Joris-Karl Huysmans – flanøren, der gik mod strømmen

af i Bøger/Kultur

LITTERATUR // ESSAY – Cand.mag og fiskehandler Freddy Hagen møder oversætter Annette David under denne weekends BogForum til en samtale om hendes arbejde med den franske forfatter og kritiker Joris-Karl Huysmans, der bl.a. er en stor inspiration for Michel Houellebecq. Det sker lørdag kl. 14.00. Hvad har en moderne succesforfatter til fælles med en nærmest glemt forgænger? Hagen introducerer Huysmans og peger på, hvorfor den franske kunstkritiker var en revolutionerende skikkelse, hvorfor han blev glemt og hvorfor han nu genopdages.

I år blev det læsende danske publikum beriget med hele to oversættelser af den franske Fin de siècle-forfatter og kunstkritiker, Joris-Karl Huysmans (1848-1907).

Trods hans betydelige position i datidens litterære miljøer, og på trods af, at han var med til at tegne et billede af en ny avantgardisme, der dengang endnu ikke var kommet til sin ret, er han mere eller mindre blevet glemt og næsten skrevet ud af litteraturhistorien.

Houellebecqs fascination af Huysmans stikker dybere, end hvad man umiddelbart skulle antage. Og Huysmans optræden i ‘Soumission’ er hverken tilfældig eller en slags bihistorie

Men han skrev i hvert fald én klassiker, Mod Strømmen, på fransk kaldet À rebours, som satte så meget i brand, da den udkom i 1884, at det kan undre, at den nærmest er blevet overset siden. Den, foruden en mindre novelle, Et dilemma, foreligger nu i dansk oversættelse, og det er en velsignelse.

Joris Karl-Huysmans blev ellers et grundtema i den skandaleombruste forfatter Michel Houellebecqs roman Underkastelse (Soumission, 2015), en nærmest dystopisk fremtidsfortælling, hvor et islamisk parti i 2022 sammen med socialisterne bekæmper Marie Le Pens nationalistiske parti og danner regering.

Vi følger en midaldrende og deprimeret litteraturprofessor, François, der er ekspert i Huysmans’ skrifter. François reflekterer gennem hele romanen over Huysmans’ skrifter og livsforløb, og han flytter ud til et kloster, ligesom Huysmans selv gjorde, da han konverterede til katolicismen.

François konverterer til islam; det er et krav for at kunne undervise på universitet, og han reflekterer over det gode ved, at han nu kan leve et fremtidigt liv med økonomisk sikkerhed og ret til polygami i den delvist islamiserede virkelighed, Frankrig er endt med at blive.

Houellebecqs sorte, sarkastiske humor samt sætten spot på islam har gjort ham til en af vor tids betydeligste og mest kontroversielle forfattere.

Cocktailen, der for alvor forbinder Huysmans med Houellebecq: Den hvide, midaldrende mand, der har mistet lysten til sex, og som samtidig er blottet for moral og fyldt til randen med livslede, og som en sand misantrop spidder samtiden

Houellebecqs fascination af Huysmans stikker dybere, end hvad man umiddelbart skulle antage. Og Huysmans optræden i Soumission er hverken tilfældig eller en slags bihistorie.

Det er derimod Houellebecq, der toner rent flag og fremviser en fransk forfatter, der over hundrede år tidligere skrev med en ligeså spydig pen som hans egen, og som behandlede præcis de samme emner som dem, Houellebecq selv arbejder med.

Huysmans samtidige

Så hvem er denne forfatter, der ikke rigtig læses af nogen, men som altid har været berygtet for sine ekstreme excesser?

Joris-Karl Huysmans blev født i Frankrig, hans far var hollandsk, men forsvandt ud af hans liv, og moderen fik en anden mand, som Joris-Karl afskyede. Han blev menig funktionær for regeringen, en kontorist, uden megen mulighed for avancement.

Alligevel bestred han jobbet det meste af sit liv. Men i sin fritid begyndte han at skrive, først med stor inspiration fra sit forbillede, Charles Baudelaire, men siden som en del af de naturalistiske og realistiske forfattermiljøer i Paris med Émile Zola og brødrene Edmond og Jules de Goncourt som omdrejningspunkt.

Her kan man se den første ret klare forbindelse mellem Huysmans og Houellebecqs tematiske ideer: Den seksuelt farlige kvinde, den prostituerede og tidens ideer om sædelighed

Og så selvfølgelig med Gustave Flaubert som den, der mest af alt kunne skrive nøgternt og i den nye rapporterende, nærmest journalistiske stil, hvor skildringen af virkeligheden var vigtigere, end at beskrive det traditionelt skønne.

Eller rettere, naturalisterne mente, at virkeligheden var æstetisk interessant at skrive om, selvom det beskrevne var fornedrende, som eksempelvis skildringer af prostitutionslivet, eller brutalt som hektiske beskrivelser af lokomotiver og banegårde. Det moderne storbyliv, der blander alle klasserne sammen, blev grundtemaet for mange naturalistiske romaner.

Her kan man se den første ret klare forbindelse mellem Huysmans og Houellebecqs tematiske ideer: Den seksuelt farlige kvinde, den prostituerede og tidens ideer om sædelighed.

Huysmans to første romaner, Marthe (1876) og Les Sœurs Vatard (1879), handler om underklassens kvinder. Marthe var den første franske roman, der handler om livet i datidens statskontrollerede bordeller, skarpt fulgt efter af Edmond de Goncourts roman Skøgen Elisa, (La fille Éliza, 1878). Siden fulgte Émile Zolas berømte roman Nana (1880), der blev en litterær klassiker.

