NORDBRANDT // HYLDEST – Den 31. januar 2023 blev opbrudsdato for digteren Henrik Nordbrandt, som drog på sin sidste rejse mod ukendt anduvningshavn. Han er vores største danske digter nogensinde. Fra sine eksiler ved Middelhavet skrev han med rastløs hånd sine skarpe miniaturer og dybt følsomme, formsuveræne arabesker om kærlighed, længsler og menneskelivets paradokser. Gorm Bloch hylder digteren.
Tirsdag d. 31. Januar 2023 om formiddagen læste jeg nyheden om Henrik Nordbrandts død. Vejret denne dag var alt det han hadede, og således var vejrliget passende, ville han have nok selv have bemærket, med et sardonisk og lunt smil.
“Hej” råbte jeg, så det genlød
i hele dalen
og en krage fløj skrigende op.
Det var ingen andre end dig
der ikke svarede
i hele verden.
Så enkelt, så desperat og magtfuldt kan en følelse udtrykkes. Ovenstående er fra digtet “Aftensol” fra Ormene ved himlens port.
Tidløs poesi – og en sonet om Ukraine
Jeg kendte aldrig Nordbrandt personligt, men i en vis forstand har jeg kendt og følt ham som en kongenial ven og et digterisk forbillede siden min tidlige ungdom. Nyheden om hans død gjorde mig derfor trist, men fyldte mig samtidig med dyb taknemmelighed.
Hvad ville Nordbrandt have ment og skrevet om tragedien i Ukraine? Det får vi aldrig at vide. Måske et lejlighedsdigt? Nordbrandt brød sig ikke om rim. Faktisk kunne han ikke fordrage dem. De var poesiens fodlænke, ja, fascistoide regimer. Alligevel dyrkede han dem enkelte gange. Ved udvalgte lejligheder. Eksempelvis i sonetten “Lille krigsbarn” fra 2015.
I “Det sidste stik” herover har jeg selv anvendt sonetten i let varieret form. Jeg håber, at Nordbrandt fra sin tronstol i det hinsides synes om digtet eller blot bærer over med min tilstræbte metode. Jeg havde lovet min redaktør et aktuelt relief, så mit alibi er i orden.
Magiske kalejdoskoper og paradokser
Sagen er dog, at Nordbrandts digte trumfer mediebranchens evindelige nyhedscredo. De er tidløse klassikere, især for de som drages af de store emner: kærlighed, eksistens, ensomhed, skønhed, drømmenes verden, mørket og lyset. De som tiltrækkes af det sanselige, gådefulde, det ubesvarede, labyrinterne i menneskesjælen, de retningsløse længsler, hjemløshedens og rastløshedens motiv og motor.
Nordbrandt er efter min mening en af de største danske digtere, vi nogensinde har haft. Måske den største. Trods hans notoriske animositet over for Danmarks klima og vores kølige mentalitet har han gennem godt fem årtier og over 30 digtsamlinger udtrykt sig suverænt og med en helt egen tonalitet på vores modersmål, og det med den største elegance, præcision og ømhed.
Fra det udbenet minimalistiske – digte på tre linjer – over episke langdigte og arabesker, hvor teleskopmetaforer, metamorfoser, sceneskift, tidsspring og paradokser males frem i en magisk flydende strøm. Altid ubesværet, organisk, sensuelt, stilistisk sublimt – og altid med den helt særlige nordbrandtske pensel og palet. Han blev i øvrigt aldrig en del af en litterær strømning eller skole.
Med ét blomstrer alt
og enhver er alene
i sin besøgstid.
Den eneste anden nordiske digter, jeg kan komme på, som formår at besjæle en genstand og mestrer transcendensens immanens – i sig selv et paradoks – er svenske Tomas Tranströmer. Han modtog fortjent Nordisk Råds Litteraturpris i 1990 for værket För levande och döda. En pris som Nordbrandt omsider vandt i 2000 for Drømmebroer.
