BØGER // ESSAY – Den slags er der for lidt af i de fleste kvinders liv, og derfor er der masser af god sex i moderne romantiske romaner, skriver Lone Kühlmann. “Jeg ved ikke, om det er på Harvard og den slags steder, de har mødt de fremragende elskere, de skildrer så levende i deres bøger. Faktisk så glimrende, at jeg ikke viger tilbage for at anbefale både kvinder og mænd at søge inspiration her.”
Faktisk var jeg ved at opgive norske Anne Louise Morseths debutroman En lykkelig slutning, fordi hovedpersonerne sagde “seriøst” i hver anden sætning, og det forekom mig seriøst useriøst. Sådan taler folk da ikke.
Men så kørte jeg i bus med fire store skolepiger i Nordsjælland i en halv time og kunne konstatere, at sådan taler folk. I hvert fald folk, der er kunder til den seriøst populære litterære genre romcoms. Så jeg gav bogen en chance.
Den er slet ikke så dårlig inden for sin genre. Og glimrende oversat.
Handlingen er vildt usandsynlig. Men det gør ikke noget. Det er livet også. Både på den ene og den anden måde. Og her er det selvfølgelig på den gode måde.
Den foregår i forlagsbranchen, og jeg kan sagtens forestille mig, at branchen udefra set virker dybt fascinerende og befolket af en masse spændende mennesker: Forlagsredaktørerne er alle sammen kønne, smarte, vittige og velklædte og kaster prosecco i sig i en endeløs strøm af glamourøse parties.
Nu foregår bogen mest i Norge og Sverige, men der er da klemt et par danske Gyldendal-redaktører ind i persongalleriet, og lad mig bare sige, at de ligner ikke nogen af dem, jeg kender. Men det slog mig faktisk, at det sikkert ikke skader at skildre forlagsfolkene så positivt, hvis man gerne vil have afsat sin bog som debutant.
Jeg har med forbløffelse og stor fornøjelse læst lange detaljerede erotiske passager hos for eksempel de amerikanske forfattere
Hovedpersonen er ungdomsforfatteren Karo, der har komplekser og et håbløst on and off-forhold til en gammel kæreste, som ikke er noget at samle på. Hun optræder på Göteborgs store bogmesse på en meget lille stand med meget få tilskuere ved siden af en kæmpestand, hvor folk står oven på hinanden for at høre en verdensberømt succesforfatter. Selvfølgelig overdøver den samtale totalt vores hovedpersons nervøse forsøg på at promovere sin seneste bog. En situation mange forfattere vil nikke genkendende til.
Karo tror på den store kærlighed og en lykkelig slutning, og det gør den verdensberømte naturligvis tykt grin med. Livet er tungt og ensomt. Han er jo intellektuel. For at det ikke skal være løgn, hedder han Love til fornavn. Det udtales ikke på engelsk, men på nordisk, og er ikke så ualmindeligt i vores nabolande, som det ville være hos os, men alligevel!
Under indflydelse af for meget prosecco kaster hun sig i en forlagskaraokebar ud i et forsvar for romancegenren: “Jeg har en udfordring til jer snobbede litterater, der tror, at I ved noget om livet. For der findes faktisk en lykkelig slutning!”
Udsagnet går viralt, og Norges største forlag får den geniale idé, at vores usikre hovedperson skal parres med den verdensberømte intellektuelle forfatter, og de skal sammen skrive en bestseller. Glemte jeg at nævne, at han er usandsynlig flot og sexet og berømt for sine mange erobringer?
Der bliver ikke uddelt priser for at gætte, hvordan det ender.
Blidt, men krævende
Det var her, jeg blev mindet om den engelske forfatter Barbara Cartland, der var en af verdens mest læste forfattere, da jeg var ung. Hun skabte sig en formue ved at skrive victorianske kærlighedsromaner, der gik som varmt brød. Mærkeligt nok også hos veluddannede kvinder.