Huysmans’ dystre beskrivelser

Og her kommer vi ind på en af de første gode grunde til, at Huysmans var en betydelig forfatter og spændende læsning set fra et skandinavisk perspektiv.

Havde man forsøgt at oversætte Huysmans naturalistiske romaner til dansk dengang, var de med sikkerhed blevet konfiskeret. Det var de sandsynligvis også i Frankrig, men med Huysmans forbindelser i Belgien, der havde mildere love omkring ytringsfrihed, kunne han i Bruxelles publicere Marthe og smugle den ind i Frankrig. D

et var også sådan, man gjorde med de dele af Charles Baudelaires Syndens Blomster (Les fleurs du mal, 1857), der blev censureret væk, for først at blive udgivet i 1866 under titlen Les Épaves, med Felicien Rops som illustrator, for at undslippe censuren. Så kunne man altid få bøgerne ind i Frankrig bagefter.

Angående prostitution, offentlige bordeller og den skandinaviske sædelighedsfejde så skrev den norske forfatter og kunstmaler Christian Krogh romanen Albertine (1886), der handler om en fattig pige af samme navn, der drives ud i prostitution.

Denne roman har slet ikke nær den samme eksplicitte, grove fremstilling, som Huysmans udfolder i Marthe, men fremstår i dag noget tam. Men den provokerede, og da den udkom, blev den beslaglagt og siden forbudt.

Krogh pegede på Albertines uretfærdige skæbne, og Georg Brandes skrev personligt til ham og roste bogen, som han fandt moderne og betydelig i sin og ligesindedes kamp for at sætte problemer under debat. Bogen, samt Kroghs malerier, var medvirkende til, at man ændrede loven om offentlige bordeller i Norge. I Danmark afskaffede man først systemet i 1906.

Denne praksis, hvor bordellerne og de prostituerede blev hentet til tjek af politiet, foregik både i Frankrig og i Skandinavien. Man havde ligesom affundet sig med, at mænd gik til prostituerede, som politiet sørgede for ikke spredte sygdomme, og ellers forsøgte staten at holde al omtale ude af den offentlige debat gennem censur.

Selv i dag fremstår Marthe og Les Sœurs Vatard forbløffende eksplicitte og realistiske

I modsætning til Zolas politisk-kritiske blik på prostitutionen og Goncourts mere detektiv- og case-orienterede fokus samt Kroghs moraliserende fremstilling, beskrev Huysmans miljøet – de fornedrede kvinder, de fordrukne og voldelige mænd – uden at fælde dom.

Han skildrede varietéverdenen, arbejderklassens fattigdom, drømmene om at slippe ud af armoden og livet på datidens forlystelsesetablissementer.

Det er en dyster fortælling om et Paris, hvor der er barskt, og hvor alle ofrer sig for at overleve, men det er også fremragende og skarpe iagttagelser af byen og dens forskellige mennesketyper og skæbner. Selv i dag fremstår Marthe og Les Sœurs Vatard forbløffende eksplicitte og realistiske.

Parodisk og galgenhumoristisk

Hverken Marthe eller Les Sœurs Vatard er oversat til dansk, men det er den lille novelle Et dilemma (Un Dilemme, 1887), derimod. Det er Annette Davids første oversættelse af Huysmans, og den er udgivet i år på Det Poetiske Bureaus Forlag.

Novellen handler om en ung kvinde, der lever sammen med en ung studerende, der kommer fra en rig familie. Men han er syg, og hun passer ham.

De lever sammen udenfor ægteskab, og selvom de har planlagt at blive gift, og pigen er gravid, så dør han, og hans fader og dennes ven planlægger et beskidt rænkespil, hvor de vil frarøve den fattige piges ret til at modtage penge.

Vi følger de involverede personer, og de er alle – med undtagelse af den gravide pige – hykleriske og tvetungede, og kun ude på at mele deres egen kage.

Breton beskriver ham som den, der opfandt begrebet “sort humor”. Huysmans bruger begrebet til at beskrive sin litterære stil. Det er denne sorte humor, som Houellebecq er så interesseret i, og som præger hans romaner så meget

Huysmans evne til eksplicitte beskrivelser, kulsort fremstillet og gerne med et stænk af humor, foldes rigt ud i denne fortælling.

Et eksempel: Den stakkels gravide pige er blevet truet med at blive smidt på porten og søger kontakt til en af kvarterets kvinder, der er kendt for at agere dommer i sådanne sager.

Da hun får at vide, at den afdøde er søn af en højtstående person, bliver hun helt forfjamsket, og kan ikke styre sin forfængelighed. Hun glæder sig til at skulle snakke med denne fine mand, som hun indbilder sig at kunne nå til enighed med, fordi hun selv er fin og dannet.

Men det ender med, at hun lægger sit gebis fra sig, da hun går i seng natten før mødet, og som hendes hund så snupper og ødelægger. Hun bliver nødt til at stadse sig ud og gå til mødet uden tænder i munden. Det er parodisk og samtidig galgenhumorisk.

I 1940 udgiver Andre Breton et surrealistisk manifest, L’anthologie de l’humour noir, en antologi af tekster, der fokuserede på det, han kalder for den sorte humors historie. Sort humor, påstår Breton, er sand surrealisme, fordi man griner af det mørke, og derved gør virkeligheden obskur.

Huysmans er med i denne samling, og Breton beskriver ham som den, der opfandt begrebet “sort humor”. Huysmans bruger begrebet til at beskrive sin litterære stil. Det er denne sorte humor, som Houellebecq er så interesseret i, og som præger hans romaner så meget.

