GRØN TREPART // KRONIK – Fedtemøget er kommet for at blive – medmindre staten tvinges til handling, skriver miljøjournalist Kjeld Hansen. Over et år efter den ”historiske” Grønne Trepart er fjorde og kyster stadig dækket af brunt slam, og forureningen fortsætter. Situationen viser, at politiske kompromisser ikke kan redde et hav i kollaps. Kan nogen stilles til ansvar?
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Sommeren 2024 svandt. Tilbage lå de velvoksne dynger af fedtemøg langs det døende hav som dystre minder om en verden af i går. Men nu var der syn for sagn og rådden stank fra havet, så noget måtte der gøres. Omsider trængte den folkelige bekymring ind i den politiske hverdag, og selv hos folkevalgte, der ellers ikke giver fem flade øre for al den snak om miljø, forstod man, at noget burde gøres.
Men bare ikke lige nu.
Midt på sommeren 2024 fødtes så en skifting af en aftale mellem nogle nøje udvalgte parter og regeringen. Den fik navnet Grøn omstilling af Danmark, som hurtigt blev poppet op til at kalde sig Den Grønne Trepart, en aftale mellem tre parter: landbruget, staten og en enkelt NGO, men det var en stor løgn. Både Kommunernes Landsforening, Dansk Industri, slagteriarbejdernes fagforening NNF og Dansk Metal sad med til bords, da landbrugets forureningsuhyre skulle tæmmes. Så i virkeligheden er der tale om Den Grønne Syvpart, og med miljøets fortalere i absolut mindretal.
En ”grøn trepart” – der viste sig at være syv
Mange spurgte, hvor var den brede befolknings repræsentanter med interesser i et rent havmiljø? Turistbranchen, fuglekikkerne, sportsfiskerne, Danmarks Jægerforbund, Dansk Sejlunion, Sammenslutningen af Danske Småøer, feriehusudlejerne, og ikke at forglemme de hårdest ramte, kystfiskerne – og alle de andre hundredtusinder af danskere, der må leve med fedtemøgets dårlige ånde fra det, der engang var det friske danske hav. For slet ikke at nævne det totale fravær af universiteternes eksperter.
Lad os se nærmere på aftalens indhold. Angiveligt skulle den give os levende fjorde og et blåt hav tilbage, men lad det være sagt med det samme. Det kommer aldrig til at ske
Jeg mener det alvorligt. At lade en tidligere Enhedsliste-prinsesse være det eneste – og det var hun jo – det eneste levende bytte for rovdyrene i Landbrug & Fødevarer, Dansk Industri, NNF og Fødevareministeriet, det er grusomt. Den konstruktion har intet med demokrati at gøre, men minder alt for meget om en magtfuldkommen menneskeofring.
Og så var der hykleriet. Det stod Lars Løkke Rasmussen for, endnu en gang.
Pressemødet i Økonomiministeriet
Lad mig opholde os et øjeblik ved en billedanalyse af pressefotografernes dækning af den officielle præsentation af Aftale om et Grønt Danmark. Den fandt sted i Økonomiministeriet 24. juni 2024, og deltagerne i pressemødet var de forhandlere, der strikkede aftalen sammen plus en enkelt tilløber.
På talerstolen står socialdemokraten Henrik Dam Kristensen. Som formand for det gruppearbejde, der har ført til aftalen, indleder han med at sige:
”Jeg vil gerne sige et stort tak til parterne, som alle har vist viljen til at finde det gode kompromis med de rette balancer. Vi har i Danmark en god og stærk tradition for at løse store udfordringer i fællesskab, og den historie skriver den grønne trepart sig nu ind i. Aftalen vil gøre Danmark til et internationalt foregangsland for fremtidens grønne arealforvaltning. Det kan vi alle være stolte af.”
Aftalens ord har ikke løst en eneste udfordring, men det overser Dam Kristensen. Ingen tvivl er at spore i formandens stemme, om den ambitiøse aftale overhovedet kan føres ud i livet, nej – Danmark er allerede et internationalt grønt foregangsland. Selv om alle fjorde og kyster fortsat sejler i fedtemøg.
