SYDAFRIKA // AKTUELT – Sydafrika kæmper med rekordhøj arbejdsløshed, voksende frustration og en ny bølge af vold mod migranter. Politikere og aktivister retter skytset mod udlændinge, men ifølge forskere ligger årsagerne til krisen et helt andet sted.
GABORONE – Sydafrika har altid været plaget af vold. Noget af den har fået en stærk plads i historien som for eksempel sagaen om Shaka Zulu. Hans blodige bestræbelser på enevældigt at styre sit zulu-kongedømme (1816-1828) er der lavet bunker af film og tv-serier om.
Og boerkrigene (1880-1881 og 1899-1902): Hele biblioteker er der skrevet om de dramatiske hændelser.
Derimod tales der ikke længere så meget om den ekstreme vold i årene lige inden apartheids sammenbrud og Nelson Mandelas frigivelse i 1990, som grundlæggende var en sort-sort affære, der på overfladen drejede sig om politisk magt og positionering, når nu apartheid forventeligt skvattede sammen lige om lidt.
Men så stod Nelson Mandela og fru Winnie pludselig dér med knyttede næver uden for Victor Verster-fængslet i den vestlige Kap-provins og smilede, så det smittede ud over hele Sydafrika, og fire år senere blev Mandela landets første demokratisk valgte præsident og reklamerede sammen med ærkebiskop Desmond Tutu for fred og fordragelighed og tilgivelse i ”regnbuenationen” med plads til alle farver og nuancer. Der var dømt optimisme og håb, som sad så tykt i luften, at man kunne skære i den. Fremtiden var lys.
Sydafrika i dag er havnet i en diametralt modsat grøft af tristesse, frustration og indestængt vrede, og det skyldes givetvis, at mange af problemerne fra apartheid er fulgt med. De store smil i 1990’erne varede ikke ved.
Arbejdsløsheden ligger i dag et godt stykke over 30 procent. Landet er det mest ulige i verden. Millionbyer er i lodret forfald. Infrastruktur som el- og vandforsyning står ikke længere til at redde, korruptionen er værre end nogensinde, og så plager 32 år med det gamle frihedsparti, ANC, der ikke har ændret meget for den almindelige befolkning – så lidt, at flere og flere sydafrikanere får sværere og sværere ved at klandre de hvide apartheid-racister dengang for alverdens ulykker, som man ellers har haft for vane i alle årene.
Og volden er der stadig, altså den almindelige dagligdagsvold, der i alt væsentligt er berigelsesforbrydelser eller familie- eller bandeopgør. I gennemsnit er der 58 mord om dagen, men nu har volden fået styrket en dimension, der ganske vist har floreret i omkring 20 år, men som først nu for alvor kommer i mediers og kommentatorers søgelys.
Der er slet ingen jobs at stjæle
Det er volden mod udlændinge, migranterne, som der er næsten tre millioner af i Sydafrika. De bliver dagligt udsat for hadefulde demonstrationer, der let udvikler sig til overfald.
De senere år har aktivister samlet sig i regulære anti-migrant-organisationer som Operation Dudula, ActionSA og den meget aktive March & March, der for nylig har sat 30. juni som frist for illegale migranter til at forlade landet. Hvis ikke? Ja, hvad så?
De fleste i de tre grupper hævder, at deres demonstrationer ikke drejer sig om fremmedhad, men om at loven skal overholdes. Udlændinge, der opholder sig ulovligt i landet, og det gør de fleste, skal ud.
Demonstrationerne rettes mod hospitaler, skoler, arbejdspladser, som aktivister barrikaderer for at holde udlændinge ude, så de ikke ”misbruger” de goder, som er forbeholdt sydafrikanere, hedder det.
Sorteper placeres hos migranter
Flere kommentatorer mener, at sorteper bliver placeret hos migranter, selvom problemerne skyldes noget helt andet.