Misantropen, der binder Huysmans og Houellebecq sammen

Interessen for fri seksualmoral og kvinden anskuet som farlig eller som offer er et fællestræk ved Huysmans og Houellebecq, men for begges vedkommende er det vigtigt at bemærke, at de er mere misantropiske end misogyne.

Ligheden skærpes, da Huysmans i sin roman Mod strømmen, betegner faldet i antallet af bordeller i Paris og forøgelsen af cafeer og et borgerligt natteliv som en negativ udvikling, fordi prostitutionen ifølge Huysmans fortsatte: nu bare mere hyklerisk og med en forhandling om prisen omkring cafébordene.

Huysmans var virkelig moralsk uanfægtet af prostitutionen, og han frekventerede selv bordeller gennem store dele af sit liv, selv som konverteret katolik.

Odilon Redon: Des Esseintes. Radering fra 1888. Nærmest profetisk har Des Esseintes en forrevet mund. Huysmans døde senere af kræft i munden.

Udvekslingen af seksuelle ydelser baseret på klasse og kapital er også blevet et hovedtema i mange af Houellebecqs romaner.

Og at der kan komme noget sjovt og provokerende ud af det, er noget begge forfattere har bevist i en uforlignelig grad, der næsten kun kan matches af en forfatter som Henry Miller.

Men endnu er sammenstillingen mellem Huysmans og Houellebecq ikke fuldbragt.

Der mangler et tema, en ingrediens, som Huysmans påbegynder at eksperimentere med i den lille novelle À vau l’eau (1882), der handler om en midaldrende, enlig kontorist, der forsøger at finde et ordentligt måltid mad til en fair pris i Paris.

Novellen er én lang kritik af storbyen, af kunsten og litteraturen og af hovedstadens hastige forandring, af maden og af mennesker generelt.

Og den handler igen om kvinder. Hovedpersonen spekulerer på, om det ikke ville være bedre at være gift frem for at opsøge prostituerede og betale for sex, men han kommer frem til, at med hans ringe indtægt vil han kun kunne få en doven kone, der bare vil sætte børn til verden, som han skal arbejde mere for at forsørge.

Hovedpersonen ender med at tildrage sig syfilis, og han bliver impotent. Og nu har vi den cocktail, der for alvor forbinder Huysmans med Houellebecq:

Den hvide, midaldrende mand, der har mistet lysten til sex, og som samtidig er blottet for moral og fyldt til randen med livslede, og som en sand misantrop spidder samtiden ved spydigt at blotte folks simple og vulgære lyster og motiver.

En verden fyldt med dekadent moralsk ublu hedonisme, hvor jeg-fortælleren ikke selv evner at kunne nyde det, er det helt centrale tema for begge forfattere, og det, der forbinder dem mere stilistisk, er deres sorte humor, beskrivende denne uholdbare tilstand, der samtidig er et billede på den vestlige civilisations endeligt.

Huysmans kunstkritik

For rigtig at kunne forstå hvor radikale naturalisterne og den tidlige Huysmans var, skal man se det parallelt med de nye strømninger, der piblede frem i billedkunsten.

Allerede Baudelaire var begyndt at kritisere “parnasset”, kunstinstitutionerne og kunstuddannelserne, og han begyndte at hylde de billedkunstnere, satirikere og modetegnere, der blev afvist af censurkomiteerne, og som skabte deres egne udstillinger eller tjente ved at arbejde for medierne.

Denne parallelle kunstdyrkelse, baseret på smag og modstand imod samtidens reaktionære ideer om kunst, fortsatte frem gennem årene.

I 1867 begynder Huysmans at skrive kunstkritik, men han er for kontroversiel til at kunne holde på et fast anmelderjob. Men i 1883 samlede han nogle af sine årlige anmeldelser af de censurerede udstillinger, og de afvistes. Her forsvarer han impressionisterne og Degas, allesammen afvist af de officielle institutioner, men anerkendt af naturalisterne.

Kunstneren Gustave Moreau malede flere malerier af Salome, der berettes om i det Nye Testamente. Her danser hun forførisk foran Kong Herodes og hans hof og får baptisten Johannes’ hoved på et fad. Moreau malede både dansen og modtagelsen af det afhuggede hoved. Des Esseintes ejer i Mod strømmen to af disse malerier, og han beskriver dem meget indgående og dramatisk, fokuseret på den forføriske akt og på det eksotiske i hendes og hele interiørets udtryk, det orientalske. Moreau arbejdede på malerierne i perioden 1876-77. Her en detalje fra et af dem.

Huysmans’ kunstkritik er kras, og det er imponerende at læse i dag, hvor hård en dom han fælder over sin samtids ide om god kunst, og hvor illustrativt og enkelt han agiterede for impressionisterne og især Degas, som han var en af de første til at opdage storheden ved. Huysmans beskriver tidens nye kunstneriske strømninger, der dengang var så ildesete, som om han vidste, at oprørerne ville vinde.

Huysmans kunne som ingen anden forklare, hvorfor friluftsmaleriet var så afgørende, og hvad der mentes med, at impressionisterne malede lyset.

Han formåede at beskrive, hvorfor de nye malere kunne fange virkeligheden bedre, selvom deres værker for offentligheden fremstod som ufærdige. Og han skosede de etablerede studiemalere, som han gjorde sig uvenner med, men som ikke desto mindre fortjente kritikken. Huysmans var også en af de første til at hylde franske plakatkunstnere, som han mente portrætterede samtiden og kvinden meget bedre end alle de store, etablerede malere.

