POLITIK // KULTURDEBAT – “Kunst- og kulturlivet kan have en stemme, som iblandt er ufattelig svær for resten af verden at forstå; ikke mindst en rationelt og konventionelt tænkende politiker- og embedsstand. De taler ganske enkelt for ofte forbi hinanden, lytter ikke efter, endsige prøver at forstå hinanden.” Det skriver skuespiller, tidligere teaterchef og politiker Klaus Bondam i denne tekst, hvor han giver den socialdemokratiske kulturminister Joy Mogensen et godt råd: Prøv at møde kunstnerne der, hvor de er.
En dag for snart 20 år siden ringende min telefon. Det var min gode veninde Elsebeth Gerner Nielsen. Hun var kulturminister dengang og sad alene og desorienteret i Kulturministeriet, da hun ringede mig op. Elsebeth fortalte lettere oprevet, at Ghita Nørby netop havde forladt hendes kontor: Tudende, vred og højrystet.
Hendes ærinde hos ministeren havde været at tale det nu hedengangne Rialto Teaters sag. Teatret var i en af utallige sparerunder lukningstruet, og det pressede kulturhus valgte at sende deres skarpeste skyts og tungeste missil mod Slotsholmen, et af deres bestyrelsesmedlemmer med tyngde, indignation og gennemslagskraft: Ghita Nørby.
Få øjeblikke efter var der vand i øjnene og tårer på kinden. Stemmen knækkede og følelserne akkompagnerede højlydt hendes – sikkert helt fine – argumentation for, at naturligvis skulle Rialto Teatret ikke lukkes
Kulturministeren havde naturligvis taget imod skuespilleren, der også dengang var dansk teaters Grande Dame, og hurtigt var hun kommet til sagens kerne. Få øjeblikke efter var der vand i øjnene og tårer på kinden. Stemmen knækkede og følelserne akkompagnerede højlydt hendes – sikkert helt fine og rimelige – argumentation for, at naturligvis skulle Rialto Teatret ikke lukkes.
Det måtte kulturministeren da kunne forstå! Alt andet ville være grusomt, ondskabsfuldt og helt og aldeles ubærligt for dansk teater.
Elsebeth, som er et venligt, roligt, seriøst, fagligt funderet og intellektuelt kommunikerende menneske – og det var hun også dengang, da hun var minister – var i mere eller mindre chok over, at have grisehandlerens datter fra Matador – dansk teater, film og tvs kronjuvel – siddende overfor sig på ministerkontoret: Grådlabil, hikstende og følelsesfuld, indigneret og vred.
Det var derfor, Elsebeth ringede til mig. Hendes skuespiller-partifælle. Hun var slet ikke vant til at tale med et andet menneske på den måde, som Ghita Nørby havde talt med hende.
Jeg tror, at det faktisk var ret grænseoverskridende for hende at sidde med et menneske overfor sig, der i den grad blottede sine følelser og gav dem frit løb i, hvad der i Elsebeths optik burde have være en professionel samtale.
Det stod lysende klart for mig, at kunst- og kulturlivet kan have en stemme, som iblandt er svær for resten af verden at forstå, ikke mindst en rationelt og konventionelt tænkende politiker- og embedsstand
Jeg prøvede at forklare hende, at Ghita jo blot havde talt og kommunikeret på den måde og med det sprog, folk i hendes fag ofte benytter sig af: Følelsernes sprog, tilsat tårer og knæk på stemmen.
Jeg tror faktisk ikke, at Ghita gjorde det bevidst eller for at manipulere med ministeren. Jeg tror, hun gjorde det, fordi hun oprigtigt gerne ville have Elsebeth til at forstå, hvilken forfærdelig ting det var, politikerne var i gang med ifm. omorganiseringen af de københavnske teatre.
Om Elsebeth blev klogere af min ret banale analyse af Ghita Nørbys ’mødekultur’ ved jeg ikke, men det stod lysende klart for mig, at kunst- og kulturlivet kan have en stemme, som iblandt er svær for resten af verden at forstå, ikke mindst en rationelt og konventionelt tænkende politiker- og embedsstand.
De taler ganske enkelt for ofte forbi hinanden, lytter ikke efter, endsige prøver at forstå hinanden.
Vreden mod Joy Mogensen
Den seneste uge har kritikken mod den socialdemokratiske kulturminister Joy Mogensen været hård. Først blev hun kritiseret for, at hun var for tavs for længe under den igangværende coronakrise. Dernæst fik hun skældud for et interview med Berlingeren, som hun også slap ualmindelig dårligt fra.
