Docs & Talks – Film og forskningsdage på Cinemateket

i Kultur & Medier af

FILM – I gamle dage, dvs. i slutningen af 50’erne da jeg meldte mig ind i Filmmuseet, viste man kun film. I et lille lokale på Strøget over Bristol-biografen så jeg allerede i 1959 Satyait Rays mesterværk Aparajito, Griffiths imponerende Intolerance og en Kurosawa-krimi med Mifune i hovedrollen. Jeg var hooked for life.

Nu hedder dette fortryllende sted Cinemateket og ligger i Gothersgade. Hvor man dengang viste to film om måneden, viser man i 2018 mere end 100. Mine forældre var dengang rædselsslagne, for hvordan skulle jeg nogensinde kunne gennemføre mine zoologi- og geografistudier, når jeg spildte min tid i biografen?!

Det lykkedes selvfølgelig dengang, men i dag ville situationen være umulig, for jeg er fortsat meget nysgerrig og bruger dage på Cinemateket. I de sidste par år er der sket meget nyt derinde: Nu handler det ikke bare om at præsentere os for de gamle klassikere eller hele serier om spændende filminstruktører. Nu udvider de vores kendskab til hele verden via temaserier om f.eks. Afghanistan og Myanmar eller politiske film med forskningsformidling og debat. Et helt nyt publikum vælter ind i Cinematekets store smukke biografer; der er snart ikke mere plads til de gammeldags nørder med særprægede ønsker.

For et år siden startede man i Cinemateket et samarbejde med Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS). I denne uge – den sidste i februar – har man kørt programmet Docs & Talks

For et år siden startede man i Cinemateket et samarbejde med Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS). I denne uge – den sidste i februar – har man kørt programmet Docs & Talks og præsenteret 12 meget forskellige dokumentarfilm fra hele verden, og har samtidig præsenteret os for et udsøgt forskerpanel og mulighed for, at publikum kan komme til orde i de efterfølgende debatter. Det er et vigtigt og spændende initiativ.

The Road – korruption i byggesjusk på Silkevejen

Der var stuvende fuldt til åbningsforestillingen med den dansk-producerede The Road, instrueret af Zambo Zhang. Kina lancerede i 2013 det mægtige Silkevejsprojekt. Filmen giver et meget kritisk indblik i tilblivelsen af Xu-Huai Highway i Hunan-provinsen. Når man ved, hvor nærtagende kineserne er med hensyn til kritik, er det forbløffende, hvor afslappet og uhæmmet de mange arbejdere og bureaukrater udtaler sig i The Road.

De viser åbent den velfungerende korruption, taler hånligt ned til den lokale befolkning, hvis huse, marker og fiskedamme, de ødelægger, og sprænger klipper lige bag private boliger uden at advare i forvejen! Når folk klager, spises de af med tomme løfter. Arbejdernes forhold er rystende og arbejdsskaderne er hyppige. De mister deres arbejde og får ingen erstatning. Der sjuskes ikke bare med sikkerheden men også med arbejdet. Da en ekspert efter et års tid ser på den nybyggede bro konstaterer han, at der er alvorlige fejl i konstruktionen, men det er for besværligt at lave det om, så han nøjes med at udtale: ”Sørg nu for at arbejde bedre på den næste strækning!” Vi får oplyst at 39 broer på en anden del af Highway-projektet er faldet sammen! Overalt ses skilte med ”Security First”.

Dette projekt, der foregår i et hæsblæsende tempo og koster milliarder af dollars, er meget vigtigt for Kinas økonomiske udvikling, men hvilke konsekvenser får det for lokalområdet, og hvem har ansvaret, når meget går galt?

Det var en rystende oplevelse at se The Road, men jeg grinede nu også meget undervejs, for det var helt absurd, at ingen i filmen så ud til at bekymre sig over evt. politiske konsekvenser af deres åbne snak.

Ifølge en af de danske filmmedarbejdere så slappede folk af og opførte sig helt naturligt, fordi de var langt fra Beijing, og de var helt klar over, at denne film aldrig ville komme op i Kinas biografer; den ville falde for censuren.

Mama Colonel

Jeg så yderligere tre film på links og gik derfor glip af den medfølgende debat, der sandsynligvis kunne have uddybet oplevelsen og forståelsen betydeligt. Jeg fandt den congolesiske dokumentarfilm Mama Colonel interessant, fordi den afslørede nogle ret ukendte facts vedrørende behandlingen af ”heksebørn”. Endvidere så jeg den mexicanske Walls, instrueret af Pablo Iraburu og Migueltxo Molina, og den algierske A Possible Algeria instrueret af Viviane Candas, datter af advokaten og antikolonialisten Yves Mathieu, der arbejdede for den algierske regering under Ben Bella lige efter uafhængigheden i 1962.

