FRANKRIG // ANALYSE – Ironien er næsten klassisk, skriver Yasmin Abdel-Hak. En præsident, der modtog penge fra en diktator for derefter at styrte ham, har nu ødelagt sit eget eftermæle. Nicolas Sarkozys historie er indbegrebet af moderne magt: Da franske kampfly deltog i NATO’s bombardement af Libyen i 2011, beskrev præsidenten operationen som en humanitær mission, der skulle beskytte civile og forsvare demokratiet. Ti år senere er den fremstilling brudt sammen under vægten af et retsopgør, der vender hele fortællingen på hovedet.
Det startede som rygter, men udviklede sig et dramatisk retsopgør og en historisk dom. Efter ti års efterforskning blev Nicolas Sarkozy 23. september kendt skyldig i korruption, magtmisbrug og ulovlig valgfinansiering.
Ifølge anklagerne modtog hans kampagne i præsidentvalget i 2007 op mod 50 millioner euro fra Muammar Gaddafis regime. Det er mere end det dobbelte af den tilladte grænse. Pengene blev ifølge anklagemyndigheden transporteret fra Tripoli til Paris i kufferter fyldt med kontanter og via et netværk af mellemmænd.
Anklagemyndigheden hævdede under retssagen, at relationen mellem Paris og Tripoli fra begyndelsen var transaktionel. Libyen finansierede Sarkozys valgkamp i bytte for løfter om våbenhandler og diplomatisk rehabilitering
Den tidligere præsident, der engang blev hyldet som Europas reformatoriske kraft, står nu i centrum for en af de mest betydningsfulde korruptionssager i moderne fransk historie.
Gaddafis åbning og Sarkozys mulighed, en byttehandel
I midten af 2000’erne forsøgte Gaddafi at bryde Libyens internationale isolation.
Diktatorens aftale i 2003 om at opgive landets masseødelæggelsesvåben havde åbnet døren for vestligt diplomati, og Sarkozy, der på det tidspunkt indenrigsminister i Frankrig og havde præsidentielle ambitioner, så en mulighed heri. Fornyede relationer til Tripoli kunne betyde lukrative kontrakter, billig olie og en central fransk rolle som brobygger mellem Europa og Afrika.
Sarkozy vandt sit præsidentvalg, og da Gaddafi i december 2007 ankom til Paris på et femdages statsbesøg, slog han på flamboyant vis sit beduintelt op midt i byen, underskrev aftaler om atomenergisamarbejde og talte om et “nyt kapitel” i fransk-libyske relationer. Den franske præsident kaldte besøget for pragmatisk diplomati.
Anklagemyndigheden hævdede under retssagen mod Sarkozy, at relationen mellem Paris og Tripoli fra begyndelsen var transaktionel. Libyen havde finansieret Sarkozys valgkamp i bytte for løfter om våbenhandler og diplomatisk rehabilitering
Fra protektor til fjende
Fire år senere kollapsede relationen imidlertid. Det såkaldte Arabiske Forår nåede til Libyen i 2011, hvor netop Sarkozy overraskende blev den mest ihærdige fortaler for militær intervention. Frankrig tog teten i NATO’s luftangreb, der væltede Gaddafi.
Officielt handlede det om at beskytte civile og fremme demokrati, men bag den humanitære fortælling gemte sig en mere kynisk logik: Hvis man fjernede Gaddafi, fjernede man også en mand, som Frankrigs præsident skyldte penge. Angrebet, der kastede Libyen ud i et årtis borgerkrig og kaos, slettede alle spor på en forbindelse mellem Sarkozy og Gaddafi. Som en tidligere libysk embedsmand senere sagde om Sarkozy: Han ødelagde beviserne og kaldte det befrielse.
Den lange vej til opgør
I 2013 offentliggjorde det franske medie Mediapart dokumenter fra libyske arkiver, der pegede på direkte pengeoverførsler til Sarkozys kampagne.
Forretningsmanden Ziad Takieddine hævdede at have afleveret flere kufferter fyldt med 200- og 500-eurosedler direkte til Sarkozys kontor i 2006 og 2007. Historien blev afvist som konspiration, men indtil bankspor, vidneudsagn og e-mailkorrespondance begyndte at bekræfte hinanden. Takieddine døde i september 2025, kort før retssagens afslutning.
