BØGER // ANMELDELSE – I sin nye bog På ruinerne til en glorværdig fremtid skriver Christian Schmidt-Rasmussen om både rumskibe og den aldrende mandekrop, og fantasien fejler i hvert fald ikke noget. Men man kan ikke lade være med at tænke på, om bogen var blevet udgivet, hvis ikke Schmidt-Rasmussen i forvejen var en etableret billedkunstner, skriver Christian Tangø.
København omgivet af brændende kors på høje bakker. Noget, som justitsminister Peter Hummelgaard er ansvarlig for. Mette Frederiksen, der fræser rundt i rumskibe, der kan flyve hurtigere end lyset, og dermed kan være alle steder på een gang.
En mærkelig kunstkonsulent ved navn Hartung, der sælger endnu mere mærkelige kunstværker til enfoldige offentlige aftagere. En tidligere gallerist, der får hugget hovedet af i en slags elite-orgie på Charlottenborg.
Det er nogle af de surrealistiske elementer i Christian Schmidt-Rasmussens udsyrede roman På ruinerne af en glorværdig fremtid. Fantasien fejler ikke noget, kunne man sige.
Jeg skal indrømme flere ting. For det første har det taget mig oceaner af tid at læse bogen, der er på over 250 sider. En del af siderne er udstyret med en slags illustrationer, der ikke direkte synes at relatere til teksten, eller måske de alligevel gør. De synes imidlertid også sådan lidt hurtigt lavet, en eller anden slags photoshop-grafik.
For det andet synes der ikke at være andre, der har anmeldt bogen. Og for det tredje er det mere det forhold, at Schmidt-Rasmussen er billedkunstner, der fangede min interesse i første omgang. Lad mig sige det sådan: Jeg havde måske håbet på, at der faldt nogle afslørende godbidder af om kunstverdenen. Dem har jeg ikke kunnet finde undervejs i læsningen.
Man fornemmer nogle stemninger, og hist og her får man en følelse af et ”æstetisk nærvær”
Jeg er vel også nødt til at indrømme, at mine evner som skønlitterær anmelder sikkert er begrænsede. Jeg er ikke i den forstand nogen dyrker af skønlitterære romaner, og andre ville sikkert få mere eller mindre ud af læsningen.
Det kan altså være, at jeg tager fuldstændig fejl, når jeg konkluderer, at bogen stilistisk set er en rodebutik. Schmidt-Rasmussen skriver om sit liv, vi er med til yogatimer, vi hører om forholdet til den aldrende mandekrop, vi er endog med til tandlæge og en del med på toilettet også.
Det virker snarere, som om at Schmidt-Rasmussen har skrevet en bog baseret på ”hvad jeg nu går og tænker på over livet” sammen med ”hvad mine mærkelige fantasier om verden kunne forestille sig”. Der er ingen handling i normal forstand. Snarere en række beskrivelser af situationer, der til gengæld flere steder er ganske billeddannende.
Jeg får lyst til at spørge, om bogen overhovedet var udkommet og var indkøbt af 22 biblioteker i Danmark, hvis den ikke var udkommet på A Mock Books, der har et vist samarbejde med Gads Forlag på salgssiden
Den manglende handling og bogen som sådan er ikke nødvendigvis dårlig. Der er en vis bramfrihed og new-journalism-agtig tone i sproget. På sin vis fornemmer man også en eller anden ærlighed i forhold til at udlevere sig selv, selv om jeg ikke føler, at jeg kender Schmidt-Rasmussen en skid bedre, end før jeg læste bogen.
Der er dem, der mener, at kunst drejer sig om at fremkalde små, poetiske sprækker i verden. Altså at man så at sige IKKE læser det, der står på siderne i en roman, men snarere læser mellem linjerne, at man fornemmer nogle stemninger og hist og her får en følelse af et ”æstetisk nærvær”. Den læsning kan jeg sagtens lægge ned over Schmidt-Rasmussens bog. En slags meditativ hverdagsskildring tilsat surrealistiske fantasmer. Måske ligefrem eksperimental-litteratur.
Men jeg får også lyst til at være den hårde kritiker. Jeg får lyst til at spørge, om bogen overhovedet var udkommet og var indkøbt af 22 biblioteker i Danmark, hvis den ikke var udkommet på A Mock Books, der har et vist samarbejde med Gads Forlag på salgssiden.
Og så det forhold, at bogen er støttet af Statens Kunstfond. Støtten er i øvrigt ikke givet som ”litterær” støtte, oplyser Christian Schmidt-Rasmussen. Den er – mener han – antageligt givet, fordi bogen indeholder en del illustrationer. Og altså støttet af billedkunst-udvalget, der naturligvis udmærket kender Christian Schmidt-Rasmussen på forhånd.
Bogen er en del af en serie, der af forlaget selv præsenteres som Mockumentary, dvs. en genre, hvor fiktion og dokumentarisme blandes.
Christian Schmidt-Rasmussen er som billedkunstner rigt repræsenteret på f.eks. Statens Museum for Kunst. Senest er han aktuel i det offentlige rum med en stor malerisk udsmykning af Metro-stationen Mozarts plads.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
