Nu krydser vi havet – nødråb fra krigen i Libyen

i Internationalt/Reportage af

FLYGTNINGEKRISE // LIBYEN –  “På en øde gade i Tripoli står et par voksne sammen med nogle børn. Afrikanere efter den sorte hud at dømme og uden noget sted at tage hen. Ved siden af familien to slidte kufferter. Det er sen aften, mørkt, koldt og det regner. En baby svøbt i et gråt tæppe sover i sin mors arme. Tre mindre børn står tæt ind til hende, rystende af kulde og smågrædende, og hun gør sit for at sige til dem, at nu skal de være tålmodige. Bare lidt endnu, så finder far et sted, vi kan sove, beroliger hun.” Flygtningekrisen er langt fra overstået og mennesker lider stadig. Problemet er bare rykket længere væk. 

Artiklen er blevet til på baggrund af chats, samtaler og beskeder på WhatsApp og Messenger med kontakter blandt flygtninge og migranter i de libyske detentionscentre og GDF, UNHCR’s udrejse- og modtagecenter. Af sikkerhedshensyn er alle de nævnte personer anonymiseret.

Artiklen indeholder stærke billeder og videoer. 

Der høres hele tiden skudsalver. Nogle tæt på. Andre længere væk. Det er krigen og den egentlige grund til, at den lille familie nu står her hjemløse i regnen. Osama, lederen af detentionscenter Zawiyah – hvor de har boet det sidste år – er taget ud for at slås, og nu er centeret i opløsning.

Det er otte år siden, parret flygtede fra et land syd for Sahara. Siden har de været strandet i Libyen, og børnene er kommet til, et efter et. De har prøvet det hele. Kidnapning af en af Libyens mange kriminelle bander og militser. Skilt ad. Tortur og voldtægt. Og har fundet hinanden igen.

“Vi har fået et tilbud fra UNHCRLibya om, at hvis vi forlader Zawiyah og tager til Tripoli, vil vi få et lille beløb som tilskud at leve for. Jeg er sådan i vildrede. Jeg kender ingen i Tripoli, hvor vi kan bo. Og jeg er bange for, at UNHCR snyder os.”

“Det er meget farligt at være ude på gaden i det her land. Jeg er bange for min familie. Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal gøre,” skrev faderen til mig på Messenger i går morges. Det er dagen før, de nu står her i regnen på gaden i Tripoli.”

Vi er parate til at krydse havet

En anden besked jeg modtog i går også på Messenger lyder:

“UNHCR vil have, vi forlader stedet. Hvad skal vi gøre? Vi kan ikke bo i byen uden for GDF. Det er alt for farligt. Vi er parate til at krydse havet”.

Vi er lig med 48 kvinder, børn og mænd, skriver Sami i beskeden og GDF er UNHCR’s udrejse- og modtagecenter i Tripoli. UNHCRLibya har på Twitter meddelt, at de nu lukker centeret, fordi det er blevet for farligt at opholde sig der.

“En ny positionering af militær og udstyr tæt på vores center betyder, at det simpelthen er for farligt både for flygtninge og vores personale at opholde sig der”, siger chef for UNHCR i Nordeuropa Henrik Nordentoft til DR Orientering.

“De risikerer at komme i skudlinien og vi kan ikke foregøgle dem en falsk sikkerhed. Vi har givet de omkring tusinde, som boede på centeret, et finansielt tilskud til, at de kan opretholde livet”, fortsætter han.

Ifølge den engelske avis The Guardian blev to flygtninge fra Eritrea dræbt for to uger siden i Tripoli. Det er uvist, hvordan de blev dræbt, men de havde boet på UNHCRs GDF-center og blev ifølge flere medier presset til at forlade stedet. I en e-mail til The Guardian benægter UNHCRLibya, at nogen er blevet presset væk. UNHCR har tidligere prøvet at sulte folk væk fra det overfyldte center.

Journalist Anette Kjær Jørgensen har i flere år været i løbende kontakt med indsatte i Libyens detentionscentre. Hendes kontakter har sendt video- og billedmateriale, der viser de forfærdelige forhold som disse mennesker lever under.