Det gælder politologen Dale McKinley, der er aktiv i foreningen KAAX (Kopanang (eller ”forenet”) AfricaAgainst Xenophobia). Han siger til POV, at en stor del af problemet i Sydafrika baserer sig på en skævvridning af fakta. Det store flertal bliver forholdt oplysninger om de faktiske forhold.
For eksempel er det grundlæggende forkert at hænge migranter ud for at stjæle jobs, eftersom der jo ikke er jobs at stjæle. Arbejdsløsheden slog for nylig ny rekord med 34,9 procent.
”Sydafrika har haft en arbejdsløshedskrise de sidste 25 år. Der er nogle sektorer, hvor udlændinge har fået jobs som i detailhandlen og i byggeriet, men de er et lille mindretal,” siger McKinley, der dermed delvist bekræfter den mellemstatslige samarbejdsorganisation OECD, som har dokumenteret, at migranter i Sydafrika faktisk skaber arbejdspladser og vækst. Migranterne kommer hovedsageligt for at ”lave forretninger”, altså handle, købe og sælge.
Loren Landau, der er professor i migration ved University of Witwatersrand i Johannesburg og i Oxford, er enig.
Han forklarer til POV, at partier slår politisk mønt på et latent fremmedhad, der ifølge undersøgelser er steget markant de senere år. Næsten halvdelen af befolkningen siger nu, at udlændinge ikke burde lukkes ind i landet.
Landau forklarer, at anti-migrant-demonstranterne bliver mere og mere organiserede, og at aktivisterne nu ”har flere penge mellem hænderne end nogensinde før”, og at pengene ubestrideligt kommer fra politiske partier, og altså også fra præsidentens parti, ANC.
”De aktører, man kunne forvente ville fordømme og kontrollere volden, altså politikere og politiet, legitimerer den enten implicit eller eksplicit. På tværs af partierne er man mere eller mindre enige om, at indvandring bør kontrolleres, og at migranter uden dokumenter skal sendes hjem, og dette er blevet et centralt element i alle politiske platforme. Det sprog, de (politikere og andre, red.) bruger, grænser til tider til etnisk udrensning.”
Migranterne flygter
Flere afrikanske regeringer er begyndt at reagere. Nigerias præsident Bola Tinubu har fordømt angrebene og udsendt en advarsel til den anslået halve million nigerianere i Sydafrika om at være agtpågivende over for ”xenofobiske angreb og anti-udlændinge-attituder i landet”. Nigeria planlægger p.t. at evakuere mellem 2.000 og 4.000 af sine statsborgere fra Sydafrika.
Malawi har meddelt at ville repatriere de malawiske statsborgere, der ønsker at komme hjem, mens Mozambique allerede har hentet 545 medborgere over grænsen og er klar til at hente endnu 1.000. Ghana evakuerede i sidste uge 297 af deres statsborgere og bad i den forbindelse Den Afrikanske Union (AU) om at tage migration og fremmedhad op på unionens topmøde i Egypten i slutningen af måneden.
Begrundelsen lød i et brev til AU, at ”fremmedhad i Republikken Sydafrika beklageligvis resulterer i tab af menneskeliv. Udviklingen er især bekymrende set i lyset af den langvarige solidaritet, som afrikanske stater har udvist til støtte for kampen mod apartheid og Sydafrikas efterfølgende demokratiske transformation.”
Med denne slet indpakkede ghanesiske bandbulle mindes den sydafrikanske regering om støtten, som frihedsbevægelsen ANC modtog i kampen mod apartheid fra en lang række lande i Afrika, herunder Ghana.
Sydafrikas præsident Cyril Ramaphosa anerkender historien, men har påpeget, at også andre lande bærer en del af ansvaret for problemerne i Sydafrika og har spydigt gjort opmærksom på, at det vel ikke er uden grund, at Sydafrika til forskel fra nabolandene virker som en magnet på afrikanere. I Sydafrika kan man bevæge sig frit omkring, og serviceniveauet og kvaliteten er høj.