Huysmans støttede ikke blot impressionisterne, men opdagede også meget tidligt Gustave Moreau og Odilon Redon, der siden er blevet anerkendt som to af tidens mest betydelige symbolistiske kunstnere

Huysmans kunne også beskrive “malende”. Han er berømt for sine ikke særligt præcise, men stærkt dramatisk og indlevende – ja, medrivende – analyser af forskellige malerier. Mange af de små tekster om Paris og hverdagslivet, som han løbende udgav, er skrevet i en impressionistisk stil, der beskriver det, malerne malede, og med fokus på det samme: fysiognomi, perspektiv og lyset.

Huysmans’ kunstneriske interesse blev vakt allerede i barndommen. På faderens side var der betydelige malere i familien, og som ung brugte han uendeligt mange timer på Louvre i Paris, hvor også nogle af deres værker er del af samlingen.

Huysmans støttede ikke blot impressionisterne, men opdagede også meget tidligt Gustave Moreau, Félicien Rops og Odilon Redon, der siden er blevet anerkendte som tre af tidens mest betydelige symbolistiske kunstnere.

Brændstoffet i Mod strømmen

Og nu til Huysmans hovedværk, À rebours, som han publicerede i 1884. På dansk har den fået titlen, Mod strømmen. Romanen er, ligesom Et dilemma, oversat af Annette David og udgivet på Det Poetiske Bureaus Forlag. På engelsk fik den titlen, Against Nature, hvilket også er rammende, men tilbage til titlens betydning om lidt.

Den lille novelle À vau l’eau havde skitseret den midaldrende misantropiske mand, der lider af impotens.

Men en del af misantropien var opstået ved en træthed af naturalisternes evige fokus på underklassen, og deres credo om at alt skal være sandt og præcist gengivet. Det var spændende nok med de prostituerede, men Huysmans kunne ikke lade være med at æsteticere over det.

Samtidig fik han en anbefaling af Edmond de Goncourt, der formodentlig blev anledningen for Huysmans til at skrive bogen. Goncourt anbefalede ham nemlig at skifte fokus og beskrive de finere klasser med samme optik som den, han tidligere havde anvendt på de lavere klasser.

Brødrene Goncourt var meget centrale i datidens Paris. De var dekadente, og de dyrkede samlermanien og agiterede for en ny narrativ figur, der ikke skulle bestå af en overordnet historie og et plot, men hellere skulle opstå gennem direkte registreringer af genstande og sædvaner i et udsnit af tilværelsen.

De to brødre var selv ivrige samlere, og de skrev bøger om kvindelige demi-monder. Og den ene broder, Edmond de Goncourt, skrev som tidligere nævnt romanen om skøgen Elise. Sammen skrev de også en bog om deres eget kunstnerhjem, der mest af alt er en registrering af deres store skatte. Med denne bog konstituerede de sig som de betydeligste vejledere og idemagere til, hvorledes den dannede, rige og frie mand burde stræbe efter at forfine sin smag.

Brødrene Goncourt var med til at udbrede kendskabet til japonismen, dvs, den kunst fra Japans Edo-periode, hvor især Hokusai i dag er berømt.

De samlede på gamle japanske træsnit og skrev også to bøger om japansk Edo-kunst, den ene en monografi om Hokusai. Og det er især portrætterne af prostituerede, som Goncourt-brødrene fokuserer på.

Men japonismen udgjorde en meget betydelig del af datidens avantgardistiske kunstnermiljøer. Især impressionisterne, og senere van Gogh, lod sig inspirere af japanerne, både hvad angår motiv, komposition og teknik.

Deres tilfældige udsnit af naturen, deres afbildninger af kvinder, deres forhold til erotik og pornografi, som de også lavede mange illustrationer af, kaldet Shunga, var alt sammen noget, der inspirerede hele den vestlige verden, efterhånden som Japan blev mere åbent, og kunstartefakterne kom i handelen.

Japonismen inspirerede også tidens helt moderne kunstnere, nemlig Fin de siècle-kunstnerne, eller Art noveau-kunstnerne, symbolister, der alle dyrkede Baudelaire og det kunstige paradis, med stiliserede figurer og mønstre, for eksempel kunsthåndværkeren, Emile Gallé, der var ven med Le comte Robert de Montesquiou, den dekadente mand, der også blev inspirationskilde til figuren Des Esseintes i Mod strømmen, og senere også portrætteres i Prousts romanværk, På sporet af den tabte tid (À la recherche du temps perdu, 1912-27).

Denne interesse for det æstetiske og det dekadente, samlernaturen og dyrkelsen af det fineste, var alt sammen sider af brødrene Goncourt, som Huysmans delte.

Og det blev brændstoffet i romanen Mod strømmen. Huysmans havde nu gennemgået en litterær bane, hvor han havde befundet sig i inderkredsen af den naturalistiske bevægelse, samtidig med at han forsvarede de nye kunstnere imod parnassets reaktionære regler for, hvad god kunst er.

Alligevel kunne han ikke slippe sin helt, Charles Baudelaire, som han ellers lod sig inspirere af i sin første bog, der blev en fiasko. Men Charles Baudelaire, Edgar Allan Poe, d’Aurevilly og en hel mængde ældre og nyere kunstmalere var ikke rigtig i vælten hos Zola og mange andre naturalister. Huysmans blev en del af den spirende symbolisme, og en for en hyldes de nye stemmer i Mod strømmen.

