Ny bog: Et vigtigt blik ind i de identitæres medicinskab

af i Bøger/Kultur/Politik & Samfund

BOG // ANMELDELSE – Journalist Rasmus Hage Dalland har rejst rundt i stort set alle hjørner af den identitære bevægelse i Europa. En bevægelse, der på overfladen er virkelig “likable”, men hvis mål er remigration. Vi er på den yderste højrefløj. Det er der kommet en uhyre velskrevet og vellykket reportagebog ud af – med et par blinde vinkler.

Lørdag 19. oktober 2012 besatte en gruppe højreorienterede franskmænd en moské under opbygning i byen Poitiers, der ligger 155 kilometer sydøst for Nantes i det vestlige Frankrig. De kravlede op ad stilladser og stiger og endte på taget, hvorfra de rullede store bannere ud. Ét af dem bar påskriften ‘732 Génération Identitaire’.

Tallet refererede til det årstal, år 732, hvor general Karl Martell besejrede en arabisk hærstyrke under ledelse af Ad al-Rahman al-Ghafiqi. Ifølge overleveringen skete det lige dér – udenfor Poitiers’ porte. Selvom andre overleveringer placerer slaget et år senere og ved Tours, så bliver det opfattet som dét slag, der standsede den arabiske fremmarch i det vestlige Europa.

Det var med andre ord ikke en tilfældig by – og ikke en tilfældig religiøs bygning (in spe) – som de unge højreorienterede havde valgt. Og med ’Génération Identitaire’ navngav de den bevægelse, der i årene efter har forgrenet sig til store dele af det europæiske kontinent: den identitære bevægelse.

Håbet er, at vi – som læsere og som politisk interesserede – bliver klogere på den højredrejning, der finder sted i visse lande og i visse kredse lige nu

Rasmus Hage Dalland. Foto: Frederik Korfix.

Journalist Rasmus Hage Dalland satte sig for at undersøge, hvad bevægelsen er for en størrelse, hvordan den tænker og hvordan den arbejder. Han tog på en omfattende rundtur i Europa, og det er der kommet bogen ’Identitær – en rejse ind i Europas nye højre’, som netop er udkommet hos Atlas, ud af.

Det er en klassisk reportagebog – og den er uhyre velskrevet.

I 18 kapitler tager han læseren med til Berlin, Paris, Lille, Utrecht, Graz, Wien, København, Bolzano, Bechynê, Budapest, Ljubljana, Lyon, Halle, Rostock, Milano, Rom, Warszawa og Stockholm. Det er en tour de force gennem interviews med fremtrædende identitære og reportager fra medlemsmøder, demonstrationer og træningslejre. Rasmus Hage Dalland har spidset sin pen og bevæbnet sig med en af de klassiske journalistiske dyder: nysgerrigheden.

Ambitionen har været at ”stille sig både midt i og uden for højrefløjens identitetspolitik og insistere på med åbne øjne at se på det, der under alle omstændigheder sker lige nu,” som det fremgår af den medsendte pressemeddelelse.

Håbet er, at vi – som læsere og som politisk interesserede – bliver klogere på den højredrejning, der finder sted i visse lande og i visse kredse lige nu.

Blå og røde piller

I Østrig møder Rasmus Hage Dalland Patrick Lennart. Han er leder af Identitäre Bewegung Österreich. Han indrammer den identitære tanke og den identitære bevægelse således:

”Jeg tror ikke, at den identitære idé er et svar. Den er et spørgsmål, spørgsmålet om, hvad der kommer efter liberalismen. I den moderne verden er der tre store ideologier, liberalisme, kommunisme og fascisme. To af dem er døde. Den sidste ideologi er liberalismen, og vi ser nu, at den ikke fungerer godt. Det kan heller ikke være de to andre ideologier, for historien viser, at de ikke fungerer. Så jeg mener, vi er nødt til at opbygge en ny politisk teori, den identitære teori”.

Tager du den blå pille, vil du vågne i din seng og tro, hvad du altid har gjort. Tager du den røde pille, vil jeg vise dig, hvor dybt kaninhullet er

De identitære kæmper grundlæggende mod det, de kalder ’den store udskiftning’ og ’islamiseringen af Europa’. De vil bevare det, de opfatter som den etnokulturelle identitet, som de mener, er truet udefra af flygtninge og immigranter – særligt fra de muslimske lande. Der er i vid udstrækning tale om unge mennesker med adresser i de større byer. De fremstår velformulerede og velklædte som en afstandtagen til de rå og mere anarkistiske aktivister på både den ydre venstrefløj og den ydre højrefløj.