Tungsind, melankoli – og sort humor
Nordbrandt debuterede i 1966. Han har udgivet børnebøger og en detektivroman også, men det er hans digte, som siden min tidlige ungdom har betaget mig, som ingen anden dansk digter. Denne tekst vil derfor have netop hans lyrik som udsigtstårn, landskab, horisont og tematisk klangbund.
Hvor finder jeg freden, så ordene om Nordbrandt kan komme til mig? Det nytter ikke i en vrimmel af mennesker, gøremål, planer, film, toner til nye sange, spirende forår på et bagtæppe af tungt gråvejrsmørke, iskold havgus, det fjerne løfte om smukke kvinder i gadebilledet og andre distraktioner.
Hvor ville Nordbrandt selv være gået hen fra sin lejlighed med balkon ved søerne i København, hvis han skulle skrive åndsbeslægtede mindeord om Wallace Stevens, Gunnar Ekelöf, Neruda, Pessoa eller måske endda Rilke?
Kærligheden ligner øer:
Den bliver først helt sig selv
i det samme morgengry som de
og forstår først sin placering
på lyden af havet
mod de kyster, den altid rejser fra.
I digtet “Akheron” fra Ormene ved himlens port parafraserer han T.S. Eliot med ordene “Jeg satte mig ned på Akherons bred / og græd på grund af en død veninde.” Generelt er Nordbrandt tilbageholdende med referencer og intertekstualitet i sine værker. Han fokuserer på øjeblikkets scene, fænomener og den sansede totaloplevelses refleksion. Det er som oftest alt rigeligt.
Og dog: I nogle af hans digte møder vi i skyndingen – når forfatteren ikke kan tøjle sin anarkistiske humor og idiosynkrasier – både Nietzsche, Wittgenstein, Dante, Freud, Marx, Napoleon og andre. De optræder så som satiriske relieffer og iscenesættes ufrivilligt komisk, nærmest som i en skolekomedie eller revy. Det er befriende antiautoritært.
Marx i latterkrampe på øen Simi
Nok havde Nordbrandt sin melankoli og tungsind, men han besad også en fandenivoldsk, utøjlet humor. Læs blot digtet “Narrefisse” fra Besøgstider, hvor Dante bliver kølhalet, narrefisse lovprises “da det gør ydmyg”, og fortælleren selv slår fast at “Jeg har fået masser af narrefisse, og vil gerne have mere”.
I går gik der igen tolv år
hvor jeg ikke så dig
Syrlig, satirisk, galgedinglende morbid humor – men også den onkellune. Begge serveret som kaskader af hooklines. Nyd blot disse to fra digtepistlen “Symi” fra Opbrud og ankomster: “Dante ville have opgivet Beatrice til fordel for en rig, forholdsvis pæn enke” og “jeg tror faktisk Marx ville have grinet ad sine egne værker, hvis han havde læste dem på Simi”.
Hvad angår Napoleon havde han næppe drevet det til andet end en karriere som gemen bolværksmatros, og det europæiske klassesamfund kunne aldrig være opstået på denne græske ø. Andre steder på skalaen møder man både gådefulde og ildevarslende statements; “dit nærvær halverer verden”, “I går gik der igen tolv år / hvor jeg ikke så dig” – eller smag på denne: “Som om / kagen jeg spiste for et øjeblik siden / var sødet med mit eget blod.”
Rosen fra Lesbos på en kirkegård
Jeg finder en ledig bænk med udsigt over Øresund. Cigaretterne har jeg, men mangler kaffen, det er for koldt, og et fly på himlen og et par kvidrende pensionister larmer irriterende.
