BØGER // ANMELDELSE – Henning Dyremose lover et indblik i magtens maskinrum, men bogen om ham ender som et poleret portræt, der elegant springer de mest sprængfarlige kapitler i hans karriere over. Den konservative politiker fortæller om sejrene – men tier om skandalerne, der kunne have ændret hans eftermæle, skriver politisk redaktør Frank Korsholm.
Hvor er bøffen? Det er det spørgsmål, man som salig boglæser altid stiller sig, når man får en ny politisk bog i hænderne. Hvor er det i fortællingen, at vi kommer ind bag om de politiske begivenheder? Hvor er det, forfatteren åbner op og lægger en ny brik til det uudtømmelige politiske puslespil? Det kommer jeg tilbage til.
Dyremose er forfængelig. Det var han som minister, og det er han som historiefortæller
Henning Dyremose var arbejds- og finansminister i Schlüter-regeringen, til den faldt efter tamilsagen i januar 1993, og nu er der kommet en fyldig bog om ham. Dyremose har også en fornem erhvervskarriere bag sig som bl.a. direktør i Novo og topdirektør i TDC. Men det er som politiker, han er mest interessant.
Bogen er skrevet af Trine Munk-Petersen, der er mangeårig journalist på Berlingske og derudover også omgås Dyremose privat via sin mand, fhv. generalsekretær i De Konservative John Wagner.
Det er der som sådan intet galt med. Det er varedeklareret, men om det er pga. de tætte relationer, at der er udeladt væsentlige begivenheder i Dyremoses politiske liv, eller om det skyldes hans selektive hukommelse, kan man kun gisne om. Men det er nok det sidste. Dyremose er forfængelig. Det var han som minister, og det er han som historiefortæller.
Rosenrødt billede af Henning Dyremose
Bogen beskæftiger sig primært med Henning Dyremoses politiske sejre, når man lige ser bort fra historien bag bogens titel: Men statsminister blev jeg aldrig.
Bogen er på 425 sider, velskrevet og omhyggelig, men kunne sagtens have været skåret med 150 sider, hvis den kun havde handlet om politik.
Dyremose lægger i et langt afsnit ikke skjul på, at Hans Engell skuffede ham, og at det var umuligt at få et samarbejde op at stå med ham
Skal man være lidt hård ved den, er erhvervsafsnittene ikke særligt interessante, da den røde tråd i dem er, hvordan alt Henning Dyremose rørte ved blev til guld, mens værdierne smuldrede, så snart han var borte.
Det bliver lidt anstrengende at læse om i længden, ligesom mange af fortællingerne fra barndommens gade i Holstebro, om faderen og storebroderens medlemskab af nazistpartiet, studenteropholdet i USA og hans efterfølgende kamp for at blive taget til nåde af sin livsledsager, Elly, virker ret langtrukne. Men ok. Det er jo en selvbiografi. Personligt havde jeg foretrukket mere politik.
Henning Dyremose var en dygtig arbejds- og finansminister. Poul Schlüter hev ham ind to gange, og begge gange blev han en markant minister med tydelige aftryk på samfundsudviklingen. Det gælder ikke mindst i indførelsen og opbygningen af arbejdsmarkedspensioner, hvor Henning Dyremose har sat sig et livslangt aftryk.
Trods succesen som fagminister refererer bogomslaget til det faktum, at Dyremose ikke blev statsminister, da Schlüter trak sig efter tamilskandalen i januar 1993. Først og fremmest modsatte kongehuset sig forsøget på at lave en løbende udskiftning, men selv om den var gået, havde De Radikale og Marianne Jelved væltet KV-regeringen efter få dage.
Trods Henning Dyremoses centrale placering i de hektiske dage bidrager han desværre ikke med noget nyt. Det er ærgerligt, at han lader sådan en chance passere. Bogens omslag har også et uddrag, hvor partifællen og nuværende politisk kommentator, Hans Engell, bliver hængt til tørre.