Fra venstre i billedet ser vi en mut udseende forbundsformand fra Fødevareforbundet NNF Ole Wehlast. Han står lidt for sig selv for ligesom at markere, at han hverken har lod eller del i de store visioner, men blot er til stede for at værne om arbejdspladserne på slagterierne. Det lykkedes han med. Aftalen rummer en gavepakke på 45 mio. kr. årligt til gebyrlempelser for slagterierne.
Fedtemøgets fader, der en måned tidligere (20. maj) havde bekendt sin skyld og skam på Politikens forside som direkte årsag til den ødelæggende landbrugspakke, tager nu ejerskab til Danmarks verdensberømmelse som det grønneste land af alle in spe
Den næste er svineproducent Søren Søndergaard, som er formand for Landbrug & Fødevarer. Han læner sig fortroligt op ad Maria Reumert Gjerding, præsidenten for Danmarks Naturfredningsforening, der begejstret fortæller i sine foredrag, hvor gode venner hun er blevet med Søren Søndergård; de ringer sammen privat, og han er angiveligt ”sådan en sød person”.
Bag DN-præsidenten står fødevareminister Jacob Jensen (V), der nærmest ånder hende i nakken, mens økonomiminister Stephanie Lose (V) dækker hendes venstre flanke af. Bag dem står en klein mandsperson, der nærmest forsøger at gå i et med bagtæppet. Det er Morten Høyer fra Dansk Industri, hvor han er politisk direktør i dag, men nok så relevant er det at nævne, at Høyer har haft en seksårig ansættelse som områdedirektør i to år og derefter fire år som direktør for Politik og Kommunikation hos Landbrug & Fødevarer. Ja, han er en af ”drengene”, som landbruget altid kan trække på.
Så kommer to storsmilende socialdemokratiske ministre, Jeppe Bruus og Magnus Heunicke, med stoltheden strålende over den ”historiske” aftale om foreløbig ingenting. Bag dem dukker formanden fra Kommunernes Landsforening, Martin Damm, sig. Han er Venstre-mand, så han kender landbrugets listige forhandlingstaktik.
Lidt for sig selv og helt ude til højre står der en lille trind mandsperson. Han har hverken deltaget i forhandlingerne eller udarbejdelsen af aftalen. Om han er inviteret til at deltage i pressemødet eller blot er troppet op, kan man næppe få oplyst, men da han går på talerstolen og tager ordet, afspejler de øvrige deltageres ansigtsmimik forbløffelse, forlegenhed og foragt.
Om det er hans tilstedeværelse eller ordene, der vækker uro, kan jeg ikke afgøre, men alene det, at udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen tropper op som eneste partiformand på det grønne pressemøde, er jo overraskende. Det er hans korte tale også. Den kommer her:
”Med dagens aftale investerer vi milliarder i den største omstilling af det danske landskab i nyere tid. Vi skaber meget mere natur, renere vandmiljø, rejser meget mere skov og gør det muligt at udvikle landbruget til fremtidens grønne konkurrence. Samtidig bliver vi første land i verden med en CO2-afgift på landbruget. Det er endnu et eksempel på, hvad vi kan udrette, når vi fører politik hen over midten.”
Fedtemøgets fader, der en måned tidligere (20. maj) havde bekendt sin skyld og skam på Politikens forside som direkte årsag til den ødelæggende landbrugspakke, tager nu ejerskab til Danmarks verdensberømmelse som det grønneste land af alle in spe. Før der er fjernet så meget som en deciliter kvælstof fra havmiljøet.
En aftale, der ikke redder havet
Lad os se nærmere på aftalens indhold. Angiveligt skulle den give os levende fjorde og et blåt hav tilbage, men lad det være sagt med det samme. Det kommer aldrig til at ske.
Aftalen redder hverken dit eller dat. Helt ædrueligt viser en omgang simpel matematik, at selv ved fuld implementering omkring år 2045 vil Danmark stadig være det hårdest udnyttede landbrugsland i Europa. Selv med 140.000 hektar omlagte lavbundsjorder og 250.000 hektar skovtilplantet landbrugsland vil det stadig være mere end halvdelen (52 %) af det yndige land, der ligger i kløerne på agroindustrien. Det betyder også, at fedtemøget er kommet for at blive.