I À vau-l’eau, der groft kan oversættes til ”Med strømmen”, havde han portrætteret en naturalist, der kedede sig og som led af pengemangel. Efter at have læst alle de naturalistiske romaner, kan han ikke finde anden interessant litteratur. Han var nået et slutpunkt, og hans flyden med strømmen gjorde ham ikke lykkelig, snarere tværtimod.

Opgør med naturalismen

I Mod strømmen beskriver han den adelige Des Esseintes, der er sidste led i en gammel slægt, plaget af degeneration og deprimeret over samtiden. En midaldrende mand, der er dekadent til fingerspidserne, men blottet for moral. En oplyst hedonist, der nyder det unaturlige, det farlige, det seksuelt obskure og ideen om den geniale kunstner.

Denne hypokondriske mand, der har levet et udsvævende liv, bliver impotent og mister livslysten, hvorefter han afholder en dødsmesse over sig selv med en middag, udelukkende bestående af sorte og mørke farver, serveret af nøgne, sorte kvinder. Herefter forlader han offentligheden og bygger et domicil op, langt væk fra andre mennesker, for der at mæske sig i sin imponerende samling af bøger og kunstindustrielle genstande.

Des Esseintes hus i ødemarken er bygget som et manifest over hans smag. Samtidig er det et massivt opgør med naturalismen som kunstens kulmination og endelige fuldbyrdelse.

Her fremviser Huysmans, gennem Des Esseintes, en litterær og billedkunstnerisk kanon, der går på tværs af samtidens litteraturhistoriske rids, og det er netop det, der gør Mod strømmen til et så enestående værk: At Huysmans en gang for alle fik afsluttet striden om, hvem der skulle huskes i den store æstetiske verdenshistorie.

Og Des Esseintes går helt tilbage til den latinske litteratur, hvor han fremhæver alle dem, der har det mindst opbyggelige og moralske at byde på, men til gengæld vidner om hverdagssprog, om erotik og om lyster. Derfor er Petronius’ Satyricon, der er skrevet på vulgærlatin, også hans foretrukne.

Fra den latinske litteratur og frem til Poe og Baudelaire sker der knap så meget, ifølge Des Esseintes, men de to forfattere tegner til gengæld en helt ny litterær horisont, hvor litteraturen beskæftiger sig med at skræmme sine læsere, og hvor ondskabens blomster gror.

Baudelaire kunne beskrive døden på en æstetisk skøn facon.

Det var nyt, men det var ikke anerkendt, dengang i 1884. Huysmans får cementeret, at Baudelaire er det nittende århundredes største lyriker, ligesom han naturligt indskriver Poe i litteraturhistoriens udvikling.

Dyrkelsen af den dekadente kunst

Billedkunstnerisk er bogen også betydelig. Des Esseintes beskriver indgående værker af Gustave Moreau og Odilon Redon.

Han forbinder deres symbolistiske billedsprog med Baudelaires og Mallarmés tekster. Stéphane Mallarmé var venner med Huysmans og en af symbolismens største digtere. Men fælles for Moreau, Odilon og Mallarmé var, at de ikke var anerkendte. Endnu. For anerkendte er de siden blevet.

Des Esseintes er nærmest også profetisk i sin viden om kunsthåndværk og parfumer, noget som først i slutfirserne rigtig slår igennem gennem Arts & Crafts-bevægelser, der spredte sig over hele den vestlige verden mod slutningen af det nittende århundrede, som en reaktion imod industrialiseringen, hvor håndværket blev overflødigt.

Kunsthåndværket blomstrede, og en dekadent mand skulle vide noget om alt, blandt andet indbinding af bøger, der gjorde det muligt for ham – takket være sin viden om bogens indhold og bogbinderhåndværket – at personliggøre sin bog og samtidig vise sin smag og intelligens.

Denne dekadente person, der dyrker symbolismen og den frie seksualitet og iscenesætter sin smag gennem indretning og tilegnelse af betydelige samlinger, men er plaget af kedsomhed og misantropi, er nærmest indbegrebet af en moderne verdensmand anno slutningen af det nittende århundrede

Des Esseintes’ bogbind beskrives i de mindste detaljer, og de er naturligvis alle sammen ekstravagante og unikke. Via disse beskrivelser af kunstindustrielle genstande viser Des Esseintes sin overdrevne sensibilitet, som Huysmans delte. Engang udtalte Huysmans, at han registrerede verden, som var han flået, hudløs, og at det var derfor, at selv de mindste ting kunne fremstå så ekstremt påtrængende i hans tekster.

Des Esseintes dyrkelse af den dekadente kunst er nærmest psykedelisk, og han går ofte i trance, og får overload og bliver syg efter en intens omgang med dele af hans mange værdigenstande. Og igen er kunsten centreret omkring kvinden og det seksuelle, og igen er det smertefulde, at han er impotent, og han forbinder impotensen med kedsomhed over det banale, der gør, at han hele tiden søger ekstremer.

Fin de siècles mest ikoniske figur

Giovanni Boldini: Portræt af den dekadente
Le comte Robert de Montesquiou, der var berømt i kunstneriske kredse. Maleriet er fra 1897, og Montesquiou menes at være en af dem personer, som karikeres i Des Esseintes-figuren.

Der er noget satanisk over Des Esseintes. Han nyder at fordærve unge drenge, der ligner piger, og han er overbevist om, at darwinismen er sand, og at man ikke bør hjælpe den svage. Samtidig er han androgyn, og vistnok en af de første, rigtige queerede passager i verdenshistorien er den, hvor Des Essientes bliver seksuelt interesseret i en kvindelig akrobat.