Libyen-sagen er dog den mest alvorlige, fordi den rammer selve grundlaget for Frankrigs moralske fortælling om sin rolle i 2011 – og, i bredere forstand, Vestens selvforståelse som moralsk aktør
I 2018 blev Sarkozy anholdt og afhørt i to dage. I sig selv et historisk første for en tidligere fransk præsident. Han blev sigtet for passiv korruption, ulovlig kampagnefinansiering og modtagelse af underslæbte libyske midler. Tolv andre tiltalte, herunder tidligere ministre, rådgivere og mellemmænd, blev retsforfulgt sammen med ham.
Sarkozy har afvist alle anklager som “groteske løgne”, orkestreret af politiske modstandere og sensationshungrende medier. Men den franske domstol delte ikke hans opfattelse. Det er i øvrigt heller ikke første gang, han er dømt: tidligere sager om korruption har allerede svækket hans politiske eftermæle.
Libyen-sagen er dog den mest alvorlige, fordi den rammer selve grundlaget for Frankrigs moralske fortælling om sin rolle i 2011 og, i bredere forstand, Vestens selvforståelse som moralsk aktør.
Moralsk retorik versus realpolitik
Frankrig retfærdiggjorde bombningen af Libyen som et forsvar for universelle værdier.
Men hvis krigen udsprang af et økonomisk mellemværende mellem en præsident og en diktator, undergraves hele dens moralske legitimitet.
Hvad betyder det, når befrielsen af et land delvist finansieres af det regime, man hævder at ville vælte? Når sproget om menneskerettigheder bliver et instrument for politisk gæld?
Den egentlige tragedie er ikke kun personlig for Sarkozy som sådan, men tillige strukturel. Historien om Sarkozy og Gaddafi afslører, hvordan vestlig intervention ofte bevæger sig i gråzonen mellem idealisme og egeninteresse, hvor moral bliver retorik snarere end et princip. Hvor performance diplomatik intet har at gøre med den realpolitiske dagsorden, der ligger bag.
Libyen blev scenen, hvor Sarkozy kunne iscenesætte sig selv som redningsmand, samtidig med, at han slettede sporene efter sin egen afhængighed.
Resultatet blev ganske ødelæggende med et Libyen i opløsning. Et magtvakuum fyldt af militser, menneskesmuglere og udenlandske aktører. Den franske “moralske mission” står i dag tilbage som et udtryk for geopolitisk selvinteresse, der destabiliserede Nordafrika og forplantede sig til Europas egne grænser.
Et spejl for Vesten
Sarkozy-sagen handler i virkeligheden mindre om én mands fald end om et helt systems blindhed.
Vestlige demokratier fordømmer ofte korruption i autoritære regimer, men ignorerer den etiske brist i deres egne strukturer, især i grænselandet mellem politisk finansiering og udenrigspolitik.
De samme regeringer, der prædiker god regeringsførelse, har undertiden selv ladet sig finansiere af de regimer, de kritiserer.
Ironien er næsten klassisk: en præsident, der modtog penge fra en diktator for at styrte ham og nu formentlig vil miste sit eftermæle på grund af det. Nicolas Sarkozys historie rummer indbegrebet af moderne magt: at image kan løfte en leder hurtigere, end integritet kan redde ham.
På den måde er Sarkozy-retssagen blevet mere end blot et juridisk anliggende. Den er blevet et spejl for Frankrigs – manglende – evne til at se bagsiden af sin egen idealisme, og for Vestens tendens til at klæde realpolitik ud som moral.
Konsekvenserne heraf bør række langt ud over Sarkozys celle i Santé fængslet i Paris. Denne sag vil kaste skygger over et helt kapitel af vestlig udenrigspolitik, hvor retorikken om frihed og menneskerettigheder blev brugt til at dække over transaktioner af magt.
I sidste ende vil Sarkozys Libyen-krig næppe blive husket som starten på arabisk demokrati. Snarere som den dag, da Europa tabte sin moralske troværdighed i den nordafrikanske ørken.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og