Ifølge The Guardian har de fleste nu forladt stedet. I praksis lejer de et eller andet sted at bo i Tripoli og venter så på at komme med en båd til Europa.

“Vi er 180 tilbage her på GDF”, skriver Sami på WhatsApp. “Men vi vil også tage afsted de kommende dage. Folk er ligeglade med, om de dør på havet, de vil ikke vente på UNHCR og at blive evakueret mere. Det sker alligevel aldrig”.

For de strandede flygtninge og migranter i Libyen – der menes at være godt 4000 alene fra Eritrea – betyder den libyske borgerkrig endnu mere angst og usikkerhed.

Det er dødsensfarligt for dem at bevæge sig rundt i Tripolis gader endsige at bo i byen. Kriminelle bander hærger og bortfører flygtningene for at presse penge ud af dem eller deres familier. Tortur og voldtægt er almindelig. Andre bortføres af en de mange kæmpende militser, der tvinger dem til at arbejde for sig og deltage i den libyske borgerkrig.

Helvede på jord

Jeg har kendt Sami i to år nu, fra dengang han befandt sig i et detentionscenter ved lufthavnen uden for Tripoli. Da skrev han, at krigen bragede løs rundt om centeret, og han sendte billeder af skudhuller i loftet på den hangar, hvor han og 8-900 andre var låst inde. En dag fortalte han, hvordan de alle var blevet beordret op i busser og kørt 150 km til et gammelt fængsel i bjergbyen Zintan.

Det næste halve år modtog jeg indimellem gruopvækkende og desperate beskeder fra “helvede på jord”.

I Zintan døde den ene efter den anden af tuberkolose, ligene blev ikke begravet, fordi der ingen kristen gravplads var i byen, og sygdommen spredte sig blandt de indelåste og udmagrede fanger.

Kosten var så ringe – hvis de da overhovedet fik noget – at engang stærke unge mennesker knækkede som tændstikker for tuberkulose, underernæring og andre sygdomme. Flere blev simpelthen skøre i bolden. Om vinteren gik kulden gennem marv og ben i det gamle uopvarmede fængsel, og fangerne var låst inde hele tiden uden nogen sinde at se lys og sol.

Lettelsen var stor for Sami, da han en dag – som en af de få heldige – blev evakueret fra Zintan til UNHCR’s opsamlingssted i Tripoli, GDF-centeret, og jeg modtog for første gang en glad besked:

“Nu venter jeg bare på at blive evakueret ud af Libyen til et sikkert land i Europa”, skrev han.

Flere krydser havet

Men nu snart et år senere er der ikke sket noget, og Sami bor fortsat i GDF-centeret:

“Nogen har allerede forladt stedet og er taget over havet. Folk vil ikke længere vente på at blive evakueret. Vi tror ikke på UNHCR mere,” skriver Sami.

Den libyske borgerkrig har nu varet i mange måneder. De to stridende parter Libyens officielle regering, ledet af Fayez al-Sarraj og oprørsgeneralen Khalifa Haftar har på det seneste fået tilført materiel og soldater fra internationale operatører, Tyrkiet, Rusland og De Forenede Arabiske Emirater. EU og USA spiller ingen rolle i den krig, der efterhånden har udviklet sig til en proxy-krig. De forskellige EU-lande kan ikke enes om, hvilken part de skal støtte og en våbenhvile aftalt på en fredskonference sidst i januar i Berlin er mere eller mindre løbet ud i sandet.

Usikkerhed og desperation har fået flere migranter og flygtninge til at betale en menneskesmugler for at krydse havet til Europa. Ifølge Berlingske Tidende har ti gange så mange krydset Middelhavet den seneste måned. Selv om 1340 på en måned ikke lyder af alverden, har det fået europæiske politikere op på tæerne.

Ifølge en aftale mellem EU og Libyen og en anden mellem Italien og Libyen skal den libyske kystvagt nemlig kontrollere og sende migrantbåde tilbage til Libyen mod et større pengebeløb. I lyset af den kaotiske situation i landet kniber det for Libyens regering at overholde sin del af aftalen. Og ifølge den italienske avis La Stampe udnytter libyske smuglere situationen til at sende flere både afsted, skriver Berlingske Tidende.