Skal havet omkring Danmark atter være blåt, kræver det, at man i en helt anden stor stil tager landbrugsjord ud af produktion og omlægger til skov og vild natur. Skal Danmark ophøre med at være det hårdest dyrkede land i EU, skal der udtages et areal på 600.000-800.000 hektar. Med et udtag på 600.000 hektar vil vi dog stadig være nummer 1 med 47 % under plov, hvorimod et udtag på 800.000 hektar vil give os en 2. plads med 42 %, men kun lige overgået af Ungarn. På natursiden vil vi med et slag kunne øge andelen fra 8 % til 14-19 % af det nationale areal, hvilket bringer os op på EU-gennemsnittet.
Det er en forhandling om liv eller død for fjordene og havet omkring Danmark, og derfor er kompromisser direkte skadelige. Naturen overlever ikke med kompromisser
Ovenikøbet er der det opløftende ved at udtage landbrugsjord i denne skala, at det løser alle landbrugets problemer på én gang. De får løst klimaproblemet i forhold til CO2, de får løst kvælstofforureningen af havmiljøet, udledningerne af fosfor til ferskvand, og samfundet får reduceret rigtig mange af de oversvømmelser, vi ser i dag.
Man skulle jo tro, at politikere og andet godtfolk efterhånden havde lært, at havet ikke kan leve med kompromisser, hvis det atter skal være blåt. Alligevel gør de det igen og igen. Grøn Trepart-formanden Henrik Dam Kristensen roser ligefrem kompromisset, når han siger i sin tale:
”Alle har vist viljen til at finde det gode kompromis med de rette balancer.”
Måske er det den allerstørste fejl ved Grøn Syvpart-aftalen, som den jo retteligen burde hedde, at man kopierer arbejdsmarkedets forhandlingsrutiner, men fuldstændigt negligerer, at landbrugets forurening af fjorde og havet ikke kan håndteres som en frivillig lønsumsforhandling, hvor parterne kan få mere eller mindre med i posen, hvorefter livet går videre. Det er en forhandling om liv eller død for fjordene og havet omkring Danmark, og derfor er kompromisser direkte skadelige. Naturen overlever ikke med kompromisser, og det gør havet heller ikke.
For os andre kan Grøn Syvpart-aftalen måske nok skrues ned til et eksistentielt spørgsmål om, hvor ringe en livskvalitet vi og vores børn og børnebørn vil nøjes med, men havet sletter alle kompromisser.
Forskernes advarsler og den politiske afvisning
Det siger sig selv, at den mest effektive og øjeblikkelige hjælp til det døende hav vil være at skære ned på forureningen. Ja, det siger sig selv, men ikke for politikerne bag den grønne syvpart. Da fem fremtrædende forskere foreslog i Berlingske i begyndelsen af februar i år, at GTP-minister Jeppe Bruus skulle bruge sin politiske magt til at rulle Lars Løkke Rasmussens landbrugspakke tilbage, dvs. skære 20 % af de tilladte kvælstofmængder, mødte de ingen forståelse. Tværtimod dannede landbrug og GTP-ministeren fælles front mod eksperterne.
Svineavler Søren Søndergaard fra Landbrug & Fødevarer lagde for. I stedet for at fremlægge sine argumenter for at fortsætte forureningen med kvælstof i mindst to år yderligere valgte han at kortslutte samtalen ved at nedgøre forskerne. Det skete med et yderst følelsesladet indlæg allerede ni dage senere i Berlingske, hvor han bl.a. skrev:
”Det er til at blive træt af, at vi igen og igen skal høre diverse eksperter tage alle sorger på forskud for en sikkerheds skyld. Det kan efterhånden kaldes en rituel stammedans. For vi hører det samme budskab igen og igen: Vi når ikke i mål, og målene er i øvrigt ikke ambitiøse nok.”
Sidst på måneden fulgte GTP-minister Jeppe Bruus. I kraftige toner angreb han professor Stiig Markager og dennes kolleger på en konference om samskabelse af danske landskaber i den grønne omstilling på Københavns Universitet. Efter arrangørernes mening gik han så langt som til at forlange, at forskere, der ikke kan bidrage med noget ”positivt”, bør holde deres mund. De ”forurener” debatten, og skader den skrøbelige forståelse mellem landbruget og resten af samfundet.
