BØGER // ANMELDELSE – Alt, der udnævnes til kulturarv, er faktisk ikke objektivt hævet over diskussion. Det er en af hovedteserne en en ny lærebog af tre forskere fra Aarhus Universitet, der på glimrende vis samler op og giver et bredt overblik over synet på kulturarv og især forskningen i den. Men hvorfor fylder danske forhold så lidt?
Så kom Høje Møn og Klinten på listen! Verdensarvlisten – som gennem mere end 50 år har været UNESCOs internationale flagskib for, hvordan vi tænker om og beskytter kultur- og naturarv. Danmark har allerede bl.a. Kronborg ogChristiansfeld på den prestigefyldte liste over den fortid, der skal fastholdes.
Siden 1990erne har kulturarv været et fremtrædende begreb: Man fik en kulturarvsstyrelse, kulturarvsatlas og et nystiftet Realdania, der grundigt tog hånd om gamle bygninger. Nylig har kulturministeren tillige udvirket, at den danske folkehøjskole må regnes som landets vigtigste levende, immaterielle kulturarv.
Kritiske studier
Der mangler ikke skrevne ord om kulturarv, i projekter og videnskab, men det er længe siden man har set en oversigt eller introduktion til området. Tre forskere fra Aarhus Universitet har nu leveret en standardbog, der på glimrende vis samler op og giver et bredt overblik over synet på kulturarv og især forskningen i den.
Al forskning skal helst være kritisk, men betoningen her har en vigtig pointe. Kulturarv associeres typisk med prestige og stolthed, med fejring og sakrosankt hævd af fortiden; traditionen og det bevaringsværdige skal på langt sigt skabe fællesskab og national sammenhæng, og officiel kulturarv skal være synlig på landkortet. Det er sådan, den har sin kraft.
Kulturarv har værdi for menneskers tilknytningsforhold, ikke pekuniær værdi, men affektionsværdi. En adræt formulering lyder, at kulturarv en den eneste arv, som for den enkelte bliver større, desto flere der er til at dele den med!
Der skal kigges ’bagom’ og ’nedenunder’, den officielle autoritet og elitens institutioner skal udfordres og anfægtes, ved bl.a. at fokusere på hvordan kultur faktisk bruges og aktiveres, evt. via konflikter
Den kritiske vinkel skal problematisere dette medløb, hædringen og applausen. Undersøge hvem der bestemmer, hvad der udnævnes til kulturarv og noget umisteligt, og om argumenterne er hugget i sten eller relative? Der skal kigges ’bagom’ og ’nedenunder’, den officielle autoritet og elitens institutioner skal udfordres og anfægtes, ved bl.a. at fokusere på hvordan kultur faktisk bruges og aktiveres, evt. via konflikter.
Der findes en ny videnskabelig retning Critical Heritage Studies, som bogen fuldt tilslutter sig. De tre universitetsforfattere – på afstand af konkret kulturarvsforvaltning – har flere steder også overfokus på konfliktforhold og tidstypiske identitetsdagsordner og har mest eksempler fra andre lande, hvor sammenstød finder mere manifest end i det fredeligere Danmark. Den postkoloniale vinkel fylder – synliggørelse og opretning af hvad hvide europæere gjorde forkert i forhold til andre lande og mennesker.
Hovedbudskabet
Bogens hovedærinde angår, at alt det, der udnævnes til kulturarv, faktisk ikke er objektivt hævet over diskussion; det er afhængigt af, hvem der udpeger hvornår og med hvilke motiveringer. Det, der skulle samle om fællesskabet, kan reelt også bidrage til splittelse.
Synspunkterne kan skifte, relativeres, der er altid nogen der konstruerer kulturarv. Og de processer, der styrer konstrueringen, er de vigtige at studere.
Gennem ni kapitler gives der baggrund – trusler fra samfundsmoderniseringen, en fornyet nationaltænkning og erindringskultur, bevaringsbestræbelser og museumsoprustning samt UNESCOs initiativer.
Det, der skulle samle om fællesskabet, kan reelt også bidrage til splittelse
Dertil beskrives hvordan andre aktører end de officielle fagfolk medvirker i processerne med at sikre og synliggøre arv, hvordan kulturarv kan være vanskelig, fx kz-lejre og monumenter omkring slavehandel, og hvorledes man ved siden af kulturarv også skal håndtere naturarv. Tre kapitler anlægger teoretiske/metodiske vinkler omkring synet på materialitet, på sprogbrugen om arven og på il krop og følelser får plads.
Kulturarvsturisme belyses for sit store potentiale i oplevelsesøkonomi – det er godt for Roskilde by at have en domkirke som verdensarv – men hvor oplysning og fremvisning også kan ende i tivolisering og forfladigede events.
