1. maj: Den øvre middelklasse skal slå hul på sit narcissistiske spejl

i Danmark/Featured/Politik & Samfund af

Vi hører tit om det: Den stigende ulighed, de super riges skatteunddragelser og fiksfakserier i f.eks. Panama samt højrepopulismens fremgang i Europa. Og vi ved godt, at den danske velfærdsstats måske mest væsentlige kulturarv, et sæt af idealer om et lighedsorienteret, retfærdigt og humanistisk samfund, ikke ligefrem står højest på den aktuelle politiske dagsorden.

Vi er også helt klart bekendt med, at luften for længst er fuset ud af arbejderklassens internationale kampdag. I dag er 1. maj først og fremmest en dag, hvor de røde faner luftes som trætte, støvede minder fra en fjern fortid – en svunden epoke, hvor venstrefløjen naivt troede på lighed, socialisme, revolution og et klasseløst samfund, mens ungdommen spiste ristede pølser i Fælledparken og svingede med en sort fane i kulissen af og til for morskabens skyld.

Vi læser i aviserne, at en ny gruppe af ikke-privilegerede – tabere som de rask væk kaldes – har fjernet sig fra det politiske centrum-venstre og nu i vor tid lægger deres lod i den højrepopulistiske kurv; i stedet for at indfinde sig inde under de blodrøde faner ved alverdens 1. maj-arrangementer. Globaliseringens tabere er disse ikke-privilegerede, og de hæver deres røster og stemmer det etablerede politiske centrum-venstre langt ud af banen ved demokratiske valg.

1. maj er en dag, hvor de røde faner luftes som trætte, støvede minder fra en fjern fortid – en svunden epoke, hvor venstrefløjen naivt troede på lighed, socialisme, revolution og et klasseløst samfund, mens ungdommen spiste ristede pølser i Fælledparken og svingede med en sort fane i kulissen af og til for morskabens skyld.

Analyserne siger, at det er fordi taberne har trukket den økonomiske Sorteper i det spil, der hedder en global, liberal markedsøkonomi. Spillets tabere fra den lavere og proletariserede middelklasse har i kølvandet på 2008-krisen mistet deres jobsikkerhed eller deres arbejde, de er gået markant ned i indtægt og hævner sig derfor nu ved at sætte deres kryds helt ude til højre.

Et lettet farvel til den pinlige socialismes slagsange

Hvad vi imidlertid ikke hører særligt meget om, er den bedre stillede del af middelklassens andel i dette set-up. Den velstillede middelklasse, der abonnerer på det politiske centrum med udposninger til både centrum-højre og centrum-venstre. Den velstillede middelklasse, der uden at blinke et splitsekund har ladet politikerne deregulere den finansielle sektor samt kapitalbevægelserne globalt i en ekstatisk rus af en tro på noget nær anarkoliberalismen efter murens fald i 1989.

For efter Sovjetunionens sammenbrud havde kombinationen af markedsøkonomi og demokrati sejret definitivt, ikke sandt? Nu skulle kapitalismen bare give den fuld gas. Ingen blandt den bedre stillede del af middelklassen ville høre en eneste strofe mere om proletariatets diktatur.

Gamle sange om røde faner var simpelthen pinlige. Fuldskægs-marxistisk sniksnak om profit og merværdi var dømt ude og blev fortjent opløst og pulveriseret ligesom de store betongrå statuer af Marx og Lenin over there østpå. Godt vi slap af med venstre-totalitarismen, mente den veluddannede del af middelklassen – og dét så absolut med rette – efter murens fald. Og godt også, mente man – og dét igen med rette – at vi slap af med utopiske forestillinger om et klasseløst samfund, hvor alle er lige, der, når disse forestillinger blev søgt realiseret i en “virkeliggjort socialisme”, alligevel bare førte millioner af mennesker lige lukt ned i Stalins massegrave. Hvis ikke enkelte alternativt var så heldige at få lov til at overleve i tredive år på vand og brød i tyve graders frost i Gulag.

Den tredje vej og materialismens triumf

Det politiske centrum-venstre rykkede således og i takt hermed også mod højre efter murens fald. Polerede ledere som Tony Blair søgte en såkaldt tredje vej. Og herhjemme i det danske fik vi en leder af Socialdemokraterne Helle Thorning-Schmidt, der i både fremtoning og i relation til politisk ståsted fint flugtede med centrum-venstres højredrejning. Centrum-venstres klassiske politisk-filosofiske grundstreng, nemlig vægtningen af lighedsorienterede idealer om et retfærdigt samfund, trængtes i baggrunden. Politisk-filosofiske forestillinger om fordelingsmæssig retfærdighed fyldte stort set ingenting i det politiske landskab.