Henning Dyremose lægger i et langt afsnit ikke skjul på, at Hans Engell skuffede ham, og at det var umuligt at få et samarbejde op at stå med ham, hvilket var den direkte årsag til, at Dyremose forlod politik i efteråret 1993 og derefter udelukkende fokuserede på sin erhvervskarriere.
Dyremose vil gerne huskes for de svære forhandlinger. Finanslovsaftalerne, beslutningerne om Ørestaden, den københavnske metro, Øresundsforbindelsen, som han dog også tilskriver Svend Aukens ære.
Dyremoses succesfulde gerninger er der nok af, men hvad er der blevet af de skandaler, som Dyremose også var involveret i og måske ovenikøbet var ansvarlig for?
Dyremose sætter bestemt ikke sit lys under en skæppe. Måske er det derfor, at Dyremose i begyndelsen af 1990’erne, da KV-regeringen lakkede mod enden og i tiden lige efter, stod stærkt i popularitetsmålingerne. Både når han blev målt over for Venstres formand, Uffe Ellemann-Jensen, men også når han blev målt over for Hans Engell.
Problemet med Dyremose var blot, at den popularitet, han havde udadtil, ikke blev gengældt på de indre linjer i den konservative folketingsgruppe. Flertallet i gruppen og i partiets bagland så ham ikke som Schlüters oplagte arvtager.
Dyremose snublede konstant i de politiske tråde, som Hans Engell og hans medsammensvorne havde lagt ud. En taktik, Hans Engell også brugte i de efterfølgende magtkampe, han var involveret i – ikke mindst mod Per Stig Møller fem år efter. Til sidst fik Dyremose nok og smed håndklædet i ringen, og siden har han ”næsten” ikke set sig tilbage.
Bogen er læseværdig, og om ikke andet kan man skimme sig igennem de mange selvsmagende kapitler om hans erhvervskarriere, ligesom det nogle gange også bliver i overkanten at læse om hans rolle som kuglestøber bag de fleste partipolitiske oplæg op igennem 1970’erne, der nærmest giver indtryk af, at han var partiets grå eminence. Det var han ikke. Sådan en havde man i forvejen ved landsretssagfører Kristian Mogensen.
De forsvundne bøffer
Tilbage til de forsvundne bøffer. Dyremoses succesfulde gerninger er der nok af, men hvad er der blevet af de skandaler, som Dyremose også var involveret i og måske ovenikøbet var ansvarlig for? Det gælder først og fremmest Ambi-skandalen. Den er ikke nævnt med et ord i bogen. Ambi var et arbejdsmarkedsbidrag, som regeringen indførte fra 1988-1992, hvor staten opkrævede 55 mia. kr. i erhvervslivet. I nutidspenge vil det svare til over 200 mia. kr.
Hans eftermæle var i givet fald næppe blevet så rosenrødt, som det tegnes i selvbiografien
Desværre erklærede EU Ambi’en ulovlig. Arbejdsministeriet, som Dyremose var minister for, var advaret om risikoen for EU’s reaktion, og pengene er aldrig betalt tilbage i fuld skala. Hvorfor fortæller Dyremose ikke noget om det forløb i bogen? Han er førstehåndsvidne, men måske den sande historie vil kaste for meget snavs på den selvpolerede glorie?
Så er der sagen om de ulovligt opkrævede gebyrer. Også den historie bliver forbigået i selvbiografien. Sagen er, at staten opkræver en lang række gebyrer hos borgerne for bl.a. udstedelsen af kørekort, nummerplader, pas mv. I 1992, mens Dyremose var finansminister, kom en rapport, der afslørede, at indførelsen af gebyrerne og justeringen af gebyrerne var lovstridig. Dyremose slap af krogen. Oppositionen lod ham slippe for et større postyr i både Ambi- og gebyrsagen, men kun fordi den sparede kræfterne til tamilrapporten et lille år efter. Havde det således ikke været for tamilsagen, kunne Dyremose være blevet genstand for diverse undersøgelser. Hans eftermæle var i givet fald næppe blevet så rosenrødt, som det tegnes i selvbiografien.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og