sit at få så meget ud af så lidt, men Trunky Junos simple og skejende smukke melodier understreger at det kan lade sig gøre. Sangen om at slippe det hele for en stund nægter at løsne sit greb.

Under den blå baldakin

Den blå baldakin, eller Blue Canopy, er et smukt, skyggefyldt indie-projekt, ikke uden traurig nerve. Alex Schiff er manden bag det hele, og ”Motovun” handler om hans bryllupsrejse med konen til den kroatiske bjergby af samme navn.

Flere af Blue Canopys sange skildrer paradiser i forskellige afskygninger, alle med blå grundtoner, ”I’ll slip away, I’ll vanish slowly, make no mistake, there’s no escape”. Paradiser har udløbsdatoer, men måske varer de lidt længere, hvis man ikke tænker for meget over det.

Coldplays storladne stil kan høres i Motovun’s univers, intet mindre. Sart guitar, blød arpeggiator og sværmende vokal gør nummeret til et studie i fornem, drømmende pop.

Især de lange ophold i sangen vidner om, at Blue Canoby ikke har travlt med noget, ikke forcerer musikken eller anstrenger sig for at vise, at det her er stor kunst. Det er bare stor kunst.

Islandsk indie – i Mammut-størrelse

Hvad er en god melodi? Det spørgsmål er måske lige så umuligt som at spørge, hvad tid er. Alle kender fænomenet, ingen kan forklare det.

Det islandske band Mammut har med ”Prince” ikke desto mindre knækket koderne til en unik ballade, og med Katrina Mogensens dræbende smukke vokal er man altså i godt selskab. Hun slæber nærmest stemmen efter sig, tiggende som Björk, ødsel med musikken.

Tudeprins, tænker man måske, når man hører nummeret, og det er ikke helt forkert. Det pivende handyr, langt fra så bomstærkt, som det gerne vil fremstå, i hvert fald ikke i forhold til de kvindelige vikinger i Mammut, der stævner ud med stærke, nordiske poptoner.

Det er interessant, når musik inviterer en til at blive en del af den. Ligesom andre kunstarter kan inddrage betragteren, så er det svært ikke at give sig hen til omkvædet i ”Prince”: ”He screams like a child, oh no, oh no, OH NO”.

Man forestiller sig publikummet, der tudskråler med til sommer, og man behøver måske ikke forestille sig det meget længere.

Too fucking cool indie

Teenage Priest alias Taylor van Ginkel fra Los Angeles har fat i noget. ”Am I fucking cool to you, even though I wanna be someone else / Am I cool to you, even though I’m gonna hate myself”.

Elsk mig, se mig, om så jeg ikke kan genkende mig selv. Alting har en pris, og ofte er den åndssvagt høj, som i ”Cool to you”.

Nummeret åbner med resignerede akkorder og vokal, udmærket i tråd med teksten, men så sker det – omkvædet! Tørt og insisterende synger Teenage Priest sig ind på livet af dig og viser, at tilbagelænet pop også kan få ryggen til at rette sig.

Det swinger, det er begavet, og det er ligeså groovy, som det er talentfuldt. Hold øje med Taylor van Ginkel, især fordi ”Cool to you” ikke er en enkelt træffer, men hevet ud af et fascinerende sangkatalog.

Indie-poppen er sin egen herre med et autonomt udtryk, der kan lyde anderledes, mærkeligt og meget smukt. Man kan diskutere, om der overhovedet er tale om en musikgenre eller snarere en indstilling.

Alligevel har niche-poppen sin egen lyd, hvor guldkæder og lange ben må vige for de gode melodier. Nogle gange slår indie-bands igennem, måske som Beatles eller Coldplay, men i reglen skal man selv lede efter perlerne i indie-dybet.


LÆS FLERE INDLÆG AF THOMAS JOHANNES ERICHSEN HER


Topfoto: Cover, Mammut, Ride the Fire

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Thomas Johannes Erichsen er cand. mag. i moderne kultur og kulturformidling samt bachelor i filosofi. Han er foredragsholder og underviser på Øregård Gymnasium og Kildegård Privatskole.

Seneste artikler om Kultur