1. maj, arbejdernes internationale kampdag, blev en kedsommelig forpligtigelse, en hilsen til en gammel, irriterende ven, som fagbevægelsen og Socialdemokraterne pinedød blev nødt til at fejre en gang om året. Og den velstillede del af middelklassen hengav sig til materialismens fornøjelser. Velbehaget ved et højt privatforbrug. Vi husker det alle sammen. Det gik ufatteligt godt i nullerne. Låntagningerne og boligpriserne steg og indkøbene af gigantiske køkkener, designertasker med gyldne bling-bling-vedhæng samt nye “jeg-vil-være-konform”- Audi’er steg ligeledes.

Man kan om den bedre stillede del af middelklassens ordforråd sige, at i denne periode afskaffedes begrebet “proletariat” som en term, der henviser til noget virkeligt eksisterende. De mindre bemidlede fandtes simpelt hen ikke som noget, man behøvede at ulejlige sig med at benævne i den velstillede middelklasses bevidsthed. For de var ikke interessante for den velstillede middelklasse. Middelklassen var optaget af sig selv. Selvtilfreds stirrede den narcissistisk på sig selv i det politiske spejl og fik kun øje på materielle egeninteresser som eneste påtrængende element.

Som bekendt ramlede det hele sammen med Lehman Brothers-krakket som startskud til 2008-krisen. Vi ved alle sammen, hvordan det gik. Aktiekurserne styrtdykkede, og bankerne var forinden gået grassat i udlån og manglede nu kapital. Den amerikanske centralbank, Federal Reserve, smed tonsvis af billig likviditet ud på markedet, og nogle år senere fulgte den europæiske centralbank, ECB, trop. Aktiekurserne steg stærkt til all time highs, de rige scorede kassen, og de superrige scorede i endnu højere grad kassen.

Uuddanede, ukultiverede og ukendte Udkantsdanmark

Og i dette post-2008 miljø dukkede det mindre bemidlede proletariat så op igen – men nu som en ny stærk vælgerbase for de højrepopulistiske partier. Og bekræftede herved Marx’ gamle bon mot om, at historien gentager sig, første gang som tragedie og anden gang som farce.

I det danske havde de mistet deres jobs derovre i Udkantsdanmark, som den bedrestillede del af middelklassen i København samt nord for hovedstaden ikke kender særligt meget til – og heller ikke har lyst til at kende særligt meget til. For de mindrebemidlede og proletariserede er ikke en del af den øvre middelklasse, hverken uddannelsesmæssigt, socialt, økonomisk eller kulturelt. De har ikke læst statskundskab på universitetet eller et eller andet med ledelse på CBS. De sidder ikke i Y-stole af Wegner, når de spiser deres aftensmad, de har ingen forståelse for, at den velstillede del af middelklassen gerne vil frelse sig selv og lægge afstand til verdens ondskab ved at bage egne, økologiske speltboller med tørrede tranebær i, og nogle af dem er sågar ufaglærte mænd over 50 år uden en fremtid på arbejdsmarkedet. For den velstillede del af middelklassen er de ikke-privilegerede og proletariserede simpelthen mærkelige. Den velstillede del af middelklassen kender dem ikke og genkender dem derfor heller ikke i eget narcissistiske spejlbillede.

Og dette, den øvre middelklasses lukken sig om sig selv, er måske den egentlige og dybereliggende grund til, at højrepopulismen er på fremmarch i disse år. Den bedre stillede del af middelklassen har simpelthen kastet alle forestillinger om et lighedsorienteret, retfærdigt samfund over bord. Middelklassen har – i snæver interesse for eget forbrugsorgie – vendt ryggen til centrum-venstres klassiske engagement i en retfærdig fordeling af goderne.

Tilbage står de højrepopulistiske partier som dem, der prætenderer at samle de mindre bemidledes frustrationer op og omsætte dem til ændringer i polis. Og 1. maj som de ikke-privilegeredes internationale kampdag står som en konsekvens heraf også forpjusket tilbage som et gammelt, forblæst fugleskræmsel, ingen rigtig vil kendes ved. Der er ikke liv inde under de blodrøde faner, fordi den bedre stillede del af middelklassen har trukket støtten til det egalitære projekt.

En mere retfærdig fordeling af goderne

Opsøger man imidlertid filosoffer for at høre, hvad det er for politisk-filosofiske idéer om retfærdighed, som den øvre middelklasse har glemt, men som vi fra det politiske centrum måske nu skal se at få hevet frem af gemmerne, hvis vi skal gøre os nogen som helst forhåbninger om at tilbageerobre de ikke-privilegerede fra det populistiske højre, ja, så drejer det sig først og fremmest om idéer vedrørende “retfærdighedens valuta” og fordelingsmæssige mønstre.

Hvilke goder taler vi så om, når vi taler om en retfærdig fordeling af goderne?

Og hvilke fordelingsmæssige principper skal vi ty til med henblik på at sikre en retfærdig fordeling af goderne?