Jeg havde en højt begavet veninde, der, når hun var deprimeret, snuppede sig en Cartland i stedet for valium. Det var ikke vanedannende, sagde hun, men jeg ved nu snart ikke. Det var 723 bøger, og hun læste dem alle sammen. Alle var skrevet over samme skabelon.
Heltinden var en bedårende ung lyshåret arving, hvis forældre var kommet af dage på en eller anden måde. Måske en karetulykke? Nu var hun henvist til at henslæbe sin tilværelse, til hun var myndig, meget ofte hos en grisk, gammel og ulækker formynder, der var ude efter hendes arv og, endnu værre, hendes dyd! Heldigvis bliver hun i løbet af bogens ulideligt spændende handling frelst af en høj, blond, langlemmet, smalhoftet, viljestærk, adelig mangemillionær med høje kindben og kløft i hagen, der kysser blidt, men krævende. Den slags mænd er der en sørgelig mangel på i de fleste kvinders liv, og det gjorde Cartland til en meget velhavende kvinde.
Hos Cartland sluttede handlingen ved “blidt, men krævende”. Resten måtte man tænke sig til.
Der mangler ikke inspiration
Sådan er det ikke i dag. Godt nok ligner heltene hinanden. Ham her i Morseths roman er ganske vist mørkhåret, men det er nok, fordi det er mere eksotisk blandt alle de blonde nordmænd. Heltinderne higer også efter prinsen på den hvide hest, men ellers har de forbløffende feministiske træk. De finder sig ikke i noget, de er både sanselige og villige og går direkte efter de sexede mænd med lange lår. Desuden er de tit meget vittige. Det var de med garanti aldrig hos Cartland. Men sex er, om jeg så må sige, omdrejningspunktet.
Jeg har med forbløffelse og stor fornøjelse læst lange detaljerede erotiske passager hos for eksempel de amerikanske forfattere Julia Quinn, Eloisa James og Liza Kleypas, som alle sammen har fine akademiske uddannelser fra Harvard, Radcliffe, Wellesley og andre fornemme universiteter.
Lad mig bare nævne, at sådan en forførelsesscene nemt kan brede sig over 20 sider. Hastværk er tydeligvis lastværk
Jeg ved ikke, om det er på Harvard og den slags steder, de har mødt de fremragende elskere, de skildrer så levende i deres bøger. Faktisk så glimrende, at jeg ikke viger tilbage for at anbefale både kvinder og mænd at søge inspiration her. Der mangler ikke forslag til, hvordan man kan få lidt afkølede kvinder op at ringe.
Tydeligvis skrevet af kvinder, der ved, hvad de har med at gøre. Lad mig bare nævne, at sådan en forførelsesscene nemt kan brede sig over 20 sider. Hastværk er tydeligvis lastværk.
Julia Quinn har solgt over 20 millioner bøger alene i USA, og de udkommer på 43 sprog. Mange har utvivlsomt også stiftet bekendtskab med hende på Netflix qua hendes successerie Bridgerton. Liza Kleypas er uddannet i statskundskab, og hendes hovedpersoner kæmper typisk for at uddanne sig i perioder, hvor kvinder ikke havde adgang til formel uddannelse. Eloisa James er, ved siden af sit millionsalg i 30 lande, litteraturprofessor, og for at det ikke skal være løgn, er hun gift med en italiensk adelsmand. Jeg kan nu ikke finde fotos af ham, så træerne vokser vel ikke ind i himlen. Men hun har skrevet doktorafhandling om Shakespeare, og det er hendes romcoms tydeligt prægede af. Bortset fra at personerne finder kærligheden, men ikke dør af den.
Det ligger stadig i luften, at det ikke er fint at skrive romancer. Og slet ikke at læse dem. Det kan man så græde over hele vejen til banken, hvis man er en af de forfattere, der har knækket koden til, hvad der får bøger ned fra hylden. Og det er der flere og flere, der har. Også her i Danmark.
Debutanten Anne Louise Morseth planlægger flere bind i serien. Det skal nok gå. Selvom der stadig er langt til de store amerikanske Queens of romance. Og så må hun altså researche lidt mere på erotikken. Der er plads til forbedring!
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og