Finder ro og tankens uforstyrrede efterklang på en kirkegård. Men solen er allerede i sin nedgang over birketræerne, det kunne lige så godt være tidlig november som sidst i februar, året kunne være 1996 eller 2024, min skygge snyder mig igen med forhistoriske mumlende træskæreres motivsnit af mit liv, mens kaffen damper, støvet danser til tolvtonemusik, byen går i søvne i sin skumring, og jeg kan stadig smage kvinden fra i går, foruden vinen og abrikoserne, her på caféen i Ankara, hvor jeg tabte endnu en rose på fortovet og derfor planløst satte mig.
Nordbrandt betjener sig af et alkymistisk sprog og metode, hvor det komplekse bliver enkelt og det enkle komplekst. Hvor ordene transcenderer sig selv og åbner andre verdener
Igen er jeg faret vild i konturerne af et digt. Men Nordbrandt vil tilgive mig, også for mine to egne digte i nærværende fraværstekst. For ingen af linjerne, hverken denne eller de som følger, forsvinder, slettes, skyder frem eller ruller, som havets dønninger eller en guldkugle på et atlas, ville være helt mulige uden ham.
Efter kirkegården driver rastløshed og åndelig sult mig ind til byen. Naturligvis havner jeg på Israels Plads, hvor endnu et Nordbrandt-digt resonerer i mindernes katalog. Også på denne plads og i dens senge har jeg selv oplevet illuminerede nætter med kvinder i månens skær.
Ordenes transcendentale kraft
Nordbrandt betjener sig af et alkymistisk sprog og metode, hvor det komplekse bliver enkelt og det enkle komplekst. Hvor ordene transcenderer sig selv og åbner andre verdener og sfærer, netop når de er allermest konkrete. Objekter åbner for noget overjordisk, noget som tilhører eller hidrører fra en anden verden. Det håndgribelige er intenst nærværende i al sin karakter og fylde, samtidig med at det undslipper og undsiger sig digterens og læserens greb.
Paradokser som suverænt, nådesløst og med stor kærlighed og tindrende følsomhed skildrer menneskelivets vilkår. Vi fødes, dør, og alt det imellem er på en og samme tid fuldstændigt ligegyldigt og den mest utrolige rejse
I Nordbrandts digte er der aldrig et eneste ord for meget. Intet er tilfældigt. Han foretrækker til enhver tid en punkteret linje, eller et nyt afsnit, som skaber luft og lader ordene ånde, fremfor at fylde på med dekoration eller staffage. For intet er formålsløst her, det er dissektionsskarpt, og hvert ord er omhyggeligt udvalgt, skåret, slebet og monteret med en snedkers fineste fornemmelse og mestring af sit håndværk.
I digtet “I en middelhavshavn” beriges vi med skønhed og sanselighed i detaljerne, men samtidig mærker vi det smertelige i fortællerens følelse af måske ikke at få den helt afgørende, skjulte detalje med. Det er helheden, som fortæller ham dette; at noget mangler eller er udeladt.
Her sætter Nordbrandt afgørende ord på et centralt element i sin egen poetik, og skønheden såvel som smerten i netop dette paradoks udgør et ledemotiv i meget af hans digtning.
Den rastløse æstetiker – og kærlighedens digter
Nordbrandt var ikke “intellektuel”, forstået som en forfængelig person der iklæder sig eller tildeles denne epitet og kræver sin plads i et panteon eller parnas. Han var derimod i høj grad tænker, og indirekte i høj grad en intellektuel kapacitet med sine subtile pointer, udfordringer og omvendinger af almen logik (sprogets som kulturens og politikkens), sin dialektik og prægnante paradokser.
Nordbrandt har skrevet fremragende kærlighedsdigte. Dramatiske, rige på krop, ånd, følelser, fysisk nærvær, savn, smuk tosomhed og den flygtige evighed i det forelskede, erotiske møde
Paradokser som suverænt, nådesløst og med stor kærlighed og tindrende følsomhed skildrer menneskelivets vilkår. Vi fødes, dør, og alt det imellem er på en og samme tid fuldstændigt ligegyldigt og den mest utrolige rejse, alt efter hvordan vi anvender tiden og er til stede i livet. Selv valgte Nordbrandt digtene, som blev både en livsstil og en levevej, på godt og ondt.