Mama Colonel er instrueret af Dieudo Hamadi, der er født i Kisangani i 1984 i Den Demokratiske Republik Congo og oprindeligt studerede medicin. Efter at have deltaget i forskellige dokumentarfilmworkshops gik han i gang med at lave kortfilm, først Ladies in Waiting og Zero Tolerance. Opmuntret af positive udsagn fra adskillige filmfestivaler fortsatte han, og lavede sin første featurefilm Atalaku, der beskriver valgkampagnen i 2011 i Demokratic Republic of Congo.

Den vandt store priser ved mange festivaler. Det samme gjorde hans følgende feature-dokumentarfilm National Diploma. Mama Colonel modtog støtte til post-production fra Sundance Instituttet i USA og vandt flere priser ved Berlin-filmfestivalen i 2017.

Filmen fortæller om politiofficeren Honorine (mor til syv børn), der forflyttes efter 15 år fra en ledende post i Bukavu, i den østlige del af Congo tæt ved Rwanda-Burundi, til Kisangani mod nord.

Her skal hun lede en organisation til beskyttelse af kvinder og børn mod seksuel forfølgelse og vold. I Kisangani får hun nok at se til, for her har ingen tidligere interesseret sig for de mange enker, der i 2000 fik smadret deres liv i Seksdages-krigen.

Congos kvaler

Den Demokratiske Republik Congo er et af Afrikas rigeste lande, men har lige siden selvstændigheden været involveret i utallige krige takket være disse rigdomme på guld, kobber, diamanter m.m., som mange gerne vil tilrane sig. Den belgiske koloni Congo blev selvstændig i juni 1960. Kasavubu blev udnævnt til præsident og Patrice Lumumba til premierminister. Sidstnævnte var imidlertid for reel og ubestikkelig for belgierne, så allerede i januar 1961 blev han myrdet. I november 1965 kuppede Mobutu regeringen og overtog præsidentposten. I 1971 skiftede landet navn til Republic of Zaire. I 1993 var den østlige del af landet hårdt plaget af kampe mellem Rwandas hutuer og tutsier. Mobutu sørgede godt for sig selv og kørte landet ud i voldsom fattigdom. Maj 1996 væltede Laurent-Desire Kabila Mobutu, og landet skiftede atter navn til Democratic Republic of Congo. Den 5-10 juni 2000 kæmpede de to oprørshære, der var støttet af Uganda mod nord og Rwanda mod øst, om overherredømmet og vejen til Kinshasa, der uheldigvis førte dem gennem provinsbyen Kisangani, hvor mange tusinde lokale blev myrdet.

Januar 2001 blev Kabila myrdet; præsidentposten blev overtaget af hans søn Jospeh Kabila. I 2003 endte endelig den anden congolesiske krig, der begyndte i 1998, og Joseph Kabila vandt landets første demokratiske valg i 2006. Det næste valg, i 2011, var knapt så demokratisk… men Joseph Kabila blev siddende.

Hekseungerne

Instruktøren Hamadi valgte at følge Honorines rejse nordpå, fordi han tidligere havde truffet hende og beundrede hendes styrke. Han anede imidlertid ikke, hvilke problemer hun ville blive udsat for; han vidste øjensynligt ikke nok om sin egen hjemby.

Vi ser hende ankomme til en mudret by og en yderst mangelfuld embedsbolig. Hun tager alt med stoisk ro og koncentrerer sig straks om en lille pige, der er gul og blå over hele kroppen af stokkeslag. Hun opsøger hendes hjem, hvor far er bortrejst, mor er død og stedmor regerer med en stor stok. ”Nej,” raser denne… Hun har skam intet gjort. ”Den forbandede hekseunge er fuld af løgn”. Lidt efter lidt må hun tilstå og fjernes med håndjern af Honorines soldater.

Det viser sig nu, at der er mange heksebørn i byen. 12 børn fra treårsalderen til 16 er spærret inde i mørkt hus, hvor de gennembankes og får læst højt af Biblen. Præsten erklærer sig uskyldig – han er først i dag blevet hyret til jobbet, han ved intet. En kvinde forklarer, at disse unger helt sikkert er hekse. Hvis et spædbarn bider sin mor i brystvorterne, er det et sikkert bevis! Forældre har intet ansvar overfor heksebørn; de kan bare smide dem ud.

