ANALYSE – Ved skæbnens sære ironi kan USA’s Donald Trump måske blive den amerikanske leder, der kommer til at præsidere over fred på Den Koreanske Halvø, skriver Mette Holm i en analyse om fredsbestræbelserne mellem Nord- og Sydkorea. Det drejer sig ikke om, hvad farve katten har, bare den kan fange mus.
Omkring nytår skiftede Nordkoreas leder, Kim Jong-un, markant toneart i sine udmeldinger. Lederen af ét af verdens mest lukkede og hensynsløse regimer lagde i sin nytårstale ud med at fastslå, at Nordkorea efter 12 års indsats nu er en atommagt, og at han ikke vil tøve med at bruge den knap, han har fået installeret på sit skrivebord, til at udløse et atomangreb, hvis det skulle blive nødvendigt.
Men efter den salve skiftede tonen igen kort tid efter, da Kim erklærede, at han gerne ville møde sin sydkoreanske kollega, præsident Moon Jae-in, samt, at han ville sende en nordkoreansk delegation til Vinter-OL i Sydkorea i februar, hvilket blev en stor succes.
Delegationslederen var Kims lillesøster, Kim Yo-jong, der er leder af det nordkoreanske Arbejderpartis propaganda og agitationsbureau såvel som suppleant i partiets politbureau, med andre ord en magtfuld ung kvinde.
Deltagelsen blev en vældig succes, ikke mindst takket være Kim Yo-jong, der strålede på de bonede gulve såvel som på tilskuerpladserne og fluks blev en international mediedarling.
North Korean Leader Kim Jong Un just stated that the “Nuclear Button is on his desk at all times.” Will someone from his depleted and food starved regime please inform him that I too have a Nuclear Button, but it is a much bigger & more powerful one than his, and my Button works!
— Donald J. Trump (@realDonaldTrump) January 3, 2018
Den amerikanske præsident Donald Trumps umiddelbare reaktion på Kims nytårstale var et hidsigt tweet om, at hans atomknap på skrivebordet i Det hvide Hus var større end Kims. ‘Vil nogen fra Kims svækkede og udsultede regime venligst oplyse ham om, at jeg også har en Atomknap, men den er meget større og kraftigere end hans, og min Knap virker!’ Siden er Trump faldet gevaldigt ned – og kan ligefrem blive manden, der skaber fred på den koreanske halvø.
Trump sendte sin kommende udenrigsminister, Mike Pompeo, på hemmelig visit i Nordkorea i april, mens Pompeo stadig var CIA-direktør. Pompeo mødtes med Kim Jong-un for at sondere mulighederne for en atomafrustningsaftale og et topmøde mellem Kim og Trump.
I mellemtiden er Pompeo blevet udenrigsminister i USA, og det lader til, at hans forehavende bar frugt: Topmødet mellem Kim og Trump ventes at finde sted i maj eller juni.
Topmøder på stribe
Kim Jong-un og Moon Jae-in mødtes allerede i slutningen af april i Pammunjom, våbenstilstandslinjen ved 38. breddegrad.
Det blev første gang de hver især betrådte arvefjendens jord – og tredje topmøde mellem nordkoreanske og sydkoreanske ledere (det første var i 2000, det andet i 2007). De gav hinanden hånden på en symbolsk fredsaftale og lovede at atomafruste den koreanske halvø.
Nye, smukke toner …
https://www.youtube.com/watch?v=1aGqWYZJCjA
Der gik et døgn, før nordkoreansk tv viste det historiske topmøde mellem Kim Jong-un og Moon Jae-in
De to var veloplagte.
Det var Kims første internationale optræden – det var tilmed den første, hvor man har hørt hans stemme. Han kiggede nysgerrigt, næsten usikkert på Moon, som om han ville aflæse, hvordan man gebærder sig under glødende blitzkanoner og den ganske verdens opmærksomhed.
Og Kim skabte ifølge Hongkong-avisen South China Morning Post undren blandt sydkoreanere ved tilsyneladende at tale et koreansk, der var forskelligt fra nordkoreansk dialekt og endda med svag schweizisk accent, som han kan have tillagt sig, da han i sin tid gik på kostskole i Schweiz.
Symbolsk fredsaftale
Det er 65 år siden, våbenhvilen mellem Nord- og Sydkorea blev underskrevet. Hvis alt går vel, kan den symbolske fredsaftale fra forleden erstattes af en formel fredsslutning.
De to ledere lovede også verden, at de fuldstændigt vil ’atomafruste’ den koreanske halvø.
Præcis hvad det indebærer, står endnu ikke klart. Gælder det kun Nordkoreas atomarsenal? Eller gælder det også, hvad de 35.000 amerikanske soldater og øvrige mandskab fra USA’s Koreastyrker måtte råde over i Sydkorea?