Han er fascineret af hendes maskuline styrke, og han forestiller sig, hvorledes han må underkaste sig og blive taget af denne rå, maskuline kraft. Men det viser sig, at hun er feminin og følsom, og han mister atter interessen.

En anden affære, som den tilbagetrukne Des Esseintes erindrer, er med en bugtaler. De har seksuelle lege, hvor han tager hende, mens hun på bugtalervis foregiver, at hendes mand står udenfor døren og afslører dem. Mod strømmen er fyldt med disse herlige, finurlige og overraskende vinkler og lyster.

Des Esseintes ved alt om kvinderne, tror han, og for ham er deres prydelser i form af parfumer og beklædning interessante, og han er selv ekspert i dufte og lingeri. Men mest af alt er kvinden interessant, fordi hun i sig bærer både nydelsen og døden. Syfilis er et centralt omdrejningspunkt gennem hele romanen.

Kvinden forfører manden med sine kønsorganer, som Des Esseintes i et manisk moment illustrerer ved at indkøbe et hav af sjældne blomster, der ligner kvindens kønsorganer, men nydelsen af blomsterne beruser ham så meget, at de kødædende planter forvandler sig til den frygtede kønssygdom, og han ender i et seriøst mareridt.

Der er tale om et psykologisk drama, som Sigmund Freud siden forsøgte at sætte ord på og formalisere. Huysmans var ikke freudiansk tænkende, men han var en af de første til at beskrive drømme med fokus på drifternes forbindelse med døds- og kastraktionsangst, en vinkel, som Freud senere gjorde til sit aksiom, i psykoanalysen.

Figuren Des Esseintes blev Fin de siècles mest ikoniske figur. Denne dekadente person, der dyrker symbolismen og den frie seksualitet og iscenesætter sin smag gennem indretning og tilegnelse af betydelige samlinger, men er plaget af kedsomhed og misantropi, er nærmest indbegrebet af en moderne verdensmand anno slutningen af det nittende århundrede.

Og figuren bliver senere hyldet og refereret i Oscar Wildes berømte roman The Picture of Dorian Gray (1890-91), et af bøsselitteraturens hovedværker, ligesom den indgår i retssagen imod Wilde, hvor han refererer til værket.

Huysmans i Skandinavien

I Danmark blev bogen ikke som sådan omtalt. Der er ikke skrevet ret meget om Huysmans, selvom vi ved, at en del kunstnere og kunstkritikere læste ham, her især Johan Rohde og Emil Hannover.

Johan Rohde, der selv var symbolistisk kunstner, var med til at stifte Den Frie Udstilling i 1891 efter inspiration fra Frankrig, og han havde alle Huysmans’ skrifter i fine privatbind. Rohdes fokuserede mest på Huysmans’ kunstkritik, og opsøgte de kunstnere, som han læste om i hans bøger.

Huysmans lanceres i Danmark af Johannes Jørgensen, to år efter Den Frie Udstilling blev åbnet, hvor han stifter det litterære tidsskrift, Taarnet, inspireret af Huysmans’ roman Là-bas. Det blev samtidig også introduktionen til Symbolismen i Danmark, og Johannes Jørgensen var den første, der for alvor ville gøre op med Georg Brandes og naturalismen.

Desværre er Johannes Jørgensens præsentation af Huysmans i meget høj grad præget af begges senere interesse for katolicismen. Johannes Jørgensen eksperimenterede med symbolismen sammen med vennerne Sophus Claussen og Emil Stuckenberg, men ingen af dem har samme, nærmest perverse radikalitet over sig som Huysmans.

Og så havde de ingen humor. Jørgensen opfattede symbolismen som romantikkens tilbagevenden, og han havde slet ikke samme interesse for de mange excesser, som Huysmans dyrkede så intenst og ekvilibristisk.

Huysmans ville aldrig have anerkendt Johannes Jørgensen, selvom han blev vel modtaget, da han konverterede til katolicismen, og siden, da han skrev bogen om Frans af Assisi, blev han berømt. Men han havde også efterladt gæld, kone og børn i Danmark, og det ville Huysmans aldrig kunne acceptere. Han var selv ugift og havde ingen børn, og han advarede andre kunstnere imod at stifte familie, hvis de ikke kunne forsørge dem.

I hans breve får man også en fornemmelse af, at han var venner med prostituerede kvinder. For øvrigt respekterede Huysmans kvinder: Han skrev positivt om kvindelige forfattere og så aldrig ned på en kvinde, blot fordi hun har seksuelle lyster. Måske det er derfor, at han var meget vellidt og havde tæt relation til mange kvinder gennem hele livet.

Også forfatteren August Strindberg var begejstret for Huysmans. Han lod sig nærmest besætte, og er senere blevet beskyldt for at plagiere ham i bogen Inferno (1896). Mod strømmen er et vildt værk, fordi det på en og samme tid introducerer den dekadente symbolisme og tager livet af den med Schopenhauerske, dystre skyer. Kort før han skrev bogen, havde Huysmans fået læst Schopenhauer, som han eksplicit anerkender i Mod strømmen.

Ondskab

Felicien Rops: Parodie humaine. Her en tegning udført af Felicien Rops, en af Huysmans kunstnervenner, som han skrev en del om. Tegningen viser den fristende boulevardkvinde, der lokker med sin seksualitet, men i sig bærer døden gemt bag en maske. Datidens mænd og kvinder frygtede den grusomme sygdom syfilis.

Kun to udveje af dette litterært sublime værk synes at være mulige: korset eller en kugle for panden, som forfatteren Jules Barbey d’Aurevilly udtalte. Men Huysmans ville ikke sådan give op, og hans næste roman, Là-bas, er nærmest endnu vildere end Mod strømmen. I

den engelske oversættelse er titlen blevet Down There. Så først skrev Huysmans Med strømmen om naturalisten, der fik livslede.