I et senere debatindlæg på Altinget.dk trak Jeppe Bruus i land med denne forklaring:
”Ganske rigtigt ville det ligne handlekraftig akuthjælp at ændre rammerne for at drive landbrug fundamentalt, som forskerne foreslår. Men faktum er, at mange ville gå fra hus og hjem, og hjælpen til vandmiljøet ville bryde sammen, før den overhovedet kom i gang.”
Det ”faktum” er ren propaganda fra landbrugslobbyisterne. Gang på gang fremsættes denne udokumenterede påstand, når der er optræk til, at forureneren skal betale en smule selv. Det sker igen og igen, til trods for at antallet af tvangsauktioner i dansk landbrug har været ”historisk lavt” i en lang årrække.
Kan politikerne stilles til ansvar?
Ødelæggelsen af havet omkring Danmark er intet mindre end århundredets værste forbrydelse. Var det en industrivirksomhed, der havde forårsaget iltsvind og fedtemøget, ville de både være blev lagt på hjul og stejle og idømt erstatningsansvar og fængselsstraffe. Men politikere går fri, bare de siger undskyld.
Er der slet ingen juridiske regelsæt, der ville kunne kræve en politisk miljøødelægger stillet for retten? Jeg har kikket nærmere på spørgsmålet, og her kommer, hvad jeg kunne finde:
Grundloven dur ikke til noget. Den beskytter kun den private ejendomsret, som nogle ligefrem opfatter som en rettighed til at forurene. Fællesskabets værdier prisgives.
Forsigtighedsprincippet er et retligt princip inden for miljølovgivningen, som grundlæggende indebærer, at hvis der er videnskabelige indikationer for risiko for alvorlige eller uoprettelige skader, må indgreb over for fx potentielle forurenere ikke udsættes alene grundet videnskabelig usikkerhed.
Konceptet om forsigtighedsprincippet blev første gang nævnt i en meddelelse fra Europa-Kommissionen, der blev vedtaget i februar 2000. Set i lyset af forsigtighedsprincippet burde Lars Løkke Rasmussen som statsminister i 2015 have afvist landbrugspakken. Faktisk burde han allerede i 2009 have afvist Grøn Vækst-planen, da uenigheden om dens virkninger blev lagt frem. Men hvad med i dag – rummer konceptet en juridisk procedure og et straffesystem, der hjælper borgerne til at komme efter ødelæggelsens politikere? Nej, sådan ser det ikke ud.
Din sidste mulighed findes i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Læs Artikel 8, som giver dig ”Ret til respekt for privatliv og familieliv”. Her er din bedste mulighed for at værne og skærme et sundt og uforstyrret familieliv – og måske ad åre at få livet tilbage i fjorde og kystnære havområder.
Direktivet skulle have været opfyldt i 2015, men ifølge Jeppe Bruus vil det tidligst komme på tale engang efter 2033
I april 2024 afgjorde Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg en sag af meget stor betydning, som sandsynligvis vil kunne anvendes som præcedens i en dansk sag om statens svigt af miljøet i fjorde og havområder. Den historiske dom blev afsagt til fordel for foreningen Verein Klima Seniorinnen i Schweiz.
En gruppe af ældre kvinder havde lagt sag an mod staten Schweiz, fordi de er bekymrede for, hvordan klimaforandringerne vil påvirke deres liv og helbred. Blandt andet fordi ældre er mere udsatte for at dø som følge af hedebølger.
Schweiz’ nationale domstole har to gange afvist sagen, og derfor anklagede foreningen den schweiziske stat ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Domstolen gav foreningen medhold i, at Schweiz har krænket de ældres menneskerettigheder, fordi landet ikke har nået sine mål om at reducere drivhusgasser. Det opsigtsvækkende ved dommen er, at den slår fast, at de enkelte lande har en pligt til at sørge for at begrænse klimaforandringer, fordi det påvirker menneskers sundhed og velbefindende.
En tilsvarende sag bør kunne rejses mod den danske stat for mangelfuld opfyldelse af EU-Vandrammedirektivet fra 2000, der kræver god økologisk tilstand i de 109 danske vandområder. Direktivet skulle have været opfyldt i 2015, men ifølge Jeppe Bruus vil det tidligst komme på tale engang efter 2033.
Imens breder fedtemøget sig uhæmmet.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og