Han valgte også at insistere på drømmene, at nyde vinen, olivenerne, citrontræerne, kvinderne, appelsinlundene, solen, månen, lyset og udsigten fra havne og tavernaer over havet og bjergene. Hans digte er ikke bare gode; de har også farve, tekstur og smag. Man kan smage kaffen, vinen, lugte tobakken, tjæren fra fiskerbådene og det blafrende vasketøj i brisen.
I digtet “Katamaran” fra Ormene ved himlens port skildres et optisk bedrag, hvor fortællerens elskede ud for en landtange mener at se en katamaran på havet. Hun insisterer, og han latterliggør hende. Efter at have set fænomenet igen fra et fly vil han begejstret og med triumferende kærlighed fortælle hende om det. Katamaranen står øverst på hans huskeseddel. Men da han ringer til hende, er hun død et par timer forinden.
Jeg ønskede at falde, men flyet ville ikke.
Du med din katamaran!
Nordbrandt har skrevet fremragende kærlighedsdigte. Dramatiske, rige på krop, ånd, følelser, fysisk nærvær, savn, smuk tosomhed og den flygtige evighed i det forelskede, erotiske møde. Blide, sarte, musikalske og synæstetiske skildringer – men også arkaiske og med voldsomme undergangsmotiver sine steder.
Her et eksempel fra slutstrofen i “Vores kærlighed er som Byzantium” fra Ode til blæksprutten:
Når jeg vender mig mod dig
i sengen, har jeg en følelse
af at træde ind i en kirke
der er blevet brændt ned
for længe siden
og hvor kun mørket i ikonernes øjne
er blevet tilbage
fulde af de flammer, der udslettede dem.
Henrik Nordbrandt (1945-2023) blev født på Frederiksberg. Hans far var kommandørkaptajn og hans mor jurist. Nordbrandt debuterede i 1966 som 21-årig med digtsamlingen Digte.
Det meste af sit voksenliv boede Nordbrandt ved Middelhavet i Spanien, Grækenland og Tyrkiet. Han flyttede dog i en moden alder tilbage til Danmark, hvor han frem til sine sidste dage boede i en lejlighed ved søerne på Østerbro med sin hustru og datter.
Nordbrandts bedste digtsamlinger, ifølge denne skribent:
Omgivelser (1972)
Ode til blæksprutten (1975)
Violinbyggernes by (1985)
Under mausolæet (1987)
Opbrud og ankomster (1995)
Drømmebroer (1999)
Ormene ved himlens port (2015)
Den omfattende, men alligevel kompakte, samling Egne digte kan også anbefales. Den repræsenterer en række af de bedste digte fra hovedværkerne, udvalgt af Nordbrandt selv.
Efterskrift og tak, Henrik
Kære Henrik. Tilgiv mig digtet om Ukraine. Jeg ved, du ikke kunne fordrage krig. Heller ikke jeg. Derfor har jeg lånt lidt af din barske, mørke satire og barnets mareridtsperspektiv. Hvis læserne ikke forstår det må de jo læse eller genlæse din fine sonet. Mit hyldestdigt herunder skrev jeg et par timer efter, at jeg blev bekendt med dit opbrud herfra.
Digtet samlede støv i en uge hos et dagblad, som du engang skrev for. Først på min rykker lod de mig forstå, at du allerede var blevet hyldet med en artikel hos dem. Mage til bovlamt argument! Så i stedet, og nu hvor vi nærmer os din fødselsdag – som jeg i øvrigt er sikker på at du hadede – får du her en hel artikel. Digtet siger i essens egentlig det, jeg ville sig. Det skal du have – og et dybfølt TAK.
Alle digte – hele som i uddrag – i denne artikel er skrevet af Henrik Nordbrandt.
“Det sidste stik” og “Til Henrik Nordbrandt” er af Gorm Bloch.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
