
SAMFUND // SERIE – Hanne B. Stegemüller voksede op i en familie, der konstant var på flugt fra myndighedernes kritiske blik. Ingen voksne greb ind, selvom den lille pige blev udsat for ting, børn aldrig skal opleve. Her er første afsnit af serien ”Nomadebarn,” hvor Hanne fortæller om et barns smerte ved at vokse op med omsorgssvigt og overgreb, og hvordan det har præget resten af hendes liv.
I min barndom har jeg boet fem forskellige steder. I mit voksenliv har jeg til gengæld flyttet uendelig lidt.
Vi var en nomadefamilie. Sådan en familie, der konstant kryber under myndighedernes radar ved at flytte. Der er typisk også en eller anden form for misbrug i familien.
I 1989 gav FN’s Børnekonvention børn ret til at blive beskyttet mod overgreb og omsorgssvigt. Senere vedtog Folketinget Lov om social service, som giver mulighed for særlig støtte til udsatte børn i Danmark, og for få år siden udgav Ankestyrelsen en guide til børnefaglige sagsbehandlere om, hvordan nomadefamilier skal håndteres.
Ifølge vejledningen skal der primært tages hånd om de eventuelle børn, der er i familien.
Meget havde set anderledes ud i mit liv, hvis Lov om social service og Ankestyrelsens guide havde været udgivet i 1970’erne.
Ankestyrelsen inddeler nomadefamilierne i to kategorier:
Dels nomadefamilier, der flytter på grund af akutte økonomiske, sociale, eller boligmæssige problemer. Familierne er kaotiske, impulsstyrede og kortsigtede i forhold til planlægning, og de tænker sjældent over endnu en flytnings negative konsekvenser for børnene.
Dels nomadefamilier, der flygter, fordi de vil undgå myndigheders fokus på og indgriben i familiens forhold.
Min familie hørte til i kategori to. Mine forældre dækkede selvfølgelig flytningerne ind under andre overskrifter, såsom at der var mere plads på Sydfyn eller helt vildt naturskønt på Bornholm.
Et meget ensomt barn
For mig som barn havde de mange flytninger den konsekvens, at jeg aldrig fik nogen venner, og da jeg endelig fik en, skulle vi flytte igen. På den måde blev jeg et meget ensomt barn.
Forholdene har sat sig dybe spor i mig. For eksempel er jeg ikke ret god til at etablere relationer, og får jeg dem endelig etableret, er jeg ikke god til at bevare dem
Det, at vi kunne krybe under myndighedernes radar, betød også, at der aldrig var nogen, som kunne holde øje med min mors og hendes mands alkoholmisbrug. Ingen ville nogensinde fatte mistanke om, at der var tale om et misbrug.
Forholdene har sat sig dybe spor i mig. For eksempel er jeg ikke ret god til at etablere relationer, og får jeg dem endelig etableret, er jeg ikke god til at bevare dem. Faktisk trives jeg bedst i mit eget selskab og har kun få nære venner.
Medierne svømmer af og til over med sager om nomadefamilier, men børnenes smerte og konsekvenserne for voksenlivet får vi ikke beskrevet. Det er det, jeg prøver at gøre.
Alle voksne har underretningspligt
Denne artikelserie er tilegnet andre tidligere nomadebørn, børnesagsbehandlere og andre, der har med nomadebørn at gøre. Der er behov for forståelse for, hvilke forhold børnene kan have levet under eller stadig lever under, fordi de ellers risikerer at blive tabt både som børn og som voksne.
Serien er også tilegnet helt almindelige mennesker, der ifølge Lov om social service har pligt til at underrette myndighederne, hvis de oplever, at børn bliver svigtet.
Alle voksne har underretningspligt. Er man bekymret for et barn eller en ung, skal man underrette kommunen. Oplever man, at kommunen ikke agerer hurtigt eller konsekvent nok, kan man underrette direkte til Ankestyrelsen.
Det er en central problemstilling, at der ikke underrettes nok. Danskerne ønsker ikke at være angivere, eller også er de ikke klar over, at de har pligt til at underrette.
I mit tilfælde var der mennesker, der burde have grebet ind, men de var i tvivl om, hvad de skulle gøre, og det er forståeligt nok. Tiden var en anden.
Jeg har talt med voksne fra min barndom om det for nyligt, og de fortæller, at de ikke vidste, hvad de skulle gøre, fordi jeg ikke fortalte ret meget. De havde på fornemmelsen, at der var mere under overfladen, men sikre var de ikke.
Stadig flere underretninger
Det går langsomt den rigtige vej med antallet af underretninger. Tal fra Danmarks Statistik viser, at der i 2018 var 127.182 underretninger. Det er en stigning på 7 pct. i forhold til året før.
Medvirkende til stigningen kan være Overgrebspakken, hvor Folketinget afsatte en pulje på 268 millioner kroner i perioden 2013-2016. Pakken havde fire hovedtemaer:
- Børn skal altid høres og beskyttes, når der er mistanke om overgreb.
- Underretninger skal vurderes inden for 24 timer, og opfølgningen på underretninger skal styrkes.
- Mistrivsel og overgreb skal opdages og håndteres tidligt.
- Der skal fokuseres på den forebyggende og tværfaglige indsats.
Kommunerne har efterfølgende blandt andet skullet udmønte Overgrebspakken i noget, mange kommuner kalder Handleguides.
I dag skal der handles
I Ishøj Kommune er der for eksempel tale om en let tilgængelig og meget overskuelig guide på 11 sider, som i detaljer beskriver, hvordan ansatte i kommunen skal agere ved overgreb mod børn og unge. Vold og seksuelle overgreb defineres tydeligt som:
- En seksuel handling, hvor barnets tillid misbruges af en voksen eller et andet barn.
- En seksuel handling, som krænker barnets integritet.
- En handling, som barnet ikke kan forstå eller misforstår, og som barnet ikke er modent til at give samtykke til.
- En seksuel handling, som er den voksnes eller det andet barns behov, og som foregår på dennes betingelser.
Det fremgår på side fem af Ishøj Kommunes handleguide, at barnet straks skal køres til Akutmodtagelsen på Hvidovre Hospital, hvis der er mistanke om seksuelle overgreb indenfor det seneste døgn.
Jeg ville gerne have haft, at Odense, Hårby, Aakirkeby og Svaneke Kommuner havde haft handleguides dengang i 70’erne, da jeg var barn
Der er et særligt afsnit om overgreb, der foregår i familien eller det private netværk. Det fremgår, at det er kommunens holdning, at sådanne sager skal tages meget alvorligt, og at kommunen tager stilling til eventuel politianmeldelse.
Jeg ville gerne have haft, at Odense, Hårby, Aakirkeby og Svaneke Kommuner havde haft handleguides dengang i 70’erne, da jeg var barn.
Læs andet afsnit næste onsdag, ‘De lykkelige år med far’.
Serien Nomadebarn er i 13 afsnit, og den er skrevet i samarbejde med Lotte Ladegaard, som er fast skribent på POV.
Alle navne undtagen Hannes eget, stednavne og navne på skoler og arbejdspladser er ændret af hensyn til nulevende mennesker fra Hannes barndom. Navnene er redaktionen bekendt.
LÆS FLERE ARTIKLER AF HANNE B. STEGEMÜLLER HER
Foto: Nomadebarnet Hanne med sin far inden han døde, privat
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.