Og de taler om røde og blå piller – med direkte henvisning til sci-fi klassikeren ’The Matrix’, hvor hovedpersonen Neo bliver tilbudt at tage den blå eller den røde pille: ”Tager du den blå pille, vil du vågne i din seng og tro, hvad du altid har gjort,” får han at vide. ”Tager du den røde pille, vil jeg vise dig, hvor dybt kaninhullet er”.

Likability

Medicinskabene hos de identitære er fulde af røde piller, som de tilbyder deres følgere og alle andre, der vil lytte. De røde piller viser – ifølge dem – virkeligheden bag illusionen om virkeligheden. De røde piller åbenbarer tingenes sande tilstand: Et Europa under alvorligt pres og en kultur, der er ved at bryde sammen under presset udefra og ved at implodere indefra af alt for mange indvandreres radikalt anderledes kulturer og ideologier.

Rasmus Hage Dalland følger sporet af røde piller rundt i Europa – i en evindelig og prisværdig jagt på svar. Det er imidlertid symptomatisk, at Patrick Lennart fra Østrig netop gør en dyd ud af, at de identitære ikke er et svar, men et spørgsmål, for det er svært at indramme den identitære bevægelse som sådan.

Likability-faktoren skal være i orden. Det er vigtigt for de ledende identitære, at repræsentanterne for bevægelsen/bevægelserne fremstår saglige, velformulerede, velklædte og ordentlige

Efter moské-besættelsen i Poitiers har den knopskudt i mange forskellige retninger, og det varierer markant, hvad de forskellige lokale, regionale og nationale identitære bevægelser har af udsyn. Nogle har et meget nationalkonservativt udspring og føler deres stat eller nation truet. Andre igen taler om, at den etnokulturelle europæiske kultur og identitet er truet. Nogle taler om, at den identitære bevægelse i virkeligheden er en bevægelse væk fra det radikale højre og mere ind mod midten – og nogle er igen, på trods af modstanden mod liberalismen, erklærede libertære.

Én faktor er dog vigtig på tværs af de mange forgreninger: Likability-faktoren skal være i orden. Det er vigtigt for de ledende identitære, at repræsentanterne for bevægelsen/bevægelserne fremstår saglige, velformulerede, velklædte og ordentlige – og ikke anarkistiske, voldelige, rabiate.

Derfor får Rasmus Hage Dalland også gentagne gange at vide, hvordan hver enkelt national gruppering af den identitære bevægelse benytter sig af lange, grundige optagelsesprocedurer. Ideologien og de saglige kerne-argumenter skal være i centrum – får Rasmus Hage Dalland at vide.

Danske identitære: Det er muligt

Det er altså en noget fuzzy og kompliceret øvelse at samle disse mange forgreninger i en nagelfast definition af den identitære bevægelse. Det, der samler dem, er frygten for udraderingen af den etnokulturelle identitet (som igen kan være flere forskellige størrelser – eksempelvis national eller europæisk). Politisk og konkret kan de mødes om én ting: Remigration.

Remigration er tilbagesendelse af ikke-vestlige indvandrere og borgere – og er også en politisk løsning, som den danske afdeling, Generation Identitær, abonnerer på. Dette er sakset fra deres hjemmeside:

”Desværre er det langt fra nok at gøre det sværere for migranter at komme hertil. Selv om man lukkede grænserne hermetisk i morgen, ville befolkningsudskiftningen fortsætte og andelen af migranter og deres efterkommere vokse støt. Det der skal til er, at udviklingen vendes, og at der er flere ikke-vestlige migranter, der forlader landet end der kommer nye til”.

Og videre:

”Løsningen er remigration – En lang række tiltag, som tilsammen skal gøre det muligt at hjemsende de mindst ønskede migranter, så som de kriminelle, der hærger vore gader, og motivere dem, som egentlig ikke ønsker at leve i Europa til at rejse hjem frivilligt. Danmark og Europa er vores hjem, her skal vor egen kultur være den ledende, her skal vore børn og oldebørn bo. Heldigvis kan det godt lade sig gøre. Men ligesom det i sin tid handlede om vores vilje til at begrænse indvandringen, så handler det også om vores vilje denne gang. Tro dem ikke, når de siger, at der ikke noget at gøre. At konventioner, love, anstændighed eller globaliseringen forhindrer, at man kan handle, og at vi bare må overgive os til de nye tider. Erfaringen viser, at handling nytter. Derfor minder vi dig om, at remigration – det er muligt.”