Så skrev han Mod strømmen, hvor den dekadente symbolist også får livslede. Là-bas skulle handle om det Paris, der er skjult under alt det andet.

Romanen undersøger okkultisme og satanisme i samtidens Frankrig.

Her svælger Huysmans i ondskab, og han maler med den farverige pensel, når han skal beskrive verdenshistoriens største satanist, der blev betragtet som verdenshistoriens første egentlige seriemorder: Gilles de Rais (1405-40), der blev dømt for satanisme og mord.

Selvom det også dengang, i Huysmans samtid, blev debatteret om rettergangen mod de Rais havde været fair – Georg Brandes mente fx, at han var blevet fejlagtigt dømt – så var sandheden ikke det, der tyngede Huysmans. Gilles de Rais blev dømt for at have dræbt og seksuelt mishandlet mange børn, selvom man aldrig fandt beviser for det.

Alligevel blev han dømt, fordi han tilstod, formodentlig fordi han blev truet med tortur, hvis han fastholdt, at han var uskyldig.

Angående datidens debat om processen imod Gilles de Rais, så er det formodentlig den eneste gang, hvor Georg Brandes skrev om Huysmans. Jeg kender i hvert fald ikke til andet. Og her kun ved at tilbagevise mytefortællingen om Rais som massemorder.

Man kan sige, at det var naturalisten Brandes, der satte den udsvævende symbolist på plads. Georg Brandes må have kendt til Huysmans, men brød sig formodentlig ikke om hans stil. Han brød sig i hvert fald ikke om Mallarmé og symbolismens ideer og han fastholdt sit krav om, at god litteratur skulle tegne en fast karakter, der var eksakt og nøgtern, ikke udsvævende og sjæleligt plaget, som et fruentimmer.

Brandes havde en ide om, at god litteratur er maskulin, noget som han gennem hele sit forfatterskab. En impressionistisk skribent som Herman Bang kunne Brandes for eksempel ikke fordrage, og det var netop fraværet af maskulinitet, han ikke brød sig om.

Som naturalist brød Georg Brandes sig heller ikke om brødrene Goncourts, fordi han mente at de fortabte sig i detaljer, og ikke formåede at skabe et større helhedsbillede.

Selv Georg Brandes broder, Edvard, var ikke enig i at god moderne litteratur skulle fremstå som en samlet helhed, men for Georg var det et krav, forfatterne skulle leve op til, for at få anerkendelse.

Vennen Zola brød sig heller ikke om Mod strømmen, som han mente var et fuldkomment mislykket værk. Huysmans gjorde også tyk nar af naturalisterne i værket. Han roser dem faktisk, men fremhæver ironisk netop de bøger, som de har skrevet, hvor de selv overtræder deres rigide regler for, hvad god naturalistisk litteratur er.

Huysmans interesserer sig ikke for sandheden ved myten om Rais, men dyrker billedet af den rige, kunstinteresserede mand, der troede på magi.

Og romanen er fyldt med perverse mystikere og selskaber. Lidt som i Stanley Kubricks sidste film, Eyes Wide Shut. Huysmans forsøgte at skrive en uhyggelig roman med en Poe-agtig stemning over sig, og det lykkedes. Men hans arbejde med romanen gjorde ham næsten også skør.

Omvendelsen

Huysmans kollaps, efter publiceringen af Là-bas, hvor han lider voldsomt at smerter i munden og frygter, at han er udsat for ond magi, fører til, at han konverterer til katolicismen.

Han forlader Paris, og arbejdede for at etablere et sted, hvor han og ligesindede katolikker med høj æstetisk sans kunne nyde tilværelsen i cølibat. Han holdt dog hverken cølibatet eller fik realiseret ideen om det religiøse kunstnerkollektiv, men han begyndte at forstå, at det var lidelsen, som han fandt interessant ved katolicismen. Samtidig med at hans smerter øgedes, kom han til at se dem som en velsignelse fra Gud.

Huysmans forfatterskab kan deles op i tre dele – naturalisten Huysmans, symbolisten Huysmans og den katolske Huysmans – men det er ikke nødvendigt, for der går en rød tråd gennem hele forfatterskabet

Huysmans skrev tre bøger om sin omvendelse, og især den første, La Cathédrale (1898), gjorde ham berømt nok til, at han kunne sige sit job op og leve af at skrive.

Huymans mente, at den tyske maler Matthias Grünewalds altertavler og afbildning af Jesus på korset var et udtryk for “spirituel naturalisme”, hvor Jesus kød og sår var skræmmende naturalistiske, men lidelsen og hans tyngende og trætte krop, udtryk for hele værkets spirituelle kraft. Matthias malede dette værk i 1550 til klostret Antonite i Isenheim i Alsace. I dag er Huysmans skriverier om Grünwald berømte og anerkendte som unikke analyser.

Huysmans’ stil er mange-facetteret og ligesom med tilfældet Houellebecq, har nogle ment, at han benyttede sig af neologismer.

Men i begge tilfælde er det forkert. Begge forfattere arbejder og arbejdede med et meget rigt sprog med mange, næsten glemte ord. Annette Davids oversættelser af Et dilemma og Mod strømmen er eminente, og det er svært at rose hendes arbejde for meget.

Hun mestrer netop at fange de mange finurlige specielle ord og vendinger uden at gøre det kedsommeligt nutidigt.