Nej, det er ”bagvedliggende” problemer, såsom arbejdsløshed og ”dårlig regeringsførelse” i andre afrikanske lande, der skaber problemerne i Sydafrika, der ifølge International Organization for Migration p.t. har 2,6 millioner migranter i en befolkning på 63 millioner.
Indadtil lovede Ramaphosa tirsdag i det sydafrikanske parlament, at der vil blive strammet op på overtrædelser af immigrationslovgivningen. ”Vi øger vores inspektioner af arbejdspladser og retsforfølger arbejdsgivere, der overtræder vores arbejdslovgivning. Vi styrker grænsesikkerheden, udrydder korruption i immigrationssystemet og lukker smuthullerne i de fragmenterede immigrationslovgivninger.”
Altså en bred vifte af initiativer, der skal sætte en stopper for det ”illegale” arbejde og fremmedes ophold og samtidig en støtte og et løfte til anti-migrant-demonstranterne.
Det er samfundets skyld
Men hvad er løsningen på et problem, der truer med at eskalere ud af kontrol?
Landau har ikke et konkret bud, men siger, at ”man skal holde dem ansvarlige, der spreder vold og had, og så skal man begynde at fokusere på pragmatiske planer for at løse de problemer, der forårsager sydafrikanere reel smerte, og det er jo ikke indvandringen, men korruption, dårlig planlægning og inkompetence”.
Et tankevækkende forslag kommer fra byplanlæggeren Tanya Zack, der har kortlagt handelsmønsteret i det centrale Johannesburg i et af de områder, som hvide efter apartheids afvikling forlod, og som nu er totalt overtaget af udlændinge, særligt etiopiere.
Bydelen, som kaldes Jeppe efter gaden af samme navn, har udviklet sig til et gigantisk handelsmarked med omkring 3.000 små butikker langs gadenettet og op i de gamle forladte højhuse, og det er alt sammen formelt ureguleret, ulovligt.
Zack beskriver i bogen The Chaos Precinct, at Jeppe har sin egen indre logik, som der kunne trækkes positivt på. Folk uden mange penge valfarter til Jeppe, og de er langt de fleste i Johannesburg og Sydafrika: Altså de, som ikke har råd til de store funklende indkøbscentre.
I Jeppe kan de købe billige varer, som er hentet ud af handelsnetværk fra hele Afrika og videre ud i verden, ikke mindst til Kina, og området rummer sin egen succeshistorie, hvor alle er vindere. Hvis myndighederne lod handlende og kunder være i fred og i stedet udnyttede ”områdets logik” positivt og innovativt, ville det kunne udbredes til hele Sydafrika – og måske ud over kontinentet til alles gavn.
Men i stedet for at udnytte en oplagt mulighed bliver Jeppe, ifølge Zack, stigmatiseret og kriminaliseret. Politiet rykker jævnligt ind og rydder forretninger og hele gader af butikker, og så skubbes der yderligere til negative opfattelser af udlændinge.
Zack, der selv bor i en lejlighed i Jeppe, siger til POV, at opfattelsen af udlændingene er så totalt forfejlet, at hun får lyst til at ”skrige fra hustagene”, at migranterne blot er mennesker med anderledes baggrunde, og at deres kapaciteter og velfungerende kanaler ud i Afrika burde bruges frem for at kriminaliseres.
Zacks tese bekræftes af ghanesere, der i sidste uge blev evakueret af de ghanesiske myndigheder. De forklarede til medier, at deres grund til at rejse til Sydafrika egentlig ikke var at søge job, men at ”lave forretninger”, fordi de vidste, at der var en mulighed i et lavprismiljø, hvor konkurrencen ikke er med den sydafrikanske elite, der sidder på de store glitrende indkøbscentre, men med alle andre, der søger lykken i mulighedernes land, Sydafrika.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og