I vor del af verden har vi skabt et billede af Nordkorea, som er værre end virkelighedens. Dæmoniseringen af dette ”eremit-kongedømme” levner ikke megen plads til normalitet. Nu leder vi så efter fænomener, som kan forklare den totale ny-orientering – Geir Helgesen
Med til historien hører også, at Nordkoreas prøveaffyringsanlæg, Punggye-ri i Mantap-bjerget i den nordvestlige del af landet, styrtede sammen efter den seneste – og kraftigste – prøveaffyring i september. Det kan have været medvirkende til beslutningen om at indstille den politiske skydning.
Kim Jong-un besøgte desuden Kina i marts, så vidt vides hans første udlandsrejse siden tiltrædelsen i 2011. Intet er kommet frem om, hvad Kim Jong-un og Kinas partichef og præsident, Xi Jinping talte om, men et godt bud er atomvåben og Kims topmøder med både Moon Jae-in og Donald Trump.
Kim bedre end sit rygte?
Alt sammen opmuntrende om end ikke let at gennemskue. Derfor har jeg spurgt Geir Helgesen, Korea-forsker og leder af det fællesnordiske Nordic Institute of Asian Studies, der holder til på Købehavns Universitet, hvordan man skal tolke signalerne fra Kim Jong-un:
“I vor del af verden har vi skabt et billede af Nordkorea, som er værre end virkelighedens,’ siger han og fortsætter:
“Dæmoniseringen af dette ”eremit-kongedømme” levner ikke megen plads til normalitet. Nu leder vi så efter fænomener, som kan forklare den totale ny-orientering hos den unge leder i Nordkorea, og i pagt med den generelle opfattelse af regimet som totalt uspiseligt, må han være tvunget til dét, han nu gør. Det tvivler jeg på. Hans test-site kollapsede. Men 80 procent af landet er bjerge, mon ikke han kunne få boret nogle nye skakter til prøvesprængninger et andet sted?”
Geir Helgesen ser en kontinuitet i udviklingen og mener, vi skal se Kim Jong-uns nye kurs i forlængelse af faren, Kim Jong-ils: “Faren var i åbne samtaler med USA’s daværende udenrigsminister Madeleine Albright i 2000 indstillet på at gå meget langt, herunder at acceptere de amerikanske militære styrker i Sydkorea til gengæld for en normalisering af forholdet til USA.”
Kim Jong-il begyndte at udvikle atomvåben, mens George W. Bush var præsident. Måske ikke så sært, når man tænker på, hvordan det gik Iraks Saddam Hussein, der i 2003 blev styrtet fra magten ved udenlandsk intervention og kort efter henrettet uden dom af irakiske oprørere. I 2011 led Muammar Gadaffi samme skæbne i Libyen. Kim Jong-il har givet tænkt, at hvis et land råder over atomvåben, risikerer man ikke den skæbne
“Det var i Bill Clintons præsidentperiode. Så gik det jo helt galt under George W. Bush og hans ABC politik (Anything But Clinton) og knapt meget bedre under Obama, som for det meste ignorerede Nordkorea.”
Atomarsenal vejen til forhandling
Kim Jong-il begyndte at udvikle atomvåben, mens George W. Bush var præsident. Måske ikke så sært, når man tænker på, hvordan det gik Iraks Saddam Hussein, der i 2003 blev styrtet fra magten ved udenlandsk intervention og kort efter henrettet uden dom af irakiske oprørere.
I 2011 led Muammar Gadaffi samme skæbne i Libyen. Kim Jong-il har givet tænkt, at hvis et land råder over atomvåben, risikerer man ikke den skæbne.
Iran har formentlig gjort sig de samme tanker. I hvert fald blev der indgået en forbilledlig international aftale i 2015 om, at Iran skulle indskrænke sit atomprogram betydeligt til gengæld for ophævelse af drøje internationale sanktioner.
Trump er så forbistret over aftalen med Iran, tilsyneladende fordi den på USA’s vegne blev indgået af Barack Obama, at han forhaler og truer med at melde USA ud af den. På den anden side siger Trump, at han vil lave netop sådan en aftale med Nordkorea, hvorfor han logisk set burde respektere aftalen med Iran, hvis han vil have andre til at gå ind på noget tilsvarende.
Nordkorea råder over et stort arsenal af masseødelæggelsesvåben, kemiske, biologiske og atomvåben. Gentagne atomprøvesprængninger siden 2006 har nedkaldt stadig alvorligere FN-sanktioner over landet, der bl.a. forbød import af nordkoreanske varer og kulminerede i fjor med forbud mod eksport til Nordkorea af olieprodukter og anden brændstof, tekstiler, indgåelse af joint-ventures samt forbud for nordkoreanere mod at arbejde i udlandet, hvilket satte en stopper for én af Nordkoreas primære kilder til valutaindtægter.
Alt sammen for at få Nordkorea til at efterleve omverdenens krav til indstilling af atomprogrammet.