Desuden føler Libyens regering ifølge La Stampa, at den italienske regering lurepasser i konflikten med oprørsgeneral Khalifa Haftar, og regeringen har krævet af italienerne, at de i ord og handling støtter Al-Sarraj regeringen, hvis migrationssamarbejdet skal fortsætte. Netop nu genforhandles aftalen mellem Italien og den libyske regering.

Alt er kaos

Ingen ved, hvad der nu sker og allermindst de flere tusinde flygtninge, som befinder sig i de libyske detentionscentre. Alt i alt skønnes der at befinde sig 7-800.000 migranter og flygtninge i hele Libyen, hvor fattige afrikanere tidligere tog til for at arbejde, blandt andet i olieindustrien.

“De sagde til os igen i går, at vi skulle forlade stedet. Jeg har det ikke godt, madam”, skriver en anden kilde på Messenger. Han har også i mange måneder boet i GDF-centeret.

“De er kommet med store busser og har taget 95 af os med til Tripoli”, fortæller en kilde fra Zawiyah detentionscenter samme dag, som familien med de fire børn køres til Tripoli.

“UNHCR og regeringen har den samme ide, de vil bare dræbe flygtninge. Hvad skal vi gøre?”, fortsætter han.

Jeg ved ikke, om de nu har fundet et sted at være. Jeg krydser fingre for, at en kirke har taget familien til sig

Et sted i Tripoli lever Ariti i skjul. Det har han gjort de sidste mange måneder, efter at han kom tilbage til Libyen fra Tunesien. Hans plan var at tage til Marokko og derfra til Spanien, men han kunne ikke komme ind i Algeriet. Så han opgav og tog tilbage til Tripoli.

“I dag kom nogen somaliere fra Zawiyah hertil, hvor jeg er. De siger, at de vil tømme alle detentionscentrene. Men her, hvor jeg er, er også farligt. Om natten springer der soldater over muren og stjæler vores telefoner og penge. Og vi skal hele tiden passe på, at politiet ikke tager os”, skriver Ariti.

Han fortæller, at han er ved at spare sammen til at krydse havet. Jeg skriver tilbage, at han og alle de andre i Libyen lever et farligt liv, og at jeg er bekymret for dem.

“Virkelig. Du er i Europa og så bekymrer du dig for, hvordan det går os i Afrika,” undrer han sig.

Det lykkedes familien i regnen på en gade i Tripoli at få husly for en enkelt nat i en kirke.

“I morgen må vi finde noget permanent”, skriver faderen om morgenen.

Jeg ved ikke, om de nu har fundet et sted at være. Jeg krydser fingre for, at en kirke har taget familien til sig.


Foto: Busser afhenter flygtninge i detentionscentret i Zawyah

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Jeg er født i 1952, er uddannet journalist og har været beskæftiget med journalistik hele sit liv, på skrift, på TV og radio. Jeg er nu på efterløn, hvilket har gjort det muligt at realisere en gammel drøm om at rejse og skrive. Siden flygtningekrisen for alvor begyndte for halvandet år siden, har jeg mest beskæftiget mig med den. Efteråret 2015 tilbragte jeg to måneder på den græske ø Leros, hvor der daglig ankom 3-400 flygtninge, jeg var tre måneder i Jordan blandt syriske flygtninge, og det sidste år har jeg været meget i Athen, hvor mange af de godt 60.000 flygtninge strandede, da Makedonien for et år siden lukkede sin grænsen mod Grækenland. Jeg har tidligere arbejdet på Frederiksborg Amts Avis, Ritzaus Bureau, DR Radioavisen, KNR, Grønlands Radioavis og TV2 Bornholm. Siden 2011 freelancejournalist. Siden jeg første gang kom til Athen sidste forår har jeg forelsket mig helt og aldeles i den meget spraglede by. Jeg bor på Bornholm, hvor jeg er det meste af sommeren. På min blog ligger blandt andet en masse artikler, jeg har skrevet under min lange flygtningeodysse. Kan du lide det, jeg skriver, er du meget velkommen til at indbetale et beløb til mig på MobilePay: 45 20 11 39 21

Seneste artikler om Internationalt