BØGER // ANMELDELSE – Danmark er ikke bare en markedsplads, det er et samfund og en kulturnation. Mange af dem, der kommer, melder sig ikke ind i kulturnationen og det er et stort socialt eksperiment, mener beskæftigelsesminister Kaare Dybvad Bek i ny bog. “Jeg synes, bogen er god, men der mangler nogle svar på, hvad vi så skal gøre for at få arbejdet udført, hvis ikke det skal være af indvandrere,” mener Andreas Karker.
Er ikke-vestlige udlændinges arbejdskraft i Danmark et vigtigt instrument til at sikre velfærdssamfundets overlevelse? Eller er det en trussel, der bringer Danmark tæt på at forsvinde?
Det er to synspunkter, der ofte bringes frem, både politisk og blandt erhvervsledere.
Nu har beskæftigelsesminister Kaare Dybvad Bek (S) skrevet en bog om emnet, Vi inviterede arbejdskraft – men der kom mennesker, hvor han klart holder med de sidste.
41-årige Dybvad Bek betragtes som en form for chefideolog i Socialdemokratiet. Det betyder, at det, han skriver, ofte senere bliver politik.
Hans sidste bog, Arbejdets land (2023), modtog en del kritik. Det gælder også denne. Jeg synes, den er god, men der mangler nogle svar på, hvad vi så skal gøre for at få arbejdet udført.
Kaare Dybvad Bek skriver, at vi er i gang med et omfattende socialt eksperiment med ukendte konsekvenser.
Danmark er ikke bare en markedsplads, det er et samfund og en kulturnation. Mange af dem, der kommer, melder sig ikke ind i kulturnationen, de medbringer børn og de lavestlønnede bliver i Danmark, hvor de også vil hæve dagpenge og pension.
Kaare Dybvad Bek er bekymret for, at vi er i gang med at begå den samme fejl, som vi begik i 60’erne og 70’erne, ved at vi igen inviterer en masse folk, som vi foregiver bare kommer for at arbejde og så tager hjem igen. Men mange af dem bliver her, og vi kan se på dem, der kom i 60’erne og 70’erne, at 2. og 3. generation ikke bliver mere danske, snarere tværtimod.
Dybvad mener, at vi kun medregner den gevinst for Danmark, som de arbejdende udlændinge bidrager med. Men vi medregner ikke de udgifter, det giver, når børn skal i skole med tolkebistand, eller en medfølgende kone eller mand, der er arbejdsløs og senere udgifter til pension.
Direktør for Dansk Erhverv, Brian Mikkelsen, er af anden opfattelse end Dybvad Beks hovedpointe i bogen:
“Vores sundhedssektor ville ikke hænge sammen uden internationale ansatte. Og udfordringen bliver kun større. Hvis ikke dem, som skal lukke hullerne i ældreplejen og på sygehusene, behandles bedre, og hvis vi ikke får en åben dør til dem, så risikerer vi, at vores velfærdssamfund bryder sammen,” sagde Mikkelsen til Berlingske i december sidste år.
Kaare Dybvad Bek: Et problem for skolerne
Et vigtigt punkt, Kaare Dybvad Bek anfører, er de medfølgende familier, herunder børn, der hverken taler dansk eller engelsk. Særligt højt er antallet af mennesker fra Pakistan, Indien, Bangladesh og Nepal, der medbringer to familiemedlemmer hver.
Det betyder en del for folkeskolen at tage sig af elever, der hverken taler dansk eller engelsk og ikke kender dansk kultur. Nogle af dem har aldrig gået i skole eller siddet ved et bord.
Mange af forældrene til ikke-vestlige børn har også et andet syn på børneopdragelse: Børn skal bare tage imod ordrer, både hjemme og i skolen. Hvis vi fortsætter som nu, vil kommuner og landsdele i fremtiden have dobbelt så mange udenlandske børn.
I 2050 vil 40 procent af børn i københavnske skoler være ikke-vestlige elever, og det vil få mange danske borgere til at flytte deres børn til privatskoler. Mange af de højstlønnede udlændinge vil flytte igen efter syv år, når deres delvise skattefrihed udløber. Men de lavestlønnede vil blive og være berettiget til dagpenge og andre velfærdsydelser.
Kaare Dybvad Bek: Jeg burde nok ikke have skrevet bogen
Interessant er det, at Kaare Dybvad Bek ikke havde lyst til at skrive bogen. Den er ikke opstået ud af en vrede eller en stærk frustration, som han har skrevet om i sine tidligere bøger. Derimod kommer den til at udstille nogle af de ting, han selv har været med til at vedtage. “Vi er nødt til at bremse tilstrømningen,” skriver Kaare Dybvad Bek.
Han nævner en række grundprincipper, han mener, vi skal arbejde ud fra:
Vi skal stramme ordninger til lavtlønnet arbejdskraft. De store flertal af udenlandsk arbejdskraft skal komme fra Europa. Kravene til permanent ophold skal skærpes. Og folk uden for EU skal kunne tale nordiske sprog eller engelsk for at arbejde her.
Bogen er god og et vigtigt indspark i debatten om udlændinge, som også bliver vigtig i den kommende valgkamp. Den opregner grundigt problemerne ved at byde flere udlændinge velkommen i Danmark. Med tal og grafer og mange henvisninger til eksperter.
Men Brian Mikkelsens bekymring om, at vores ældre- og sundhedssystem bryder sammen, hvis der kommer færre, bliver ikke rigtig adresseret af Dybvad Bek.
Det er en mangel i en ellers vedkommende og interessant bog.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.