Men ifølge Geir Helgesen har sanktionerne ikke virket efter hensigten:
“De forstærkede sanktioner har, sammen med de enorme årlige amerikansk-sydkoreanske militærøvelser, kun stålsat Nordkorea i kampen for national overlevelse. Alligevel har især USA fastholdt, at presset mod det nordkoreanske regime – med alt hvad det indebærer af lidelser for de 25 millioner nordkoreanere – måtte opretholdes, fordi regimets sammenbrud syntes inden for rækkevidde. Efterretningstjenesternes rapporter har vist sig at være præget af ønsketænkning, og måske var de også styret af helt andre konflikter end den aktuelle med Nordkorea.”
Det vil være en sær skæbnens ironi, hvis netop Donald Trump kommer til at præsidere over fred på den koreanske halvø, men som de siger inde ved siden af i Kina: Det er ligegyldigt om katten er sort eller hvid, hvis den fanger mus, er det en god kat!
I den forbindelse er det tankevækkende, at CIA-chefen ind til sidste måned, Mike Pompeo, nu USA’s udenrigsminister, på rekordtid lod til at få et tilstrækkeligt godt indtryk af Nordkoreas unge leder til at aftale snarligt topmøde mellem ham og Donald Trump.
Kina er nærmeste nabo og vel også Nordkoreas bedste ven i verden. Det er dog langt fra det samme, som, at Kina varmt støtter Kim Jong-un. Tværtimod, Kina er træt af naboens misforvaltning at sit land og den militære oprustning på bekostning af samfundsudvikling, så nordkoreanerne lever kummerligt.
Men Kina vil meget nødig se Nordkorea kollapse med, hvad deraf måtte følge i form af en enorm flygtningestrøm af fattige, udsultede, dårligt uddannede nordkoreanere. Det siger sig selv, at Kina heller ikke ønsker atomkrig i forhaven. Alt dette må Kim Jong-un og Xi Jinping nødvendigvis have berørt under deres møde for nylig.
Geir Helgesen udlægger det kinesisk-nordkoreanske naboskab således:
“Forholdet mellem Nordkorea og Kina er nok kompliceret, og Kinas deltagelse i diverse straffeaktioner vedtaget i FN’s Sikkerhedsråd er uomtvistelig. Men Kinas overordnede interesse er stabilitet på den koreanske halvø, samt at de amerikanske baser i Sydkorea forbliver, hvor de er, og ikke kommer til områder tættere på Kina.”
“Ofte finder medierne frem til kinesiske forskere, som er meget kritiske i forhold til Nordkorea og udtrykker holdninger, der ligger tæt op ad dem, vi kender fra vor egen verden. Man skal dog ikke forveksle disse holdninger med den kinesiske regerings”.
“Balancen mellem Kina og USA i Nordøstasien er i virkeligheden en bagvedliggende potentiel konflikt, som styrer en hel del af de relationer, vi ser udvikles eller afvikles. Forholdet mellem Kina og Nordkorea skal nok først og fremmest ses i dette lys.”
Håb om afspænding
Hele verden har interesse i afspænding for slet ikke at tale om fred på den koreanske halvø. Nord- og Sydkorea udkæmpede en blodig krig 1950-1953; nord med hjælp fra Sovjetunionen og Kina; syd med hjælp fra især USA og FN (den eneste krig, FN nogensinde har deltaget i som stridende part).
Krigen kostede næsten tre millioner mennesker livet. I 1953 blev der indgået våbenhvile, som stadig gælder. Formelt er der endnu ikke sluttet fred, men måske er vi vidner til hastige skridt i den retning.
Om det siger Geir Helgesen: “Meget tyder på, at vi befinder os nærmere på fred og afspænding på den koreanske halvø end på noget tidligere tidspunkt i konfliktens historie. De to koreanske ledere har understreget, at dette topmøde er nummer tre i rækken, og at det bygger videre på de to foregående. Altså anser de ikke de to foregående som fiaskoer, men som trin på vejen mod denne aftale. Og den er på mange måder mere konkret og mindre storslået og idealistisk end de foregående. Desuden er begge parter klar over og indstillet på at inddrage den tredje og vigtigste part i konflikten, nemlig USA. Intet er afgjort, før aftalen er sanktioneret af Trump.”
“Om det sker, vil vise sig.
Trump har ”velsignet” de to koreanske lederes aftale om at gøre en ende på Koreakrigen ved at erstatte våbenhvilen, som har reguleret forholdet mellem nord og syd i 65 år, med en fredsaftale. Og det er nyt. Hver gang Nordkorea har foreslået forhandlinger om en fredsaftale, har USA svaret: ”We don’t reward bad behavior”, vi belønner ikke dårlig opførsel. Det dogme har Trump nu gjort op med. Og det er en vigtig positiv ændring i USA’s holdning til Nordkorea,” siger Geir Helgesen.
Det vil være en sær skæbnens ironi, hvis netop Donald Trump kommer til at præsidere over fred på den koreanske halvø, men som de siger inde ved siden af i Kina: Det er ligegyldigt om katten er sort eller hvid; hvis den fanger mus, er det en god kat!
Topfoto: Kim og Moon i Pammunjom. Screenshot fra Nordkoreansk TV.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og