Ifølge hende selv havde avisens redaktion strammet overskriften, der hed “Joy Mogensen: »Jeg ville opfatte det som upassende, hvis jeg stod og talte om kultur lige nu”.
Så forsøgte hun at trække i land via en kronik i Politiken og på egne sociale medier med budskabet om, at “kulturen lider under coronakrisen. Det skal både staten og borgerne forsøge at afhjælpe. Men det må ikke ende med et kulturliv, der bliver en støttet luksusdel af samfundet.” For blot igen at blive overhalet, udskammet og udskældt at stort set det samlede, dybt forurettede og indignerede kunst- og kulturliv, inklusive klakørkoret af kulturjournalister. Altsammen krydret af heftig kritik fra politiske kolleger, bortset fra sine partifæller. Av!
Et par halvhjertede forsøg på at få åbnet op for kunstnere i diverse statslige hjælpepakker blev kun et lille plaster på såret.
Men nogle syntes, kritikken gik for vidt. En kendt dansk forfatter og debattør skrev bl.a.:
”Jeg bliver simpelthen i dårligt humør af at læse alle de mange opslag, der udspyr vrede mod Joy Mogensen. Nu stod vi ellers lige sammen. Skal vi partout altid have nogen at være rasende på?”
Men måske er det ikke en vrede mod ministeren.
Kunstnerne og kulturlivet ser ministeren som ’deres’ talerør og repræsentant i demokratiet og folkestyret. På den anden side ser vi gang på gang, at skiftende ministre upåagtet politisk farve har umådelig svært ved at leve op til de enorme forventninger, kunst- og kulturlivet har til dem
Måske er det blot et ønske om en reel debat om kunsten og kulturens rolle, ikke mindst i et samfund under enormt pres.
Et ønske om, at staten anerkender den rolle, som kunst og kultur har, ikke mindst i en tid, hvor der bliver læst bøger, set film og tv-serier, hørt musik og stirret på kunstværker (online) som aldrig før.
Og hvor mange heldigvis finder lindring og (selv-)indsigt i kunsten og kulturen. Måske rummer kritikken også denne dimension – udover konkrete kritikpunkter ift. kulturministerens politiske udtalelser og – manglende – initiativer.
Forløsningen kom først, da statsministeren i sin tale mandag eftermiddag (30. marts) fik talt kunsten og kulturens rolle op som det sted, hvor vi finder trøst og refleksion, når tiderne er svære og udfordringerne store.
Alt det som kulturministeren burde have sagt for mindst 14 dage siden.
Men det føles, som om Murphys love satte ind overfor den efterhånden hårdt prøvede minister:
”Hvis der er et tidspunkt, hvor det vil være specielt dumt, at noget går galt, så vil det ske på det tidspunkt”. ”Når ting bliver overladt til sig selv, vil de gå fra at være dårlige til virkelig dårlige.” ”Ethvert forsøg på at rette på problemet vil bare accelerere, hvor hurtigt det går fra dårligt til virkelig dårligt.” Og endelig: ”Enhver løsning avler nye problemer”.
Faktisk så nye store problemer, at et bredt flertal af ordførerne nu har bedt om at få fjernet ministeren fra forhandlingerne om yderligere hjælpepakker til kulturlivet. Dem kan Erhvervs- eller Finansministeriet overtage.
https://www.facebook.com/zeniastampe/photos/a.195645873784922/3462678093748334/?type=3&theater
Mød kunstnerne der, hvor de er
Det har ikke været nemt at være kulturminister på det seneste. Det tror jeg faktisk aldrig, at det har været.
På den ene side ser kunstnerne og kulturlivet ministeren som ’deres’ talerør og repræsentant i demokratiet og folkestyret. På den anden side ser vi gang på gang, at skiftende ministre upåagtet politisk farve har umådelig svært ved at leve op til de enorme forventninger, kunst- og kulturlivet har til dem.
De føler sig svigtet, glemt og overset. Og det er ikke nogen rar følelse for nogen at have. Og ingen bør føle sådan.
Men desværre kom den siddende kulturminister i et hidtil uset lyntempo til at indskrive sig i rækken af de efterhånden mange kulturministre, som ikke har lydhørhed, sanselighed og fornemmelse for kunsten og kulturens rolle og funktion i en moderne og kompleks virkelighed.