Det er en enkelt fortalt historie uden nogen form for interviews. Håndholdt kamera følger bare Honorine og hendes få soldater rundt i den rodede by med de fedtede, mudrede veje. Den er ægte og gribende

Instruktøren mener, at mængden af heksebørn er steget voldsomt efter de sidste mange års krise. Når staten ikke længere betaler løn til de ansatte, kan de ikke klare sig økonomisk – og hvem har mon skylden? I mange afrikanske lande dræber man børnene; det er opløftende, at man her nøjes med at gennemtæve hekseriet ud af dem! Det kom bag på instruktøren, den dag en gruppe kvinder kom for at klage over, at de endnu ikke havde fået nogen form for erstatning for myrdede ægtemænd og børn og for tortur og ydmygelser under Seksdageskrigen. Han var barn dengang og huskede stadigvæk rædselsfulde begivenheder. Mange i byen havde valgt helt at glemme krigen og satse på et nyt og bedre liv. Herregud, det var jo så længe siden! Men Hamadi valgte at trække disse kvinders skæbne frem at lade dem fortælle deres gruopvækkende historier og derefter sørge for, at Honorine skaffede dem en bolig og en ny chance.

Det er en enkelt fortalt historie uden nogen form for interviews. Håndholdt kamera følger bare Honorine og hendes få soldater rundt i den rodede by med de fedtede, mudrede veje. Den er ægte og gribende.

Walls imponerede mig ikke

Den mexicanske Walls imponerede mig ikke; den virkede meget rodet. Berlinmuren, der var rejst for at holde folk inde, faldt i 1989; vi ser i filmens start, hvordan folk hamrer løs på en af verdenshistoriens berømteste mure. Siden da har man over hele verden sørget for at bygge mure for at holde uvedkommende ude. Præsident Trump fabler konstant om den store mur, der skal holde alle mexicanere og sydamerikanere ude. Men der er jo allerede en lang og høj mur! Den er velvogtet, men øjensynlig ikke nok for mange slipper igennem, og mange dør i det øde område, ingenmandsland.

En præst bringer dunke med vand ud i området for at hjælpe de stakler, der ikke kan komme videre: ”Some believe that immigration is illegal. Some believe it is the right thing to do. I don´t care about those things. I just want to be sure, that they don’t die out there.”  Vi møder en kvinde, der forgæves prøver at komme op til sine børn, som er på den anden side af muren.

Mellem Sydafrika og Zimbabwe står der også en mur, som beskyttes af væbnede vagter. Et andet sted ser vi folk med små børn på ryggen vade ud i Limpopo-floden og styrte op ad skrænterne på den modsatte side. Vi ser ingen krokodiller men desværre adskillige vagter. Underligt nok sendes overløberne ikke tilbage men beordres kun til snarest muligt at forlade området og ikke forsøge at få arbejde i denne egn!

Walls er for overfladisk, og det virker rodet, at filmen springer frem og tilbage mellem de forskellige mure/hegn

I Marokko ligger der et par små spanske enklaver; kan man komme derind, har man ret til at fortsætte op i Europa. Et meget højt hegn har pakket hele området ind. Tusinder af afrikanske flygtninge prøver at vælte hegnet, og undertiden lykkes det. En flygtning udtaler: ”We told him we wanted to go on. We escaped. Then they killed two persons in front of me. We just wanted to escape!” Vagterne har sikkert dårlig samvittighed: “I feel sorry for them, but they’ve got no right to cross”. Der er andre mure ude i verden. Israels mur mod palestinænserne nævnes, og muren mellem Botswana og Zimbabwe kommenteres, mens vi nyder at følge en flok elegante krydsende aber. Walls er for overfladisk, og det virker rodet, at filmen springer frem og tilbage mellem de forskellige mure/hegn.

A Possible Algeria

Jeg er rigtig glad for Viviane Kandas traditionelle dokumentarfilm A Possible Algeria. Hun fortæller om sin far Yves Mathieu, der dygtigt i mange år kæmpede mod kolonialismen og døde i 1966 under mystiske omstændigheder. Med den personlige historie som ledetråd suppleret med nye interviews med datidens politiske ledere indfører instruktøren os i Algeriets historie lige før og efter revolutionen.

I 1960 fik de fleste af Frankrigs vesteafrikanske kolonier deres selvstændighed. Mange rige franskmænd boede i Algeriet og mange af dem havde store vingårde. Algeriet var Frankrigs kornkammer. Det ville man ikke af med. Frankrig kørte hårdt frem mod lokalbefolkningen; filmen beretter om nedbrændte landsbyer med voldtægter, tortur og mord, kun fordi borgmesteren ikke havde kunnet skaffe alle de krævede penge i skat. Revolutionen måtte komme efter Frankrigs massakre på bønderne ved Philippeville i 1955, og franske flys bombardement af 600 landsbyer med napalm i 1956. I 1958 fik general de Gaulle atter magten i Frankrig. Han var ikke elsket, men man ønskede hans assistance for lettere at kunne overtale afrikanerne til at ”modtage selvstændigheden” på Frankrigs betingelser. Kun Sekou Toure nægtede og insisterede på folkets accept. Efter en folkeafstemning i Conacry løsrev han Guinea og overtog ledelsen af landet. Senegal/Mali, Elfenbenskysten, Niger og Øvre Volta accepterede.