Velstyret pædagogisk bog
Grundlæggende er det rart at læse en samlet fremstilling med tre forfattere, hvis fagprofiler supplerer hinanden, frem for en antologi hvor mange medvirkende skriver hver deres – ofte lovlig isolerede – bidrag.
Bogen har en god sammenhæng med gennemtænkt struktur og fin bredde i begrebsafklaring, fx af autenticitet og mørk turisme, ligesom det er prægnant at kunne sammenfatte vores forhold til kulturarv i tre ord: magt, attraktion, nødvendighed.
Det afsluttende kapitel om forholdet mellem natur og kultur – naturen er næppe så ’naturlig’ som vi tror, og mennesket ødelægger den mere og mere – er decideret intellektuelt stimulerende.
Med pædagogisk styring i indledning og opsamling, med indeks og omfattende litteraturliste samt en lille vejledning efter hvert kapitel til videre læsning sigter bogen på og vil fungere godt for studerende – i historie, arkæologi, antropologi etc.
Især de tre første baggrundskapitler kan fint læses af almindeligt interesserede og af gymnasieelever til deres store opgave for et solidt traditionelt overblik over området, kapitlet om den vanskelige kulturarv ligeledes, hvorimod de øvrige satser mere nyt på en akademisk diskussion.
Hvor er Danmark?
Internationalt udblik er godt, og kulturarvens problemstillinger går på tværs af lande, nuvel, men når der skrives til danske studerende – hvorfor fylder danske forhold så så lidt? Tilsvarende engelsksprogede introduktioner har næppe meget dansk stof med!
De fleste af bogens eksempler – eller cases – er udenlandske, også hvor der findes fuldgode (og nyere) danske.
Den meget fyldige bibliografi har ligeledes så stor fokus på det angelsaksiske, at man helt har forbiset en del tidligere dansk forskning og udgivelser på området
Når så danske eksempler findes frem, foreslås Jørgen Leths mangeårige danske kommentering af Tour de France på TV2. Bemærkelsesværdig ekstemporal journalistik og en lille institution, men dog immervæk sprogglasur til reportageoptagelser styret af fransk TV. Husket og skattet af mange – ja, men som dansk kulturarv – som bogen fastlægger det – synes det mere til den esoteriske side end centralt fagligt definerende.
Den meget fyldige bibliografi har ligeledes så stor fokus på det angelsaksiske, at man helt har forbiset en del tidligere dansk forskning og udgivelser på området – herunder den, der havde fat i kritiske vinkler. Man har heller ikke set til fx Norge og Sverige, hvor især Norge – med de mange penge – meget tidligt tog mange kulturarvsinitiativer.
Og nok kan man af en teoretisk orienteret bog ikke forlange gennemgang af praksisforhold inden for dansk kulturarvsforvaltning og -politik. Men der ligger dog megen basal og generel orientering knyttet til fx Kulturværdiudvalget, Realdania som dansk storaktør plus alle øvrige fondspenge, public service-stationernes forpligtelser og den nylige byggesag om Nyborg Slot.
En velanbragt bog der ærgrer lidt
Påfaldende fik kulturarvsinteressen kraft i 1990erne, netop samtidig med gennembruddet for internet og digitalisering, og optimismen for opbygning af store fælles nationale baser til både registrering og formidling var stor.
Digital Heritage har i årtier været et egentligt internationalt forsknings- og udviklingsfelt, men får ikke mange ord med på vejen. Velgørende nok, at det digitale univers ikke fylder mere end godt er, men bogen forbigår lovlig meget væsentligt stof, fx EU’s store webportal EUROPEANA.
Når mange af sådanne konkret opbyggede – og for befolkningerne meget brugbare – faciliteter for information og inspiration kun får lidt plads, svækker det også studiebogens samlede greb om formidling.
Når heller ikke livskraftige tværgående organiseringer – fx mellem arkiver, biblioteker og museer – fokuseres, bevirker det bl.a. at arkiver underbelyses, de er lige så vigtige for kulturarvsbevaringen, blot ikke så synlige og turist-orienterede som museerne.
Illustreringen af bogen imponerer ikke – figurer og modeller kunne være klargørende, og ift. hvad billeder og fotografier normalt kan tilføre, er de her ikke just fantasifulde, og i sort/hvid fremstår de lovligt matte. Omslaget har til gengæld farver, men skurrer lidt ved kun at kunne forstås via en lang tekstforklaring.
Nogle af ’smutterne’ er småting, men nogen egentlig faglig ærgrelse følger dog også med, når nu prætention, funktion og resultat er en central standardintroduktion.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og