Huysmans forfatterskab kan deles op i tre dele – naturalisten Huysmans, symbolisten Huysmans og den katolske Huysmans – men det er ikke nødvendigt, for der går en rød tråd gennem hele forfatterskabet.

Huysmans blev ikke symbolist, fordi han ikke kunne lide realistiske beskrivelser, men fordi han mente, at stream of consciousness og drømme også var kraftfulde litterære virkemidler, stilarter og metoder – som Marcel Proust senere skulle forædle og gøre til sit eget adelsmærke.

Huysmans’ konvertering var kontroversiel, og mange kunne ikke tro, at han mente det alvorligt. Også katolikkerne var skeptiske.

Mange kunne ikke respektere, at han havde hånet og nedgjort kristendommen og talt for udsvævelser og satanisme, selvom Huysmans forsvarede sig med, at det var litteratur. Også andre kunstnere, der var katolikker, oplevede den samme afvisning.

For eksempel den mindst ligeså kontroversielle d’Aurevilly, der fik sine skrifter beslaglagt, fordi man mente, at de hyldede blasfemi, hor og umoralsk adfærd. Selv mente d’Aurevilly, at hans bøger skulle læses som skræmmeeksempler på de mange fristelser, djævelen lokker med.

Huysmans og d’Aurevilly tilhørte en fraktion indenfor katolicismen, der blev bandlyst og underkendt af mange andre katolikker. Mange andre symbolister konverterede til katolicismen i denne periode.

Ringen sluttet

Huysmans var altid kontroversiel. Han var en fremmelig avantgardist, og han dyrkede sine fjender med lige så stor omhu, som han dyrkede sine venner. Hans betydning kan og bør ikke underkendes. Selv i dag fremstår hans skrifter forbløffende fremmelige og moderne. Ligesom Houellebecqs.

Huysmans var en inkarneret ryger. Endnu en ting han havde til fælles med Houellebecq, der har gjort en dyd ud af at ryge offentligt. Huysmans døde i sin lænestol, med en tændt cigaret mellem fingrene, af kræft i mundhulen, der har havde ædt ham op indefra.

Den sidste lange sygdomsperiode gjorde, at livsnyderen Huysmans ikke kunne indtage hverken mad eller drikke.

Det er værd at undersøge det meste af det, som Huysmans og Houellebecq refererer til. Det er så at sige tapetet bag deres ideer og måder at anskue kunst på, der tegner nye litteraturhistoriske og kunsthistoriske rids, og det er en betydelig del af disse forfatteres særlige måder at skrive romaner på

Huysmans blev den første alderspræsident og ledende figur, da man etablerede Frankrigs fornemste litterære pris, Goncourt-prisen, opkaldt efter Edmond de Goncourt, som Huysmans havde lært så meget af, og som selv havde testamenteret Huysmans ledelsen af komiteen.

Houellebecq har naturligvis modtaget denne pris. Det gjorde han for romanen, Kortet og landskabet, hvor hovedpersonen, der hedder Houellebecq, bliver myrdet. Det var i 2010.

At sådan fiktionalisere sit eget liv og samtidig konstant referere, kommentere og analysere andre store kunstværker, og rakke ned på dem, der er ikke gode nok, er noget som både Huysmans og Houellebecq praktiserer i stor stil i deres bøger.

Angående de mange referencer og analyser af kunst, så er det værd at undersøge det meste af det, som Huysmans og Houellebecq refererer til. Det er så at sige tapetet bag deres ideer og måder at anskue kunst på, der tegner nye litteraturhistoriske og kunsthistoriske rids, og det er en betydelig del af disse forfatteres særlige måder at skrive romaner på.

Det hele handler om deres idiosynkratiske smag, og måde at vurdere kunst på. Det er også det, der gør, at de forekommer vanskelige at gå til og at læse, fordi merviden om referencerne forøger dine chancer som læser for at forstå teksterne dybere og mere klart.

Ringen sluttet.


Huysmans, Freddy Hagen og Annette David på BogForum:

De to bøger, Et dilemma og Mod strømmen, kan købes på Det Poetiske Bureaus hjemmeside.

Lørdag d. 16.11 kl 14.00 snakker jeg på årets BogForum med Annette David på Det Poetiske Bureaus scene. Det er Annette David, der har oversat bøgerne.

Alle er naturligvis velkomne til at dukke op, og bøgerne kan også købes der.


Illustration: Joris-Karl Huysmans (1848-1907), en 1905. Albert Harlingue/Roger-Viollet.

Freddy Hagen er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling fra Københavns Universitet med en bachelor i Filosofi. Kommer fra et arbejderhjem, har været i lære som tømrer og kok. Freddy har rejst i mange lande, levet som freelancejournalist og fotograf, undervist på forskellige skoler i litteratur og historie. Studeret i Firenze, boet i Berlin og arbejdet som kokkeelev i Paris.
Freddy Hagen har studeret islam og formidlet viden om islam og muslimer gennem mange år, og fokuseret på dem der er i klemme, for eksempel homoseksuelle muslimer der har måttet leve under trusler. Han har også rejst sammen med muslimer til lande, hvor der er krig og konflikt og dokumenteret deres vilkår i artikler og gennem fotojournalistik. Han er også vidende om et hav af minoritetsmiljøer samt grupperinger til højre og venstre på de politiske fløje.
I dag arbejder han som fiskehandler, men skriver stadigvæk og debatterer værdier og konflikter.
Hvis du vil bidrage til Freddy Hagens arbejde på POV kan du donere direkte til ham på hans Mobile Pay: 25389541

Seneste artikler om Bøger