Med den personlige historie som ledetråd suppleret med nye interviews med datidens politiske ledere indfører instruktøren os i Algeriets historie lige før og efter revolutionen

Algeriet følte sig snydt; de var end ikke blevet spurgt. 24. august 1958 eksploderede et større petroleumslager i Marseille, og de tre anklagede og skyldige algierske borgere blev idømt dødsstraf. Kun en af dem nåede at blive guillotineret. For nu insisterede deres sagførere, her i mellem Yves Mathieu, på, at man ikke kunne behandle dem som forrædere. De var krigsfanger og skulle behandles som sådan. Mathieu kom 10 måneder i fængsel, og Frankrig satte verdens fjerdestørste hær ind mod de besværlige algeriere. 5. juli 1962 er Uafhængighedsdagen for Algeriet. September 1963 udråbtes Ben Bella til præsident, mens Boumedienne blev vicepræsident.

Viviane Candas fortæller delvis via sin fars breve hjem om de næste par års gennemgribende ændringer i et land, hvor næsten alle var analfabeter. Yves Mathieu arbejdede i døgndrift med nye love vedr. gratis sundhed til alle og uddannelse af læger (der var 200.000 patienter pr. læge) – pengene tog man fra olieindtægterne. Han sørgede for at opspore alle de ledige huse, som franskmændene havde forladt og fordelte dem så retfærdigt som muligt til algeriere Han sørgede for at oprette skoler for alle sociale lag;  teenagere underviste voksne og gamle i læsning og skrivning. Ben Bella forbød at børn arbejdede som skopudsere. Politiet fangede dem alle og tvang dem i skole – til deres store glæde.

En tidligere aktiv modstandskæmper og senere minister Djamel interviewes til filmen og fortæller om denne hektiske tid, hvor Yves Mathieu næsten aldrig så sin familie, og han anbefaler instruktøren at grave i datidens hemmelige militærpapirer for at finde ud af, hvem der myrdede hendes far i 1966. ”Din far var meget reel og ude af stand til at lyve. Jeg vidste det ville ske, men var ude af stand til at forhindre det.”

En film om en idealist, der ofrede alt for sit folk, og som så mange andre ude i verden blev fjernet af mindre idealistiske personer. DR burde kigge lidt på den

Filmen viser også det omfattende arbejde, som alle deltog i, med at plante træer i alle de landområder, hvor napalmangrebene havde brændt alt af, og Mathieus arbejde med at tildele jorden til bønderne og kun til algeriere. Man kan forestille sig, at en alt for ærlig mand kan få mange fjender ved en sådan beskæftigelse.

Landet var under Ben Bella socialistisk styret, men efter Boumedienes kup 19. juni 1965 blev landet kommunistisk, og Mathieu, som nu var beskæftiget med at fordele vandrettighederne i Kabyliens bjerge fik problemer. Han blev opfordret til at flygte men nåede det ikke.

Det er spændende at få et så godt indblik i et ret ukendt nordafrikansk lands politiske udvikling. Jeg følte mig meget godt informeret ved at se denne film om en idealist, der ofrede alt for sit folk, og som så mange andre ude i verden blev fjernet af mindre idealistiske personer. DR burde kigge lidt på den, og så for øvrigt, når jeg taler om DR, så hold øje med programmerne. DR har nemlig været med til at finansiere The Road, så den må komme op en dag i nær fremtid.

Cinematekets samarbejde med DIIS bør roses. De 12 filmarrangementer var velvalgte og tankevækkende. Det var lidt overvældende at lægge så mange interessante filmmøder så tæt sammen og kun køre dem en gang hver. Jeg kunne umuligt have nået at se flere selvom den russiske Convictions, om russernes militæruddannelse og nationalisme virkelig fristede, ligesom det i disse dage kunne interessant at vide mere om Kurdistan kvindelige soldater m.m.

Jeg glæder mig til næste år, når arrangementet genopstår.

Hovedfoto: Zambo Zhangs The Road. Cinemateket.

Født 1938. Cand.mag.art. i Zoologi, Botanik, Geologi, Geografi og Filmhistorie fra Københavns Universitet. Kulturredaktør og formand for Radio Vesterbro gennem 30 år. Forfatter, filmjournalist, kunstanmelder, eventyrer. Karen Hammer har rejst i 103 lande på syv kontinenter, dog kun i 27 i Afrika. Skriver bl.a. om African Cinema og har deltaget 15 gange i Ouagadougous afrikanske filmfestival FESPACO.

Seneste artikler om Kultur & Medier

Da kvinder tog magten

NY BOG – Ritt Bjerregaard, Lone Dybkjær, Britta Schall Holberg, Grethe Fenger Møller,