Ligesom jeg i sin tid tog mig tid til snakken med Elsebeth Gerner Nielsen, så vil jeg prøve at komme med nogle – sikkert ret banale – forslag til, hvordan den siddende kulturminister kan få et bedre forhold til kunstnerne:
- Forstå at de skuespillere, du ser i teatret, i film og i tv, forfatterne, hvis bøger du læser, musikerne, og komponisterne, hvis musik du hører og kunstnere, hvis billeder og skulpturer dit blik fanger, kun er en lille bitte minoritet af den samlede kunstnerstand. Det er mennesker, som har arbejdet så hårdt, at de fleste næppe gør sig noget levende begreb om det, for at nå dertil, hvor du rent faktisk ser og får øje på dem i offentligheden. Det fåtal, du ser, står på skuldrene af en masse kolleger. Mange uden arbejde og de fleste uden offentlig succes og anderkendelse.
- Forstå, at følelser er deres sprog. Det, vi påskønner ved deres kunst, er jo netop, at de lader os få et blik ind i og en bid af deres følelser, og at de har modet til at dele dem med os andre. Og forstå også, at følelserne ofte også er deres interne sprog: Uden en meget høj grad af personlig lydhørhed og engagement kan du ikke danse en ballet sammen eller spille en rockkoncert. Og vær ikke bange som politiker for også selv at bruge følelsernes sprog: Statsministeren gør det til perfektion i denne svære tid – og det er ikke ironisk ment.
- Forstå, at bag hver eneste koncert, optaget tv- og filmscene, billede på væggen, bog i reolen og forestilling på teatret ligger timer, uger, måneder og års hårdt og slidsomt arbejde. Alt for ofte, faktisk oftest, til en løn, som jeg ikke vil holde mig tilbage for at kalde en sulteløn.
- Forstå den personlige usikkerhed, der er forbundet med, at du aldrig nogensinde er bedre end din sidste rolle, din seneste koncert, din nyeste bog eller dit seneste maleri. For det store flertal af kulturfolket kommer aldrig i nærheden af ’tryghed i ansættelsen’. Heller ikke hovedrolleindehaverne i DR’s nyeste dramaserier. Det er derfor at en sætning, som Joy Mogensen skrev – ”mennesker, der maler på vægge er lige så meget værd som mennesker, der maler på lærreder” – fremstår så omsiggribende provokerende på alle kunstnere. Faktorernes orden er ikke ligegyldig.
- Forstå den ydmygelse, det er igen og igen at opleve, at dit professionelle fag, som du har uddannet dig til, aldrig passer ind i diverse forsikringsordninger, daginstitutionsåbningstider, jobcentrenes aktiveringsforløb og altså heller ikke sådan rigtig ind de hjælpepakker, regeringen har lanceret under coronakrisen.
- Forstå, at en usolgt billet til en koncert eller en teaterforestilling ikke er en rød reje værd kl. 20.01. Den kan ikke bare sættes ind på hylderne på lageret og sælges til nedsat pris under næste udsalg.
Mit bedste råd til enhver kulturminister er at tage ud og møde kunstnerne der, hvor de er: Overvær teaterprøver og filmindspilninger, mød dem i øvelokalerne og drik et par øl med dem i spillestedernes kunstnergarderober, sæt tiden af til en ordentlig kop kaffe i billedkunstnernes atelier eller tilbring en dag sammen med en arbejdsløs skuespiller, sanger, musiker eller danser, der kæmper ihærdigt for at blive set, opdaget og anerkendt.
Brug hver en ledig stund til at læse en bog, besøge et galleri, se en film eller en tv-serie. Køb billedkunst til dig selv og dine venner. Og tag imod enhver invitation til at gå til en koncert eller i teatret; også noget, du umiddelbart måske ikke mener, lige er din personlige smag.
Og så læs indledningen af 3. akt. 2 scene af Shakespeares Hamlet. I hans ’tale til skuespillerne’ giver han svaret på, hvad kunstens rolle i sin essens er:
Den har ’fra begyndelsen været og fremdeles er at holde, så at sige, et spejl op foran naturen’. Det var sandt for 400 år siden, da Shakespeare skrev det. Det er det stadig.
Rialto Teatret måtte til sidst desværre dreje nøglen om.
Jeg er ikke klar over, om Ghita Nørby og Elsebeth Gerner Nielsen rent faktisk ved, at der i dag ligger en irsk pub der, hvor teatret engang lå.
Det første skridt til at undgå flere teaterlukninger i fremtiden er, at vi lytter til og prøver at forstå hinanden – det gælder både ministre og kunstnere.
Klaus Bondam er fhv. skuespiller, teaterchef og teknik- og miljøborgmester i København, nu direktør i Cyklistforbundet.
Topbillede: Portræt – Klaus Bondam. Kunstner: Kaspar Bonnén
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