Det har politiske filosoffer en masse spændende at sige om. En sværvægter inden for den politiske filosofi, nemlig John Rawls, mener, at de goder, vi bør gøre til genstand for en retfærdig fordeling, er sociale goder, mere specifikt sociale ressourcer, som ethvert rationelt individ gerne vil have mere af. Det kan f.eks. være muligheder, velstand og indkomst.

Det er den bedre stillede del af middelklassens store ansvar i disse år at frigøre sig fra egne interesser og se ud over sig selv i en formulering af politikker, der integrerer lighedsorienterede perspektiver i den førte politik.

I forhold til et bud på et retfærdigt fordelingsmæssigt mønster, har den væsentlige Oxford-filosof Derek Parfit slået på tromme for, at den moralske værdi af opnåelsen af et gode er større, når godet opnås af dem, der har mindst fremfor af dem, der har mere. Vi bør prioritere at øge de dårligst stilledes andel i goderne, fremfor at øge de mere velstilledes andel af samme. Og vi bør handle og designe politiske og samfundsmæssige institutioner på en sådan vis, at det sikres, at netop de dårligst stilledes andel af goderne øges frem for de bedre stilledes.

Middelklassens svigt fører til højrepopulismen

Sådanne råd står som enhver kan se, imidlertid i skarp kontrast til de politikker, der anbefales for nuværende. Såsom lettelser i topskatten med henblik på at smidiggøre de bedre stilledes adgang til at futte rundt i lækre Porscher. Men de distancerer sig også fra indførelse af et kontanthjælpsloft eller forslag om at fjerne SU’en på kandidatdelen for Danmarks studerende ved vore universiteter; begge forslag der, hvis de gennemføres, svækker den sociale mobilitet i vort samfund.

Det er imidlertid den bedre stillede del af middelklassens store ansvar i disse år at frigøre sig fra egne interesser og se ud over sig selv i en formulering af politikker, der integrerer lighedsorienterede perspektiver i den førte politik.

Kun ad den vej kan højrepopulismen standses eller inddæmmes. Den øvre middelklasse må slå hul på det narcissistiske spejl, krybe gennem hullet og gå ud på den anden side af spejlglasset, ud i den virkelighed, hvor ikke-privilegerede mennesker i usikker bekymring for morgendagen og i ren frustration kan bringe en højrepopulistisk leder til magten.

Hvis ikke den velstillede del af middelklassen besinder sig, så vil vi – når vi på en forårsdag som 1. maj hører sangen “Når jeg ser et rødt flag smælde” – først og fremmest tænke på den øvre middelklasses svig. Svigtet af de nordiske velfærdsstaters vigtigste kulturarv: de historisk overleverede idealer om lighed, retfærdighed og et humanistisk samfund, hvor vi alle kerer os om hinanden.

God 1. maj!

Litteratur:: Stanford Encyclopedia of Philosophy, Egalitarianism

Topfoto: Jean-Guillaume Moitte (1746-1810): Egalite, 1793. Deutsches Historisches Museum Berlin. Foto: Anagoria

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du alle links til vores nye artikler.  Del også gerne artiklen med andre. Vi har ikke noget reklamebudget.

Dorte Jelstrup er billedkunstner, filosof og ekstern lektor ved Roskilde Universitet, hvor hun er ansat på to fag, nemlig Filosofi og Videnskabsteori samt Performance Design. Jelstrup er cand.mag. i filosofi og kunsthistorie fra Københavns Universitet, hvor hun tillige har været ansat på faget Filosofi dels som ph.d.-stipendiat og dels som ekstern lektor. Jelstrup har på Københavns Universitet undervist i teoretisk filosofi samt filosofisk æstetik. På Roskilde Universitet har hun undervist og vejledt primært i filosofisk æstetik, men også i anvendt etik. Som billedkunstner har Dorte Jelstrup en omfattende udstillingsvirksomhed i ind - og udland. Hun har bl.a. vist værker på Västerås Konstmuseum, Västerås, Sverige, Sørlandets Kunstmuseum, Kristiansand, Norge, Kunsthallen Brandts, Odense, Danmark, og Loop Video Art Festival, Barcelona, Spanien. Jelstrups værker er blevet præmieret af Statens Kunstfond, ligesom hun har modtaget hæderslegat fra Anne Marie Telmanyi født Carl-Nielsens Fond. Dorte Jelstrup er bl.a. repræsenteret på Statens Museum for Kunst, København, og Museum Sønderjylland - Kunstmuseet i Tønder. Derudover har Jelstrup tildelt statslig kunststøtte som medlem af Kunstrådets Billedkunstudvalg i perioden 2003-2007, ligesom hun har været medlem af Kunstrådets Jury for International Festival for Samtidskunst, 2005-2006. Hun har endvidere været gæsteunderviser og censor ved Billedkunstskolerne, Det Kongelige Danske Kunstakademi, København. På POV International vil Dorte Jelstrup blogge om filosofi og kunst. Hun bor i København K og besøger Berlin så ofte, hun kan.