Akilleshælen

Rasmus Hage Dalland er gennem alle 18 kapitler tro mod sin mission. Med nysgerrighed, notesblok og optageudstyr at opsøge alle relevante identitære skikkelser og stiller en masse gode, skarpe spørgsmål – og det sker med en vedholdenhed, der fejer alle eventuelle anklager om mikrofonholderi af vejen. Og sprogligt og refleksivt folder han sine reportager virkelig flot ud.

Løsningen er remigration – En lang række tiltag, som tilsammen skal gøre det muligt at hjemsende de mindst ønskede migranter

Men tilgangen er også bogens akilleshæl. Rasmus Hage Dalland er i vid udstrækning til stede på de identitæres nåde og præmisser, og derfor bliver han præsenteret for de mest velplejede, velklædte, velformulerede aktører. De giver kun lige akkurat dét, de vil give.

Det er særligt en udfordring i forhold til en nærmere karakteristik af, hvad det er for et samfund eller en verden, som de identitære ønsker på den lange bane. Der er ikke rigtig nogle klare svar – ja, der er, for at parafrasere Patrick Lennart fra Østrig endnu en gang, flere spørgsmål end svar. De taler om remigration og de taler om andre måder at tænke og handle på, men det er svært at få et præcist billede af, hvor samfundsomstyrtende og revolutionært de egentlig har tænkt sig at gå til værks.

I den sammenhæng er det symptomatisk, at svenske Daniel Friberg, som Rasmus Hage Dalland møder i Budapest, svarer ’the white space empire’, da han bliver spurgt, hvad hans utopi er.

”Den hvide race skulle erobre galaksen … det er formentlig ikke muligt, men i det mindste er det et rimeligt cool utopia, især i disse tider med sci-fi fantasier,” uddyber han.

Næste skridt er den sorte pille, der kan opfattes som fuldbyrdelsens af den røde pilles værste forestilling

Da Rasmus Hage Dalland spørger, hvad det egentlig betyder, det at stræbe efter et ’white space empire’, svarer svenskeren, at det mest er ”en joke”: ”Nej, vi har intet ønske om at herske over andre mennesker. Således ’the white space empire’. Der er masser af planeter at opdage og erobre, som er fuldstændig tomme. Hvorfor ikke erobre Mars, for eksempel”.

Et andet sted vender den identitære Ratko tilbage til pillerne i medicinskabet. Han taler om at næste skridt er den sorte pille, der kan opfattes som fuldbyrdelsen af den røde pilles værste forestilling. Ratko fortæller, at der skal skrappere metoder i brug for at vise europæerne, at deres samfund allerede er i gang med udslettelse – men han bliver ikke mere konkret.

Den skjulte vinkel

Og sådan er det lidt med substansen – eller perspektiverne – for de identitære. Det er lidt uklart, hvad deres endelige mål er, og hvordan de helt konkret vil derhen. Netop derfor er epilogen i bogen noget af en bombe. Dels fordi den sætter en finger ned i bogens ømmeste punkt, dels fordi den afslører mere af, hvad de identitære vil og kan, end forfatterens egen søgen gennem de foregående kapitler.

Epilogen fortæller, hvordan Rasmus Hage Dalland efter endt skrivning – og tæt på færdig redigering af bogen – ser dokumentarfilmen Generation Hate, der er produceret af Al Jazeera og som udkom 9. december 2018. Den giver ham med hans egne ord ”nye nuancer på min undersøgelse”:

”Der var tale om en afsløring, som helt uomtvisteligt kompromitterede det identitære credo og viste elementer, jeg ikke havde oplevet på min egen rejse ind i bevægelsen. Ganske enkelt fordi jeg ikke havde set de identitære fra den vinkel, som nu åbenbarede sig. Den skjulte kameravinkel”.

Dokumentaren afslørede – og det kan jeg godt skrive uden at ødelægge noget som helst af læseoplevelsen for jer – at centrale skikkelser i den identitære bevægelse for skjult kamera afslørede, hvor langt, hvor voldeligt og hvor radikalt de faktisk har tænkt sig at gå.

Det er klart, at det ikke var noget, som Rasmus Hage Dalland på nogen måde var i nærheden af at afsløre med sin tilgang – men det er vigtigt, at han nåede at få denne nuance med i sin velskrevne bog. For den giver et mangefacetteret og detaljeret billede af de mange måder, man kan være identitær på i dag.

Jeg kan kun anbefale at læse bogen – og så eventuelt se dokumentaren bagefter. Så vil man være meget tæt på at forstå, hvad det er for en højredrejning, de identitære står for i dag.


Topfoto: Rasmus Hage Dalland.

Simon Kratholm Ankjærgaard er journalist, forfatter og historiker. Han har de seneste fem år arbejdet som freelancer, men har tidligere været journalist i Berlingske Media og redaktør på Hus Forbi.